Document Actions

Gemene bondefangere

Instans: Højesteret - dato: 12/09/1996 - sagsnummer: U.1997.259/2H

 

Offentliggjort 12/21/2001, senest redigeret 08/11/2004

 

Resumé:

(Mediejuras resumé)
En journalist og en redaktør fra en lokalavis blev frifundet for at have bragt injurierende citater fra en klageskrivelse til Advokatnævnet. Højesteret lagde vægt på, at emnet havde samfundsmæssig relevans, at de injurierende udtalelser fremtrådte som et citat, og at sagsøgeren havde fået mulighed for at imødegå udtalelserne. Højesteret henviste til pressefriheden og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 10.

 

Tekstens ordlyd:

H.D. 9. december 1996 i sag I 488/1995
Vagn Nygaard (adv. H.J. Lopdrup, Vejle) og Mette Ørum Andersen (adv. H.J. Lopdrup, Vejle) mod Henning Dalgaard (adv. Mads Marstrand-Jørgensen, Kbh.).

Vestre Landsrets dom 23. november 1995 (12. afd.)
(Deleuran, Marie S. Mikkelsen og Bodil Ruberg (kst.)).

Under denne private straffesag, der er anlagt den 21. oktober 1993 ved retten i Fredericia, og ved kendelse af 24. januar 1994 af retten i Fredericia er henvist til Vestre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 3, er der nedlagt påstand om straf, erstatning, mortifikation og tilkendelse af beløb til offentliggørelse af dommen.

Baggrunden for sagen er følgende:

I sommeren 1990 stoppede Give Kommune for udbetaling af boligydelse til to beboere med den begrundelse, at deres boliger var ejerboliger og ikke andelsboliger, der berettigede dem til udbetaling af boligydelse. Problemstillingen var aktuel for 14 andelsboliger beliggende i Give og Thyregod, der var opført af »Holm Huse«. Flere af beboerne mente, at ejendomshandleren Knud Tirsgaard, og sælgeren havde ført dem bag lyset. Beboerne af to lejligheder hævede købet af andele. Episoderne gav anledning til en række artikler i Vejle Amts Folkeblad, bl.a. med følgende overskrifter:

den 11. august 1990: »Kommune tvivler på om andelsboliger er »ægte+«, »Forvaltning mener, at 14 andelsboliger i virkeligheden er ejerboliger«, »Striden om en andel«, »- En bedragerisk, ugyldig og ulovlig handel, siger køber. - En ganske almindelig handel, men er vanskelig kunder, siger sælger. Meningerne om modparten dirrer som spændte violinstrenge, når Johanne Hvilsted og Knud Tirsgaard taler om Frederiksberggade 47 A. Det er dog mest deres advokater, der taler. Næste gang, de mødes, bliver formentlig i retten«, og

den 15. august 1990: »Rådhus så dobbelt i sag om andelsboliger«, »Bygherre hævede på spærret bankkonto«, »Check til fraflyttet«.
Artiklerne den 11. og 15. august 1990 er skrevet af Bjarne Rostbøll. Følgende artikler, hvorfra overskrifterne citeres, er alle skrevet af sagsøgte, journalist Mette Ørum Andersen, tidligere Mette Nielsen, Fredericia:

13. januar 1992: »Søger advokatbistand i sag om »uægte« andelsboliger«, »Give Kommune forberedt på stævning fra pensionister«,

21. februar 1992: »Groft at anlægge sag mod Give Kommune«, »Johanne Vilsted forstår ikke sine tidligere naboer«,

14. juli 1992: »Ældre taber boligsag mod Give Kommune«, »Har ikke krav på at få udbetalt boligydelse fra det offentlige«,

18. juli 1992: »Beboere har gode kort på hånden i boligsag«,

23. juli 1992: »Udskældt bygherre standser betalingerne«, »Give-borgere risikerer at vinde sag uden at få en krone«,

1. august 1992: »En gåde hvordan 130.000 blev hævet på spærret konto« og »Beboere i Thyregod appellerer boligsag«,

19. august 1992: »Giver ikke op trods nyt afslag« og

10. oktober 1992: »Sag kommer langt om længe for en dommer«, »Ejendomshandler Tirsgaard stævnes også i bolig-sag«.
I artiklerne blev der redegjort for hændelsesforløbet med angivelse af navne på de implicerede parter og deres rådgivere, herunder også angivelse af navnet på sagsøgeren, advokat Henning Dalgaard, Billund. Morgenavisen Jyllands-Posten omtalte problemstillingen den 21. februar 1991 i en artikel med overskriften »Ejerbolig solgt som andelslejlighed«. Lektor Peter Vesterdorf, Aarhus Universitet, blev bl.a. citeret for følgende udtalelse:

»For at tjene hurtige penge forsøger flere og flere i bolig-branchen at snyde køberne ved at sælge ejerboliger camoufleret som andelsboliger«.
Af samme artikel fremgår endvidere:
»...
I Ny Nørup tæt ved Give er den pensionerede sygeplejerske Johanne Hvilsted ikke i tvivl om, at hun har mødt to bolig-spekulanter. Hun føler sig taget godt og grundigt ved næsen af en bygherre og en ejendomsmægler ...«

Sagsøgeren påtog sig i foråret 1990 at være advokat for sagsøgte Johanne Jessine Hvilsted Carlsen, Børkop, (i det følgende betegnet Johanne Hvilsted), der havde tegnet sig for en andel af andelsboligerne i september 1989. Den 1. november 1989 overtog hun den til andelen hørende bolig, beliggende Frederiksberggade 47 A, Give, og betalte samtidig købesummen for andelen på 130.000 kr. Kort tid efter at sagsøgeren var gået ind i sagen, blev det på hans forslag aftalt, at advokat Hans Peder Jespersen, Viborg, skulle indtræde i sagen som advokat for sagsøgte Johanne Hvilsted i stedet for sagsøgeren. Sagsøgeren var desuden advokat for ægteparret Helga og Poul Larsen, der ligesom sagsøgte Johanne Hvilsted havde købt en af andelene. Også deres sag blev overdraget til advokat H.P. Jespersen. Advokat H.P. Jespersen søgte om fri proces ved Ringkøbing Statsamt, men fik afslag herpå med den begrundelse, at sagsøgte Johanne Hvilsted ikke havde udsigt til at vinde sagen. Afgørelsen blev indbragt for Justitsministeriet, der stadfæstede afslaget, men i stedet begrundede det med, at ægteparret Helga og Poul Larsen også havde søgt om fri proces, hvorfor der var to parter til at bære omkostningerne. Herefter fik sagsøgte Johanne Hvilsted imidlertid retshjælpsdækning til at gennemføre sagen. Ved en påanket dom af 5. august 1994 fra retten i Holstebro blev det fastslået, at sagsøgte Johanne Hvilsted og ægteparret Helga og Poul Larsen havde været berettigede til at hæve købet af andelene. Bygherren Svend Holm Pedersen, Dansk Ejendom ApS, og ejendomshandler Knud Tirsgaard blev dømt til in solidum at betale 42.665,98 kr. til sagsøgte Johanne Hvilsted. Dette beløb udgjorde tilbagebetaling af resten af sagsøgte Johanne Hvilsteds indskud med fradrag af boligudgift for den tid, hun havde beboet boligen, samt en skønsmæssigt ansat erstatning for flytteudgifter. Sagsøgte Johanne Hvilsted havde på et tidligere tidspunkt fået tilbagebetalt 69.524,07 kr. fra bygherren. I det indbyrdes forhold blev det pålagt bygherren Svend Holm Pedersen og Dansk Ejendoms ApS at betale halvdelen af beløbet, og resten blev pålagt ejendomshandler Knud Tirsgaard.

I juni 1993 indgav sagsøgte Johanne Hvilsted en klage over sagsøgeren m.fl. til Advokatnævnet. Det fremgår af skrivelsen dateret 7. juni 1993 bl.a.:

»Til Advokatnævnet!
Med dette Brev fremsætter jeg en Klage over Advokat Henning Dalgaard, Raadhuscentret 6, 7180 Billund, Advokat Hans Peder Jespersen, Gravene 2, 8800 Viborg og Advokat Claus Madsen, Gravene 2, 8800 Viborg.

De tre herrer er uhæderlige, uærlige og uanstændige, de har kort og godt opført sig som gemene Bondefangere og Plattenslagere, at den Stund, de har udnyttet deres »Klients« Uvidenhed paa det groveste.

Historien er som følger: I Marts 1990 kontakter jeg Advokat Henning Dalgaard, da jeg opdager, at den Andelsbolig jeg har købt, i Virkeligheden er en Ejerbolig. Papirerne, jeg fik tilsendt af Sælgeren, refererer til en ægte statsstøttet Andelsbolig. Jeg har ganske enkelt betalt for en Vare, der ikke eksisterer, og vil naturligvis have mine Penge tilbage, derfor Henvendelsen til Dalgaard, som, efter at have gennemlæst Papirerne, sagde at det var baade Svindel og Bedrageri. Paa forespørgsel om hvorvidt han troede, at det kunne nytte noget at gå Rettens Vei, og om han i givet Fald ville paatage sig Sagen, svarede han ja til begge Dele.

Efter kort tids Forløb finder han ud af, at han er inkompetent til at klare Sagen, men i Stedet for, som et ærligt Menneske, at fortælle mig det, kommer han med en Historie om, at da Sagen er for stor for en Mand, har han kontaktet Hans Peder Jespersen, der angiveligt er Ekspert i Andelsboliger, og derfor med det samme kan se, at jeg ikke har faaet den Vare, jeg har betalt for. Da det gaar op for mig, at Dalgaard er inkompetent, beder jeg ham om at overdrage Sagen til Jespersen, da denne nu er sat ind i Sagen af Dalgaard. Paa Tidspunkt havde jeg ikke Styrke til at begynde forfra med en anden Advokat og kunne heller overskue de økonomiske Konsekvenser.

