Document Actions

Journalister har ikke udvidet ytringsfrihed som private personer

Instans: Landsret - dato: 04/02/2001 - sagsnummer: U.2001.1602Ø

 

Offentliggjort 12/21/2001, senest redigeret 05/13/2003

 

Resumé:

(Mediejuras resumé)
En journalist, der havde lavet en kritisk tv-udsendelse om slankemidler, rettede beskyldninger om grådighed mod en advokat til et slankemiddelfirma i anledning af sagsanlæg fra advokaten. Journalisten blev dømt og i begrundelsen lægges der vægt på, at han udtalte sig som privatperson og ikke som led i sit arbejde som journalist.

 

Tekstens ordlyd:

Ø.L.D. 2. april 2001 i anke 15. afd. nr. B-0683-00
(Kroman, Birte Lynæs, Kristian Lind Jensen (kst.)).
Dansk Journalistforbund som mandatar for journalist B (adv. Tyge Trier, Frederiksberg) mod Advokat A (adv. Ole Sigetty, København).

Københavns Byrets dom 22. februar 2000.

Under denne sag, der er anlagt den 19. juni 1998, har sagsøgeren, advokat A, over for sagsøgte, Dansk Journalistforbund som mandatar for journalist B, nedlagt følgende påstand:

1. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at han har været uberettiget til i Århus Stiftstidende søndag den 17. maj 1998, i Aalborg Stiftstidende søndag den 17. maj 1998 og i Morgenavisen Fyens Stiftstidende søndag den 24. maj 1998 at udtale følgende:

»Kun A's grådighed ligger bag det sagsanlæg. Det er synd for en lille virksomhed som C, når sådan en advokat kommer ind og fylder den med løgn. Det er det, der sker i øjeblikket. Han fremturer med en sag, som er åbenlys ubegrundet. Der er simpelthen ikke noget at komme efter. Jeg er personligt forarget over A. Der må være etiske grænser for, hvor mange penge en advokat kan trække ud af folk. Han burde stå til regnskab i Advokatrådet«.

2. Sagsøgte idømmes straf i medfør af straffelovens § 267, stk. 1, jf. § 267, stk. 3.

3. Udtalelsen: »Kun A's grådighed ligger bag det sagsanlæg. Det er synd for en lille virksomhed som C, når sådan en advokat kommer ind og fylder den med løgn. Det er det, der sker i øjeblikket. Han fremturer med en sag, som er åbenlys ubegrundet. Der er simpelthen ikke noget at komme efter. Jeg er personligt forarget over A. Der må være etiske grænser for, hvor mange penge en advokat kan trække ud af folk. Han burde stå til regnskab i Advokatrådet« erklæres ubeføjet efter straffelovens § 273, stk. 1.

4. Sagsøgte tilpligtes i medfør af straffelovens § 273, stk. 2, at udrede en af retten fastsat sum til bestridelse af omkostningerne ved kundgørelse i én eller flere offentlige tidender af domskonklusion og domsgrundlag.

5. Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgeren godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 på ikke under 50.000 kr. med procesrenter fra sagens anlæg, og indtil betaling sker.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse for de nedlagte fem påstande, subsidiært frifindelse for fire eller færre af påstandene, herunder påstanden om mortifikation og betaling af omkostninger ved kundgørelse af en fældende dom, mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre erstatningsbeløb end 50.000 kr. efter rettens skøn.
De omhandlede udtalelser stod anført i et avisinterview med sagsøgte udarbejdet af journalist John Lautrup med overskriften: »Man kan ikke være venner med nogen«, og interviewet blev bragt i enslydende artikler i Århus Stiftstidende og Aalborg Stiftstidende søndag den 17. maj 1998 og i Morgenavisen Fyens Stiftstidende søndag den 24. maj 1998. I artiklen var bl.a. anført følgende:

»HÅNER ADVOKAT
Måske virker B fræk på skærmen, men hans facon afslører indiskutabelt fup og fiduser. Banker og bilværksteder. Sidegadevekselerer og slankeindustrien. Hans skjulte kamera har fået øje på uhyrligheder mange steder.

Nogle ofre svarer igen, men han er stadig stolt over udsendelsen med Peter Brixtofte, selvom Farums borgmester siden blev renset for programmets korruptionsanklager. Frifindelsen beror i B's øjne på en mangelfuld politiundersøgelse.

Han har også kun hån til overs for den injuriesag, som fabrikanten af slankemidlet Nupo har kørt i stilling mod ham. Firmaet forlanger, at han personligt betaler 100.000 kr. i erstatning. Pressenævnet har tidligere givet firmaer medhold i klager over nogle formmæssige detaljer i udsendelsen, men dens hovedbudskab blev ikke antastet - nemlig at slankemidler i virkeligheden gør folk tykkere.

Den kendte stjerneadvokat A kører sagen for Nupo-fabrikanten C A/S, og han får en ordentlig omgang af B.

