Document Actions

Seneste nyt i sagen om aktindsigt i husdyrregistre

 

Offentliggjort 03/24/2006

 

Svar fra Fødevarestyrelsen på Dicars anmodning om aktindsigt fra oktober 2005 (14-03-2006)

Senest ved mail af 24. januar 2006 har de på vegne af Dicar anmodet om tilladelse til elektronisk udtræk og anvendelse af data fra CHR-registeret Sagen har efterfølgende været drøftet telefonisk og den skriftlige anmodning om aktindsigt i sagsbehandlingen, senest fremsat ved Deres mail af 17. februar d.å., er blevet efterkommet ved Fødevarestyrelsens skrivelse af 23. februar d.å.

Det skal indledningsvis oplyses, at spørgsmålet om det offentliges pligt til at udlevere oplysninger som udgangspunkt er reguleret i lov om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven), jf. lov nr. 572 af 1985, som ændret, og lov nr. 292 af 1994 om aktindsigt i miljøoplysninger, som senest ændret ved lov nr. 30 af 2005. Hvor offentlighedsloven kun forpligter den enkelte myndighed til udlevering af akter, der er undergivet administrativ sagsbehandling, jf. loven § 4, giver lov om aktindsigt i miljøoplysninger en udvidet pligt for myndigheden til udlevering af elektronisk oplagrede oplysninger., jf. lovens § 3 sammenholdt med § 4, stk. 2.

Det fremgår af sagen, at DICAR via en robot (søgemaskine) ønsker at foretage udtræk fra CHR via hjemmesiden. Det antage, at der udelukkende er tale om adgang til CHR-data, som på forhånd er offentlige tilgængelige på Internettet. Udtrækkene vil efter det oplyste blive foretaget uden for normal arbejdstid. Det er i øvrigt til sagen oplyst, at DICAR er i besiddelse af et program, som kan simulere, at en bruger logger sig på CHR-hjemmesiden og begynder at lave forespørgsler. Programmet kan opsættes som en række parametre, således at man forud kan beslutte, hvilke søgninger, der skal foretages i CHR. Søgningerne vil kunne igangsættes meget hurtigere end det er muligt, hvis en person skulle indtaste søgekriterierne. Det er uvist, hvor meget disse søgninger belaster produktionsmiljøet og eventuelt vil kunne sløve eller forhindre andres adgang.

Spørgsmålet om udlevering af oplysninger fra CHR findes omfattet af lov om aktindsigt i miljøoplysninger, jf. lovens § 3. Den søgning, der anmodes om tilladelse til, findes dog at falde uden for den i lovens § 4 , stk. 2 angivne adgang til miljøoplysninger. Endvidere er de pågældende oplysninger allerede tilgængelige i forbindelse med almindelig søgning på CHR-hjemmesiden.

Tilladelse til at fortage det nævnte udtræk findes derfor at falde uden for, hvad Fødevarestyrelsen er forpligtet til, hvorfor der gives afslag på Deres anmodning.

I mail af 24. januar 2006 har de endvidere med henvisning til lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer , jf lov nr. 596 af 2005, anmodet om tilladelse til at videreanvende de udtrukne oplysninger. Det skal hertil oplyses, at lov om den offentlige sektors informationer ikke i sig selv skaber adgang til de pågældende offentlige data. Først skal der inden for de almindelige rammer af offentlighedsloven, forvaltningslove, herunder lov om aktindsigt i miljøoplysninger, og persondataloven tages stilling til, hvorvidt de pågældende data kan eller skal udleveres. Kun hvor den offentlige myndighed har givet adgang til oplysningerne er disse omfattet af den anførte lovgivning.

Endvidere skal der henvises til § 2, stk. 2, nr. 2 i lov om videreanvendelse af den offentlig sektors informationer, hvorefter loven ikke kan anvendes på datasamlinger m.m., hvortil tredjemand besidder en immateriel ret. Dette vedrører bl.a. brugen af CVR oplysninger, der er indlagt i CHR, jf. lov nr. 417 af 1996 med ændringer.

Afgørelsen kan påklages til Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, Stormgade 2-6, 1470 Kbh. K.

Mvh. Per A. Hansen


Dicar klager til ministeriet for Familie- og forbrugeranliggender (21-03-2006)

Hermed klages over nedenstående afgørelse fra Fødevarestyrelsen over afslag på udtræk og anvendelse af data fra CHR (se i bunden af mailen).

