Document Actions

Narkomans død

Instans: Landsret - dato: 06/19/1975 - sagsnummer: U.1975.1008 Ø

 

Offentliggjort 05/08/2002, senest redigeret 07/05/2011

 

Resumé:

(Mediejuras resumé)
Landsretten stadfæstede byrettens fogedforbud mod offentlig forevisning af en film, der handlede om en narkomans liv de sidste måneder før hans død. Der var også optagelser af ham som afdød. Selv om narkomanen havde givet samtykke til optagelserne var der tale om en krænkelse af privatlivets fred både i forhold til ham selv og i forhold til de efterladte. Samtykkets gyldighed var tvivlsom, dels på grund af narkomanens tilstand, da han gav det ,og dels fordi han ikke havde taget stilling til den færdige film.

 

Tekstens ordlyd:

Ø. L. D. 19. juni 1975 i sag XIII 395/1974
(Kallesøe, Inger Margrete Pedersen, Munch).
Fru X, Danmarks Radio og Det Danske Filminstitut(hrs. Thyregod e. o.) mod Lars Steen Leergaard Nielsen (adv. Vibeke Westy. Prøve).

I tiden fra begyndelsen af april til den 4. juni 1972 optog sagsøgte, Lars Steen Leergaard Nielsen, en film, der beskrev K's tilværelse som eftersøgt narkoman, K døde den 4. juni, og filmen slutter med optagelser af ham som afdød.

I henhold til en ansøgning af 9. april 1972 havde sagsøgte i form af råfilm, apparatur m. v. fået støtte til filmen fra den af Danmarks Radio og film. fonden etablerede workshop. I de dagældende retningslinier for denne institution var det blandt andet bestemt, at de af workshop'en producerede film tilhørte filmfonden og Danmarks Radio i forening.

Den 13. marts 1973 blev der ved Københavns byrets fogedret nedlagt forbud overfor sagsøgte imod enhver offentlig forevisning af den nævnte film om »X«, nu kaldet »I starten er det et himmerige« samt af dele eller kopier deraf. Forbudet blev nedlagt efter begæring af afdødes forhenværende hustru, der som værge repræsenterede deres 3 børn, født henholdsvis i 1963, 1965 og 1969. Begæringen var tiltrådt af Danmarks Radio og af Det Danske Filminstitut, idet sidstnævnte havde afløst filmfonden.
Under denne justifikationssag, som er anlagt den 17. marts 1973, har fru X, som har fået fri proces, og Danmarks Radio samt Det Danske Filminstitut påstået det nedlagte fogedforbud stadfæstet som lovligt foretaget og forfulgt.

Sagsøgte, Lars Steen Leergaard Nielsen, der også har fået fri proces, har påstået forbudet ophævet samt de sagsøgende dømt til in solidum at betale sig en erstatning på 20.000 kr.

Det fremgår af det under sagen oplyste, at de efterladte straks modsatte sig distribution af filmen, hvilket Danmarks Radio og Det Danske Filminstitut tog til efterretning. Sagsøgte ønskede derimod at forevise filmen. Den 24. oktober 1972 indgav sagsøgerinden begæring om fogedforbud. Under et møde den 1. november 1972 i fogedretten udtalte sagsøgte, at han ikke opfattede sig selv som producent. Han kunne indhente tilbud, men måtte forelægge sådanne for workshop, og filmen kunne ikke sælges til nogen, medmindre workshop tiltrådte det. Kontorchef Kjeld Veirup, der mødte for workshop, udtalte blandt andet, at alle rettigheder med hensyn til salg tilhørte workshop, der var producent. Sagsøgerinden frafaldt derefter forbudsforretningen mod sagsøgte og rettede den i stedet mod workshop. Den 6. november 1972 blev filmen forevist for fogedretten, og sagen blev udsat til evt. forelæggelse for kammeradvokaten.

Efter at workshoppens ledelse havde truffet beslutning om, at filmen ikke skulle tilbageholdes fra distribution, udtalte Danmarks Radio og Det Danske Filminstitut på forespørgsel fra kulturministeriet, at man var af den opfattelse, at filmen ikke burde vises uden familiens samtykke. Sagsøgte foreviste imidlertid filmen ved forskellige lejligheder, og medvirkede til offentliggørelse i »Ugens rapport« for den 8.-14. januar 1973 af filmbilleder og tekst vedrørende filmen og dens optagelse. Over. skrifterne lød blandt andet »Her dør X« og »Tyv, dranker, narkoman og vrag - men ivrig efter at redde andre fra samme fornedrelse.«

