Document Actions

Overskrift: ”Politiet: Hun dræbte 12”

Instans: Højesteret - dato: 12/18/2002 - sagsnummer: UfR 2003.624

 

Offentliggjort 03/19/2004

 

Resumé:

(Mediejuras resumé)
En meget omtalt sag om dødsfald på et plejehjem startede meget dramatisk med fængsling af en medarbejder, der blev sigtet for drab. Efter omfattende efterforskning faldt sagen til jorden. Undervejs indhentede anklagemyndigheden en rapport fra Retslægerådet, og efter denne rapport blev overskriften anvendt af en avis. Landsret og Højesteret lagde til grund, at det ikke var dokumenteret, at politiet havde denne opfattelse, og at overskriften var i strid med princippet om uskyldsformodning indtil evt. dom, jf. EMK art.6 og retsplejeloven § 1016a. Dommen lød på 20 dagbøder a 2000 kr. og 100.000 kr. i godtgørelse til medarbejderen.

 

Tekstens ordlyd:

H.D. 18. december 2002 i sag 338/2000 (2. afd.) Ansvarshavende chefredaktør B (adv. Ulrik Ibfelt, Kbh.) mod A (adv. Lars Kjeldsen, Kbh., e.o.).

Østre Landsrets dom 30. juni 2000 (17. afd.) (Michael Dorn, Bloch Andersen, Bo Østergaard (kst.)).

Under denne sag, der er henvist til Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 1 og 3, har sagsøgeren, A, over for sagsøgte, B, nedlagt følgende påstande: l. Sagsøgte idømmes straf for at være ansvarlig for, at avisen C den 2. december 1998 fremsatte følgende udtalelser, møntet på sagsøger, »POLITIET: HUN DRÆBTE 12« og ». . . Politiet i København overbevist om, at det nu har materiale til i det mindste at få den 33-årige A gjort ansvarlig for 10-12 drab«. 2. De udtalelser, der er citeret i påstand 1, kendes ubeføjede. 3. Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgeren en godtgørelse på principalt 500.000 kr., subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn, med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg den 8. februar 1999, til betaling sker. Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse. Sagsøgte har erkendt i medfør af medieansvarslovens § 13 at være medansvarlig for den omhandlede artikels overskrift og indhold, idet han havde læst og drøftet artiklen med den pågældende journalist inden trykningen.

Sagens omstændigheder: Den 21. oktober 1997 blev sagsøgeren fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret sigtet for i perioden fra den 1. juli 1994 til den 30. januar 1997 at have dræbt 22 beboere på plejehjemmet Plejebo, hvor hun arbejdede. Københavns Politi udsendte samme dag en pressemeddelelse om fremstillingen. Københavns Byret løslod sagsøgeren, idet byretten fandt, at der vel var begrundet mistanke om drab eller forsøg herpå i 13 tilfælde, men at mistanken ikke var særligt bestyrket, således som anført af anklagemyndigheden. Kendelsen blev af anklagemyndigheden påkæret til Østre Landsret, der den 24. oktober 1997 afsagde kendelse om fængsling af sagsøgeren, idet landsretten fandt, at der i hvert fald i seks tilfælde var særligt bestyrket mistanke om, at sagsøgeren havde gjort sig skyldig i manddrab efter straffelovens § 237, til dels jf. § 21. Ved Højesterets kendelse af 23. december 1997 blev sagsøgeren løsladt. Højesteret anførte i kendelsen blandt andet: »Sigtede har forklaret, at beslutninger angående den medicinske behandling af plejehjemmets beboere, herunder om seponering af medicin og om anvendelse af ketogan-stikpiller, altid blev truffet af en læge, i de fleste tilfælde af plejehjemmets faste læge, L, og ellers af en vagtlæge. Denne forklaring er efter det foreliggende ikke på afgørende måde blevet imødegået. Der foreligger afgrænsningsproblemer med hensyn til, i hvilket omfang dødshjælp kan anses for omfattet af straffelovens § 237 om drab, herunder med hensyn til sondringen mellem aktiv og passiv dødshjælp i tilfælde, hvor en behandling standses, eventuelt efter anmodning fra patienten, og med hensyn til den såkaldte »dobbelteffekt« af stærk smertestillende medicin. Sigtelsen bygger bl.a. på udtalelser fra Stadslægen. Der foreligger imidlertid ikke i sagens enkelte forhold en nærmere lægelig redegørelse for plejehjemsbeboerens helbredstilstand i tiden forud for dødens indtræden og for den givne behandling. På denne baggrund finder Højesteret, at der i ingen af forholdene 3, 5, 12, 17, 19 og 21 foreligger særlig bestyrket mistanke om, at sigtede har gjort sig skyldig i drab efter straffelovens § 237 eller forsøg herpå.« Højesteret bemærkede endvidere, at der ikke var grundlag for varetægtsfængsling af hensyn til forfølgningen i sagen, og at Højesteret derfor ikke fandt anledning til at tage stilling til, om der forelå begrundet mistanke om manddrab i de 13 forhold, som var omfattet af sagen for Højesteret.