Inden Dalgaard afgav Sagen, havde jeg sagt til ham, at jeg syntes, at Boligsvindlerne burde meldes til Politiet, det gav han mig Ret i, men syntes at jeg skulle gøre det selv, Politiet ville gerne se paa Sagen, men bad om en skriftlig Redegørelse fra min Advokat. Det var iøvrigt Politiets opfattelse at Dalgaard var inkompetent, og gav mig det Raad at søge en anden Advokat, og paa den Maade fik Jespersen Sagen og paatog sig den.

Jeg sagde det samme til Jespersen, som jeg havde sagt til Dalgaard, nemlig at jeg syntes, at Svindlerne burde meldes til Politiet, men den Opfattelse havde Jespersen ikke. Saa prøvede jeg selv igen for egen Regning, og talte med den samme Kriminalkommissær, Peder Mikkelsen, som sidst. Han afviste mig med den samme Begrundelse som første Gang, men tilføjede, at efter at jeg havde været derinde, havde Dalgaard, bag min Ryg og uden mit Vidende, ringet derind og sagt, at der ikke var noget for Politiet at komme efter. Jeg var mildt sagt rystet, da jeg fik den Oplysning, for det første gaar han bag min Ryg, og for det andet lyver for han for Politiet, der i hvert fald et Forhold i Forbindelse med de falske »Andelsboliger«, der i Følge Hans Peder Jespersen er strafbart. Jeg har det sort paa hvidt.

Jespersen vidste lige fra første Færd, da han blev sat ind i Sagen af Dalgard, at Byggeriet ikke havde noget med Andelsboliger at gøre, alligevel havde han den Frækhed at stille et Forligsforslag op, som, hvis det var blevet til noget, ville have betydet et Tab for mig. Hvorfor skulle jeg dog betale for at blive bedraget?

Dengang accepterede jeg Forslaget af to Grunde: 1, jeg troede, at Jespersen var et ærligt Menneske, og 2, jeg troede, at han var den klogeste. I Dag har jeg faaet min Opfattelse godt og grundigt revideret paa begge Punkter.

Paa et eller andet Tidspunkt, hvornaar ved jeg ikke præcist, finder Jespersen ud af, at han ikke gider beskæftige sig mere med Sagen, hvorefter han, uden at spørge eller overhovedet informere mig, uden videre overdrager den til Claus Madsen, som saa paatager sig den, ogsaa uden at spørge mig om det passer mig, at han tager den.

Havde Jespersen paa ærlig Vis sagt fra over for mig, kunne jeg have henvendt mig til en Advokat, der boede betydeligt mere bekvemt for mig geografisk.
Claus Madsen paatager sig som sagt Sagen, d.v.s. han sylter den en rum Tid, inden han begynder at gøre noget ved den.

Det skal lige understreges, at det var i Marts 1990, Sagen blev overgivet til Dalgaard, og nu skriver vi Juni 1993, og Sagen er ikke afsluttet endnu.

Mit Indtryk af Madsen er, at han er nøjagtig lige saa inkompetent som Dalgaard. Da jeg sin Tid købte »Andelsbolig«, handlede jeg udelukkende ud fra Oplysninger, jeg fik baade mundtligt og skriftligt fra den Ejendomshandler, der solgte Boligerne, ikke desto mindre blev der i første Omgang kun anlagt sag mod Bygherren, som jeg paa intet Tidspunkt havde VÆRET i Forbindelse med i salgsmæssig henseende. Kun fordi jeg stædigt blev med at fastholde, at jeg i Retten til sin Tid, naturligvis vil fortælle, som jeg har sagt det hele Tiden, at jeg har betalt for en Vare, der ikke eksisterer, og at jeg naturligvis vil have mine Penge tilbage, og at, hvis den paagældende Ejendomshandler ikke havde løjet for mig, saa havde jeg ikke siddet i denne Suppedas i Dag, blev der udtaget Stævning mod Ejendomshandleren.

Hvis Advokat Claus Madsen havde faaet sin Vilje, havde jeg i Dag siddet med tabt Sag, da det ville have været den lettelse Sag af Verden for den paagældende Bygherre, at fralægge sig ethvert Ansvar for, at jeg havde købt en »Andelsbolig«.

I den stævning, det langt om længe lykkedes at faa Madsen til at udtage mod Ejendomshandleren, er der paa flere Punkter usandfærdige Oplysninger, hvilket jeg gjorde ham opmærksom paa, da han fremsendte Kladden, alligevel fremsender han Stævningen uden at korrigere Fejlene, med det Resultat, at jeg naturligvis maa konkludere, at han ikke er i Stand til at læse indenad, og derfor naturligvis maa faa det Indtryk, at han er lige saa inkompetent som Dalgaard, og hvad værre er, at han sætter min troværdighed paa Spil, naar jeg i Retten skal til at forklare, at Stævningen indeholder Oplysninger, der er i Strid med Sandheden.

Som De kan se, føler jeg, at jeg har meget god Grund til at føle mig endog meget daarligt behandlet.

Ydermere er jeg i den paradoksale Situation, at jeg i den paagældende Sag, ikke har nogen Advokat. Den Advokat, Hans Peder Jespersen, der paatager sig Sagen, gider alligevel ikke have den, men sender den videre til Madsen, som dermed paatager sig den for Jespersen, og paa den Maade fører min Sag, ikke for mig, men for Jespersen.

Da jeg ikke indlader mig paa Forsikringssvindel, og naturligvis ikke kan tillade, at mit Forsikringsselskab betaler Jespersens Advokat, har jeg skriftligt meddelt Selskabet, at der ikke skal betales saa meget som en Krone, hvis det skulle komme saa vidt, hvilket jeg iøvrigt ikke tror, at det gør, men det vil vel saa sige, at deres Salær skal betales af Modparten.

Det ville være mig meget kært, om jeg kunne forhindre, at de faar saa meget som en Krone for det Makværk, de har præsteret i denne Sag. Det er bl.a. derfor jeg skriver dette Brev, men ogsaa fordi jeg haaber, at der vil blive statueret et Eksempel, det kan ikke være Meningen, at oversmarte Advokater i den Grad skal udnytte uvidende Klienter, uden at det faar Konsekvenser.

Ganske kort Tid efter, at jeg henvendte mig til Henning Dalgaard, blev han kontaktet af et Ægtepar, som var havnet i de samme Svindlerboliger, som jeg. Jeg havde fortalt dem om min Henvendelse til ham, hvorfor de ogsaa kontaktede ham, da han nu var sat ind i Sagen af mig. Det har de fortrudt godt grundigt siden, og med god Grund.
Da Dalgaard af mig bliver bedt om at overgive Sagen til Jespersen, overdrager han samtidig Ægteparrets Sag til ham, uden at indhente deres Tilladelse endsige fortælle dem, at han har gjort det. Hvorvidt Jespersen paatog sig deres Sag, kan jeg ikke med Sikkerhed udtale mig om, men jeg ved, at den lige som min er havnet hos Madsen, og ligesom for mit Vedkommende, uden deres Viden og Accept. De har stiltiende accepteret Tingenes skæve Gang, bl.a. fordi Dalgaard har sagt til dem, at de naturligvis ikke vil komme til at betale for Jespersens og Madsens »Hjælp«, evt. økonomiske Krav fra den Kant, vil Dalgaard tage paa sin Kappe. Jeg tror ikke, at de har det skriftligt, forhaabentligt er det tilstrækkeligt, at de begge var til Stede, da han sagde det.

Dette, at vores Sager, af Dalgaard, blev koblet sammen og overgivet til Jespersen, havde den, for os, særdeles uheldige Virkning, at vi fik Afslag på fri Proces, ogsaa Anken blev der givet Afslag paa, med den Begrundelse, at naar vi var to Parter om Sagen, havde vi ogsaa Raad til at betale. Vi er ikke to om Sagen og har aldrig været det. Det eneste Lighedspunkt er, at vi havnede i de samme falske »Andelsboliger«, Maaden, paa hvilken vi kom derind, var vidt forskellig, og for Ægteparrets vedkommende, er der ogsaa tale om en Bank, der frigiver Penge, der staar paa en spærret Konto, selvom Frigivelsesbetingelserne ikke er til Stede.

Nu kører denne Sag paa 4. Aar, takket være uanstændige, uhæderlige og uærlige Advokaters Ligegyldighed. Havde vi været Personer med Indflydelse og af Betydning, havde Sagen haft et ganske andet Forløb, saa havde man ikke vovet at byde os den Behandling.

Jeg har fra særdeles kompetent Side faaet at vide, at hvis Sagen var blevet rigtig grebet an fra Starten, kunne og burde den have været afsluttet i Løbet af et Aars Tid, naturligvis afhængigt at hvor hurtigt, den kunne komme for Retten.

Jeg imødeser gerne snarest en Bekræftelse paa, at De har modtaget dette Brev, og at De agter at lade disse uhæderlige Advokater blive draget til Ansvar for deres Handlemaade.

Det skulle jo gerne være saadan, at Folk kan henvende sig til en advokat og regne med at blive hjulpet og vejledt, og ikke som her, vildledt.