Dicar har tidligere klaget over sagsbehandlingen i denne sag. Nu klager vi over selve afgørelsen.

Det er positivt, at styrelsen er opmærksom på, at miljøoplysningsloven giver ret til dataudtræk fra elektroniske databaser
Jf. sætningen:
Hvor offentlighedsloven kun forpligter den enkelte myndighed til udlevering af akter, der er undergivet administrativ sagsbehandling, jf. loven § 4, giver lov om aktindsigt i miljøoplysninger en udvidet pligt for myndigheden til udlevering af elektronisk oplagrede oplysninger., jf. lovens § 3 sammenholdt med § 4, stk. 2.

Det er også positivt, at styrelsen er klar over, at der er tale om miljøoplysninger, jf sætningen: Spørgsmålet om udlevering af oplysninger fra CHR findes omfattet af lov om aktindsigt i miljøoplysninger, jf. lovens § 3.

Bemærk sætningen: Den søgning, der anmodes om tilladelse til, findes dog at falde uden for den i lovens § 4 , stk. 2 angivne adgang til miljøoplysninger. Endvidere er de pågældende oplysninger allerede tilgængelige i forbindelse med almindelig søgning på CHR-hjemmesiden.
Ifølge § 4 stk.2 skal en myndighed ikke stille oplysninger til rådighed i en særlig form, hvis de allerede er tilgængelige. Styrelsens formulering kan tolkes sådan, at styrelsen ikke skal give tilladelse til en bestemt form, fordi oplysningerne er stillet til rådighed, og Dicar kan således blot benytte sig af de faktiske muligheder for at hente data. Alligevel ender styrelsen med at give os afslag, hvad vi derfor mener der ikke er dækning for, jfr sætningen:

Tilladelse til at fortage det nævnte udtræk findes derfor at falde uden for, hvad Fødevarestyrelsen er forpligtet til, hvorfor der gives afslag på Deres anmodning.

Den eneste reelle begrænsning i styrelsens svar er måske henvisningen til CVR-rettigheder. Jf sætningen: Endvidere skal der henvises til § 2, stk. 2, nr. 2 i lov om videreanvendelse af den offentlig sektors informationer, hvorefter loven ikke kan anvendes på datasamlinger m.m., hvortil tredjemand besidder en immateriel ret. Dette vedrører bl.a. brugen af CVR oplysninger, der er indlagt i CHR, jf. lov nr. 417 af 1996 med ændringer.
Det lyder mystisk med immaterielle rettigheder, der forhindrer brug af CVR-oplysninger, specielt efter afgørelsen i sagen mellem Home og Ofir.

Som det kan ses af nedenstående svar til Fødevarestyrelsen, vurderer vi deres afslag at falde uden for, hvad der er juridisk grundlag for, og vi trækker derfor data ud af deres hjemmeside. Vi mener dog samtidig, at deres afgørelse vidner om, at der er juridisk uklarhed om retten til at benytte offentlige myndigheders databaser - især når de allerede er lagt på nettet. Vi vil derfor klage over deres afgørelse og beder ministeriet om en hurtig stillingttagen til vores klage for at vi også kan bruge sagen som ekesempel til Kulturministeriet, Ombudsmanden og Offentlighedskommissionen.


Dicar orienterer Fødevarestyrelsen om at robotten sættes igang (21-03-2006)

Kære Per A. Hansen

Vi kan se af jeres afslag, at retstilstanden er uklar, og vi vil derfor klage over afgørelsen i håb om at vi kan få mere klarhed. Vi vurderer dog efter den seneste afgørelse i sagen mellem OFIR og Home, at I ikke kan påberåbe jer databasebeskyttelsen, og at I således ikke har noget juridisk grundlag for at give afslag på vores anmodning om ret til at trække data ud fra jeres hjemmeside.
Da data er lagt på nettet, vil vi derfor hente dem. Vi kører en test i nat mellem 02 og 06. Og tager derefter og kører resten i morgen nat. For god ordens skyld skal nævnes, at vi således ikke beder om tilladelse til at foretage opslaget på jeres hjemmeside.


Søg

  

 


 

Læs mere

Se alle dokumenter om emnet i denne artikel:

 

HOLD DIG ORIENTERET

Få et tip om nye artikler og kurser: