Document Actions

Seksuel orientering i håndbold (byret)

Instans: Byret - dato: 11/06/2003 - sagsnummer: BS 7B-13825/2002

 

Offentliggjort 08/26/2004, senest redigeret 08/17/2011

 

Resumé:

(Mediejuras resumé)
Se og Hør skrev i to numre artikler om kvindehåndbold. Artiklerne indeholdt meget lidt om håndbold, men til gengæld påstande og rygter om seksuel orientering. Der var billeder og fede tekster på forsiden. Artiklerne inde i bladet havde overskrifterne ”Træneren scorede spilleren”, ”kærester” og ”lesbisk lykke”.
Pressenævnet fandt ikke, at oplysningerne havde en klar almen interesse og udtalte alvorlig kritik. Nævnet udtalte endvidere, at Se og Hør havde handlet groft i strid med god presseskik ved at manipulere et billede, så det fremstod, som om det viste et kærestepar.
Efterfølgende blev anlagt retssag, og Københavns Byret dømte to journalister og redaktøren for overtrædelse af sfl § 264 d. Bødestraffen blev 20 dagbøder a 1000 kr. til redaktøren og 15 dagbøder a 500 kr. til hver af journalisterne. Redaktør og journalister blev desuden dømt til at betale økonomiske godtgørelse – i alt 50.000 kr. til hver af de krænkede.
Se og Hør ankede til Østre Landsret, og der faldt dom i ankesagen den 24.9.2004. Landsretten fordoblede straffene, så redaktørens bøde blev på 40000 kr og journalisterne blev hver dømt til at betale 15000 kr i bøde. I øvrigt blev byrettens dom fastholdt.

 

Tekstens ordlyd:

Københavns Byret

Udskrift af dombogen

DOM

Afsagt den 6. november 2003 i sag nr. BS 7B-13825/2002:

A

og

B

mod

Chefredaktøren
c/o Se og Hør
Vigerslev Alle 18
2500 Valby

og
Journalist x
c/o Se og Hør
Vigerslev Alle 18
2500 Valby
og
Journalist y
c/o Se og Hør
Vigerslev Alle 18
2500 Valby

og

Aller Press A/S
Vigerslev Alle 18
2500 Valby

Under denne sag. der er anlagt den 20. november 2002 har sagsøgerne A og B overfor de sagsøgte 1) chefredaktøren 2) journalist x 3) journalist y og 4) AlIer Press A/S nedlagt følgende påstande:

1. Sagsøgte 1-3 idømmes størst mulig straf efter straffelovens § 264d.

2.Sagsøgte 1 og 2 dømmes til en solidum at betale sagsøger 1og sagsøger 2 hver en godtgørelse for tort på 20.000 kr., subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn, med tillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

3. Sagsøgte 1-3 dømmes til in solidum at betale sagsøger l en godtgørelse for tort på 40.000 kr., subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn og sagsøger 2 en godtgørelse for tort på 20.000, subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn, med tillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

4. Sagsøgte 4 tilpligtes at anerkende, at det ikke var berettiget at anvende sagsøgernes navne og billeder som sket i markedsføringen for Se og Hør nr. 45/2002, idet sagsøgerne ikke havde givet samtykke hertil, subsidiært at sagsøgte 4 ikke var berettiget til at anvende sagsøgernes navne og billeder som skete i markedsføringen for Se og Hør nr. 45/ 2002, idet markedsføringen relaterede sig til en retsstridig omtale af sagsøgerne.

5. Sagsøgte 1 dømmes til at betale sagsøger 1 og sagsøger 2 hver en godtgørelse for tort på 20.000 kr., subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn, med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 6. januar 2003 til betaling sker.

De sagsøgte har påstået frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 366 a, stk. 2, dog er de afgivne forklaringer medtaget i deres helhed.

Sagen vedrører følgende forhold:

A) Omtalen i Se og Hør nr. 45/2002, der udkom den 7. november 2002, af sagsøgernes påståede forhold.

B) Omtalen i Se og Hør nr. 46/2002, der udkom den 14. november 2002. af sagsøgernes påståede forhold.

C) Omtale i Se og Hør Dr. 46/2002 af sagsøger 1’s tidligere påståede forhold til Jannicke Nielsen

D) Markedsføringen af Se og Hør nr. 45/2002

Sagsøgte 1 's udtalelser i Tv-programmet "Ringen Fri", udsendt på DR2 den. 24. november 2002 kl 22.30-23.00.

Påstand 1 vedrører eventuelt strafansvar for videregivelse af oplysninger om private forhold under forhold A,B,C og E.

Påstand 2 vedrører sagsøgte 1. og 2’s eventuelle erstatningsansvar for den i pkt. A) nævnte omtale.

Påstand 3) vedrører sagsøgte 1-3’s eventuelle erstatningsansvar for den i pkt. B) nævnte omtale. Kravet er af sagsøgerne opgjort således:

Godtgørelse til sagsøger 1:
Omtale af forholdet til sagsøger 2: 20.000 kr.
Omtale af forholdet til Jannicke Nielsen: 20.000 kr.
i alt 40.000 kr.

Godtgørelse til sagsøger 2:
Omtale af forholdet til sagsøger 1: 20.000 kr.

Påstand 4 vedrører sagsøgte 4’s ret til at anvende sagsøgerne i sin markedsføring uden sagsøgernes samtykke.

Påstand 5 vedrører sagsøgte 1’s eventuelle erstatningsansvar for udtalelserne i den pkt. E) nævnte TV-udsendelse.

Sagsøgerne indgav den 28. november 2002 klage mod. Se og Hør til Pressenævnet over billede og tekst på forsiden på Se og Hør nr. 45 samt over de to artikler i Se og Hør nr. 45 og 46/2002. I kendelse af 12. februar 2003 fra Pressenævnet hedder det bl.a., at Se og Hør havde handlet i strid med god presseskik, herunder at Se og Hør i forbindelse ved anvendelse af billeder havde handlet groft i strid med god presseskik.

Sagsøger 1 har tidligere anlagt en lignende sag mod sagsøgte 3 og sagsøgte 4’s daværende chefredaktør. Sagen vedrørte Se og Hørs omtale af sagsøger 1’s påståede forhold til Jannicke Nielsen. Ved Københavns Byrets dom af 14. februar 2001 blev sagsøgte 3 straffet med 10 dagbøder á 500 kr. og Se og Hørs daværende chefredaktør med 15 dagbøder á 1.000 kr. Endvidere blev de 2 sagsøgte dømt til in solidum af betale 20.000 kr. til sagsøger 1 i torterstatning efter erstatningsansvarslovens § 26.

Forklaringer:

Sagsøgte 1 har forklaret at han godkendte artiklen i Se og Hør nr. 45/2002. Han var bekendt med, at sagsøger 1 var tidligere landsholdspiller i håndbold og med hendes nuværende status som træner. Han var ligeledes bekendt med Københavns Byrets dom af 14. februar 2001 og med, at sagsøger 1 generelt ikke ønsker sit privatliv omtalt i medierne. Han var endelig bekendt med, at det var forsøgt at indhente sagsøgernes samtykke til artiklerne, og at sagsøgerne ikke havde besvaret denne henvendelse.

Artiklen drejede sig om to kendte personer, der var henholdsvis træner og spiller i en kendt dansk topklub. Sådanne oplysninger vil altid have offentlighedens interesse. Han besluttede derfor at godkende artiklen. Slagelse HK’s pressemeddelelse et par uger senere og det efterfølgende TV­- program bekræftede den nævnte interesse. Han mener ikke at artiklen har sat nye standarder. Den minder om lignende, tidligere artikler.