Den 16. januar 1973 indgav sagsøgerinden som værge for sine børn politianmeldelse imod sagsøgte for overtrædelse af straffelovens § 264 d. Den 25. januar 1973 blev filmen i en af sagsøgte udleveret kopi forevist ved en offentlig forestilling i »Alternativ Film«s biograf. Sagsøgerinden begærede derefter med tiltrædelse af medsagsøgerne under denne sag, forbudssagen mod sagsøgte genoptaget. Under mødet i fogedretten den 13. marts 1973 gjorde sagsøgte nu gældende, at han uanset sine anbringender i mødet den 1. november 1972, anså sig for medindehaver af ophavsretten til filmen. Han erklærede sig imidlertid indforstået med ikke at forevise filmen offentligt, indtil justifikationssag var endeligt afgjort. Han frafaldt krav om sikkerhedsstillelse. Det i nærværende sag omhandlede forbud blev derefter nedlagt.
Det er under sagen oplyst, at rigsadvokaten i september 1974 har bestemt, at der ikke skal rejses tiltale imod sagsøgte for overtrædelse af straffelovens § 264 d.
Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af sagsøgte samt af vidnerne, fru Nina Crone, filminstruktør Christian Braad Thomsen, arbejdsmand Elmo Benjamin Larsen og kontorchef Kjeld Veirup, Danmarks Radio. Endvidere har retten fået filmen forevist.

Sagsøgte har forklaret, at han er journalist. Han havde ikke lavet film før, og havde ikke kendskab dertil, men han, der var arbejdsløs, havde i nogen tid tænkt på at lave en film om narkomani. Et par uger før optagelserne begyndte, havde han lært X at kende; han tilbød sig som hovedperson. Sagsøgte, der havde arvet nogle penge og havde fået udbetalt 30.000 kr., begyndte optagelserne med lejet udstyr. En uge efter ansøgte han workshop om støtte. Han kan ikke huske, om han blev gjort bekendt med retningslinierne eller betingelserne for denne støtte, der bestod i råfilm, lydbånd, lån af kamera og klippeapparatur m. v. Han ved ikke med sikkerhed, om han fik nogen skriftlig bevilling, eller hvad der evt. stod i den. Han er ikke i stand til nærmere at vurdere værdien af den givne støtte. Selv har han brugt ca. 2.500 kr. til leje af kamera og køb af film. Han betalte vederlag til nogle medvirkende og hjalp X med mad og penge. Han skylder stadig penge for arbejdet med klipningen af filmen m. v., vel et par tusinde kroner. Der blev optaget ca. 2.000 m film og 7-8 timers lyd. Filmen er klippet ned til ca. 250 m. Den blev optaget i X's lejlighed i - - -, hvor han boede sammen med en anden narkoman, i sagsøgtes atelier i Wesselsgade og til sidst i et lejet sommerhus i Måløv. Da X døde der, hentede den anden narkoman sagsøgte, der kom tilstede og optog filmens slutscener. Dette var efter K's eget ønske. Allerede den første dag sagde han: »Når jeg ligger der, så skyd.« Og det gentog han siden flere gange. Sagsøgte havde dog ikke regnet med, at X ville dø. Sagsøgte prøvede at hjælpe ham til aftrapning, men han ville ikke på hospital, fordi han var efterlyst. Det lå i luften, at X skulle have andel i indtægterne ved filmen. Sagsøgte fik 1.200 kr. for offentliggørelsen i »Ugens Rapport«. Iøvrigt har han fået vel ca. 6.000 kr. ialt for udleje og forevisning af filmen, men han kunne blandt andet ved TV-udsendelser have tjent meget mere, hvis ikke der havde været nedlagt forbud, han vil skønne ca. 100.000 kr. Pengene ville han have delt med X's familie og filmholdet. Han mener selv, at han har hovedophavsretten til filmen, men vil ikke bestride, at workshop har en mindre del i ophavsretten. Det er rigtigt, at han forklarede anderledes i fogedretten den 1. november 1972, men det skyldtes et råd fra kontorchef Veirup for at få sagen udsat, for at få kammeradvokaten sat på den og for at få filmen frigivet. Sagsøgte var ikke klar over, hvad ophavsret var for noget.

Vidnet Crone har blandt andet forklaret, at hun i foråret 1972 var ansat i workshop. Hun husker ikke, om sagsøgte blev gjort bekendt med de dagældende retningslinier for produktionsstøtte.

Vidnet Thomsen har forklaret, at han var indvalgt i workshop's arbejdsudvalg. Han ville ikke være med til, at de, der lavede filmene, ikke også skulle have del i ophavsretten. Han stillede det derfor som en betingelse, at de gældende regler blev lavet om. Det arbejdede man på over for Danmarks Radio. Det var sådan, at hvis nogen spurgte om reglerne, blev de orienteret derom, men retningslinierne for workshop var ikke slået op, og de blev ikke udleveret til ansøgerne.