Jeg haaber, at jeg har fremstillet Sagen, saa der ikke er noget at misforstaa, ellers skal jeg naturligvis gerne fremkomme med yderligere oplysninger og skriftlig Dokumentation for min Paastand ...«

Den 23. juni 1993 offentliggjorde Vejle Amts Folkeblad to artikler af sagsøgte Mette Ørum Andersen. I den ene artikel blev gentaget flere udsagn fra klageskrivelsen. Disse uddrag er sat med kursiv og markeret med citationstegn. Det fremgår af artiklerne bl.a.:

»Advokater får skyld for bondefangeri
Johanne Hvilsted går til Advokatnævnet af Mette Nielsen
Sagen om ni omstridte boliger på Frederiksberggade i Give er tilsyneladende kørt af sporet.

Sagen kører nu på fjerde år. Og nu har Johanne Hvilsted, tidligere Give og i dag bosat i Børkop, fået nok. Hun har sendt en klage over sine advokater til Advokatnævnet.
Johanne Hvilsted rejste i sin tid sagen, fordi hun mener, at hun af ejendomsmægler Knud Tirsgaard, Give blev narret til at købe en andelsbolig, som i virkeligheden viste sig at være en ejerbolig.

Det var i 1990.

Siden har tre advokater haft fingre i sagen, uden at den er blevet afsluttet.

Er blevet sjoflet.

Nu vil Johanne Hvilsted ikke finde sig i mere. Hun mener, at advokaterne har sjoflet hende.
- Der er ingen tvivl om, at hvis jeg havde været noget ved musikken, så havde sagen haft et ganske anderledes forløb. Jeg har sagt til advokaterne, at de såmænd havde været ved at falde over deres egne ben for at hjælpe mig, hvis jeg havde været direktør eller sådan noget. Men der er ingen prestige i at køre sådan en sag for en pensionist, siger hun.

Johanne Hvilsted lægger ikke fingre imellem i klagen over de tre advokater. Hun kalder dem »uhæderlige, uærlige og uanstændige«.
»De har kort og godt opført sig som gemene bondefangere og plattenslagere, al den stund, at de har udnyttet deres klients uvidenhed på det groveste«, skriver Johanne Hvilsted til Advokatnævnet.

Er inkompetente

De tre advokater, der nu har fået en frist til næste uge til at svare på klagen, er Henning Dalgaard, Billund, og Hans Peder Jespersen og Claus Madsen fra advokatfirmaet Dahl i Viborg.

Johanne Hvilsted gik i første omgang til Dalgaard, da det i 1990 gik op for hende, at hun havde »købt en vare, som ikke eksisterede«, nemlig den såkaldte andelsbolig på Frederiksberggade.

- Han så på mine papirer og kaldte det for både svindel og bedrageri. Og han anbefalede mig at gå rettens vej, siger Johanne Hvilsted.

Kort tid efter kontaktede Henning Dalgaard sin kollega, Hans Peder Jespersen i Viborg, for at få ham til at hjælpe med at køre sagen.

»Efter kort tids forløb finder han (Henning Dalgaard, red.) ud af, at han er inkompetent til at klare sagen. Men i stedet for - som et anstændigt menneske - at fortælle mig det, kommer han med en historie om, at sagen er for stor for én mand, og at han derfor har kontaktet Hans Peder Jespersen, der angiveligt er ekspert i andelsboliger+, skriver Johanne Hvilsted i klagen.

Men senere finder Hans Peder Jespersen ifølge Johanne Hvilsted ud af, at »han ikke længere gider beskæftige sig mere med sagen+.
»... hvorefter han, uden at spørge eller overhovedet informere mig, uden videre overdrager den til Claus Madsen, som så påtager sig den - også uden at spørge mig, om det passer mig, at han tager den+, skriver Johanne Hvilsted.

Sagen blev syltet

Hun beskylder Claus Madsen for at sylte sagen - og for at »være lige så inkompetent som Dalgaard«.

Johanne Hvilsted er nu ude at se sig om efter en ny advokat i sagen. Når hun ikke har gjort det før, skyldes det, at hun ikke har kunnet overskue de økonomiske
konsekvenser af at skifte advokat.

Claus Madsen har i et brev opfordret hende til at trække klagen til Advokatnævnet tilbage, indtil sagen er afsluttet. Og han har gjort hende opmærksom på, at han ikke længere kan påtage sig sagen, hvis hun fastholder klagen.

- Men det gør jeg naturligvis. Jeg håber at få bremset, at de får betaling for at køre rundt med folk på den måde, siger Johanne Hvilsted.
Troværdighed

Hun klager til Advokatnævnet bl.a. over, at Hans Peder Jespersen til at starte med stillede et forligsforslag op i sagen, selv om han »fra første færd vidste ..., at byggeriet ikke havde noget med andelsboliger at gøre«.

Hun klager også over, at Claus Madsen i første omgang kun anlagde sag mod bygherren og ikke den ejendomshandler, der solgte hende boligen.
»I den stævning, der langt om længe lykkedes at få Madsen til at udtage mod ejendomshandleren, er der på flere punkter usandfærdige oplysninger, hvilket jeg gjorde opmærksom på, da han fremsendte kladden. Alligevel fremsendte han stævningen uden at korrigere fejlene ... jeg må derfor få det indtryk, at han er ligeså inkompetent som Dalgaard. Og hvad værre er. Han sætter min troværdighed på spil, når jeg i retten skal til at forklare, at stævningen indeholder oplysninger, der er i strid med sandheden«, skriver Johanne Hvilsted.«

I en særskilt »ramme« ligeledes skrevet af sagsøgte Mette Ørum Andersen og placeret umiddelbart ved siden af artiklen er anført:

»Advokater:
Det er injurier
Johanne Hvilsted risikerer at få en injuriesag på halsen, efter at hun har klaget over tre advokater til Advokatnævnet.

- For det første har jeg svært ved at se, hvad hun klager over. For det andet har jeg ikke haft noget med sagen at gøre i tre år, så jeg kan ikke se, hvorfor hun klager over mig. Jeg har ikke overvejet at rejse en injuriesag. Men går hun til pressen med sine beskyldninger, så vil jeg alvorligt overveje at rejse en sag og kræve en klækkelig erstatning, siger advokat Henning Dalgaard, Billund.

Det var ham, som påtog sig sagen i første omgang. Men som ret hurtigt kontaktede sin kollega, Hans Peder Jespersen fra advokatfirmaet Dahl i Viborg.
- Sagen var temmelig uoverskuelig, og Hans Peder Jespersen har stor ekspertise på andelsboligområdet, forklarer Henning Dalgaard.

Ifølge ham arbejdede de to advokater sammen om sagen i de første par måneder, indtil Hans Peder Jespersen overtog den. Han overlod den siden til en af sine ansatte, Claus Madsen.

Hans Peder Jespersen siger, at han ikke kender til, at Johanne Hvilsted både skulle have klaget både over ham selv og Claus Madsen.

- Jeg er ikke bekendt med, at der også skulle være klaget over mig, siger han.

Claus Madsen siger, at han troede, at Hans Peder Jespersen havde fået en kopi af klagen. Men han har i øvrigt ingen kommentarer til Johannes Hvilsteds beskyldninger.
- Det er første gang, at nogen har klaget over mig. Jeg har skrevet til Johanne Hvilsted, at jeg ikke ønsker at føre sagen for hende, før hun har trukket klagen tilbage. Når sagen er afsluttet, er hun velkommen til at klage alt det, hun vil. Og selv om hendes udtalelser helt klart falder ind under injurielovgivningen, så har jeg ikke tænkt mig personligt at starte en injurie-sag mod hende, siger han.

Claus Madsen ønsker ikke at oplyse, hvorfor sagen har trukket så længe ud.

- Det er en af de ting, jeg skal besvare over for Advokatnævnet. Og jeg ønsker ikke, at de skal læse om det i avisen, siger han.
Claus Madsen indrømmer dog, at det er usædvanligt, at en sag trækker ud i tre-fire år.

- Men den væsentligste årsag er, at ansøgningerne om fri proces trak ud. Og det er til gengæld ikke så usædvanligt, siger han.
Johanne Hvilsted fik i første omgang afslag på sin ansøgning om fri proces. Afslaget blev anket til Civilretsdirektoratet, men blev ikke ændret.
Derimod har Johanne Hvilsteds forsikringsselskab indvilget i at betale sagens omkostninger, hvis hun taber den.«

Under sagen har sagsøgeren Henning Dalgaard herefter nedlagt påstand om, at de sagsøgte, Johanne Hvilsted, chefredaktør Vagn Nygaard, Vejle, og journalist Mette Ørum Andersen, straffes i medfør af straffelovens § 267, jf. § 268, og at de tilpligtes in solidum at betale 50.000 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om, at følgende udsagn kendes ubeføjede:

»Uhæderlige, uærlige og uanstændige«. »De har kort og godt opført sig som gemene bondefangere og plattenslagere al den stund, at de har udnyttet deres »klients« uvidenhed på det groveste«.

»Dalgaard, som efter at have gennemlæst papirerne og sagde, at det var både svindel og bedrageri«.

»Efter kort tids forløb finder han ud af, at han er inkompetent til at klare sagen, men i stedet for, som et ærligt menneske, at fortælle mig det, kommer han med en historie om, at sagen er for stor for én mand«.

»Dalgaard er inkompetent«.

»Det var iøvrigt Politiets opfattelse, at Dalgaard var inkompetent«. »For det første går han bag min ryg, og for det andet lyver han for Politiet«.

»Lige så inkompetent som Dalgaard«.

»Det makværk, de har præsteret i denne sag«.

»Det kan ikke være meningen, at oversmarte advokater i den grad skal udnytte uvidende klienter«.

»Nu kører denne sag på 4. år takket være uanstændige, uhæderlige og uærlige advokaters ligegyldighed«.

»Disse uhæderlige advokater«.