Kun A's grådighed ligger bag de sagsanlæg. Det er synd for en lille virksomhed som C, når sådan en advokat kommer ind og fylder den med løgn. Det er det, der sker i øjeblikket. Han fremturer med en sag, som er åbenlys ubegrundet. Der er simpelthen ikke noget at komme efter. Jeg er personligt forarget over A. Der må være etiske grænser for, hvor mange penge en advokat kan trække ud af folk. Han burde stå til regnskab i Advokatrådet, mener B, der ikke ligefrem lider af nervøse trækninger, når han udfordrer samfundets magtmænd.«

Sagens nærmere omstændigheder forud for avisinterviewet er følgende:

Ved skrivelse af 19. december 1997 indgav sagsøgeren klage til Pressenævnet. I klagen var bl.a. anført følgende:

»Som advokat for C A/S retter jeg henvendelse til Pressenævnet og i medfør af Medieansvarsloven indgiver klage over journalist B, Danmarks Radio/TV og DR-Online, v/journalist D i forbindelse med udsendelsen »Rapporten«, der første gang blev sendt den 9. december 1997, kl. 20,30.

Det er mine klienters og min opfattelse, at B, Danmarks Radio/TV og DR-Online groft har tilsidesat god presseskik og bevidst har manipuleret med foreliggende oplysninger til skade for mine klienter.
. . .
Mine klienter var ikke bekendt med, at udsendelsen alene ville koncentrere sig om produktet NUPO, et forhold mine klienters opmærksomhed ikke var henledt på. Først omkring den 5.- 6. december 1997 blev mine klienter opmærksomme på, at udsendelsen i høj grad og udelukkende koncentrerede sig om NUPO. Dette skete, da mine klienter omkring den 5.- 6. december 1997 første gang så den trailer, der med regelmæssige mellemrum blev kørt i DR-TV, hvor den selvsikre og selvsmagende journalist B med en pakke NUPO i hånden udtalte: »NUPO - Danskernes slankemiddel nr. 1. Man skulle blive tynd af at spise det her. Men nu viser det sig, at man i længden kan blive tyk af at spise NUPO. Alligevel så skulle det være garanteret videnskabeligt af en læge.« . . .
. . .
Jeg anmoder om, at Pressenævnet påtaler B's, Danmarks Radio/TV's og DR-Online's handlemåde, og at der udtales en alvorlig kritik for den grove overtrædelse af de presseetiske regler. De trailere der gik forud for udsendelsen, indholdet af tv-programmet og indholdet af DR-online oplysningerne var stærkt fordrejet, simplificeret og manipulerende. Der er tale om bevidst groft krænkende og bevidst uhæderlig journalistik. Når denne form for journalistik koncentrerer sig om et enkelt produkt, således som det skete i udsendelsen, nemlig NUPO-produktet, kan det ikke være sket med andet formål end i skadehensigt.
. . .«
Efter at Danmarks Radio havde fremsat sine bemærkninger til klagen i en skrivelse af 30. januar 1998, anførte sagsøgeren i en skrivelse af 25. februar 1998 bl.a. følgende til nævnet:
». . .
Manipulationen består i, at relevante forudsætninger for udsagnets rigtighed udelades gentagne gange. B er udmærket klar over, at man ikke bliver fed af Nupo/bliver tyk af at spise Nupo. Dette kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Ikke desto mindre gentager han udsagnet flere gange i udsendelsen, i de mange trailere forud for udsendelsen og i de senere genudsendelser. B er udmærket bekendt med, hvad han taler om, men fordrejer bevidst sandheden, som jo er den, at de fleste forbrugere genvinder deres vægt efter enhver slankebehandling, såfremt de tidligere kostvaner ikke ændres. Sidstnævnte forbehold undlader B totalt at omtale i udsendelsen. Heri ligger manipulationen.
. . .
Hertil kommer, at Danmarks Radio har fundet anledning til flere gange at genudsende netop denne udgave af Rapporten. Dette betragtes fra mine klienters og min side som en bevidst straffeekspedition over for C A/S, der har formastet sig til at tage til genmæle overfor journalist B's ensidige journalistik. (Til tider kan man være i tvivl om, om udsendelserne sendes af hensyn til seerne eller som markedsføring af den selvcentrerede B. Udsendelsen »Status 97« kan heller ikke betragtes som andet end forsøg på B's markedsføring af B.
. . .«
I en skrivelse af 5. marts 1998 stilet til henholdsvis sagsøgte, TV-Fakta, att.: redaktør - - -, DR-Online, att.: journalist D, journalist E og generaldirektør F, anførte sagsøgeren følgende:

»Som advokat for C A/S retter jeg henvendelse til Dem i anledning af udsendelsen »Rapporten« af 9. december 1997, der blev genudsendt en lang række gange og fyldigt omtalt i udsendelsen »Status 97«. Endvidere henviser jeg til omtalen i DR-Online under overskriften »Verden vil bedrages« og »Nupo vil bedrage verden med avisannoncer«. Endelig henviser jeg til E's indlæg i forskellige dagblade, herunder bl.a. Politiken den 18/12-97 og Jyllands Posten den 24/12-1997.

Som bekendt har jeg på mine klienters vegne indgivet selvstændig klage vedrørende udsendelsen til Pressenævnet, idet udsendelsen (og naturligvis også genudsendelserne) efter mine klienters og min vurdering indebærer tilsidesættelse af Medieansvarslovens regler om god presseskik.