Efter løsladelsen opretholdtes drabssigtelserne imod sagsøgeren, idet statsadvokatens afgørelse af tiltalespørgsmålet beroede på Retslægerådets besvarelse af en lang række spørgsmål stillet af anklagemyndigheden og forsvareren. Retslægerådets besvarelse af spørgsmålene forelå den 1. december 1998. Den 2. december 1998 bragte C, der den dag udkom i et oplag på 151.300 eksemplarer, på side 6-7 en stort opsat artikel af journalist D under overskriften »Efter Retslægerådets rapport: POLITIET: HUN DRÆBTE 12«. Af artiklen fremgik blandt andet: »Plejehjemsassistenten, der er sigtet for at have myrdet 22 af sine patienter, kan regne med at blive slæbt i retten, tiltalt for omkring halvdelen af de påståede mord. Det er vurderingen, efter at Retslægerådet i aftes afleverede en bedømmelse af de mange dødsfald til både politiet og forsvarerne for de sigtede i århundredets største mordsag i Danmark. I en række af de mystiske dødsfald har Retslægerådet skønnet, at drabssigtelsen næppe kan opretholdes, men efter hvad C erfarer, er politiet i København overbevist om, at det nu har materiale til i det mindste at få den 33-årige A gjort ansvarlig for 10-12 drab. Det bliver op til statsadvokat Karsten Hjort, om den bedømmelse holder, men han har forlængst lovet, at der vil ske tiltalerejsning inden jul, så en retssag kan gå i gang i foråret. Læser statsadvokaten Retslægerådets besvarelser af de mange spørgsmål omkring dødsfaldene på hjemmet Plejebo på Vesterbro i København anderledes end politiet, kan den kvinde, der så længe har været sigtet og nu er blevet gravid under sagsforløbet, til gengæld blive renset totalt. . . . Det anså centralt placerede kilder i politiet i nat for helt umuligt. . . . Kurt Jensen, drabschef ved Københavns Politi, nægtede i aftes efter modtagelsen af Retslægerådets rapport at tage stilling til papirernes indhold. Om de bekræfter eller afkræfter sigtelserne. »VI HAR EN SAG«. - Det de indeholder, er ting, som statsadvokaten må tage stilling til, inden en evt. tiltale rejses. Jeg har ingen kommentarer. Ud over at sigtelserne for drab opretholdes. Og at vi stadig har en sag. Der er ingen grund til på grundlag af besvarelsen fra Retslægerådet at frikende nogen for ansvar for de 22 menneskers død, sagde han. . . . Thomas Rørdam, kvindens forsvarer, pointerede i aftes over for C, at han og anklagemyndigheden er blevet enige om total mørklægning af deres respektive synspunkter omkring Plejebosagen. - Jeg har ikke engang fået gennemlæst Retslægerådets besvarelser af de mange spørgsmål, så det er umuligt for mig nu at kommentere dem, sagde han til C.« Den 21. december 1998 opgav statsadvokaten påtale mod sagsøgeren for overtrædelse af straffelovens § 237, under henvisning til at videre forfølgning ikke kunne ventes at føre til, at sagsøgeren ville blive fundet skyldig i drab. I anledning af C's artikel den 2. december 1998 bad sagsøgerens forsvarer Statsadvokaten for København m.v. om at foretage en undersøgelse med henblik på at identificere avisens hævdede kilde hos Københavns Politi.

