Document Actions

Journalister deler viden – men ikke den fortrolige

 

Offentliggjort 12/09/2003, senest redigeret 11/24/2004

 

Af Nils Mulvad

Pc’en er god til at gemme – og især genfinde - oplysninger. Tag nu en elektronisk kildeliste, som kolleger på en avis eller et andet medie deler. Den udvider ens tilgængelige kildenet mange gange. Den gør det let at være flere om at dække den samme sag ud fra mottoet ingen hemmeligheder. Og den gør det let for en afløser at følge en sag, når den faste medarbejder har fri.

Den elektroniske kildeliste gør det selvfølgelig også nemt for den dovne journalist, som bare kan tage de kilder, som andre har lagt ind i systemet og bruge dem. Det bringer ikke nye kilder i medierne. Men det er ikke kildesystemets skyld – det er den dovne journalists. Enhver kan bruge - eller misbruge - et nyt redskab til at arbejde bedre eller blot få lettelser uden at bidrage med noget nyt.

Nogle - især de elektroniske - medier er kommet et stykke vej med at benytte den slags fælles kildelister. På aviser og andre steder, hvor journalister sidder på faste stofområder, går det noget mere trægt.

Nogle imod - andre for
Dicar har forsøgt at skubbe det i gang – blandt andet ved at vi tilbyder et gratis kildesystem til vore medlemmer. For nogle journalister er det et brud med vanen om at passe godt på sine egne kilder, putte med oplysninger og pludselig lancere en tophistorie.

Vi kan mærke, at i en tid hvor der indføres så megen ny teknik og nye arbejdsgange, er der en modvilje mod også at gå i gang på dette område. Det skal ikke være endnu et sted, hvor ledelsen presser medarbejderne, er en udbredt holdning.

På den anden side er der også et stort ønske fra mange redaktørers side om at komme videre med videndeling – ikke bare af kilder, men også tip, idélister og research.

De bedste historier kommer, når et nyt tip til journalist A bliver delt med en gammel oplysning fra journalist B, en research fra journalist C og en analyse fra journalist D. Pludselig er summen mere end enkeltdelene. De er raffineret til en forside.

Journalister er gode til meget hurtigt at finde nye oplysninger af høj kvalitet og formidle dem videre. Det er en formidabel kvalifikation i et gammeldags samfund, der ikke gemmer oplysninger elektronisk. Men i takt med, at mere og mere ligger elektronisk, og at produktion af viden og nye oplysninger går hurtigere og hurtigere, er der brug for nye systemer, der løfter journalistens eksisterende kvalifikationer over i den nye verden. Derfor er vi nødt til at lære at genbruge gammel viden og dele den. Og derfor er vi nødt til at benytte metoder til at gemme den slags oplysninger i en form, så andre – og vi selv – kan finde dem igen.

Der mangler retningslinier
Men i hele den udvikling er der et MEN.

Vi er nødt til at lave præcise retningslinier om, hvad der gemmes hvor, hvad det må bruges til og af hvem, og specielt hvad der ikke gemmes. Det er en proces, som akkurat er begyndt på de danske medier, er min erfaring. Og det er en stor mundfuld.

På den anden side er det vor kernekompetence, det handler om: Produktion af indhold.

Indtil nu er det viet for begrænset opmærksomhed – både fra medarbejdere og ledelse. I stedet er opmærksomheden gået til teknologiske udviklinger, der forbedrer produktion af form.

Tiden må være moden til en mere permanent indsats for at integrere og forbedre indholdet med de moderne hjælpemidler og lære, hvordan vi gør det i praksis.

Hvem skal kunne se mobilnumrene?
Og specielt hvad der ikke skal deles.

Lad os tage kildelisten igen. Skal enhver kunne ringe op på kildernes mobiltelefonnumre – eller er det kun den medarbejder, der har fået nummeret, der må bruge det? Skal kilderne vide det?

Og hvad med de fortrolige kilder – de kilder, som vi giver kildebeskyttelse, og som vi ikke vil udlevere til kolleger og politi. Min erfaring er, at det kun er ganske få kilder, der er så fortrolige, når man virkelig tænker over det. De kilder skal slet ikke ind i et kildesystem.

Fortrolige tip bør holdes ude
Generelt skal der slet ikke gemmes fortrolige oplysninger i et IT-system. Det er ikke kun i kildesystemet. Fortrolige tip og oplysninger skal heller ikke ind i et systemet.

Det nytter heller ikke noget at kryptere dem. For enhver krypterings-nøgle kan principielt brydes. Og hvis oplysningerne er inde i systemet, er der en grund for politiet til i skærpede efterforsknings-situationer til at konfiskere nogle eller alle pc’er og andre stykker hardware og dermed i praksis lukke det pågældende medie.

Ved politifolk på forhånd, at de ikke finder noget, har de ingen anledning til at tage hardwaren med. Der er dog ingen garanti.

Både politi og kolleger kan være en risiko
Det er dog ikke først og fremmest truslen om politiransagning, der bør få os til at undlade at gemme fortrolige oplysninger. Den største risiko kommer fra kolleger og andre medarbejdere på en redaktion. Sagen om Jyllands-Postens fortrolige kilde i dækningen af Den Danske Bank viser, at der er en stærk og ikke særlig journalistisk lyst til at afsløre andre mediers hemmelige kilder med risiko for, at de mister job og andet. Fortrolige kilder i en virksomhed eller hos rockerne kan nogle desuden have interesse i at videregive til de pågældende kredse selv for at lukke en læk.

For at forvirre er der faktisk nogle gange, hvor den bedste sikkerhed er at skrive en kilde ind i et system. Hvis man fra en inderkreds af få mennesker får lækket fortrolige oplysninger, er der mere sikkerhed i, at alle står på samme måde i kildesystemet, frem for at hovedkilden mangler, men alle de andre er inde.

Alle medier bør indføre en politik, om at fortrolige oplysninger ikke under nogen form gemmes i IT-systemet. Man kan gemme dem på en diskette eller på papir og sørge for, at de ikke er tilgængelige på mediet. Men de skal ikke ind og ligge på en harddisk.

Fortrolighed må tages alvorligt.