Det anvendte billede stammer vist nok oprindeligt fra Polfoto. Han var ikke bekendt med at billedet var blevet ændret - således at en tredje person var fraskåret og sagsøgerne var rykket tættere på hinanden, da det blev bragt i Se og Hør. Det blev valgt at bringe billedet, fordi sagsøgerne står ved siden af hinanden, fordi sagsøger 1 har sin hånd om sagsøger 2’s skulder og fordi sagsøger 2 kigger mod sagsøger 1. Disse elementer var også med i det originale billede. Billedets meningsindhold er ikke ændret. Der er derfor ikke tale om manipulation. Ændringen skete i øvrigt af tekniske pladshensyn, både på forsiden og inde i bladet. Se og Hør har ofte benyttet denne metode. Han har endvidere godkendt forsiden på Se og Hør nr. 45, der er en typisk forside, bortset fra at det er usædvanligt, at der til en enkelt af teksterne ikke er tilknyttet noget billede. Se og Hør nr. 45 blev markedsført på sædvanlig måde ved annoncering i Ekstra Bladet, ved Tv-reklamer og ved indslag på lokaIradionettet. Der blev endvidere indlagt en appetitvækker på Se og Hørs hjemmeside. Annoncering sker altid efter en bestemt plan, der er fastlagt lang tid i forvejen, og er derfor i hver enkelt uge uafhængig af bladets indhold. Der er ikke gjort noget særligt for at markedsføre Se og Hør nr. 45, sløringen i Tv-reklamen skete efter en henvendelse fra sagsøgernes advokat. Henvendelsen kom meget sent i tidsforløbet. Han valgte at efterkomme anmodningen, idet der ellers var risiko ofr, at TV 2 helt ville afvise at bringe reklamen.

Han har også godkendt artiklen i Se og Hør nr. 46. Artiklens baggrund var en tendens til, at flere og flere sportsfolk var "sprunget" som lesbiske. Han opfattede omtalen af forholdet mellem sagsøger 1 og Jannicke Nielsen som underbyggende denne tese. Da der i dette nummer ikke var de samme tekniske pladshensyn som i det forudgående nummer, blev billedet bragt, uden af sagsøgerne var rykket tættere på hinanden, Dog var den tredje person fortsat skåret væk. Han mener dog ikke, at sagsøgerne er "sprunget ud" som ovenfor nævnt.

Han valgte endvidere at deltage i Tv-programmet "Ringen fri", der forsøgte at belyse en interessant, principiel problemstilling: Hvor tæt må man gå på kendte personers privatliv. Der havde siden Se og Hør nr. 45 været en offentlig debat om dette emne. Han fik lejlighed til at fremføre sine synspunkter og valgte at angive navnene på sagsøgerne. Ellers ville det have tangeret det komiske.
Han har ikke haft nogen personlig vinding ved udgivelsen af Se og Hør nr. 45 og 46 eller ved deltagelsen i Tv-udsendelsen. Han husker intet konkret om salgstallene for de to numre af Se og Hør, men ville have husket det, hvis salget var øget markant. I sommeren 2002 - i forbindelse med Tøfting­sagen - oplevede Se og Hør en markant oplagsnedgang til 192-193.000.
Senere blev der rettet noget op, men oplagstallet er fortsat ikke de 214.000. der er angivet på hjemmesiden.

Det er hans indtryk, at de fleste håndboldinteresserede kendte historien om sagsøgerne. Den var omtalt i håndboldkredse.

Sagsøgte 3 har forklaret, at han sammen med sagsøgte 2 skrev artiklen i Se og Hør nr. 46. Han har skrevet de fleste af teksterne men ikke den om sagsøgerne. Det var sagsøgte 2’s historie. Han har ikke opnået nogen personlig vinding ved artiklen. Han var ikke bekendt med, at sagsøgerne ikke ønskede forholdet omtalt, men vidste fra den tidligere sag, at sagsøger generelt ikke ønskede sit privatliv omtalt. Han så artiklen i sin helhed og vidste derfor, at sagsøgerne var med. Han bed ikke mærke i at forholdet mellem sagsøger 1 og Jannicke Nielsen var nævnt. Han medvirkede ikke ved artiklen i Se og Hør nr. 45. Det er korrekt, at han blev dømt ved Københavns Byrets dom af 14. februar 2001. Han mener dog ikke, at der skete domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 264d.