Statsadvokaten indhentede en udtalelse fra Politidirektøren i København, og i skrivelse af 5. januar 1999 udtalte statsadvokaten herefter følgende: »Politidirektøren har over for mig udtalt, at det ikke har været muligt at identificere kilden til »C«'s oplysninger. Den pågældende journalist ved bladet har over for politiet nægtet at oplyse sin kilde, og ingen i Københavns Politis drabsafdeling har erkendt at have givet oplysninger af den pågældende art til »C«. Jeg må således konstatere, at det ikke er muligt at fastslå, om de i »C« anførte oplysninger stammer fra nogen i Københavns Politi.« Den 29. oktober 1999 blev resterende sigtelser imod sagsøgeren for underslæb og uagtsomt manddrab m.v. frafaldet. Den 4. februar 2000 traf Rigsadvokaten afgørelse vedrørende et af sagsøgeren rejst krav om erstatning for uberettiget frihedsberøvelse. Ved afgørelsen blev sagsøgeren i medfør af retsplejelovens § 1018a, stk. 1, og § 1018b tillagt en torterstatning på 400.000 kr. Af afgørelsen fremgår blandt andet: »Det ydede erstatningsbeløb er fastsat skønsmæssigt, idet jeg har fundet, at erstatningen bør fastsættes under hensyn til følgende: Jeg er enig i, at der på baggrund af sagens særlige karakter bør ydes en væsentlig højere erstatning for en frihedsberøvelse, der sker på grundlag af en sigtelse for 22 drab, end hvis der kun havde foreligget en sigtelse for et enkelt drab. Jeg finder imidlertid ikke, at den lidte tort uden videre kan antages at stå i ligefremt proportionalt forhold til antallet af drab omfattet af sigtelsen. Jeg har endvidere fundet, at erstatningen bør forhøjes på grund af politiets udtalelser til pressen om sagen, i det omfang disse udtalelser indeholdt vurderinger af skyldsspørgsmålet. Jeg har dog taget i betragtning, at udtalelserne blev fremsat, mens der var udstedt navneforbud i sagen, hvorfor offentligheden ikke var bekendt med, hvilken konkret person udtalelserne vedrørte, og at dette først blev offentligheden bekendt, efter at samtlige sigtelser i sagen var frafaldet. Jeg har endelig fundet, at erstatningen kan forhøjes under hensyn til det samlede forløb af sagen, herunder den lange periode Deres klient har været sigtet. Jeg har derimod ikke fundet, at det forhold, at politiet udsendte en pressemeddelelse om sagen i forbindelse med anholdelsen og fremstillingen i grundlovsforhør af Deres klient, i sig selv kan begrunde en forhøjet erstatning. Jeg har herved lagt vægt på, at pressemeddelelsen ikke indeholdt oplysninger, som offentligheden (pressen) ikke ad anden lovlig vej kunne få kendskab til.« Rigsadvokatens afgørelse blev påklaget til Justitsministeriet, der efterfølgende indgik forlig med sagsøgeren, således at sagsøgeren til fuld og endelig afgørelse blev tillagt yderligere 300.000 kr. i erstatning. Journalist Jørgen Kirkholm og lektor, cand.psych. Jørgen Bruun Petersen har som mediesagkyndige afgivet skriftlige erklæringer af 27. april og 17. maj 2000 med besvarelse af en række spørgsmål fra parternes advokater. Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af parterne og af kriminalinspektør Kurt Jensen, Københavns Politi.

