Langt fra Ringkøbing til Rådhuspladsen
Offentliggjort 09/11/2002
Af Torsten Nielsen
På Dagbladet Politiken skal du være idømt en ubetinget fængselsstraf på fire år for at få dit navn i avisen.
På Ringkjøbing Amts Dagblad nævnes alle med navn - blot de får en ubetinget fængselsstraf. |  | Oversigt
- se en oversigt over hvornår aviserne bringer navnene på fængselsdømte |
Er du en 27-årig lærling ved navn Peter Hansen ville en omtale i hovedstaden næsten være anonym, selv om alder, stilling og navn blev nævnt. Anderledes i Ringkjøbing. Her kender alle nemlig alle.
For tre år siden satte jeg mig for at at gå i dybden med dette paradoks i den danske dagspresse. Vi var midt i diskussioner på min egen arbejdsplads om den stigende og meningsløse gadevold, der altid blev anonymiseret i avisen, fordi de dømte skulle have et års ubetinget fængsel for at blive nævnt. Inden da kunne de nå at slå rigtigt mange ned.
I et efteruddannelsesprojekt kunne jeg rejse Danmark tyndt og trække paraleller til en af de fjerneste pletter på jorden, New Zealand, hvor aviserne uden tøven trækker folk i den lokale gabestok, blot der er givet en fængselsstraf. Det hævdes, at kriminaliteten af samme grund er lav i New Zealand, men det kan naturligvis aldrig bevises.
Ingen særdomstol
Chefredaktør på Politiken, Bo Maltesen, der er suppleant til pressenævnet, siger i dag:
- Vi har fået vurderet, hvor grænserne for de groveste forbrydelser ligger, og det blev grundlaget for vores fire års-regel. For os handler det mere om at fortælle læserne en interessant og perspektivrig historie
end at gøre os til særdomstol og tildele den tillæggsstraf at sætte gerningsmandens navn i avisen. Gerningsmandens familie og omgangskreds bliver herved de uforskyldte ofre.
Redaktionschef Erik Poulsen, Ringkjøbing Amts Dagblad, har som allerede nævnt den modsatte holdning og siger:
- Dagbladene burde da netop være de sidste, der sætter begrænsninger ind i den offentlige retspleje. Aviser med f.eks. en et års-regel for navne på dømte sætter sig til overdommer for, om en straf for en alvorlig forbrydelse på 11 eller 13 måneders ubetinget fængsel udløser navn i avisen. Når en dommer har bestemt, at en forbrydelse er så grov, at man skal tage det dyrebareste af alt fra ham, nemlig friheden, kan jeg ikke se nogen fornuft i at vi som aviser skal holde os tilbage.
Både på Politiken og i Ringkøbing - og i alle andre bladhuse - har man en særregel for lovbrud hos personer med »gyldne kæder«. De kommer i avisen med navn - eksempelvis fhv. justitsminister Hans Engells spirituskørsel.
Gør ondt på unge
I Ringkøbing gør det ondt at få sit navn i avisen. Det kan advokat Kaj Skovborg Andersen med 30 års erfaring som forsvarer tale med om.
- Det virker urimeligt hårdt, når en lærling i fuldskab har tævet en anden ved et sommerdiskotek og både får 30 dages fængsel og sit navn i avisen. Jeg ved det fra de unge selv og deres familier: Det værste er
næsten at få sit navn i avisen, for lærepladsen er som regel forstående overfor en enkelt dumhed i ungdommelig kådhed. Gennemslagskraften hos den lokale avis er langt større end hos de store aviser. Så i virkeligheden burde de lokale aviser være endnu mere påpasselige end de store, siger
advokaten, der har opgivet at få den lokale presse til at ændre regler.
Alle i avisen
På den daværende Aalborg Stiftstidende - nu Nordjyske Stiftstidende - indførte chefredaktør og fhv. forsvarsminister Erling Brøndum i 1992, at alle dømte skulle i avisen. Det blev i en lederartikel begrundet således:
»For Stiftstidende er det naturligt - både af hensyn til grundlovens offentlighedsprincip og af hensyn til læsernes legitime ret til at vide, hvad der foregår - at navne på folk, der idømmes fængsel, bringes som en del af de lokale reportager. Vi skal vide, hvad de dømmes for, og hvem de er«.
Da Stiftstidende blev fusioneret med Vendsyssel Tidende - der havde en et års-regel for navne på dømte - valgtes et års-reglen.