Sagsøgte 2 har forklaret at han skrev artiklen i Se og Hør nr. 45. Han fik et tip fra en person i håndboldmiljøet og fik historien bekræftet af flere kilder. Historien viste sig at være velkendt i håndboldmiljøet og i miljøet omkring Slagelse HK. Det var således ingen nyhed på lokalt plan, men på landsplan var der tale om en nyhed.

Inden artiklen fik han ikke talt med nogen af sagsøgerne, men han fik talt med flere familiemedlemmer, Klubbens sekretær meddelte ham, at sagsøger 1 ikke ønskede sit privatliv omtalt. Han var allerede bekendt med dette, men valgte alligevel at skrive artiklen. Han vurderede, at historien var af offentlig interesse, da der var tale om et forhold mellem en træner og en spiller på et meget højt profileret håndboldhold. Han leverede teksten men var ikke involveret i billedvalget eller i layoutet. Han så dog billederne inden udgivelsen, men vidste ikke, at de var ændret.

I Se og Hør nr. 46 har sagsøgte 2 kun skrevet notitsen om sagsøgerne. Det var sagsøgte 3’s generelle historie, og sagsøgte 3 har skrevet den øvrige tekst. Sagsøgte 2 valgte at nævne forholdet mellem sagsøger 1 og Jannicke Nielsen som en historisk baggrundsoplysning, der illustrerede, at sagsøger 1 tidligere har haft kærester i sportsmiljøet. Han tænkte ikke nærmere over det.

Han var bekendt med Københavns Byrets dom af 14. februar 2001. Han har ikke modtaget speciel bonus i anledning af artiklerne.

Procedure:

Søgsøgerne har gjort gældende at der generelt ved strafudmålingen og fastsættelse af godtgørelse må lægges vægt på, at nærværende sag fremkommer inden 2 år efter Københavns Byrets dom af 14. februar 2001, der vedrøre forhold af ganske tilsvarende karakter.

Gerningsindholdet i straffelovens § 264d er opfyldt, og det er dokumenteret. at sagsøgte 1-3 har haft det fornødne fortsæt. Der er således uberettiget sket videregivelse af meddelelser af privat karakter, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Det er ubestridt, at ingen af sagsøgerne har givet samtykke til artiklerne. Sagsøgte 1-3 var alle bekendt hermed samt med sagsøger 1’s generelle holdning til omtale af sit privatliv i medierne. Endvidere var sagsøgte 1-3 alle bekendt med Københavns Byrets dom af 14. februar 2001. Nogle måneder før havde sagsøgerens advokat udtrykkelig gjort opmærksom på, at det ikke ville blive givet samtykke, og ingen af sagsøgerne er selv stået frem og har omtale deres privatliv offentligt. Markedsføringen er usmagelig og sket i fuld bevidsthed om. at sagsøgerne ikke ønskede den pågældende omtale. Det er uden betydning, at sagsøgerne er offentligt kendte personer, ligesom det er uden betydning at der er tale om en træner og en spiller på samme håndboldhold. Pressemeddelelsen fra Slagelse HK er ligeledes uden betydning for sagen og er endvidere afgivet efter udgivelsen af Se og Hør nr. 45 og 46. Sagsøgte 1-3 er rette straffeansvarssubjekter efter reglerne i medieansvarslovens §10 og §13. Sagsøgte 1 har efter sin egen forklaring godkendt artiklen.

Artiklen i Se og Hør nr. 46 videregiver herudover på ny - og ligeledes uberettiget - et forhold mellem sagsøgerne. Endvidere angives det forhold., der er omhandlet ved Københavns Byrets dorn af 14. februar 2001. Såvel sagsøgte 2 og 3 er strafansvarlige som navngivne forfattere, jf. medieansvarslovens §10, stk. 3. Sagsøgte 1 og 2 har herved gjort sig skyldig i nye, selvstændige overtrædelser af straffelovens § 264d. Sagsøgte 3 har læst artiklen, har lagt navn til og var fuldt opmærksom på problemstillingen, idet han tidligere var dømt ved nævnte dom fra Københavns Byret.