Forklaringer: Sagsøgeren har forklaret, at hun i november 1999 fik udgivet en bog om sin oplevelse af sagen. Bogen er baseret på hendes dagbogsoptegnelser. Sagsøgte havde ringet hende op og tilbudt hende hjælp med bogen, mod at hun gav C det første interview. Journalist E fra C blev stillet til hendes rådighed som »ghostwriter«. Man fandt også en forlægger, der ville udgive bogen. Hun opfattede hjælpen som en slags undskyldning fra avisens side. Sagsøgte har forklaret, at han før trykningen læste og drøftede den omtvistede artikel med journalist D. Det var sagsøgtes opfattelse, at journalisten foruden med kriminalinspektør Kurt Jensen også havde talt med andre folk i Københavns Politis afdeling A, men han er ikke sikker. Opfattelsen hos politiet var, at selv om sagen efter Retslægerådets rapport var svækket, kunne sagen gennemføres for 10-12 drab. Politiets indstilling til sagen efter Retslægerådets rapport havde klar offentlig interesse. Det er helt sædvanligt, at politiet udtaler sig til pressen om skyldsspørgsmålet i straffesager. Det er lykkedes i overskriften at give et fuldstændigt referat af virkeligheden. Artiklen består dels af citater, dels af oplysninger modtaget til redaktionelt brug. Det er helt afgørende for kriminalreportage, at man kan citere anonyme politikilder, og det sker hver eneste dag. Hvis man hos Københavns Politi havde følt sig fejlciteret i artiklen, havde man vel rettet henvendelse til sagsøgte herom, men det er ikke sket. Henset til den klagesag, som kriminalinspektør Kurt Jensen var blevet mødt med, er det vel ikke mærkeligt, at medarbejderne i afdeling A over for statsadvokaten alle bestred at have udtalt sig til avisen. C var ved sagens opstart for ukritisk over for politiet, men senere har man anstrengt sig for at lade begge parter komme til orde. Avisens dækning af sagen den 2. december 1998 var afbalanceret. Udtalelser fra sagsøgerens mand om, at hun var uskyldig, er således refereret i en fremhævet artikel på den modstående side, og der forefindes også en objektiv, kronologisk gennemgang af sagens forløb. Han hjalp sagsøgeren med hendes bog, fordi han syntes, at det var rimeligt at hun på denne måde kom til orde. Kriminalinspektør Kurt Jensen, Københavns Politi, afdeling A, har forklaret, at han forestod efterforskningen i Plejebo-sagen. Alle vidste, at indholdet af Retslægerådets rapport var afgørende for spørgsmålet om tiltalerejsning. Rapporten kom sidst på eftermiddagen den 1. december 1998. Vidnet læste dens konklusion og konstaterede, at der tilsyneladende var overensstemmelse mellem Retslægerådets opfattelse og Stadslægens, og at rapporten også hang sammen med vidneudsagn i sagen om, at ikke alt var, som det skulle være på plejehjemmet. Han havde også en kort samtale med politiadvokat Michael Jørgensen om rapporten. Det var fortsat vidnets forventning, at der ville blive rejst drabstiltale imod sagsøgeren. Samtlige medier rettede henvendelse til vidnet efter rapportens fremkomst. Han havde en samtale af ca. 10 minutters varighed med C's journalist. Han har ikke ordret udtalt sig, som han er citeret i den omtvistede artikel, men hovedindholdet er delvist rigtigt. Således spurgte journalisten ham, om politiet stadig havde en sag, hvilket han bekræftede, under henvisning til at det var op til statsadvokaten at afgøre, om der skulle rejses tiltale. Dette gentog han mange gange. Han kan ikke vedkende sig udtalelsen om, at der ikke på grundlag af rapporten var grund til at frikende nogen for ansvar for de 22 dødsfald. De udtalelser i artiklen, som sagsøgeren har påstået kendt ubeføjede, er ikke fremsat af ham. Han har gransket sin erindring om sin samtale med journalisten for at afklare, om journalisten kunne høre hans personlige indstilling, og om journalisten kunne have tolket hans udtalelser sådan. Det mener vidnet ikke, at journalisten kunne. Han har på intet tidspunkt efter rapportens fremkomst udtalt sig offentligt om skyldsspørgsmålet, og han har heller ikke kendskab til, at andre inden for politiet skulle have gjort det. I henhold til en intern instruks måtte kun vidnet og politiadvokat Michael Jørgensen udtale sig til pressen om sagen. De havde en aftale med advokat Thomas Rørdam om ikke offentligt at kommentere rapportens indhold.