»Det skulle jo gerne være sådan, at folk kan henvende sig til en advokat og regne med at blive hjulpet og vejledt, og ikke som her vildledt«.
Endelig har sagsøgeren påstået de sagsøgte in solidum tilpligtet at udrede en af retten fastsat sum til bestridelse af omkostningerne ved kundgørelse i en eller flere offentlige tidender, jf. straffelovens § 273, stk. 2.

De sagsøgte har påstået frifindelse.

Den 23. juni 1993 - samme dag, som artiklen blev offentliggjort - sendte sagsøgeren en telefax til Vejle Amts Folkeblad, attention sagsøgte Mette Ørum Andersen, hvoraf bl.a. fremgår:
»...
Ang. Johanne Hvilsted.

I fortsættelse af vor telefonsamtale g.d., hvor de oplyste, at De havde modtaget kopi af Johanne Hvilsteds klageskrivelse af 7.ds. til Advokatnævnet over bl.a. mig samt, at
De ville skrive en artikel i Vejle Amts Folkeblad herom, skal jeg herved opfordre Dem til at vente med eventuel offentliggørelse af artiklen, til De har set mit indlæg i sagen.

Indlægget skal afgives senest 29.ds., og De vil samtidig hermed modtage kopi af indlægget.

Min stilling overfor en eventuel artikel i avisen forbeholdes i enhver henseende.

Nærværende fremsendes pr. telefax, da jeg ikke har kunnet træffe Dem telefonisk i eftermiddag ...«

Den 25. juni 1993 sendte sagsøgeren en telefax til Vejle Amts Folkeblad, stilet til bladets chefredaktør, sagsøgte Vagn Nygaard, hvori han anførte, at artiklen den 23. juni 1993 var et groft brud på presseetiske regler i forhold til ham. Han tilkendegav endvidere, at han snarest ville forelægge artiklen for Pressenævnet, og at Vejle Amts Folkeblad kunne forvente en injuriesag.

Ved en skrivelse af 30. juni 1993 besvarede sagsøgte Vagn Nygaard sagsøgerens telefax af 25. juni. Det fremgår heraf bl.a.:
»...
Det er Deres påstand, at artiklen i Vejle Amts Folkeblad den 23. ds. om advokathåndteringen af boligsagen i Give er et groft brud på de presseetiske regler.

Det mener vi ikke, er tilfældet. Vi gør opmærksom på, at artiklen i Vejle Amts Folkeblad henviser til en offentligt kendt sag, der har verseret i flere år (VAF skrev om sagen første gang i august 1990).

At en af sagens parter nu finder anledning til at klage til Advokatnævnet over sine juridiske rådgivere i sagen, er en udvikling som klart har relevans til sagen som sådan og dermed af interesse for offentligheden. I forbindelse med gengivelsen af klagen har vor medarbejder loyalt og tydeligt gengivet modpartens, herunder Deres, reaktion, hvilket er i overensstemmelse med god presseskik ...«

Sagsøgeren klagede herefter til Pressenævnet, der afsagde kendelse i sagen den 19. august 1993. Det fremgår heraf bl.a.:
»...

Pressenævnet udtaler:

Vejle Amts Folkeblad har videregivet en række skarpe udsagn fra Johanne Hvilsted om bl.a. Henning Dalgaard. Da Dalgaard imidlertid samtidig har fået lejlighed til at kommentere sagen, finder Pressenævnet, at der ikke er grundlag for kritik af Vejle Amts Folkeblad i denne sag ...«

Ved en skrivelse af 26. juni 1993 til kredsbestyrelsen imødegik sagsøgeren Johanne Hvilsteds klage. Det fremgår af skrivelsen bl.a.:
»...

Johanne Hvilsteds klage over mig med skrivelse af 7.ds. til Advokatnævnet påstås afvist som grundløs.

Jeg er indklaget i en for 3 år siden afgivet sag, hvis senere forløb jeg ikke har haft indflydelse på.

Sagen startede med Johanne Hvilsteds krav om tilbagebetaling af kr. 130.000,- + erstatning. Medio august 1990 modtog hun kr. 69.524,07 retur fra bygherren, der modregnede kr. 60.475,92. Heraf kunne hun acceptere modregning, kr. 27.809,95 til dækning af hendes tilsvar for opholdet i perioden 4/11 1989 - 24/3 1990 i boligen. Resterende modregning, kr. 32.665,98, kunne hun ikke acceptere. Der er herefter stævnet for dette beløb + kr. 10.000,- i erstatning for flytteudgifter, eller for ialt kr. 42.665,98.

Kort sagt: af et oprindeligt samlet krav på kr. 140.000,-, resterer kr. 42.665,98.

Johanne Hvilsteds historie tiltrænger supplement og ændringer.

Faktum er følgende:

12/2 1990 forelægger Johanne Hvilsteds svigersøn, Jørgen Rask, mig telefonisk hendes sag om »Andelsboligforeningen Frederiksberggade 47 A, B, C«. Han spørger, om jeg vil se på den. Jeg bekræfter. S.d. mødes vi. Jeg gennemgår dokumenterne og påtager mig sagen.

Jeg har ikke kaldt andelsboligprojektet for svindel og bedrageri. Jeg har nævnt, at der forelå en kreativ form for andelsboliger samt, at Johanne Hvilsted meldte sig ind i »Andelsboligforeningen Frederiksberggade 47 A, B, C« under urigtige forudsætninger baseret på vildledende oplysninger.
...
Advokat Hans Peder Jespersen kom ind i sagen 9/3 1990. Han fik den ikke i forbindelse med Johanne Hvilsteds politianmeldelse, der indgaves 23/5 1990, kl. 11.00. Også her passer Johanne Hvilsteds sagsfremstilling ikke

Jeg gav ikke Johanne Hvilsted ret i, at »Boligsvindlene burde meldes til politiet«. Så havde jeg vel besørget dette. Tværtimod frarådede jeg hende at indgive politianmeldelse og afslog at medvirke hertil. Nu gik hun i opposition til mig; senest udmøntet ved klagen af 7/6 1993.

9/3 1990 vurderede advokat Hans Peder Jespersen sagen for mig. 12/3 1990 skrev han til advokat Kristian Dalsgaard fra advokatfirmaet Smith Knudsen, Struer. 19/3 1990 havde vi 3 advokater forligsmøde hos advokat Hans Peder Jespersen. I eftertiden uarbejdedes forskellige forligsmodeller. Ultimo juni 1990 opgaves forlig, hvorefter sagen kom i retligt regi med advokat Hans Peder Jespersen som sagsbehandler. Siden beskæftigede jeg mig kun sporadisk med retssagen. Efter medio december 1990 har jeg ikke rørt den.
...

Johanne Hvilsted har, såvidt kan læses, 3 klagepunkter:

1) Jeg var inkompetent til at klare sagen.

2) Jeg har bag hendes ryg og ved at lyve for poltiet forhindret behandlingen af hendes politianmeldelse

3) Jeg har sammenkoblet hendes og ægteparrets sager samt overgivet dem til advokat Hans Peder Jespersen med den følge, at de fik afslag på fri proces, da
de i fællesskab kunne bestride sagsomkostningerne.

Ad pkt. 1:

Jeg var muligvis inkompetent til sagen. Men i givet fald drog jeg da den advokatorisk korrekte konsekvens heraf ved 9/3 1990 at medinddrage advokat Hans Peder Jespersen på forligsstadiet hhv. ved ultimo juni 1990 at overlade ham sagens retlige behandling.

Ad pkt. 2:
...

Endvidere skrev jeg til politikommissær Peder Mikkelsen, Vejle, ..., med kopi til Johanne Hvilsted. Jeg refererede indholdet af min telefonsamtale fra 28/5 1990 med politikommissæren og bad ham bl.a. skriftligt bekræfte referatets rigtighed samt afkræfte, at han til Johanne Hvilsted havde udtalt, at jeg til ham havde sagt, at der ikke var noget strafbart i den til grund for anmeldelsen liggende sag.
...
Med brev af 12/5 1991 til mig, ..., trak hun sine udsagn tilbage således: »jeg må nødvendigvis, som et ærligt og anstændigt Menneske, beklage at jeg åbenbart fejlagtigt har beskyldt Dig for at gå bag min ryg og lyve for Peder Mikkelsen,«

Med brev af 14/5 1991, ..., gav kriminalkommissær S.P. Mikkelsen mig den udbedte bekræftelse/afkræftelse ... Johanne Hvilsted fik kopi ...
...

Ad pkt. 3:

Johanne Hvilsteds og ægteparrets sager sammenkobledes ikke hos mig. Johanne Hvilsteds sag hos mig hedder B. 2620/90. ægteparrets B. 2627/90.
Sagerne overgaves til Hans Peder Jespersen som 2, der herefter sammenkobledes. Hvornår og på hvis foranledning ved jeg ikke. Men ihvertfald udtog advokat Hans Peder Jespersen 2 særskilte stævninger.
...
Jeg er sagesløs i fri procesafslaget.

Klagepunkterne supplerer Johanne Hvilsted med følgende betegnelse om mig: »uhæderlig«, »uærlig«, »uanstændig«, »gemen bondefanger«, »plattenslager«, »den der har udnyttet sin »klients« uvidenhed på groveste vis« samt »oversmart advokat, der udnytter uvidende klienter«. Altsammen udokumenteret og grundløst.
...«

Sagsøgte Johanne Hvilsted kommenterede sagsøgerens skrivelse ved sin skrivelse af 2. juli 1993. Det fremgår heraf bl.a.:
»...