I Tv-programmet "Ringen fri” har sagsøgte 1 flere gange udtalt sig om sagsøgernes forhold og har nævnt begge sagsøgere ved navn flere gange, uanset at han - som studieværten - kunne have undladt dette. Der er tale om en ny, selvstændig overtrædelse af straffelovens § 264d. Det er uden betydning, at Slagelse HK på tidspunktet for TV -udsendelsen havde udsendt en pressemeddelelse.

Der er ingen relevant sammenhæng mellem artiklerne og den omstændighed at sagsøgerens er træner og spiller på det samme håndboldhold. Nævnte omstændighed har i øvrigt ingen offentlig interesse, i hvert fald ikke overfor sagsøgernes krav på respekt for deres privatliv.

Sagsøgte 1,2 og 3 har således overtrådt straffelovens § 264d flere gange, hvilket bør få indflydelse på strafudmålingen. For sagsøgte 3’s vedkommende et der tale om gentagelsesvirkning. Eventuelle bøder skal udmåles efter medieansvarsIovens §26. stk 2. Der må i denne forbindelse i­sær lægges vægt på, at alle de 3 sagsøgt har haft den højeste grad af fortsæt, at omtalen er sket i et medie med et betydeligt oplag, at der for sit vidt angår Se og Hør nr. 45 var tale om tophistorien, at der er sket billedmanipulation, således at meningsindholdet er klart ændret, at sagsøgerne i Se og Hør nr. 46 vises sammen med andre par, der er "sprunget ud", at der tidligere har været adskillige lignende sager fra historier i Sø og Hør, og at artiklerne har medført en betydelig økonomisk gevinst bladet.

Da nævnte krænkelser har fundet sted, har sagsøgerne efter erstatningslovens §26, stk. 1, retskrav på tortgodtgørelse. De omstændigheder, der er anført som skærpende med hensyn til strafudmålingen. skal også tillægges vægt ved udmålingen af godtgørelsen. Der bør ikke udmåles en samlet godtgørelse for forholdene. Godtgørelsen bør derfor udmåles for hver enkelt forhold.

Endvidere bør sagsøgte 4 tilpligtes at anerkende, at markedsføringen har været retsstridig. Annonceringen er en selvstændig overtrædelse jf straffelovens § 264d da den er relateret til en retsstridig omtale af sagsøgerne. Annonceringen er ligeledes i strid med god markedsføringsskik jf. markedsføringslovens §1. Sagsøgte 4 er som udgiver af Se og Hør ansvarlig herfor.

Afslutningsvis gøres det vedrørende de sagsøgtes anbringender gældende, at der er uden betydning, at sagsøgerne er kendt i offentligheden. Der er ikke tale om oplysninger med almen offentlig interesse. Reglen om ytringsfrihed i EMRK art. 10, er, jf. art. 8, stk. 1, ligeledes uden betydning i nærværende sag.

De sagsøgte har gjort gældende, at der uanset at sagsøgerne ikke har meddelt samtykke, ikke er tale om en uberettiget videregiveIse af oplysninger om private forhold idet oplysningerne havde en sådan almen interesse, at videregivelse var berettiget. Der er således ikke sket nogen overtrædelse af straffelovens § 264d.

Udgangspunktet efter EMRK. art. 10 er den ubegrænsede ytringsfrihed, Et indgreb heri kræver en lovmæssig begrænsning at loven forfølger et lovligt formål, og at begrænsningen er nødvendig i et demokratisk samfund, herunder at behovet for beskyttelse af privatlivet vejer tungere end ytringsfriheden. Sagsøgerne har ikke dokumenteret, at disse betingelser er opfyldt i nærværende sag. Det må antages, at den skrevne presse nyder en særlig vid beskyttelse, og straffrihed kræver blot, at der foreligger en eller


anden form for offentlig interesse. Såvel dansk praksis som Menneskerettighedsdomstolens praksis har tolket dette krav meget lavt.