Procedure: Sagsøgeren har gjort gældende, at det ved de udtalelser, der påstås kendt ubeføjede, klart tilkendegives, at sagsøgeren er skyldig i 10-12 drab. At der var nedlagt navneforbud, er uden betydning, idet sagsøgeren kunne identificeres. Der er således utvivlsomt tale om udbredelse af en ærekrænkende sigtelse mod sagsøgeren, jf. straffelovens § 267, stk. 1. Sagsøgte har siddet sagsøgerens provokation om at oplyse identiteten på den hævdede kilde hos politiet overhørig og har heller ikke i øvrigt ført bevis for, at nogen hos politiet har udtalt sig som anført. Dette har da også efter statsadvokatens undersøgelse formodningen imod sig. Det må herefter lægges til grund, at udtalelserne ikke, som hævdet, stammer fra kilder i politiet. Det ville være en uacceptabel retstilstand, hvis pressen ansvarsfrit kunne fremsætte injurier blot ved at henvise til anonyme kilder. Såfremt udtalelserne måtte stamme fra politiet, er de fremsat i strid med såvel retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3, som Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 2, hvilket skærper vurderingen. Reglen i straffelovens § 269, stk. 1, om straffrihed for sigtelser fremsat i god tro under berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse skal fortolkes i sammenhæng med Menneskerettighedskonventionens artikel 10 om ytringsfrihed. Efter artikel 10, stk. 2, skal hensynet til ytringsfriheden afvejes over for en række andre hensyn, herunder hensynet til beskyttelse af andres gode navn og rygte. Sagsøgeren bestrider ikke, at det er væsentligt, at pressen løbende holder offentligheden grundigt orienteret om en sag som den foreliggende, men det bestrides, at der er knyttet nogen almeninteresse til udbredelse af udtalelser fra politiet om selve skyldsspørgsmålet i straffesagen, som ville være retsstridige, hvis de var fremsat. Ved fastsættelse af tortgodtgørelse til sagsøgeren må der lægges vægt på sigtelsens helt usædvanlige grovhed.

Sigtelsen blev fremsat på et tidspunkt, hvor sagsøgerens skæbne ikke var afgjort, idet statsadvokaten netop skulle vurdere tiltalespørgsmålet, og det var på det tidspunkt lykkedes at vende pressen, der ved sagens opstart havde udsat sagsøgeren for en meget hårdhændet behandling. I artiklen blev politiets meget store autoritet i offentligheden misbrugt til at sætte trumf på. Hvorledes balancen har været i C's samlede dækning af sagen, er ikke afgørende, ligesom omstændighederne ved udgivelsen af sagsøgerens bog er uden betydning for sagen. Ved fastsættelsen af den erstatning, som sagsøgeren har modtaget fra det offentlige, er der taget hensyn til politiets udtalelser til pressen om sagen. De udtalelser, som denne sag vedrører, har politiet imidlertid afvist at have fremsat, så der er ikke tale om, at sagsøgeren forsøger at få dobbelt erstatning. Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det drejer sig om en meget bemærkelsesværdig sag af betydelig samfundsmæssig interesse, som er blevet beskrevet i samtlige danske medier i et meget langt tidsrum. Ud over skyldsspørgsmålet rejste sagen således en lang række væsentlige samfundsmæssige spørgsmål, såsom kontrol med medicinering, ældrepolitik og grænserne mellem aktiv og passiv dødshjælp. Fra starten var det politiet, der satte dagsordenen med udsendelse af en pressemeddelelse. Efter Højesterets løsladelse af sagsøgeren var sagen i et dødvande indtil fremkomsten af Retslægerådets rapport. Efter dette lange tidsrum var det vigtigt for pressen at kunne orientere om, hvor sagen stod. Det var særlig vigtigt at kunne gengive tilkendegivelser fra politiet om dets opfattelse af sagen, efter at Retslægerådet havde afgivet rapport. Når der foreligger afgørende nyt i en sådan sag, må medierne have en udvidet ytringsfrihed. At udtalelser fra politiet om skyldsspørgsmålet måtte være i strid med bestemmelser i retsplejeloven, er et helt andet spørgsmål. Den omtvistede artikel indeholdt også oplysninger om Retslægerådets vurdering af den tilsynsførende læges rolle, og det må lægges til grund, at disse oplysninger kun kunne stamme fra Københavns Politis afdeling A. Også andre medier skrev efter rapportens fremkomst om 10-12 drab, og oplysningen herom er således ikke grebet ud af luften. Artiklens overskrift er en præcis sammenfatning af situationen den 2. december 1998. Det er en meget vigtig information, der videregives i en afbalanceret form og med avisens sædvanlige opsætning og typografi. Det nedlagte navneforbud blev respekteret, og artiklen medførte ingen selvstændig skadevirkning for sagsøgeren. Tidligere omtaler af sagen i samtlige medier har indeholdt udtryk, som var mere vidtgående end de omhandlede udsagn. Sagsøgerens forsvarer udtalte sig selv til offentligheden om skyldsspørgsmålet og præsterede herved at få vendt stemningen til fordel for sagsøgeren. Der opstod i medierne nærmest berøringsangst i forhold til skyldsspørgsmålet i sagen, hvilket er uhensigtsmæssigt i en sag som denne. Sagsøgte har således ikke handlet i strid med straffelovens § 267, stk. 1. Sagsøgte har i øvrigt i god tro videregivet udtalelser fra politiet om dets vurdering af sagen efter fremkomsten af Retslægerådets rapport, og da dette er sket til varetagelse af en åbenbar almeninteresse, må der være straffrihed i henhold til straffelovens § 269, stk. 1, sammenholdt med Menneskerettighedskonventionens artikel 10, stk. 1. Subsidiært må straffen bortfalde efter § 269, stk. 2, idet sagsøgte havde grund til at tro på, at sigtelsen var sand. Sagsøgeren har allerede fået erstatning af det offentlige i anledning af politiets udtalelser til pressen og kan ikke kræve betaling to gange. Erstatningskravets størrelse er i øvrigt helt ude af proportioner. Der er ikke grundlag for mortifikation af de omhandlede udsagn, da der er tale om korrekt gengivelse af citater.