Jeg fastholder, at jeg finder, at det er baade uærligt, uanstændigt og uhæderligt ikke rent ud at sige til sin Klient, at man ikke kan klare den paagældende Sag.
Og jeg finder det ligeledes uærligt uhæderligt og uanstændigt at sende mig til Kriminalpolitet med en Bedragerianmeldelse, selv om Dalgaard mener, at der ikke er grundlag for en Straffesag, og vel vidende, at Politiet vil forlange en skriftlig Redegørelse om Sagen fra min Advokat.
...

Jeg var lige ved at glemme noget meget væsentligt. Dalgaards Paastand om, at han ikke har været involveret i Sagen de sidste 3 Aar, er usand.
D.7.10.1992 blev der paa Dalgaards Kontor afholdt et Møde om Sagen. I mødet deltog Dalgaard, Claus Madsen, min Svigersøn, min Datter, det omtalte Ægtepar og jeg selv. Naar Ægteparret og jeg blev indkaldt til Møde med de samme Advokater i samme Sag på Dalgaards Kontor, kan det ogsaa kun bekræfte mig i min Opfattelse af, at vi er blandet sammen af Dalgaard.

Ydermere kan jeg tilføje, at jeg d.6.5.1991 fik tilsendt en Regning fra Dalgaaard der absolut ikke giver Indtryk af, at være sendt fordi Dalgaard er færdig med Sagen, tværtimod, han skriver at Regningen er fremsendt, fordi Retssagens Afslutning har lange Udsigter og tilføjer til Slut: »Jeg holder Dem naturligvis orienteret om Retssagens fortsatte Forløb«.

Den Regning returnerede jeg til ham kort før det omtalte Møde i Billund medden Besked, at hvis han ønskede den Regning betalt, kunne han sende den til Knud Tirsgaard.

Jeg har ikke høret noget til den siden.
...
Foruden Regningen har jeg 2 Breve fra Dalgaard om sagen, dateret henholdsvis d. 7.10.91 og 23.10.1991.
...«

Ved kendelse af 21. februar 1994 afviste Advokatnævnet klagen mod sagsøgeren som for sent indgivet, jfr. rpl. § 147 b, stk. 2.

Der er under sagen afgivet forklaringer af sagsøgeren og de sagsøgte samt vidneforklaring af sagsøgte Johanne Hvilsteds svigersøn, Jørgen Pedersen Rask, Bredsten.
Sagsøgeren har forklaret, at han startede sin advokatforretning i Billund i 1977. Det er et enmandsfirma. Hans hustru og en ansat på 2/3 tid hjælper til. Hans hovedklientel kommer fra Billund, Give og Egtved Kommuner i Grindsted retskreds. Han er den eneste fastboende advokat i disse kommuner, hvor Vejle Amts Folkeblad er lokalavis. Han kan vedstå sin sagsfremstilling i skrivelsen til kredsbestyrelsen af 26. juni 1993. Den 22. juni 1993 ved 16-tiden blev han kontaktet telefonisk af sagsøgte Mette Ørum Andersen. Det var første gang, han talte med hende. Hun oplyste, at hun havde fået en kopi af sagsøgte Johanne Hvilsteds klageskrivelse, og at hun ville skrive en artikel herom. Han havde også fået en kopi af klageskrivelsen, og de drøftede denne. Han tilkendegav, at han ikke kunne se, hvad sagsøgte Johanne Hvilsted klagede over, kun at klagen rummede en række beskyldninger. Han oplyste til sagsøgte Mette Ørum Andersen, at han ikke havde beskæftiget sig med sagen i 3 år, og at han fandt klagen grundløs. Han kunne ikke se, at der var noget at skrive om, og der var efter hans mening ikke nogen offentlig interesse knyttet hertil. Han spurgte direkte sagsøgte Mette Ørum Andersen, om hun havde til hensigt at gengive beskyldningerne. Dette bekræftede hun. Heroverfor forklarede han hende, at hvis hun videregav beskyldningerne mod ham i avisen, ville han seriøst overveje at anlægge injuriesøgsmål. Han bad sagsøgte Mette Ørum Andersen om at vente med offentliggørelse, til Advokatnævnet havde truffet afgørelse. Dette, anslog han, ville tage ca. ½ år. Sagsøgte Mette Ørum Andersen oplyste, at det ville hun ikke vente på. Han bad hende derefter om at vente, til hun havde set hans indlæg. Han kunne imidlertid ikke overtale hende hertil. Han var meget bekymret over udviklingen. Han ringede samme aften ca. kl. 19 til sagsøgte Johanne Hvilsteds svigersøn, Jørgen Pedersen Rask. Svigersønnen var ikke bekendt med, at sagsøgte Johanne Hvilsted havde sendt klageskrivelsen til avisen.
Svigersønnen tilkendegav, at han mente, at sagsøgte Johanne Hvilsted var gået for vidt, og at han ville prøve at forhindre, at avisen skrev om sagsøgeren. Den følgende dag var han optaget af retsmøder indtil ca. kl. 15.30, hvorefter han prøvede at ringe til sagsøgte Mette Ørum Andersen. Da han ikke kunne komme i kontakt med hende, sendte han en telefax kl. 16.46. Sagsøgte Mette Ørum Andersen ringede straks tilbage til ham. Hun fortalte, at artiklen allerede var skrevet og offentliggjort i dagens avis, der var under distribution. Hun oplyste endvidere, at offentliggørelsen var forelagt og godkendt af hendes overordnede. Han fandt situationen ubehagelig, og han tilkendegav, at herefter var der ingen vej uden om en injuriesag. Lokalsamfundets reaktion har også været ubehagelig for ham, og i kollegiale kredse er han blevet mødt med kritiske spørgsmål. Han mener, at avisomtalen er årsag til, at hans omsætning faldt i 1993. I tre uger efter omtalen var han ude af stand til at arbejde. Bortset fra 1993 har han haft en stabil eller stigende omsætning siden 1982. Hans klientel består bl.a. af en kommune, en kreditforening, et forsikringsselskab, en fagforening og nogle topdirektører hos LEGO. En af årsagerne til, at han frarådede Johanne Hvilsted at indgive politianmeldelse, var, at parterne på daværende tidspunkt var i en forhandlingssituation, og han forudså, at en politianmeldelse ville hindre eller væsentligt forsinke, at hun fik sine penge igen. Efter hans vurdering forelå der overtrædelser af lov om andelsboliger, stempelloven og markedsføringsloven. Sagsøgte

Johanne Hvilsted var imidlertid interesseret i at få fastslået, at bygherren og ejendomshandleren havde overtrådt straffeloven. Han kunne ikke gennemskue, hvorvidt det var tilfældet, og han fandt det stridende imod god advokatskik at indgive politianmeldelse på for skrøbeligt et grundlag. Han afslog derfor at indgive politianmeldelse. Han oplyste derimod til sagsøgte Johanne Hvilsted, at hvis hun insisterede på at foretage anmeldelse, kunne han ikke forhindre dette, men så måtte hun gøre det selv. Vedrørende bemærkningen i skrivelsen af 26. juni 1993 om, at han har afgivet sagen for 3 år siden, har han forklaret, at han ret hurtigt indså, at hans kontor var for lille til at klare det sagsantal, der kunne forventes, hvis han påtog sig de utilfredse køberes sager. Han mente, at det krævede en særlig ekspertise at klare sagerne, hvilken han vidste, at advokat H.P. Jespersen sad inde med. Derfor foreslog han sagsøgte Johanne Hvilsteds svigersøn, at advokat H.P. Jespersen overtog sagerne. Sagsøgte Johanne Hvilsted erklærede sig indforstået hermed. Den 9. marts 1990 holdt han møde med advokat H.P. Jespersen på sit kontor, og den 12. marts 1990 skrev denne til bygherren. Herefter var de igennem nogle forligsforhandlinger med bygherren, der mislykkedes. Da det blev besluttet at føre retssag i juni 1990, afgav han sagen helt til advokat H.P. Jespersen. Han afregnede sagen over for sagsøgte Johanne Hvilsted i april 1991. Hun har aldrig betalt ham for hans arbejde. Han har måske sporadisk drøftet indholdet af stævningen med advokat H.P. Jespersen. Beslutningen om, at sagen alene skulle anlægges mod bygherren og ikke mod ejendomshandleren, blev truffet af H.P. Jespersen eller den ansatte advokat, Claus Madsen, som han overlod sagen til. Der er aldrig på hans kontor sket nogen sammenblanding af Johanne Hvilsteds og ægteparret Helga og Poul Larsens sager. Sagerne var registreret under to forskellige sagsnumre og blev sendt som to sager til advokat H.P. Jespersen. Det er rigtigt, at de holdt et møde på hans kontor i Billund, fordi det - efter advokat Claus Madsens forslag - var lettere, at han kom til Give, frem for at en række personer skulle komme til ham i Viborg. Han var til stede under mødet, men han blandede sig ikke heri. Det er advokat H.P. Jespersen, der på egen hånd har udtaget stævning, søgt om fri proces og retshjælp i sagsøgtes sag. Efter at advokat H.P. Jespersen overtog sagerne, var han alene bybud eller ekspeditionskontor i spørgsmål vedrørende sagsøgte Johanne Hvilsteds sag. Han har aldrig ment, at han selv var inkompetent til at klare sagsøgte Johanne Hvilsteds sag. Hans bemærkning herom i skrivelsen af 26. juni 1993 til kredsbestyrelsen er ironisk ment. Han har bl.a. erfaring fra at have bestyret andelsboligforeninger og forestået byggerier m.v. Han har kun haft sporadisk forretningsforbindelse med ejendomshandler Knud Tirsgaard.