Vidnet Larsen har forklaret, at han boede sammen med X i - - -. Han hjalp med til nogle af optagelserne og optrådte også selv i filmen, blandt andet med at give X injektioner. Vidnet fik nogle gange beløb udbetalt af sagsøgte. Det var X's største ønske, at filmen skulle udsendes efter hans død, og han var indforstået med, at han også blev filmet efter døden. Hans tilstand var ganske normal »i menneskelig forstand«, selvom han meget af tiden var narkopåvirket.

Vidnet Veirup har forklaret, at han var i ledelsen af workshop. Det var klart, at ophavsretten til filmen efter de gældende retningslinier tilkom Danmarks Radio og filmfonden (nu Det Danske Filminstitut) i forening. Spørgsmålet var genstand for megen diskussion. Det er teoretisk muligt, at sagsøgte, skønt medlem af workshop, var ukendt hermed. Hans sag kan have været behandlet som hastesag. Før sagsøgtes fremmøde i fogedretten har man foreholdt ham de dagældende retningslinier, der ville føre til, at fogedsagen ikke skulle rettes mod ham.

Alle sagsøgerne, der i det væsentlige har procederet overensstemmende, har gjort gældende, at ophavsretten til filmen tilkommer Danmarks Radio og Det Danske Filminstitut i forening og dem alene. Sagsøgte har ingen andel i ophavsretten og kan derfor ikke disponere over filmen. Selvom det imidlertid måtte antages, at han havde en vis andel i retten, så kunne han alligevel ikke på egen hånd råde over filmen og offentligt fremvise den uden samtykke fra de andre ophavsberettigede, jfr. ophavsretslovens § 6.

Sagsøgerinden har subsidiært gjort gældende, at X havde andel i ophavsretten, og at denne ret med den deraf følgende medbestemmelsesret nu er overgået til deres børn, jfr. ophavsretslovens § 30.

Sagsøgerne har endvidere anført, at X i filmen fremtræder på en sådan måde, at de efterladte må betragte det som en alvorlig krænkelse og stridende mod afgørende hensyn til privatlivets fred, om filmen blev offentligt forevist. Det kan for de efterladtes stilling ikke være afgørende, om X under optagelserne måtte have givet samtykke af et eller andet indhold. Hertil kommer, at det må stille sig meget tvivlsomt, om han befandt sig i en sådan tilstand, at han var i stand til at afgive noget bindende samtykke.
Sagsøgerne har endeligt bestridt, at der er noget grundlag for det rejste erstatningskrav eller nogen dokumentation for dets størrelse.

Sagsøgte har gjort gældende, at det er ham, der som frembringer af filmen har den udelukkende ophavsret til den, når det drejer sig om at råde over den. Noget andet ville kræve en klar aftale. Der foreligger ingen aftale. Workshops retningslinier kan ikke i sig selv være afgørende, og han kendte dem iøvrigt ikke. Hvis det måtte blive antaget, at der har foreligget en - stiltiende aftale, må den tilsidesættes i medfør af ophavsretslovens § 29 som værende åbenbart urimelig. Sagsøgte har bestridt, at X skulle have opnået nogen del i ophavsretten. Han var ikke medproducent.

Med hensyn til spørgsmålet om krænkelse af privatlivets fred har sagsøgte anført, at der ikke er hjemlet nogen selvstændig beskyttelse af en persons efterladte, når afdøde selv har givet samtykke til offentliggørelse. X har givet et sådant samtykke, og der er ikke bevis for inhabilitet. Sagsøgte og X var enige om, at filmen skulle være et bidrag til forståelse af narkomaners problemer og skulle tjene som advarsel mod stofmisbrug.

Vedrørende erstatningskravet har sagsøgte gjort gældende, at der er objektivt ansvar for et ulovligt forbud, og at det lidte tab, derunder rentetab, langt overstiger det påståede beløb.

Landsretten finder, at X som menneske gengives i filmen på en sådan måde og under sådanne omstændigheder, at filmen, som den foreligger, af hensyn til ham selv og hans efterladte åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Selvom han må antages at have givet samtykke til selve optagelserne, har han aldrig haft lejlighed til at se filmen i dens færdige bearbejdede tilstand. Under hensyn hertil og til, at der kan rejses alvorlig tvivl om hans evne til i den tilstand han befandt sig, at træffe bindende beslutninger, findes det ikke at kunne tillægges betydning, hvad han måtte have udtalt med hensyn til offentliggørelse af filmen.
Det nedlagte forbud vil derfor være at stadfæste.
- - -
Det pålagdes sagsøgte i delvise sagsomkostninger at betale statskassen 5.000 kr. Iøvrigt blev sagens omkostninger ophævet.

 

Hide details for [<h2 class='h2-list'>Typiske spørgsmål</h2>]

Typiske spørgsmål

Hide details for [<h2 class='h2-list'>Artikler</h2>]

Artikler