Når jeg ved nærværende skrivelse retter henvendelse til Dem, skyldes det, at det er mine klienters og min vurdering, at De ikke alene har overtrådt Medieansvarslovens regler om god presseskik, men at udsendelsen og de udsagn, der fremkom under udsendelsen, og i DR-Onlines omtale af udsendelsen og E's indlæg i pressen indebærer en selvstændig overtrædelse af injurielovgivningens/straffelovgivningens bestemmelser om æreskrænkelser.
Selve udsendelsen slutter med det knap 2 minutter lange indlæg fra journalist B's side med følgende slutbemærkning:
»Hvordan kan man alt det, medmindre man vil bedrage verden«.
I DR-Online anføres bl.a.: Nupo vil bedrage verden med avisannoncer« samt »Verden vil bedrages . . . En gennemgang, der desværre bekræfter, at Nupo vil bedrage verden«.
I de nævnte avisindlæg anfører E blandt andet: »Nupo gennemgår derefter tre »påstande« fra »Rapporten«. En gennemgang, der desværre bekræfter, at Nupo vil bedrage verden. »Rapporten« vil ikke være med, og som det fremgår af nedenstående, er der orden i dokumentationen«.

De nævnte udsagn indebærer efter min opfattelse beskyldninger mod mine klienter for uredeligt/strafbart forhold, idet mine klienter i DR-Online og i udsendelsen (og genudsendelserne) beskyldes for bedrageri.

Som skærpende omstændighed må anføres, at udsendelsen er blevet genudsendt med samme indhold trods mine klienters og min indsigelse.

Det er mine klienters agt at anlægge sag om æresfornærmelse for at fastslå, at journalist B, Danmarks Radio/TV, journalist D (DR-Online) og journalist E har været uberettiget til at fremkomme med de pågældende udsagn. Inden jeg tager skridt til sagsanlæg, skal jeg opfordre Dem til inden 8 dage fra dato at fremkomme med en beklagelse over, at udsagnet er fremkommet og klart og utvetydigt tilkendegive, at man ikke ved at fremkomme med udsagnet har haft til hensigt at beskylde mine klienter for uredelige endsige strafbare forhold.
. . .«

Den 6. maj 1998 anlagde sagsøgeren på vegne C A/S injuriesag mod sagsøgte ved Retten i Gladsaxe vedrørende udtalelsen: »Hvordan kan man alt det, medmindre man netop vil bedrage verden?« C A/S anlagde samtidig injuriesag mod journalist D og redaktionschef E.

Ved kendelser af 6. maj 1998 traf Pressenævnet afgørelse i sagerne C A/S mod Danmarks Radio og C A/S mod Danmarks Radio Online.
I den førstnævnte kendelse var bl.a. anført:

»C A/S har ved advokat A klaget til Pressenævnet over udsendelsen Rapporten bragt i Danmarks Radio på DR 1 den 9. december 1997, og over udsendelsen »Status 97« bragt i Danmarks Radio på DR 1 den 20. januar 1998, idet firmaet finder, at god presseskik er tilsidesat.
. . .

Klageren har under sagen tillige klaget over, at udsendelsen er blevet genudsendt, og har herunder oplyst, at udsendelsen i alt er blevet bragt 5 gange i perioden frem til den 16. februar 1998. Herudover er klip fra udsendelsen indgået i programmet »Status 97«, der er blevet sendt 3 gange i perioden 20.- 29. januar 1998.
. . .

Klageren har anført, at indledningen til den oprindelige udsendelse fremtræder, som om udsendelsen alene omhandlede produktet Nupo. Ikke desto mindre hidrørte udsagnet »Nu har jeg ødelagt 15 år af mit liv« fra en kvinde, der havde gennemgået en slankeoperation.

Klageren har videre anført, at det gentagne gange i udsendelsen og i optakten til udsendelsen blev udtalt, at forbrugerne bliver tykke/fede af at spise Nupo, hvilket ikke er korrekt. Der er tale om, at man med stor sandsynlighed tager på i vægt, når man har afsluttet kuren med Nupo, hvis de tidligere kostvaner ikke ændres. Udsendelsen undlod at omtale, at klageren selv i sin vejledning, der er indlagt i Nupo-pakkerne, gør kunderne opmærksom på dette forhold.

Klageren har yderligere klaget over, at Danmarks Radio har afvist at bringe en meddelelse fra klageren og dennes advokat med genudsendelsen af udsendelsen.

Klageren har desuden selvstændigt klaget over, at udsendelsen blev genudsendt flere gange, og over et indslag i udsendelsen »Status 97«, hvor de fejlagtige udsagn om Nupo blev gentaget helt eller delvis.
. . .
Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det er mediet og ikke den enkelte journalist, der er indklaget for Pressenævnet. . . .

Foromtaler og programannonceringer skal ligesom indledningen til en udsendelse have dækning i den pågældende udsendelse. For så vidt angår foromtalerne, finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere, at disse kun omtalte et enkelt af flere elementer i udsendelsen - nærmere betegnet slankemidlet Nupo -, så længe de anvendte billeder og citater knyttede sig til dette element. Det findes heller ikke kritisabelt, at de typer af slankeoperationer og slankemidler i form af pulvere, der omtales i udsendelsen, samlet betegnes som fupslankemidler på den måde, som det var tilfældet i programoversigten den 8. december 1997 kl. ca. 22.40. Derimod udtaler nævnet kritik af . . .
. . .

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at offentligøre følgende:

Kendelse fra Pressenævnet.

Pressenævnet har udtalt kritik af udsendelsen Rapporten, der blev bragt på DR 1 den 9. december 1997 og senere genudsendt på såvel DR 1 som DR 2. Kritikken vedrører omtalen af slankepulveret Nupo.

I udsendelsen foretog Rapporten en kritisk gennemgang af de metoder til begrænsning af fedme, som pensioneret overlæge, dr. med. O har været med til at udvikle. I programannonceringen og indledningen til udsendelsen blev dog kun slankepulveret Nupo omtalt.