Sagsøgte, Johanne Hvilsted, har forklaret, at hendes udsagn i klageskrivelsen gælder lige så godt for den ene advokat som for den anden. Hun finder det uhæderligt, at retssagen alene blev startet op mod bygherren, og at hun ikke fik fri proces. Det er hendes opfattelse, at sagsøgeren sammen med advokat H.P. Jespersen var medansvarlig for ordlyden af stævningen. At sagen kørte i 4 år, illustrerer den ligegyldighed, med hvilken den blev behandlet. Også disse bemærkninger gælder for sagsøgeren. Der gik næsten et år, inden der blev søgt om fri proces. Sagsøgeren burde have sagt fra med det samme, hvis han følte sig inkompetent. Hun underrettede løbende avisen om sagens udvikling. Hun ringede til sagsøgte Mette Ørum Andersen, da hun havde skrevet til Advokatnævnet. Sagsøgte Mette Ørum Andersen bad om en kopi af klagen, som hun sendte. Hun kan ikke huske, om hun blev kontaktet, da sagsøgte Mette Ørum Andersen havde modtaget kopien. Det er rigtigt, at hun har accepteret, at sagen blev overdraget til advokat H.P. Jespersen. Hun fik forelagt et forligsforslag af sagsøgeren, hvorefter der i hendes indskud skulle ske fradrag af boligydelse. Der var ingen godtgørelse for flytte- og etableringsomkostninger, og parterne skulle bære egne advokatomkostninger. Hun skulle desuden underskrive stiftelsesoverenskomsten, vedtægter og generalforsamlingsreferat, selv om hun aldrig havde deltaget i møder herom. Hun opfattede det, som om hun skulle lave falske underskrifter. Dette var baggrunden for, at hun mente, at bygherren m.fl. var nogle slyngler og begik bedrageri. Sagsøgeren ville ikke anmelde dette, men opfordrede hende til selv at gøre det. Hun fik sagens papirer udleveret fra sagsøgeren, dagen efter at de talte om anmeldelsen. Hendes svigersøn var med hos kriminalpolitiet i Vejle. Her blev hun bedt om en skriftlig redegørelse fra sin advokat. Sagsøgeren nægtede at lave en sådan. Advokat H.P. Jespersen ville heller ikke være med. Han mente, at det ville medføre en lang straffesag, og at det var bedre i stedet at udtage stævning. Hun mener, at sagsøgeren lyver, når han siger, at der alene var tale om særlovsovertrædelser og ikke straffelovsovertrædelser. Der er efter hendes mening tale om bedrageri for ca. 1 mio. kr. Hun mener, at sagsøgeren spillede dobbeltspil vedrørende spørgsmålet om politianmeldelse.

Sagsøgte Vagn Nygaard har forklaret, at han er ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for aktieselskabet, der udgiver Vejle Amts Folkeblad samt Fredericia Dagblad og 7 distriktsblade. Desuden driver selskabet en lokalradio samt et distributionsselskab. Det daglige oplag er på ca. 31.000 eksemplarer.
Dækningsområdet omfatter Vejle Amt samt dele af Ringkøbing Amt og er på størrelse med Fyn. Vejle Amts Folkeblad er lokalavis for Billund, Give og til dels Grindsted. Hans beføjelser som ansvarshavende redaktør er delegeret ud i et hierarkisk system. På lokalredaktionen i Give er ansat 2 personer. Lokalredaktøren har en betydelig selvstændig kompetence. Stoffet sendes on-line fra Give til hovedredaktionen, hvor det behandles teknisk og journalistisk af redaktionssekretærerne.
Redaktionssekretærerne refererer til redaktionschefen, der forestår det daglige arbejde. Redaktionschefen refererer til den journalistiske chefredaktør, der er ansvarlig for det politiske stof, udlandsstof, kulturstof m.v. Da artiklerne, der har tilknytning til denne sag, begyndte, var lokalredaktøren i Give Jørgen Christensen, og Jørgen Rostbøll var ansat journalist. Da Jørgen Christensen gik på pension, blev sagsøgte Mette Ørum Andersen, der havde været ansat ved avisen som journalist i en forudgående periode, udnævnt til lokalredaktør i juni 1993. Det ville være naturligt, hvis der var tale om sager af særlig karakter, at hun ringede til redaktionssekretæren. Hun kunne også gå til redaktionschefen, der er hendes (og alle øvrige journalisters) direkte foresatte. Han har ikke haft daglig kontakt med sagsøgte Mette Ørum Andersen, og han husker ikke, at de har drøftet nogen konkret journalistisk sag, men alene emner af overordnet karakter. I 1990 stiftede han første gang bekendtskab med problemstillingen om andelsboligerne i sin egenskab af avislæser. Han er bekendt med, at der har været tilsvarende sager i landet i øvrigt. Han betragtede problematikken som et anliggende af samfundsmæssig relevans. Der var ikke tale om, at avisen kørte en særlig kampagne. Sagen udviklede sig med reportager om den nyeste udvikling. Han så først artiklen fra den 23. juni 1993, da der blev klaget over denne. Han var bortrejst til Færøerne fra 18/19. juni til 23. juni, hvor han landede i København om eftermiddagen. I de følgende dage deltog han i møder i København. Han fik kendskab til sagsøgerens klage den 27. juni 1993. Det var første gang, han hørte om problemerne. Han opfattede sagen som beklagelig. Det er hans opfattelse, at det ofte sker i det komplicerede samfund, at borgerne kommer i klemme. Aviserne er vagthunde og bærer et ansvar for, at svage grupper kommer til orde. Også Morgenavisen Jyllands-Posten tog den konkrete historie op. Presseetisk var der efter hans klare overbevisning ikke noget at angribe Vejle Amts Folkeblad for. Artiklen er ikke skrevet med hans viden, han har ikke opfordret til den, og han har heller ikke medvirket ved udfærdigelsen. Det er normalt journalisterne selv, der giver forslag til overskrifter, men disse kan blive ændret på centralredaktionen af redaktionssekretæren af layoutmæssige eller andre årsager.

Sagsøgte Mette Ørum Andersen har forklaret, at hun er lokalredaktør i Vejle Amts Folkeblads redaktion i Give. Hun har været journalist i ca. 10 år. I maj 1991 blev hun ansat som »flyvende medarbejder« ved redaktionerne i Give og Billund som suppleant for lokalredaktørerne. Hun blev fast tilknyttet redaktionen i Give, da den daværende lokalredaktør gik på efterløn. Sit første kendskab til sagsforholdet fik hun fra en dagsorden for et møde i kommunens socialudvalg. Inden hun skrev den første artikel, gennemgik hun avisens arkiv om sagen. Sagsøgte Johanne Hvilsted underrettede løbende Vejle Amts Folkeblad, og hun talte med hende mange gange. Under researchen til de artikler, hun skrev, havde hun kontakt til alle involverede, herunder ægteparret Helga og Poul Larsen, beboerne i Thyregod, Give Kommunes sagsbehandlere, kommunaldirektøren, sagsøgeren, og senere advokat H.P. Jespersen og advokat Claus Madsen. Hun husker ikke præcist, hvornår hun fik stoffet til artiklen. Optakten var, at sagsøgte Johanne Hvilsted ringede til hende og fortalte, at hun havde klaget til Advokatnævnet over de tre advokater. Hun bad sagsøgte Johanne Hvilsted om at sende en kopi af klagen til hende. Da hun modtog kopien, ringede hun tilbage til hende. De diskuterede ikke indholdet af klagen. Klagen var ikke anderledes end det, som sagsøgte Johanne Hvilsted længe havde sagt. Inden hun begyndte at skrive, kontaktede hun sagsøgeren den 22. juni 1993. Hun spurgte ham, om han havde kommentarer til klagen, som han var bekendt med, og de deri rejste beskyldninger. Det er hendes opfattelse, at det ikke kom bag på ham, at hun havde klageskrivelsen. Hun fortalte, at det var hendes hensigt at lave en artikel om klageskrivelsen. Sagsøgeren reagerede ikke ophidset og havde ikke særlige kommentarer hertil. De kom ikke ind på de anvendte gloser. Han advarede ikke dengang om injuriesag mod hende og avisen. Det eneste, han sagde herom, var det, som er anført i artiklen: »Advokater: Det er injurier«. Herefter skrev hun historien. Da hun kom tilbage til kontoret den 23. juni 1993, lå der en telefax fra sagsøgeren, som hun omgående besvarede telefonisk. Avisen var da under distribution. Havde hun vidst, at sagsøgeren skulle lave et svarskrift til Advokatnævnet, ville hun gerne have ventet med at skrive artiklen, idet Johanne Hvilsteds klage jo allerede var mere end 14 dage gammel. Sagsøgeren nævnte imidlertid ikke noget herom under den forudgående samtale. Hun har ikke efter denne samtale talt med sagsøgeren. Hendes normale deadline var kl. 9.00, og artiklen blev afleveret inden dette klokkeslæt den 23. juni 1993. Hun havde undtagelsesvis forudgående drøftet artiklen med redaktionschefen, Lars Baungaard, på grund af dens kontroversielle, muligvis strafbare, indhold. Da både sagsøgeren og de to andre advokater havde fået lejlighed til at svare for sig, blev de enige om at bringe artiklen og også heri angive parternes navne, idet navnene var nævnt i de tidligere artikler. Drøftelserne mellem dem gik også ud på, om de skulle udelade beskyldningerne eller referere dem, som de stod anført i klageskrivelsen. Det endte med, at hun satte citationstegn omkring udsagnene og anførte dem i kursiv. Hun har været meget omhyggelig med at gengive udsagnene som citater. Den valgte fremstillingsform indikerer, at hun refererer fra en skriftlig klage, og at udsagnene ikke udtrykker avisens holdning. Sagsøgte Vagn Nygaard har ikke været indblandet i udarbejdelsen af artiklen, og hun har ikke haft nogen aftale med sagsøgte Vagn Nygaard herom. I almindelighed laver hun selv overskrifter og mellemrubrikker, hvilket også skete i dette tilfælde. Hun mener ikke, at redaktionssekretæren har foretaget ændringer i den konkrete artikel. Avisen havde fulgt historien gennem flere år. Det var hendes opfattelse, at sagen var gået helt af sporet, nu hvor en af parterne klagede over de advokater, der var hyret til at hjælpe hende.