I den konkrete sag kan der ikke rejses kritik af den faglige, journalistiske kvalitet af arbejdet. Artiklerne har afstedkommet et debatprogram, hvilket illustrerer den offentlige interesse om oplysninger, der er af betydning for sagsøgernes optræden som træner og spiller. Når henses til artiklernes oplysninger er det åbenbart, at der foreligger inhabilitet hos sagsøger 1. både når hun disponerer som træner for Slagelse HK, og når hun kommenterer den manglende udtagelse af klubbens spillere til landsholdet. Uanset det måtte blive Iagt til grund, at den fornødne offentlige interesse ikke foreligger, må der tillægges medierne en skønsmæssig ”margin af appreciation”. Der er i sagen fra de sagsøgtes side foretaget grundige velovervejede beslutninger, og man har holdt sig på den lovlige side ar nævnte skøn. Det er de sagsøgtes pligt at formidle oplysningerne. Det er op til læserne at drage de nødvendige konsekvenser. Der kan ikke stilles krav om, at de sagsøgte sætter oplysningerne ind i nogen sammenhæng. Alene den omstændighed, at artiklen i Se og Hør nr. 45 medførte betydelig offentlig debat dokumenterer, at ytringsfriheden i nærværende sag vejer tungere end sagsøgernes ret til, at private oplysninger ikke videregives.

Der bør således ske frifindelse. Særligt for så vidt angår omtalen af sagsøger 1 og Jannicke Nielsen i Se og Hør nr. 46 gøres det gældende, at der er tale om en historisk oplysning, der er relevant i den givne sammenhæng. En eventuel krænkelse vil i øvrigt alene på grund af oplysningens alder karakteriseres som bagatelagtig. Sagsøgte 3 har ikke skrevet nogen del af notitsen og mangler derfor det fornødne fortsæt til at krænke sagsøgernes privatliv efter straffelovens § 264d.

Tv-udsendelsen "Ringen fri” blev vist efter at Slagelse HK havde udsendt sin pressemeddelelse. Programmet blev vist på grund af den konkrete sag, ikke fordi der var tale om en generel problemstilling. På daværende tidspunkt havde der været betydelig offentlig debat om sagen. Det havde været kunstigt, hvis sagsøgte 1 ikke havde nævnt sagsøgernes navne.

Det bestrides, at den omstændighed) at det viste billede er ændret. har skærpende betydning. Den oprindelige tredje person er uden betydning for billedet Der er tale om en ganske sædvanlig disposition, og meningsindholdet er ikke ændret, uanset at sagsøgerne er flyttet tættere på hinanden.

Det må i overensstemmelse med sagsøgte 1’s forklaring lægges til grund at markedsføringen af Se og Hør nr. 45 er sket på helt sædvanlig måde. Den fulde forside er gengivet i en printtannonce i Ekstra Bladet og Tv-reklamerne gengiver indholdet på en loyal måde. Der er derfor tale om lovlig markedsføring. At artiklen måtte være ulovlig er uden betydning i denne forbindelse. Efter medieansvarslovens § 15. stk. 1 kan sagsøgte 4 ikke gøres ansvarlig, når der som i nærværende sag kan gøres et ansvar gældende overfor chefredaktøren.

Pressenævnets afgørelse er uden betydning for sagen. Der skal ske en selvstændig prøvelse, og materialet i de to sager er kun delvis sammenfaldende.

Såfremt sagsøgernes påstande tages til følge, foreligger der ikke nogen, grov overtrædelse. Bødeniveauet bør derfor være det samme som i den tidligere sag. Det er uden betydning for sagsøgte 1 og sagsøgte 2, at sagsøgte 3 og den tidligere chefredaktør tidligere et straffet. En eventuel godtgørelse bør ligge på 10-20.000 kr. Man kan imidlertid ikke kumulere godtgørelsen som påstået af sagsøgerne. Der er reelt tale om en krænkelse, der går igen. Der skal endelig være proportionalitet mellem bøde og godtgørelse.