Producenten af Nupo, C A/S, har klaget til pressenævnet over en række forhold i forbindelse med udsendelsen, idet firmaet finder, at god presseskik er tilsidesat.
Danmarks Radio har afvist kritikken af udsendelsen.

Pressenævnet har udtalt, at foromtaler og programannonceringer ligesom indledningen til en udsendelse skal have dækning i den pågældende udsendelse. Nævnet udtaler i den forbindelse kritik af formuleringen i programannonceringen umiddelbart før udsendelsen, fordi denne måtte give seerne indtryk af, at udsendelsen alene drejede sig om slankemidlet Nupo, hvorimod det ikke fremgik, at udsendelsen også ville omtale slankeoperationer. Det var derfor ikke muligt for seerne, der så indledningen til udsendelsen, at opfatte, at en kvinde, der udtalte sig unavngivet sidst i indledningen, ikke havde anvendt slankepulver, men derimod havde gennemgået en slankeoperation.

Vedrørende omtalen af virkningen af Nupo bemærker Pressenævnet, at forholdene i forbindelse med slankekure har stor samfundsmæssig interesse, og at det derfor er nærliggende at undersøge, om produkterne også holder, hvad de lover.

Pressenævnet finder, at det gennem interviews med to patienter i O's klinik var gjort klart for seerne, at man taber i vægt, mens man anvender Nupo, og at det af klippet med - - - fremgik, at udsendelsen herefter beskæftigede sig med, hvad der sker, når man ophører med at bruge Nupo.

To medlemmer af Pressenævnet - Axel Kierkegaard (formand) og Erling Fugl - finder, at det ikke fremgik tilstrækkelig klart, at baggrunden for den omtalte efterfølgende vægtforøgelse var, at de pågældende ikke havde omlagt deres spisevaner på det tidspunkt, da de holdt op med at bruge Nupo. Af de brugsanvisninger, der er indlagt i pakkerne med Nupo, fremgår, at det er vigtigt, at man »har lagt sine gamle kostvaner på hylden« for at undgå at blive overvægtig igen. Denne oplysning burde have fremgået af udsendelsen.

Disse to medlemmer anser derfor ikke god presseskik for overholdt på dette punkt.

To medlemmer af nævnet - Aage Lundgaard og Kaare R. Skou - finder ikke anledning til at kritisere, at oplysningerne i brugsanvisningen i Nupo-pakkerne ikke blev omtalt i udsendelsen, da Nupo ikke selv lægger vægt på dem i det primære salgsmateriale.

Nævnets medlemmer er enige om ikke at udtale kritik vedrørende sagens øvrige klagepunkter.

Da der er stemmelighed, er formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtaler derfor kritik af Danmarks Radio på de to nævnte punkter.«
I Pressenævnets kendelse vedrørende klagen mod Danmarks Radio Online var bl.a. anført:

»C A/S har ved advokat A klaget til Pressenævnet over foromtale på DR Online af en udsendelse, der skulle bringes i Danmarks Radio på DR 1 den 9. december 1997, idet firmaet finder, at god presseskik er tilsidesat.
. . .
Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at DR Online er anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, og at DR Online herefter må anses for omfattet af medieansvarslovens regler, jf. lovens § 1, nr. 3.

Nævnet bemærker videre, at det er mediet og ikke den enkelte journalist, der er indklaget for Pressenævnet.

Pressenævnet finder, at foromtalens overskrift havde tilstrækkelig dækning i teksten, hvoraf det fremgår, at personer, der har spist Nupo på lang sigt risikerer at blive tykkere og ikke tyndere.

Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at kritisere teksten på DR Online.«

Sagens videre omstændigheder, efter at avisinterviewet var blevet bragt i Århus Stiftstidende og Aalborg Stiftstidende den 17. maj 1998, er følgende:
Sagsøgeren sendte den 20. maj 1998 sagsøgte en skrivelse med følgende indhold:

»Mine klienter har orienteret mig om, at De har udtalt Dem i et interview i Århus Stiftstidende's søndagsudgave den 17. maj 1998 bl.a. omkring en Pressenævnssag, hvor Pressenævnet kritiserede udsendelsen »Rapporten« vedrørende NUPO-produktet.

De har i det interview, hvor De med sædvanlig selvglæde har udtalt Dem, bl.a. tilladt Dem at beskæftige Dem med min person og med min rådgivning til C A/S. Ifølge artiklen af 17. maj 1998, der er forfattet af navngivet journalist John Lautrup, skulle De have udtalt:
. . .
Selvom man burde se stort på de udtalelser, der fremkommer netop fra Deres side, finder jeg, at udtalelsernes indhold og netop det, at de er gengivet i en søndagsavis i et af provinsbladene, er af en sådan karakter, at jeg ikke agter at finde mig i Deres udtalelser. Udtalelserne overskrider injurielovgivningens grænser, som De er fuldt ud bekendt med.

Jeg kan naturligvis ikke være sikker på, at de har udtalt Dem som anført, selvom udtalelsen fremkommer som citat.

Jeg skal derfor opfordre Dem til inden tirsdag den 26. ds. kl. 12.00 at meddele mig, at De ikke har udtalt Dem, som De er citeret for i Århus Stiftstidende eller fremkomme med en ubetinget beklagelse for Deres krænkende udtalelser.