Jørgen Pedersen Rask har forklaret, at han er international udviklingschef på LEGO. Hans svigermor, sagsøgte Johanne Hvilsted, bad ham henvende sig til sagsøgeren for at se, om sagsøgeren vurderede, at hendes sag om køb af en andelsbolig kunne føres igennem retssystemet med et positivt resultat. Ved hans henvendelse til sagsøgeren gav denne udtryk for, at sagsforholdet var noget af det værste, han havde set, og at han var den rette til at tage sig af sagen, da han havde stor erfaring med ejendomshandler. Efter henvendelsen til sagsøgeren har han fulgt med i sagens forløb fra kulissen. Sammen med sagsøgte Johanne Hvilsted deltog han i et møde hos sagsøgeren, hvor advokat Claus Madsen var til stede. Under dette møde insisterede sagsøgte Johanne Hvilsted og han på, at sagen skulle køres mod ejendomshandleren og ikke mod bygherren. De blev enige med advokat Claus Madsen herom. Han har endelig forklaret, at det er rigtigt, at han fik en telefonopringning fra sagsøgeren, der beklagede sig over, at hans svigermor havde sendt klagen til avisen og gerne ville have ham til at foranledige, at påstandene blev trukket tilbage. Han afslog imidlertid at medvirke, idet han ikke kunne gøre noget i forhold til svigermoderen. Han husker ikke, om han har hørt sagsøgeren opfordre til politianmeldelse, men under hans og svigermoderens henvendelse på politistationen bad politiet om yderligere materiale fra sagsøgeren, før de gik i gang.

Sagsøgeren har gjort gældende, at de sagsøgte har handlet strafbart, jf. straffelovens § 267, jf. § 268, og erstatningspådragende. Sagsøgeren har til støtte herfor anført, at sagsøgte Johanne Hvilsted har fremsat en række usande og ærekrænkende udsagn om sagsøgeren i en klage til Advokatnævnet. Hun har sendt en kopi af klagen til Vejle Amts Folkeblad, der offentliggjorde udsagn herfra i en navngiven artikel af sagsøgte Mette Ørum Andersen den 23. juni 1993. Avisen og sagsøgte Mette Ørum Andersen har ikke undersøgt de forhold, der omtales, og udsagnene fremtræder som helt uunderbyggede grove sigtelser og ringeagtsytringer. Sagsøgte Mette Ørum Andersen måtte kunne sige sig selv, at sagsøgte Johanne Hvilsteds udsagn ikke kunne være rigtige, idet sagsøgeren i så fald ikke kunne fungere som advokat. Der er ikke sket nogen frasortering fra avisens side. Sagsøgte Johanne Hvilsteds medansvar for udsagnene i avisen følger af medieansvarslovens § 14, jf. straffelovens § 267.
Sagsøgte Mette Ørum Andersens ansvar følger af medieansvarslovens § 10, jf. § 14 modsætningsvis, jf. straffelovens § 267, idet artiklen er navngiven. Efter medieansvarslovens § 13 er sagsøgte Vagn Nygaard medansvarlig for indholdet, idet der er tale om en navngiven artikel, skrevet af en fast medarbejder ved avisen. Medieansvarslovens § 13 rummer et »garantiansvar« og bør fortolkes udvidende. Sagsøgte Vagn Nygaard er ansvarlig efter denne bestemmelse, uanset om der er tale om journalistisk stof af farlig karakter, om han har læst artiklen, eller om han konkret havde kendskab til dens indhold. Ansvarsgrundlaget er objektivt. I den konkrete sag havde sagsøgte Mette Ørum Andersen allerede tidligere skrevet en række artikler om emnet. Det er den ansvarshavende chefredaktørs ansvar, at det var forsvarligt at lade sagsøgte Mette Ørum Andersen skrive om emnet. Pressenævnets afgørelse kan ikke påberåbes til støtte for, at de sagsøgte Vagn Nygaard og Mette Ørum Andersen er ansvarsfri. Pressenævnet foretager ikke en bevisbedømmelse af, om der af et massemedie er fremsat ærekrænkende udsagn og sigtelser, eller om massemediet i givet fald har ført eller eventuelt vil kunne føre sandhedsbevis. En sådan bedømmelse henhører under domstolene. Der foreligger ikke i den konkrete sag nogen beskyttelsesværdig almen interesse som nævnt i straffelovens § 269, stk. 1, der fritager de sagsøgte Vagn Nygaard og Mette Ørum Andersen for ansvar, og disse sagsøgte har ikke været i god tro med hensyn til sigtelsernes sandhed. Sagsøgte Mette Ørum Andersen vidste, at det kunne være retsstridigt at udbrede udsagnene, og havde af den grund aftalt form og indhold på artiklen med redaktionschefen. Endelig må det lægges til grund, at sagsøgeren har protesteret mod offentliggørelsen.

Vedrørende erstatningspåstanden har sagsøgeren gjort gældende, at de sagsøgte bør anses solidarisk ansvarlige, jf. herved medieansvarslovens §§ 29 og 30. Det er åbenbart, at betingelserne for culpaansvar er til stede. Vedrørende torterstatning har sagsøgeren henvist til erstatningsansvarslovens § 26. Om erstatningskravets størrelse er det anført, at erstatning for tabt indtjening samt tortgodtgørelse samlet bør ansættes skønsmæssigt til 50.000 kr.

Endelig er det anført, at de sagsøgte in solidum bør udrede et beløb til dommens kundgørelse. Dette beløb kan passende fastsættes til 5.000 kr.

De sagsøgte Vagn Nygaard og Mette Ørum Andersen har gjort gældende, at flere af udsagnene ikke er omfattet af straffelovens § 267, og at samtlige udsagn ikke er strafbare på grund af den sammenhæng, de indgår i. De har endvidere gjort gældende, at sagsøgte Vagn Nygaard ikke er strafansvarlig efter medieansvarslovens § 13, og sagsøgte Mette Ørum Andersen ikke er strafansvarlig, idet oplysningerne i artiklen er videregivet i god tro til varetagelse af åbenbar almen interesse, jf. straffelovens § 269, stk. 1. Endvidere har de gjort gældende, at spørgsmålet om viderebringelse blev forelagt for sagsøgeren og blev accepteret af denne. Vedrørende erstatningspåstanden har de anført, at der mangler årsagssammenhæng, at påstanden om erstatning er udokumenteret, og at 50.000 kr. alene i tortgodtgørelse er for meget.

Disse sagsøgte har supplerende anført, at artiklen blev bragt som kulmination på en løbende debat, ikke bare i Vejle Amts Folkeblad, men også i andre aviser, f.eks. Morgenavisen Jyllands-Posten. Alle sagens parter fik løbende lejlighed til at udtale sig. Det var avisens opfattelse, at sagen var af almen interesse, herunder at det var vigtigt at beskrive, at sagsøgte Johanne Hvilsted i 3 år forgæves havde søgt at komme igennem med sin ret. Udsagnene: »inkompetent«, »makværk« og »oversmart advokat« overskrider ikke grænserne for, hvad sagsøgeren må tåle. Udsagnene: »gemen bondefanger« og »plattenslager« er ikke isoleret set ærekrænkende sigtelser. Disse udsagn kan ikke henføres til avisens holdning og falder ikke inden for straffelovens § 267 i forhold til avisen. Sagsøgte Johanne Hvilsteds udsagn er objektivt refereret og er af lokal samfundsmæssig interesse.

Vedrørende sagsøgte Vagn Nygaard er det særligt anført, at han ikke kan pålægges »garantiansvar« efter medieansvarslovens § 13. Bestemmelsen, der er en straffebestemmelse, bør ikke fortolkes udvidende. Sagsøgte Vagn Nygard var på Færøerne, da artiklen blev skrevet. Han havde ikke kendskab til indholdet, han har ikke opfordret til artiklen, og sagsøgte Mette Ørum Andersen har talt herom med redaktionschefen. Dette fører ikke til, at sagsøgte Vagn Nygaard kan pålægges ansvar.
Vedrørende straffrihed i medfør af straffelovens § 269, stk. 1, for sagsøgte Mette Ørum Andersen er det supplerende anført, at der ikke var tale om en enkeltstående artikel, men en artikel om et emne, der havde været drøftet længe, også i landsdækkende medier. Hun har citeret fra klagen og har i øvrigt loyalt refereret, hvad sagsøgeren mente herom. Hvis sagsøgeren havde ønsket en frist til at imødegå sagsøgte Johanne Hvilsteds klage, kunne han have fået det. Endelig er det anført, at sagsøgeren kunne have reageret med det samme. Sagsøgte Mette Ørum Andersen kunne ikke få anden opfattelse, end at sagsøgeren ikke havde indvendinger mod, at klagen blev viderebragt.
Sagsøgte Johanne Hvilsted har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke måtte påtage sig en opgave, han var inkompetent til at løse. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt hun har fremsat ærekrænkende udsagn i klageskrivelsen, har hun gjort gældende, at hun ikke kan se, at sagsøgeren har nogen ære at krænke. Endvidere har hun anført, at hvis hun ikke havde insisteret, var der aldrig blevet ført sag mod ejendomshandleren, men alene mod bygherren. Hun har endelig anført, at hun ikke finder, at hun har fremsat for skrappe beskyldninger, men at hun har holdt sig til konstateringer og kendsgerninger.

