Document Actions

Kan ytringsfriheden begrænses for indsatte i arresthuse og fængsler?

 

Offentliggjort 12/21/2001, senest redigeret 08/17/2011

 

Indsatte i fængsler, arresthuse og Kriminalforsorgens pensioner har som udgangspunkt ret til at udtale sig og lade sig fotografere til medierne (straffuldbyrdelsesloven § 59, stk.1).

Fængselsledelsen kan kun begrænse ytringsfriheden af hensyn til:

  • orden og sikkerhed
  • beskyttelse af ofret
  • at undgå en åbenbar krænkelse af retsfølelsen (straffuldbyrdelsesloven § 59, stk.2).

Hensynet til retsfølelsen kan f.eks. føre til afslag på et tv-interview med en indsat, der er dømt for drab, hvis interviewet vil komme ind på omstændigheder ved drabet.

Der kan fastsættes vilkår for interviewet, f.eks. at det ikke må berøre den indsattes egen kriminalitet.

Indsatte har også adgang til brevveksling med journalister efter de almindelige regler herom i straffuldbyrdelsesloven § 55. En Journalist kan også kontakte den indsatte efter de almindelige regler om besøg, hvis han har et samtykke fra den indsatte.

Varetægtsfanger har som udgangspunkt ytringsfrihed, men politiet kan modsætte sig interview og skal spørges først jf Kriminalforsorgens mediebekendtgørelse af 17.5.2001 § 3, stk.2.
Ytringsfriheden gælder dog ikke for varetægtsfanger, der er isolerede efter retskendelse. (Varetægtsfængsel er indespærring før dom, typisk af hensyn til efterforskningen).

Retsreglerne om indsattes ytringsfrihed gælder i forhold til medier, der er omfattet af medieansvarsloven. I forhold til andre medier kan indsatte få tilladelse efter en konkret vurdering.

Ved afslag eller andre begrænsninger skal både den indsatte og journalisten have en begrundelse med klagevejledning.