Fremkommer en afkræftelse eller beklagelse ikke inden nævnte frist, vil jeg uden yderligere varsel indgive stævning imod Dem.«
- - -
I et brev af 25. maj 1998, som blev telefaxet til sagsøgeren samme dag, meddelte sagsøgte følgende som svar på sagsøgerens skrivelse af 20. maj 1998:

»Deres brev har først nået mig nu. Derfor dette sene svar, som faxes.

Jeg er citeret nogenlunde korrekt, men også noget stramt. Jeg vedstår indholdet i citatet, der fremkommer ved at jeg spørges om min holdning til injuriespørgsmålet mod mig selv. Om dette siger jeg, at jeg finder sagsanlægget grundløst. Jeg spørges dernæst om hvad forklaringen så kan være på at sagen alligevel føres. Dertil svarer jeg som det anføres i citatet. Men det er altså noget strammet og fremstår ikke som mit forsøg på at give en forklaring på sagens forløb, når det drejer sig om injuriesagen mod mig selv.

Det er der omvendt ikke noget mærkeligt i. Vilkåret for at blive citeret i pressen er at journalisten lader ens udtalelser passere gennem et filter før offentliggørelse af det, som journalisten skønner er relevant for læserne. Det kan altså bare give den effekt, at udtalelser fremstår strammere, end de er fremsat og først og fremmest lidt forudsætningsløst.

Jeg ville »med sædvanlig selvglæde« (Deres - ganske vittige og måske rammende - udtalelse om mig i brev af 20.5.98) gerne have haft lejlighed til at udbrede mig om de mange grunde der er til at sagen mod mig er grundløs, men det kom desværre ikke med. Ejheller fremgår det, at mange af formuleringerne i citatet er spidset til og hentet ud af en længere kæde af udtalelser, der skulle tjene til at fremstille mit syn på forklaringen på en udsigtsløs juridisk ekspedition.

Men sådan er det.

Jeg ser selv stort på hvad folk siger om mig - og de siger meget.

De må reagere om De vil. Nu har De i hvert fald fået min udlægning af omstændighederne.«
I fortsættelse heraf sendte sagsøgeren følgende skrivelse af 27. maj 1998 til sagsøgte:
». . .

Jeg har noteret mig indholdet af Deres telefax, herunder at De vedstår indholdet af citatet. På denne baggrund har jeg nu anmodet min kollega Ole Sigetty om at anlægge sag om æreskrænkelse på mine vegne imod Dem.

I Deres telefax giver De udtryk for, at der er tale om en »udsigtsløs juridisk ekspedition«. Denne opfattelse har De naturligvis lov til at have. Må jeg i den forbindelse erindre Dem om, at De også i relation til Pressenævnssagen med sædvanlig selvsikkerhed har udtrykt, at mine klienter ikke havde en kinamands chance for at få medhold i klagen hos Pressenævnet. Det gik nu anderledes!

Ved læsning af Deres telefax får man, udover at De vedstår indholdet af citatet, indtryk af, at det er noget fejlciteret eller for at bruge Deres udtryk »stramt« citeret.
Jeg havde intet imod, såfremt De havde udtalt Dem om, at De fandt sagen for grundløs. Det må jo komme an på en juridisk vurdering. Det, jeg finder injurierende, er de udtalelser, De er citeret for at være fremkommet med, herunder bl.a. om min »grådighed«. (Jeg er blevet beskyldt for meget af henholdsvis pressen og modparter, men hidtil er jeg aldrig blevet beskyldt for grådighed.)

Såfremt Deres telefax til mig skal opfattes som en hel eller delvis undskyldning for de udtalelser, der er faldet fra Deres side eller for de citater, der er fremkommet, kan sag om æresfornærmelse undgås, såfremt De fremkommer med en uforbeholden undskyldning for de formuleringer, der er fremkommet, og undskyldningerne gengives i de samme blade, idet jeg naturligvis forventer at en eventuel undskyldning bringes af bladene på loyal vis.

Måtte jeg af hensyn til sagsanlægget høre fra Dem inden den 28. ds. kl. 12.00«.

Det er under sagen ubestridt, at sagsøgte ikke svarede på denne henvendelse.
- - -

Den 8. marts 1999 afsagde Retten i Gladsaxe dom i injuriesagen C A/S mod journalist D, som vedrørte udsagnene »En gennemgang, der desværre bekræfter, at Nupo vil bedrage verden« og »Nupo vil bedrage verden med avisannoncer«. I dommen er bl.a. anført:
- - -

Thi kendes for ret:
Sagsøgte, journalist D, frifindes.
. . .«

Den 13. juli 1999 afsagde Retten i Gladsaxe dom i injuriesagen C A/S mod henholdsvis redaktionschef E, journalist B og generaldirektør F. Sagen mod generaldirektør F svarede til den tidligere sag mod journalist D og blev behandlet sammen med sagerne mod E og B. Sagen vedrørte for E's vedkommende en udtalelse i forskellige dagblade om »En gennemgang, der desværre bekræfter, at Nupo vil bedrage verden«. For B's vedkommende vedrørte sagen udtalelsen i Rapporten sendt første gang den 9. december 1997 om »Hvordan kan man alt det, medmindre man netop vil bedrage verden?«. For F's vedkommende vedrørte sagen følgende udsagn i DR-Online: »En gennemgang, der desværre bekræfter, at Nupo vil bedrage verden« og »Nupo vil bedrage verden med avisannoncer«. I dommen udtaltes bl.a.:
- - -

Thi kendes for ret:
De sagsøgte B og E frifindes.
Sagsøgte F pålægges som generaldirektør for Danmarks Radio og som ansvarshavende redaktør ved DR-Online senest 14 dage efter denne dom fra internettet at fjerne siden med en pressemeddelelse med overskrifterne »Verden vil bedrages« og »Rapporten vil ikke være med« og at fjerne overskrifterne »NYT! - Nupo vil bedrage verden med avisannoncer« og »Læge: Du bliver fed af Nupo« fra omtalen af tv-udsendelsen Rapporten tirsdag den 9. december 1997 kl. 20.30.
. . .«

Der er under sagen afgivet forklaring af parterne A og B og vidnet - - -.