Landsdommerne Marie S. Mikkelsen og Bodil Ruberg (kst.) udtaler:

Vi finder, at de udsagn, der er fremsat i sagsøgte Johanne Hvilsteds klageskrivelse af 7. juni 1993, og de udsagn herfra, der er gengivet i Vejle Amts Folkeblad den 23. juni 1993, er omfattet af straffelovens § 267, idet de rummer fornærmelige ord, der krænker sagsøgeren, og sigtelser, der er egnede til at nedsætte sagsøgerens agtelse. Dette gælder dog ikke udsagnene: »Dalgaard, som efter at have gennemlæst papirerne sagde, at det var både svindel og bedrageri«, og »Det makværk, de har præsteret i denne sag«.

Da de sagsøgte ikke har bevist sandheden af de sigtelser, der er indeholdt i de øvrige udsagn, er disse sigtelser ikke straffri, jf. straffelovens § 269, stk. 1, 1. led.
Vi lægger til grund, at sagsøgeren ikke har samtykket i, at udsagnene blev gengivet i avisen, og at sagsøgte Mette Ørum Andersen har været klar over, at udsagnene mod sagsøgeren kunne være strafbare, jf. straffelovens § 267.

Uanset om det har været til berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse, at Vejle Amts Folkeblad har fulgt udviklingen af sagsforholdet om sagsøgte Johanne Hvilsteds køb af bolig og de dermed forbundne begivenheder, finder vi, at sagsøgte Mette Ørum Andersens gengivelse af de fornærmende ord og sigtelser om sagsøgeren ikke er sket i god tro og heller ikke er en varetagelse af åbenbar almen interesse. Sigtelserne, som udsagnene rummer, er derfor ikke straffri efter straffelovens § 269, stk. 1, 2. led.

Vi finder heller ikke, at sagsøgte Mette Ørum Andersen har kunnet frigøre sig for strafansvar ved at gengive udsagnene som citater fra sagsøgte Johanne Hvilsteds klageskrivelse, jf. medieansvarslovens § 10, jf. § 14 modsætningsvis.

Vi finder, at sagsøgte Vagn Nygaard ikke kan frigøre sig for ansvar efter medieansvarslovens § 13 under henvisning til, at han var bortrejst, da artiklen blev skrevet.
Vi lægger til grund, at sagsøgte Mette Ørum Andersen gennem længere tid forud for artiklerne den 23. juni 1993 som led i sit arbejde havde fulgt sagen vedrørende sagsøgte Johanne Hvilsted og havde beskrevet sagsforholdet i en række forudgående artikler. Vi lægger endvidere til grund, at sagsøgte Mette Ørum Andersen havde aftalt indhold og form på artiklerne med redaktionschefen, der er hendes direkte overordnede.

På dette grundlag finder vi sagsøgte Vagn Nygaard medansvarlig for artiklens indhold, jf. medieansvarslovens § 13.

Således som sagen foreligger for landsretten, findes betingelserne for strafansvar efter straffelovens § 268 ikke at være til stede for nogen af de sagsøgte.
Herefter finder vi sagsøgte Johanne Hvilsted skyldig i overtrædelse af straffelovens § 267, jf. herved medieansvarslovens § 14.

Sagsøgte Vagn Nygaard finder vi skyldig efter medieansvarslovens § 13, jf. straffelovens § 267, for de strafbare udsagn, der er gengivet i artiklen.

Sagsøgte Mette Ørum Andersen finder vi skyldig efter medieansvarslovens § 10, jf. straffelovens § 267, for de strafbare udsagn, der er gengivet i artiklen.

De sagsøgte stemmer vi for at straffe hver efter straffelovens § 267, stk. 3, jf. stk. 1, med 10 dagbøder ` 500 kr. Forvandlingsstraffen er hæfte i 10 dage.

Med hensyn til erstatningspåstanden finder vi at kunne lægge til grund, uanset at tabet ikke kan opgøres med sikkerhed, at sigtelser som de omhandlede, fremsat i avisen på hjemstedet for sagsøgerens forretning, må have påvirket omsætningen i hans advokatforretning, og sagsøgeren findes berettiget til at opnå en skønsmæssig erstatning, der sammen med påstanden om godtgørelse for tort passende kan fastsættes til 50.000 kr., som skal betales af de sagsøgte in solidum.

Sagsøgerens påstand om mortifikation af de ubeføjede ærefornærmende sigtelser tages til følge i medfør af straffelovens § 273, stk. 1.

Til bestridelse af omkostningerne ved kundgørelse af domsslutningen, tilkendes sagsøgeren 5.000 kr., jf. straffelovens § 273, stk. 2, som skal betales af de sagsøgte in solidum.

Landsdommer Deleuran udtaler:

Af de grunde, der er anført af flertallet, tiltræder jeg, at sagsøgte Johanne Hvilsted er anset skyldig i overtrædelse af straffelovens § 267, ligesom jeg kan tiltræde den idømte straf, erstatningsudmålingen, fastsættelsen af omkostningerne til offentliggørelse samt mortifikationsbestemmelsen.

Om de sagsøgte Vagn Nygaard og Mette Ørum Andersen bemærkes:

Mette Ørum Andersen havde i en række artikler i Vejle Amts Folkeblad været med til at afdække kritisable forhold, hvorunder en bygherre og en ejendomsmægler under urigtige forudsætninger formåede adskillige privatpersoner til at købe boliger. Et sådant emne må klart anses for at være af samfundsmæssig relevans og dermed undergivet en vid fortolkning af grænserne for ytringsfrihed.

Artiklen den 23. juni 1993 må uanset den ændrede indfaldsvinkel ses som en forlængelse af den tidligere artikelserie og som opfyldelse af læsernes naturlige krav på information om sagskompleksets videre forløb.

Når hertil kommer, at de injurierende udtalelser klart fremtræder som citater, at bl.a. sagsøgeren har fået lejlighed til at imødegå beskyldningerne på samme plads i avisen og i omtrent samme opsætning, og at det bevismæssigt ikke kan lægges til grund, at sagsøgeren under telefonsamtalen med Mette Ørum Andersen den 22. juni protesterede mod den påtænkte artikel, finder jeg det trods grovheden af de refererede beskyldninger betænkeligt at anse disse to sagsøgte skyldige i overtrædelse af straffelovens § 267, jf. § 268. Jeg stemmer derfor for at tage disse sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.
- - -

Følgende udsagn kendes ubeføjede i forhold til sagsøgeren.

»Uhæderlige, uærlige og uanstændige«,

»De har kort og godt opført sig som gemene bondefangere og plattenslagere al den stund, at de har udnyttet deres »klients« uvidenhed på det groveste«,

»Efter kort tids forløb finder han ud af, at han er inkompetent til at klare sagen, men i stedet for, som et ærligt menneske, at fortælle mig det, kommer han med en historie om, at sagen er for stor for én mand«,

»Dalgaard er inkompetent«,

»Det var iøvrigt Politiets opfattelse, at Dalgaard var inkompetent«,

»For det første går han bag min ryg, og for det andet lyver han for Politiet«,

»Lige så inkompetent som Dalgaard«,

»Det kan ikke være meningen, at oversmarte advokater i den grad skal udnytte uvidende klienter«,

»Nu kører denne sag på 4. år takket være uanstændige, uhæderlige og uærlige advokaters ligegyldighed«,

»Disse uhæderlige advokater«,

»Det skulle jo gerne være sådan, at folk kan henvende sig til en advokat og regne med at blive hjulpet og vejledt, og ikke som her vildledt«.
- - -
Sagens omkostninger skal de sagsøgte betale til sagsøgeren med 15.000 kr.
- - -

Højesterets dom.

Den indankede dom er afsagt af Vestre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Pontoppidan, Marie-Louise Andreasen, Wendler Pedersen, Per Sørensen og Jørgen Nørgaard.

Appellanterne, Vagn Nygaard og Mette Ørum Andersen, har gentaget deres påstande om frifindelse.

Indstævnte, Henning Dalgaard, har påstået stadfæstelse.

Højesterets bemærkninger.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er ved lov nr. 285 af 29. april 1992 inkorporeret i dansk ret. Bestemmelserne i straffelovens §§ 267-269 må således læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i konventionens artikel 10. Begrænsninger i ytringsfriheden - herunder i form af straffebestemmelser - kan derfor kun ske i det omfang, de »er nødvendige i et demokratisk samfund« af hensyn bl.a. til beskyttelse af »andres gode navn og rygte«. I afvejningen af hensynet til ytringsfriheden over for hensynet til beskyttelsen mod ærekrænkelser, må det - hvor det som her drejer sig om ytringer i medierne - særligt indgå, at der ikke opstilles begrænsninger, som hindrer medierne i på rimelig måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan (»public watchdog«), jf. også Højesterets dom i UfR 1994.988. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsrettens mindretal, tager Højesteret Vagn Nygaards og Mette Ørum Andersens frifindelsespåstande til følge.

Thi kendes for ret:

Vagn Nygaard og Mette Ørum Andersen frifindes.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Henning Dalgaard betale i alt 30.000 kr. til Vagn Nygaard og Mette Ørum Andersen.
Det idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

 

Hide details for [<h2 class='h2-list'>Typiske spørgsmål</h2>]

Typiske spørgsmål

Hide details for [<h2 class='h2-list'>Retsregler</h2>]

Retsregler

Hide details for [<h2 class='h2-list'>Artikler</h2>]

Artikler