Document Actions

Er tv-overvågning lovligt?

 

Offentliggjort 04/23/2002, senest redigeret 08/17/2011

 

Det er lovligt at fotografere personer, der befinder sig på frit tilgængelige steder (straffeloven § 264 a).

Tv-overvågning kan derimod være ulovligt efter den særlige lov om forbud mod tv-overvågning m.v. Den forbyder overvågning af personer ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotoapparat eller lignende udstyr.

Loven har til formål at beskytte personer mod overvågning. Den hindrer hverken overvågning af maskiner og dyr, eller trafik, blot de enkelte bilister ikke bliver afsløret.

Forbudet mod tv-overvågning gælder som udgangspunkt på områder, som benyttes til almindelig færdsel, f.eks. veje, fortove, stier og pladser. Loven tillader dog, at indehavere laver tv-overvågning af tankstationer, fabriksområder, overdækkede butikscentre og lignende. Det er også tilladt butikker og pengeinstitutter at tv-overvåge egne indgange, facader, pengeautomater og lignende. Alle har ret til at overvåge egne indgange, facader m.v., hvis det sker uden optagelser (tv-overvågningsloven § 2, stk. 1, nr. 1 - 4).

Politidirektøren kan tillade tv-overvågning af boligområder, idrætsanlæg og lignende (tv-overvågningsloven § 2, stk.2 og stk. 3).

Både private og offentlige myndigheder skal tydeligt gøre opmærksom på, hvis de foretager tv-overvågning af arbejdspladser, butikker eller andre steder, hvor der er almindelig adgang. Dette krav gælder ikke for politi og anklagemyndighed.

Tv-overvågning er også omfattet af persondataloven. Læs mere under persondata

Persondataloven er ikke begrænset til overvågning, men omfatter enhver optagelse, hvor det er muligt at identificere personer. Det kan f.eks. være optagelser af trafikken eller af publikums opførsel på et diskotek. Loven gælder for billeder og andre oplysninger, selv om identifikation af de enkelte personer kun er mulig for særligt indviede.

Ifølge Datatilsynet skal en vejmyndighed f.eks. have samtykke fra bilister, der kan identificeres, hvis den vil videregive trafikoptagelser til en tv-station i forbindelse med trafikmeldinger (Se Datatilsynets afgørelse 9.1.2002). På grund af massemediers undtagelse fra persondataloven kan et medie, der er omfattet af medieansvarsloven, offentliggøre sine egne optagelser af trafikken.