Sagsøgeren, A, har bl.a. forklaret, - - -.

Han blev i første omgang opmærksom på interviewet med sagsøgte i Århus Stiftstidende af 17. maj 1998, ved at - - - sendte artiklen til ham. - - - var meget pikeret og opfattede sagsøgtes udtalelser som utrolig krænkende. - - - sagde bl.a.: »B forsøger at stoppe os ved at svine dig til.« Sagsøgeren og hans familie følte, at nu var grænsen nået. Han er ellers ikke nogen sart person og har fået den lykke at føre en række retssager, hvor han af Ekstra Bladet og andre er blevet omtalt som bl.a. »stjerneadvokat«, »kontroversiel«, »karismatisk« og »Advokatsamfundets enfant terrible«, og det har han levet godt nok med. Hvis pressen synes det, så er det fint. Han søger ikke pressen - han har mere end nok at gøre med at holde den fra døren. Når han bliver kontaktet af pressen, forsøger han, så godt han kan, at fortælle, hvad det drejer sig om, og det lykkes i 1 ud af 100 tilfælde. I dette tilfælde med sagsøgte sagde imidlertid også hans familie, at nu var grænsen nået, idet han beskyldes for at misrøgte sit advokathverv, og hans hæderlighed bliver beklikket. Han kan finde sig i at blive kaldt fræk, dum, hvad som helst, men når han omtales som grådig og som en, der fylder sine klienter med løgn, så er grænsen nået.

Det var de 3 Stiftstidender, der bragte interviewet. Interviewet blev ikke trykt samtidig i de 3 tidender, og artiklen er uger efter dukket op mange forskellige steder i provinsen. Selvfølgelig opfatter han ikke udtalelserne i interviewet som god reklame - udtalelserne er personligt krænkende for ham og hans familie. Han er bl.a. advokat for Fyns Amt og for forskellige virksomheder i Jylland. Han blev op til flere uger efter kontaktet af en del klienter, som havde læst artiklen, og som spurgte, hvordan han kunne finde sig i den behandling. Men det værste er alle de personer, som han ikke hører fra. Det er derfor, at han ønsker offentliggørelse i overensstemmelse med reglerne i straffeloven. Han har aldrig tilsvarende krænket sagsøgte personligt. Han er aldrig gået til pressen.

Han har ikke sagt, at sagsøgte er en svindler eller en bedrager. Han har derimod argumenteret for sine synspunkter, og det er hans ret og hans pligt. I realiteten optræder sagsøgte som privatperson og ikke som journalist.
- - -

Sagsøgte, B, har bl.a. forklaret, at han blev uddannet fra Journalisthøjskolen i 1982. Han fik herefter ansættelse på Berlingske Tidendes erhvervsredaktion og blev i 1984 ansat i Danmarks Radio, først på TV-Avisens Søndagsavisen med Søndagsaktuelt og derefter - afbrudt af et freelanceophold i Paris - i Dokumentargruppen først med Profilen og i de sidste 3 år med Rapporten. Han er redaktør og vært på Rapporten, og de har produceret godt 40 programmer. Programmets hovedidé er at anskue sagerne ud fra den almindelige forbrugers synsvinkel, og de bruger måneder, måneder og atter måneder på research.

Deres research vedrørende fupslankemidler var bredt anlagt i starten og omfattede bl.a. Nupo. Der var tale om et langt forløb gennem flere måneder. Det første program blev bragt i oktober 1997, og Nupo blev ikke omtalt i denne udsendelse. - - -

I udsendelsen den 9. december 1997 var der først en hel masse om slankeoperationer, og dernæst koncentrerede man sig om Nupo og O's virke omkring Nupo. Der var fra flere sider blevet advaret mod denne form for slankemiddel. Hjerteforeningen havde påpeget, at let overvægtige mennesker skulle passe på med en sådan kur, et ekspertudvalg i EU havde anbefalet, at VLCD-produkter (very low calorie diet), hvor Nupo er det altdominerende mærke i Danmark, skulle forbydes i håndkøb, og norske myndigheder og bl.a. læge Birgit Petersson havde også gjort opmærksom på virkningerne af kuren. - - - og han selv var derfor enige om, at der var grundlag for at advare forbrugerne. - - -

