Document Actions

Hvornår er det lovligt/ulovligt at tage billeder af personer?

 

Offentliggjort 04/02/2002, senest redigeret 08/18/2011

 

Straffelovens § 264 a siger, at en person kan straffes, hvis han

· uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted.

Fotografen skal sørge for at indhente samtykke, når han fotograferer personer på ikke frit tilgængelige steder. Hensynet til informations- og ytringsfriheden kan dog undtagelsesvis berettige, at et billede tages uden samtykke. Se det typiske spørgsmål.

Opholder fotografen sig på et frit tilgængeligt sted og fotograferer personer på et sted, der ikke er frit tilgængeligt, skal man vurdere, om personerne er hovedmotivet. Det er ikke ulovligt at fotografere et hus, hvor der tilfældigvis kommer en forbipasserende med på billedet.

Hvis fotografen både selv har været på det ikke frit tilgængelige sted og har taget billeder af personer uden samtykke, kan han blive straffet for begge dele.

Det er ikke strafbart at tage billeder af personer på frit tilgængelige steder, men systematisk forfølgelse af personer (paparazzimetoder) kan være retsstridigt og resultere i krav om økonomisk godtgørelse. Se typisk spørgsmål.