Rettens bemærkninger:

Artiklernes oplysninger er ubestridt af privat karakter, og det er ligeledes bestridt at ingen af sagsøgerne har meddelt samtykke. Den omstændighed, at sagsøgerne er træner og spiller i samme tophåndboldklub, kan ikke medføre, at oplysningerne har en sådan offentlig interesse, at det har været berettiget at videregive dem. Nævnte omstændighed er i øvrigt ikke i artiklerne nævnt i nogen relevant sammenhæng. På denne baggrund har det været uberettiget at videregive oplysningerne. Det af de sagsøgte anførte om ytringsfriheden kan ikke føre til noget andet resultat. De sagsøgte findes derfor at have overtrådt straffelovens § 264d. For sagsøgte 3’s vedkommende bemærkes, at han har læst artiklen i Se og Hør nr. 46, at han tidligere har været part i en lignende sag og at han var bekendt med sagsøger 1’s generelle modvilje mod omtale af sit privatliv i medierne. Uanset sagsøgte 3 ikke har skrevet den relevante notits i Se og Hør nr. 46, findes det herefter ubetænkeligt at lægge til grund, at han har haft det fornødne fortsæt til videregivelse af oplysninger, jf. straffelovens § 264d og medieansvarslovens §10, stk. 3.

Af de ovennævnte grunde findes endvidere sagsøgt 1’s udtalelser i Tv-programmet "Ringen fri" at udgøre en overtrædelse af straffelovens § 264d.

- Retten finder, at omtalen i Se og Hør nr. 45 og 46 og i Tv-programmet udgør 3 selvstændige overtrædelser af straffelovens § 264d.

Den nedlagte påstand 1 tages herved til følge, således at der ved straffens udmåling er lagt vægt på, at sagsøgte 1 og 2 ikke er tidligere straffet men til gengæld er strafansvarlig for henholdsvis 3 og 2 overtrædelser i nærværende sag, men også på at overtrædelserne vedrører det samme forhold. For sagsøgte 3’s vedkommende er lagt vægt på dels, at han er tidligere straffet for et lignende forhold, men også, at der kun foreligger en overtrædelse af straffelovens § 264d i nærværende sag.
Straffen for sagsøgte chefredaktøren fastsættes herefter til 20 dagbøder á 1.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 20 dage.

Straffen for Sagsøgte x fastsættes til 15 dagbøder á 500 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 15 dage.

Straffen for sagsøgte y fastsættes til 15 dagbøder á 500 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 15 dage.

Sagsøgerne er berettigede til godtgørelse efter erstatningsansvarslovens §26. For indholdet af forside og artikel i Se og Hør nr. 45 fastsættes godtgørelsen til 20.000 til hver af sagsøgerne, For artiklen i Se og Hør nr. 46 og for udtalelserne i Tv-programmet "Ringen fri" fastsættes godtgørelsen til 15.000 for hver af sagsøgerne. Nævnte godtgørelse til sagsøger 1 vedrørende artiklen i Se og Hør nr. 46 omfatter tillige omtalen af det påståede tidligere forhold mellem sagsøger 1 og Jannicke Nielsen.

Der findes derimod ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for herudover at gøre sagsøgte 4 selvstændig ansvarlig for markedsføringen af Se og Hør nr. 45. Sagsøgte 4 frifindes derfor for den nedlagte påstand nr. 4.

THI KENDES FOR RET:

Sagsøgte, chefredaktøren straffes med 20 dagbøder á 1.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 20 dage.

Sagsøgte, x, straffes med 15 dagbøder á 500 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 15 dage.

Sagsøgte, y, straffes med 15 dagbøder á 500 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 15 dage.

Sagsøgte chefredaktør og Peter Baastrup betaler in solidum til sagsøger A og sagsøger B hver 20.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 20. november 2002 til betaling sker.

Herudover betaler de sagsøgte chefredaktør, x og y in solidum til sagsøger A og sagsøger B hver 15.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 20. november 2002 til betaling sker.
Herudover betaler sagsøgte chefredaktøren til sagsøger A og sagsøger B hver 15.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 6, januar 2003 til betaling sker.

Sagsøgte Aller Press A/S frifindes.

I sagsomkostninger betaler de sagsøgte chefredaktøren, x og y in solidum i alt 30.000 kr. til sagsøgerne.

I forhoIdet mellem sagsøgerne og sagsøgte Aller Press A/S ophæves sagens omkostninger.