Første gang, sagsøgeren dukkede op i sagen, var, da han håndfast skrev, at hans klient følte sig krænket af traileren, og sagsøgeren bad Danmarks Radio om at trække programmet tilbage. Det ville Danmarks Radio imidlertid ikke - der var tale om et gennemarbejdet program. Der kom dernæst en række henvendelser til Pressenævnet.
Sagsøgeren skrev til nævnet direkte, selvom det står i loven, at man først skal skrive til Danmarks Radio. Han og de andre i Danmarks Radio fik en underretning telefonisk, og der gik herefter et par dage, førend de modtog genpart af sagsøgerens brev af 19. december 1997 til Pressenævnet. Han kan ikke huske, om sagsøgeren også sendte brevene til Pressenævnet rundt til gud og hvermand i Danmarks Radio. Stefan Samsøe-Petersen skrev direkte til sagsøgeren, at han ikke kunne lide tonen i brevene - det er højst usædvanligt at blive beskyldt for personlig uhæderlighed og manipulation. Det var en kraftig beklikning af sagsøgtes personlige hæderlighed. De drøftede internt på TV-Fakta, hvad man skulle gøre, herunder om det var så groft, at sagsøgte skulle anlægge injuriesag mod sagsøgeren. Danmarks Radio er en stor virksomhed, og som vært på programmet må man finde sig i lidt af hvert - men dette var virkelig på kanten. Udgangspunktet for beskyldningerne var, at sagsøgte var uhæderlig og fordrejede oplysninger - og der lå i det, at han burde fyres. Der er offentlig indsigt i breve til Pressenævnet, og brevene blev sendt til hans arbejdsgivere i Danmarks Radio. Han kan forstå, at man i affekt kan lade sig rive med, og han har ikke noget imod at deltage i den offentlige debat, men det er fantastisk, at man som udgangspunkt har, at - - -, sagsøgte m.fl. ønsker at være uhæderlige - at man ønsker det modsatte af, hvad der arbejdes på.
- - -

Han vedstår, at han til Lautrup sagde, at sagsøgeren fyldte C A/S med løgn. - - -

Han står ved det, han har skrevet i sit brev af 25. maj 1998 til sagsøgeren. Det er korrekt, at ordene om en åbenbart grundløs sag, travlhed, sjusk og grådighed efter at tjene penge er fløjet ud af hans mund. - - -

Sagsøgeren har gjort gældende,

at de i påstand 1 og 3 indeholdte udsagn indebærer sigtelser og ringeagtsytringer,

at sagsøgte derved overtræder straffelovens § 267,

at sagsøgte som følge deraf skal idømmes straf,

at det ved strafudmålingen må være en skærpende omstændighed, at udsagnet fremkom i landsdækkende blade, jf. § straffelovens 267, stk. 3,

at det må betragtes som en skærpende omstændighed, at sagsøgeren og sagsøgte på intet tidspunkt har været i kontakt med hinanden, og

at sagsøgtes udsagn fremkommer i anledning af, at sagsøgeren varetager sin klients interesser i en sag, hvor klienten ønsker beskyttelse mod Danmarks Radio og
sagsøgte. Sagsøgte har ved sit udsagn tilstræbt at lægge hindringer i vejen for sagsøgerens frihed til at udøve sit hverv.

Sagsøgeren har yderligere gjort gældende,

at de påsigtede udsagn mortificeres, jf. straffelovens § 273, stk. 1, og

at retten fastsætter et beløb til bestridelse af omkostninger til kundgørelse i et eller flere offentlige tidender.

Sagsøgeren har med henvisning til det ovenfor anførte gjort gældende,

at sagsøgtes udtalelser har påført sagsøgeren en krænkelse,

at sagsøgte har pådraget sig et ansvar efter erstatningsansvarslovens § 26, og

at sagsøgte derfor må betale en godtgørelse. Under hensyntagen til sagens karakter må godtgørelsen fastsættes til min. 50.000 kr., hvilket beløb vil blive videregivet til
Dansk Flygtningehjælp.

Sagsøgte har gjort gældende,

at ordvalget fra sagsøgtes side som udtalt under interviewet til journalist John Lautrup var berettiget, idet det objektive gerningsindhold i straffelovens § 267 ikke er realiseret, da de anvendte udtryk falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde, idet der hverken er tale om sigtelser eller ringeagtsytringer,

at stramninger og udeladelse af mellemregninger m.v. fra journalist John Lautrups side ikke er sagsøgtes ansvar, jf. herved at sagsøgtes udtalelser om generelle spørgsmål om advokaters etik og ansvar er udeladt fra gengivelsen af interviewet,

at sagsøgtes ytringsfrihed som journalist og debattør omfatter vurderende ytringer om en modpart i en verserende retstvist vedrørende et emne af samfundsmæssig interesse og betydning, jf. retspraksis og EMRK, artikel 10,

at sagsøgtes ytringsfrihed er videregående, da sagsøgte havde konkret anledning til at tage til genmæle mod sagsøgerens talrige, grove beskyldninger og angreb mod sagsøgte personligt og vedrørende hans faglige niveau og integritet som journalist,

at der ikke er grundlag for, at ordvalget som gengivet af journalist John Lautrup i portrættet af sagsøgte kendes ubeføjet, blandt andet fordi der er tale om subjektive vurderinger,

at der ikke er grundlag for at pålægge sagsøgte at udrede udgifter til sagsøgerens offentliggørelse af dommens resultat, blandt andet fordi resultatet må antages at blive offentligt omtalt, og

at der ikke foreligger et ansvarsgrundlag, som kan begrunde, at sagsøgte skal udrede torterstatning til sagsøgeren.