Landsrettens bemærkninger: De omhandlede udsagn i C den 2. december 1998 fastslår efter deres ordlyd, at sagsøgeren efter politiets vurdering er skyldig i 10-12 tilfælde af drab. Idet sagsøgerens identitet, uanset det nedlagte navneforbud, på dette tidspunkt må antages at have været kendt i en ikke ubetydelig kreds, finder landsretten, at udsagnene indeholder en sådan ærekrænkende sigtelse mod sagsøgeren, at sigtelsen isoleret set er omfattet af straffelovens § 267, stk. 1. Som fastslået i Højesterets domme af 9. december 1996, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 259, og 28. oktober 1998, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side 122, må bestemmelserne i straffelovens §§ 267-269 læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Begrænsninger i ytringsfriheden - herunder i form af straffebestemmelser - kan derfor kun ske, i det omfang de er »nødvendige i et demokratisk samfund« af hensyn til blandt andet beskyttelse af »andres gode navn og rygte«. I afvejningen af hensynet til ytringsfriheden over for hensynet til beskyttelsen mod ærekrænkelser, må det - hvor det som her drejer sig om ytringer i medierne - særligt indgå, at der ikke opstilles begrænsninger, som hindrer medierne i på rimelig måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan. Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 10. februar 1995 i sagen Allenet de Ribemont mod Frankrig skal enhver, der anklages for en lovovertrædelse, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven, anses for uskyldig, ikke alene af en dommer eller domstol, men også af andre offentlige myndigheder. Også retsplejelovens § 1016 a fastslår, at ingen, som i embeds medfør er beskæftiget med en straffesag, må udtale sig uden for retten til offentligheden angående skyldsspørgsmålet, så længe sagen ikke er pådømt eller bortfaldet. Sagsøgte har ikke ført bevis for, at politiet har udtalt sig som anført i artiklen, og eventuelle udtalelser fra politiet om skyldsspørgsmålet i den da foreliggende straffesag ville også være i strid med såvel Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som retsplejelovens § 1016 a. Landsretten finder ved afvejningen mellem hensynet til pressens ytringsfrihed og beskyttelsen mod ærekrænkelser efter omstændighederne i den foreliggende sag at måtte lægge afgørende vægt på den grundlæggende beskyttelse, som uskyldsformodningsreglen i Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 2, giver den enkelte borger. Fremsættelse eller udbredelse af den omhandlede sigtelse kan derfor ikke anses for straffri i medfør af straffelovens § 269, stk. 1, sammenholdt med Menneskerettighedskonventionens artikel 10, ligesom der ikke er grundlag for strafbortfald efter straffelovens § 269, stk. 2. Sagsøgte straffes herefter efter straffelovens § 267, stk. 1, jf. stk. 3, med 20 dagbøder a 2.000 kr., subsidiært hæfte i 20 dage. Landsretten har herved lagt vægt på ærekrænkelsens karakter og udbredelse sammenholdt med sagsøgerens særligt sårbare situation på daværende tidspunkt.