Kriminalreporter Søren Østergaard, Aalborg, betegnede op til ændringen dette som en befrielse:
- Vores regler opfattes af mange som en urimelig tillægsstraf. Der er ingen tvivl om, at folk vil have langt større forståelse for, at avisen skriver navne på gerningsmænd bag de alvorligere forbrydelser.
Frasorterer lærlingen
Flere aviser har valgt en mellemløsning for at frasortere »lærlingen fra slagsmålet i sommerdiskoteket«, nemlig navne på dømte med mindst tre måneders ubetinget fængsel. Det gælder bl.a. Lolland-Falsters Folketidende og fra år 2000 Fyns Amts Avis, der dermed nævner langt flere navne på voldsmænd - og andre dømte - end tidligere.
- Vi har faktisk aldrig problemer med tre måneders-reglen. Den er et udmærket skillepunkt til de alvorlige forbrydelser, lyder begrundelsen fra kriminalreporter Bjarne Arildsen på Lolland-Falsters Folketidende, og erfaringerne er de samme på Fyns Amts Avis, kan denne artikels forfatter bekræfte. De etiske diskussioner blandt medarbejderne er dog ikke forstummet, bl.a. fordi FAA ofte dækker de samme retssager som Fyens Stiftstidende, der først bringer navne ved et års fængsel.
Ekstra Bladet har trods bofællesskab med Politiken ingen skrupler omkring navne i retssager, men vælger til gengæld stort set kun at dække de større sager, hvor der er udsigt til langvarige ophold bag tremmer. Chefredaktør Bent Falbert, Ekstra Bladet, siger:
- Principielt gør Ekstra Bladet ind for størst mulig åbenhed i politi- og retsrepotage, hvilket indebærer, at vi i almindelighed nævner navnet på de implicerede, idet vi dog naturligvis respekterer navneforbud. I praksis fraviges denne indstilling dog i en række tilfælde, hvor nævnelse af navnet vil indebære en unødig belastning af sagens hovedperson eller dennes børn og andre pårørende. Disse afgørelser træffes i reglen af mig som ansvarshavende.
Ritzaus ændring
Efter lange overvejelser besluttede Ritzaus Bureau i 2001 at ændre regler fra to til et års fængsel på dømte i telegrammerne. Chefredaktør Uffe Riis Sørensen på Ritzau har ikke taget imod et tilbud om at begrunde ændringen, men til undersøgelsen for tre år siden gav han klart udtryk for, at den daværende to års-regel var et levn fra fortiden og sagde:
- Dagspressen skal ikke være moralens vogtere, når vi har en lovgivning om åben retspleje. Vort problem er, at vi ikke har navnene på alle dømte, men vi overvejer at forsyne retsreportager med undertekst om, hvem det handler om. Så kan aviserne selv afgøre, om de vil sætte navnene ind.
- Hvis retssystemet finder, at en person skal berøves friheden, har alene retssystemet afgjort sagen med samfundets hårdeste sanktion. Og når vi beskriver denne del af livet og vort samfund, bør det ikke være os, der stiller os op som overdommere. Selvfølgelig er der undtagelser, hvor en offentliggørelse af navn vil gøre ubodelig skade på vedkommendes omgivelser, men det må høre ind under redaktørernes skøn såvel som i mange andre sammenhænge, lød det fra Uffe Riis Sørensen.
TV går langt
TV-medierne går langt, når det drejer sig om opklaring af forbrydelser. Videoklip af indbrudstyve og røvere bruges flittigt, selv om de i sagens natur endnu ikke er dømt.
Kriminalinspektør Ove Dahl, København, der ofte ses på skærmen i TV2s »Station 2«, har retsplejeloven i ryggen i sit arbejde og siger i dag:
- Samarbejde med pressen, herunder efterlysninger og offentliggørelse af overvågningsfotos til brug i efterforskningen, foregår altid under iagttagelse af retsplejeloven. Lukkede retsmøder og navneforbud spiller selvfølgelig også en rolle.
- Laver du en enkelt voldelig dumhed som måske giver 30 dages fængsel, er det vel næppe rimeligt at hænge dig ud og tildele dig den tillægsstraf, der kan forfølge dig resten af livet. Omvendt er der ingen grund til at holde hånden over de forhærdede kriminelle eller de, der koldblodigt slår andre til krøblinge, siger kriminalinspektøren.
Det sidste er juridisk afdelingsforstander ved Danmarks Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen, fuldstændig enig i.
- Avisernes rolle er også at være medspillere i den præventive effekt ved - måske kampagnemæssigt - at sætte ind overfor f.eks. meningsløs vold. Vælger man dette, har man værktøjet lige ved hånden - for navnene er frit tilgængelige.