Document Actions

Kommentar til udkast til lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer

 

Offentliggjort 01/11/2005

 

Af Nils Mulvad

Til ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling

Kommentar til udkast til lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer. Hovedpunkterne er ønsket om at sikre loft over priser på data, samt bedre forpligtelse til at trække ikke-personfølsomme data ud fra databaser.

Dicar hilser intentionerne med denne lov – og det bagvedliggende PSI-direktiv - meget velkommen. Der er et stærkt behov for at gøre det lettere at benytte offentlige data til indholdstjenester.

Dicar ønsker dog at påpege, at lovforslaget med sine generelle formuleringer risikerer ikke at leve op til intentionerne i direktivet.

Hovedproblemet i dag er, at de fleste myndigheder gør videreudnyttelse af data meget dyrt og besværligt. Typisk sker det ved, at man ikke retter sine it-systemer til, så det er praktisk muligt og enkelt at foretage et udtræk.

Det typiske billede er, at et servicebureau – for eksempel CSC, Mærsk Data eller Kommunedata driver it-systemet for myndigheden, der har indgået en kontrakt med servicebureauet. Disse kontrakter indeholder sjældent særlig gode bestemmelser om betingelser for diverse udtræk. Offentlige myndigheder udliciterer i meget høj grad centrale dele af deres dataafdeling, undlader at sikre sig enkle regler for udtræk af data, hvorefter det i praksis bliver meget dyrt at få et udtræk.

I årene 1999-2000 kørte jeg, der på det tidspunkt var ansat som journalist på Jyllands-Posten, en sag om at få et dataudtræk fra anmeldelsesregistret fra Rigspolitiet. Politiet sagde i første omgang nej, men efter en klage til Justitsministeriet blev der accepteret adgang og herefter indledt forhandlinger med dataleverandøren CSC om et udtræk. Men det endte med, at et mundtligt prisoverslag fra CSC var så højt, at Jyllands-Posten måtte opgive at gå videre med historien. Det var for dyrt.

I en anden sag bad Michael Holm fra DICAR om et dataudtræk af gødningsregistret fra Plantedirektoratet for at se, hvilke landmænd der overgødsker, samt beregne om vandmiljøplanen havde virket efter hensigten. Først kunne han ikke få udtrækket, så klagede han og fik lov til at få data på postnummerniveau, så man ikke kunne identificere den enkelte landmand. Herefter klagede han igen og fik så lov til at få data for de landmænd, hvor der ikke var indledt en sag for overtrædelse af reglerne. Her var beskeden dog samtidig, at Plantedirektoratets dataleverandør, Mærsk Data, skulle have 54.000 kr. for at lave et sådant udtræk. Først efter at have klaget over den pris til ministeriet lykkedes det at få data gratis.

Sagerne viser, hvor vigtigt det er med klare regler for prisen på data – især fordi denne prissætning er sket i henhold til Finansministeriets budgetvejledning, som der ifølge bemærkningerne til lovforslaget følger de samme principper for prissætning som dette lovudkast.

Et tredje eksempel er fra 2004 efter at Tinglysningsloven samme år var ændret for at åbne for masseudtræk mod betaling. Før lovens vedtagelse advarede Dicar og andre om det høje prisniveau som i praksis umuliggjorde anvendelsen af data journalistisk, men det førte ikke til ændringer i den endelige lov. Siden har den betænkelighed vist sig at holde stik, idet domstolene ifølge deres besvarelse fra den 11. maj 2004 ville have betaling for udvikling af et udtræksprogram hos CSC samt kr. 607.500 for oplysningerne i 40.000 masseopslag i tinglysningsregistret. Dicar’s Michael Holm måtte herefter opgive at få data.

Vores oplevelse er kort sagt, at viljen til videregivelse af data ikke er stor hos flere af myndighederne. Ønsker ministeriet reelt at fremme og opnå det formål, der er hensigten med PSI-direktivet, er man nødt til at gå langt videre end lovforslaget med at indføre præcise regler på disse områder. Hensigtserklæringer og ministerbeføjelser vil næppe virke.

Dicar foreslår, at der indføres en forpligtelse for den enkelte myndighed til i løbet af en kort årrække, at sikre enkle og billige udtræksmuligheder fra alle de databaser, der skal omfattes af loven. Det punkt skal med i alle kontrakter med eksterne it-leverandører.

Ved udløbet af overgangsperioden kan der ligeledes indføres rimelige maksimumspriser for data. Det vil give en direkte økonomisk tilskyndelse til myndigheder om at få indført disse enkle udtræksmuligheder – ellers vil de selv skulle dække omkostningerne, sådan som det endte med at ske i sagen om gødningsdata fra Plantedirektoratet.

Vi anser det også for vigtigt, at der bliver kontrol af prissætningen for videregivelsen af data. Myndigheder, der ønsker at fastholde et monopol på informationer, kan tænkes at fastsætte en urealistisk høj pris, der også dækker andre dele af virksomheden, for eksempel indsamlingen og registreringen af oplysninger.
I lovforslagets § 8 findes en bemyndigelse til at fastsatte priser på videregivelse af data, men for at undgå eksempler som ovenstående bør prisniveauet tydeliggøres før en vedtagelse.

Ifølge direktivet berører den øvre grænse for gebyrerne ikke medlemsstaternes eller de offentlige myndigheders ret til at anvende lavere gebyrer eller slet ingen gebyrer.

Et særligt punkt omkring videregivelse af data er behovet for at kunne trække ikke-følsomme data ud af databaser, der indeholder både personfølsomme og ikke-personfølsomme data, som for eksempel anmeldelsesregistret, gødningsregistret, samt databasen over modtagere af EU-landbrugsstøtte. Vores erfaring er, at det normalt er den type databaser, der indeholder de mest relevante og brugbare data. Her er lovforslaget ikke tilstrækkelig klart, og vi mener, at en pligt til at foretage den slags udtræk bør præciseres.

Endelig er der listen over databaser, som myndigheden ifølge forslagets § 12 skal udarbejde. Direktivet beskriver disse områder som særligt relevante: sociale forhold, økonomi, geografi, vejrforhold, turisme, erhvervsforhold, patentrettigheder og uddannelse. Hertil vil vi tilføje kriminalitet og sundhed.

Som en udløber af sagen om EU’s landbrugsstøtte er Fødevareministeriet ved at udarbejde en liste over de databaser, som ministeriet har, og som er interessante for offentligheden. Tilsvarende kunne en dansk lov udstikke den ramme, at alle offentlige myndigheder skulle gøre det samme og med henvisning til disse ovenstående områder, hvor der er en særlig interesse for data, hvorefter hver myndighed skulle udarbejde en plan for, hvordan relevante data kunne trækkes ud med jævne mellemrum og videregives til interesserede.

Vi tror, at der skal den slags direkte tilskyndelser til for at opfylde de gode formål i direktivet om at skabe betingelser, der fremmer udviklingen af tjenesteydelser, som dækker hele Fællesskabet. Den offentlige sektors informationer er, som direktivet nævner, et vigtigt kildemateriale for produkter og tjenester med digitalt indhold, og de vil få stadig større betydning som indholdsressource til de mobile indholdstjenester, der er under udvikling.

Derfor bør Danmark udnytte muligheden for at gå videre end de minimumsstandarder, der er fastsat i direktivet, tillade en mere vidtgående videreanvendelse samt reelt sikre, at denne lov bliver mere end et tomt slag i luften.


Med venlig hilsen

Nils Mulvad
Direktør, Dicar
Center for Analytisk Journalistik
Olof Palmes Allé 11
8200 Århus N