Sagsøgers påstand om mortifikation tages i henhold til straffelovens § 273, stk. 1, til følge, således at følgende udsagn kendes ubeføjede: »Politiet: Hun dræbte 12« og ». . . politiet i København overbevist om, at det nu har materiale til i det mindste at få den 33-årige A gjort ansvarlig for 10-12 drab«. Efter Højesterets kendelse af 23. december 1997, hvorved sagsøgeren blev løsladt, måtte det for offentligheden fremstå som et åbent spørgsmål, om der ville blive grundlag for senere rejsning af tiltale for drab imod sagsøgeren. C, der den 2. december 1998 udkom i et oplag på 151.300 eksemplarer, findes ved udbredelsen af de påklagede udsagn næsten et år efter sagsøgerens løsladelse, og kort tid før endelig afgørelse om tiltalespørgsmålet måtte ventes truffet, at have påført sagsøgeren betydelig tort. I godtgørelse herfor pålægges det i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 sagsøgte at betale 100.000 kr. med procesrente fra den 8. februar 1999. Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt. - - - B skal betale sagens omkostninger med 20.000 kr. til sagsøgeren og 2.000 kr. til statskassen.

Højesterets dom. I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 17. afdeling den 30. juni 2000. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Wendler Pedersen, Per Sørensen, Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen og Marianne Højgaard Pedersen. Appellanten, B, har påstået frifindelse, subsidiært nedsættelse af godtgørelsen og formildelse af straffen. Indstævnte, A, har påstået stadfæstelse. Hun har dog gentaget sin påstand om, at tortgodtgørelsen fastsættes til 500.000 kr., subsidiært et mindre beløb. B har yderligere anført, at det bevismæssigt må komme A til skade, at hun har modsat sig sagens oplysning for Højesteret. Højesteret har bl.a. som følge af hendes protest nægtet B tilladelse til at afhøre Kurt Jensen om indholdet af politiets indstilling til statsadvokaten, ligesom fremlæggelse af denne indstilling, Retslægerådets udtalelse og afgørelserne fra Patientklagenævnet er blevet afskåret. Der er til brug for Højesteret fremkommet nye oplysninger og afgivet yderligere forklaringer. D har forklaret, at han har været journalist på avisen C i 25 år. Han har samlet været journalist i 36-37 år. Det var ham, der var forfatter til artiklen i C den 2. december 1998. Baggrunden for artiklen var, at han tirsdag den 1. december 1998 var blevet opmærksom på, at Aktuelt havde en artikel om en erklæring fra Retslægerådet om »Plejebosagen«. Han tog derefter kontakt til Københavns Politi, afdeling A, som han kontaktede telefonisk adskillige gange i løbet af dagen. Som leder af C's kriminalredaktion var han kendt i afdeling A. Han talte bl.a. med kriminalinspektør Kurt Jensen, som han kendte fra tidligere, men han talte også med andre. Rapporten fra Retslægerådet fremkom i løbet af eftermiddagen den 1. december 1998. Han havde en 10-15 minutters samtale med Kurt Jensen den dag. Rapporten var utrolig vigtig for sagen. I rapporten tog Retslægerådet stilling til stadslægens vurdering af, om der havde været tale om drab eller ikke drab i »Plejebosagen«. Det var afgørende for hele sagen, om Retslægerådet kunne bekræfte eller ikke bekræfte stadslægens vurdering. Han blev under samtalen enig med Kurt Jensen om, hvad der >> kunne citeres.