Til støtte for den subsidiære og mere subsidiære påstand har sagsøgte endvidere gjort gældende,
at der er handlet fra sagsøgtes side til berettiget varetagelse af almeninteresse og egen og andres tarv, jf. straffelovens § 269, som tillige skal vurderes i sammenhæng med EMRK, artikel 10,

at sagsøgtes kritiske vurderinger af sagsøgerens virke i Nupo-sagen er sandsynliggjort ved den pure frifindelse af sagsøgte i juli 1999 for den af sagsøgeren fremsatte usædvanlige påstand om, at sagsøgte ved at bruge ordspillet »verden vil bedrages« skulle have ærekrænket sagsøgerens klient,

at sagsøgtes udtalelser har retorsionslignende karakter grundet sagsøgerens gentagne anklager mod sagsøgte,

at der ikke er grundlag for at mortificere sagsøgtes udtalelse efter straffelovens § 273, stk. 1, da sagsøgtes udtalelse samlet set udtrykker sagsøgtes subjektive vurderinger og ikke har den fornødne konkretiserede karakter,

at der ikke i en sag af denne karakter er grundlag for at dømme sagsøgte til at udrede omkostninger til offentliggørelse af dommens konklusion, og

at erstatningspåstanden må afvises, da betingelserne herfor ikke er opfyldte, idet der ikke er tale om en udtalelse om sagsøgerens professionelle aktivitet som advokat af en sådan grovhed, at retsstridighedsbetingelsen i erstatningsansvarsloven er opfyldt, og mere subsidiært, at erstatningen udmåles til et betydeligt mindre beløb end 50.000 kr.

Rettens bemærkninger:

De af sagsøgte fremsatte udtalelser gengivet i sagsøgerens påstand udgør ærekrænkende sigtelser, som er egnede til at nedsætte sagsøgeren i medborgeres agtelse, jf. straffelovens § 267, stk. 1, idet udtalelserne bibringer læseren det indtryk, at sagsøgeren i sin egenskab af advokat af grådighed efter at opnå salær har løjet over for en klient for at få denne til at føre en retssag, som er åbenlyst ubegrundet, og at sagsøgeren derved tillige har handlet i strid med god advokatskik.

Det findes godtgjort, at sagsøgte havde det fornødne forsæt. Det kan i den forbindelse ikke tillægges betydning, at journalist John Lautrup eventuelt har »strammet« sagsøgtes udtalelser og alene bragt uddrag af en længere argumentationskæde, allerede fordi det må lægges til grund, at sagsøgeren i to omgange skriftligt opfordrede sagsøgte til at fremkomme med en afkræftelse eller en uforbeholden undskyldning, uden at dette skete. Således anførte sagsøgte i besvarelsen af den første henvendelse bl.a., at han var »citeret nogenlunde korrekt, men også noget stramt. Jeg vedstår indholdet i citatet«, og sagsøgerens anden henvendelse undlod sagsøgte ganske at besvare.

Sagsøgte har ikke ført sandhedsbevis for sigtelsernes rigtighed, jf. straffelovens § 269, stk. 1, 1. led.

Sagsøgte har bl.a. gjort gældende, at han har en udvidet ytringsfrihed som journalist, og at sigtelserne i givet fald er straffri i medfør af straffelovens § 269, stk. 1, 2. led, om den, der i god tro fremsætter en sigtelse til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller eget eller andres tarv, således som denne bestemmelse - i sammenhæng med straffelovens § 267, stk. 1 - må forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10.

Det lægges til grund, at sagsøgte på tidspunktet for interviewet forudsatte, at der verserede en retstvist mellem ham og C A/S, uanset han endnu ikke havde set stævningen. Retten finder, at sagsøgte ved som part at udtale sig som sket om sin modparts advokat har udtalt sig som privatperson og ikke som led i sin profession som journalist, og at udtalelserne kunne opfattes som et forsøg på at intimidere C A/S og sagsøgeren til at lade sagen mod ham falde. Retten finder herefter ikke, at der er grundlag for at anse udtalelserne for straffri efter straffelovens § 269, stk. 1, 2. led.

Retten finder endvidere ikke grundlag for at lade straf bortfalde af retorsionsmæssige grunde, jf. straffelovens § 272.

Ved strafudmålingen anses det som en skærpende omstændighed, at udtalelserne er fremsat i et avisinterview, der over nogen tid er bragt i flere dagblade, jf. straffelovens § 267, stk. 3, og at sagsøgte trods to opfordringer hertil undlod at trække udtalelserne tilbage.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 267, stk. 1, jf. stk. 3, til 10 dagbøder á 1.000 kr., subsidiært hæfte i 10 dage.

Sagsøgerens påstand om mortifikation af de omhandlede udtalelser, der under ét anses for ubeføjede, tages til følge i medfør af straffelovens § 273, stk. 1.
Journalist John Lautrup har skriftligt over for sagsøgeren givet tilsagn om, at »De 3 Stiftstidender og Jydske Vestkysten vil omtale en dom, som omhandler en kendt tv-personlighed, uanset om denne går ham imod eller ej«. Et tilsagn om omtale giver imidlertid ikke sagsøgeren sikkerhed for den fornødne kundgørelse. Det bestemmes derfor endvidere, at sagsøgte skal betale sagsøgeren 30.000 kr. til offentliggørelse af domsslutningen alene eller tillige af domsgrundene i én eller flere aviser, jf. straffelovens § 273, stk. 2.

Sagsøgte pålægges endelig i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 at betale sagsøgeren en tortgodtgørelse på 30.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker, for den retsstridige krænkelse, han har påført sagsøgeren.

 

Hide details for [<h2 class='h2-list'>Typiske spørgsmål</h2>]

Typiske spørgsmål