Han vil med henvisning til kildebeskyttelsen ikke udtale sig om, hvorvidt Kurt Jensen har sagt det, som fremgår af overskriften på artiklen. Han fik også andre oplysninger af afdeling A, herunder om, at der var kommet nye oplysninger frem i Retslægerådets rapport om lægen i sagen. Grunden til, at han særligt i denne sag vil beskytte sine kilder, er, at der op til den 1. december 1998 havde været skærmydsler mellem politiet og forsvareren i pressen om skyldsspørgsmålet. De involverede har derfor en særlig interesse i ikke at blive nævnt ved navn. Overskriften: »Politiet: Hun dræbte 12« er en direkte oplysning fra en kilde. Det, han fik at vide om rapporten, var, at ca. halvdelen af de drab, som A var sigtet for, kunne føres frem til tiltale. Han fik at vide af sin kilde, at der var andet i rapporten, herunder at den involverede læge var blevet meget kraftigere belastet, end det før havde været fremme. Det er behandlet i en mellemrubrik i artiklen. Oplysningerne i artiklen er senere blevet taget op af alle andre medier. Han var altså den første, der fik den oplysning. Han husker ikke i detaljer, hvad der blev oplyst fra rapporten om lægen. Den kilde, der afgav oplysningerne, havde et indgående kendskab til Retslægerådets rapport. Han ser sig med henvisning til kildebeskyttelsen ikke i stand til at oplyse, hvor mange han har fået oplysninger om rapporten fra. Man var på redaktionen klar over, at det var et ømtåleligt emne, men fandt, at det var vigtigt. Generelt bliver der altid lavet et forslag til en rubrik, som bliver overvejet af redaktionssekretæren. Det er ikke altid, at det bliver accepteret. Den kan blive forkastet af mange forskellige grunde. Han husker ikke, om hans forslag til overskriften blev accepteret i dette tilfælde. I denne sag har betænkelighederne i øvrigt nok været små, idet såvel forsvareren som politiet forinden havde behandlet spørgsmålet om skyld indgående i pressen, bl.a. på det indledende pressemøde på det tidspunkt, hvor sigtelserne blev rejst mod A. Efter samtalen med Kurt Jensen ringede han til advokat Thomas Rørdam, der sagde, at han ikke havde nogen kommentarer til oplysningerne, dels fordi han ikke havde læst rapporten, dels fordi der var en aftale mellem politiet og ham om ikke længere at udtale sig om skyldsspørgsmålet offentligt. Han forsøgte også at komme i kontakt med A. Han kom i telefonisk kontakt med hendes ægtefælle. Det, ægtefællen sagde i samtalen, har han gengivet i en selvstændig artikel, der er trykt i sammenhæng med den anden artikel. Kurt Jensen har supplerende forklaret, at det i hovedsagen er korrekt, at »Plejebosagen« blev rejst på grundlag af stadslægens vurderinger. De oplysninger, der fremgår af artiklen om en ny drejning i sagen, kom på grundlag af Retslægerådets rapport. Lægen var sigtet for overtrædelse af lægeloven og uagtsomt manddrab, allerede før A blev sigtet i sagen, men den drejning, sagen tog, hvorefter lægen blev mere belastet end tidligere, skete i forbindelse med fremkomsten af Retslægerådets rapport. Han kan ikke oplyse, hvem der har givet oplysningerne til pressen. Pressen må have haft adgang til visse kilder, men hos politiet vidste de ikke hvem. Oplysningerne om, at lægen var blevet mere sværtet til, er korrekte. De andre kilder end politiet, som pressen eventuelt kunne have haft adgang til, var forsvareren for lægen, advokat Steen Bech, advokat Rørdam og Retslægerådet. Han ved heller ikke, hvem der er kilde til artiklen i B.T. den 20. december 1998, hvor det samme udsagn er gengivet. Det er i hvert fald ikke ham. Foruden ham selv havde gruppelederen, politiadvokaten og hans souschef, i alt 5-6 personer i politiet, adgang til rapporten. Rapporten blev, da den fremkom, kopieret i formentlig 5-8 eksemplarer hos politiet. Herudover blev et antal sendt ud til forsvarere.

Højesterets bemærkninger. Der ville ikke gennem den bevisførelse, som B har ønsket for Højesteret, kunne føres bevis for, at en polititjenestemand ved Københavns Politi skulle have udtalt sig om A's skyld som anført i artiklen. Med denne bemærkning og af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen. Forvandlingsstraffen fastsættes dog til fængsel i 20 dage, jf. nu straffelovens §§ 53 og 54.

Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes, dog fastsættes forvandlingsstraffen for dagbøderne til fængsel i 20 dage. Appellanten, B, skal i sagsomkostninger for Højesteret betale 40.000 kr. til indstævnte, A. De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

 

Hide details for [<h2 class='h2-list'>Artikler</h2>]

Artikler