Document Actions

Bæltefikserede patienter

Instans: Højesteret - dato: 05/24/1989 - sagsnummer: U.1989.726H

 

Offentliggjort 12/21/2001, senest redigeret 11/02/2004

 

Resumé:

(Mediejuras resumé)
Ekstra Bladet havde fået forbud mod at bringe billeder af to stærkt psykotiske patienter på et af Københavns Amts sygehuse. Ifølge Højesteret kunne hverken den asvarlige overlæge eller pårørende give gyldige samtykker. Fogedforbudet blev ophævet, fordi billederne indgik i en reportage, som havde en stor nyheds- og informationsværdi, og det blev vurderet at billederne ikke indebar en sådan krænkelse af patienterne, at der var grundlag for at forbyde offentliggørelse.

 

Tekstens ordlyd:

H.D. 24. maj 1989 i sag I 193/1987 og 200/1987

Ekstra Bladet ved dets ansvarshavende redaktør og journalisterne Marianne Martens (lrs. Niels Monberg) og Annelise Pedersen (adv. K. L. Németh) mod Københavns Amtskommune (adv. Jesper Lett) Biintervenient: Danske Dagblades Forening (lrs. Rasmus Reeh).

Østre Landsrets dom 15. juni 1987 (3. afd.)
(Bent Otken, A. F. Wehner, K. A. Knudsen).

I foråret 1985 forberedte de sagsøgte, journalisterne Marianne Martens og Annelise Pedersen, for sagsøgte, Ekstra Bladet, en artikelserie vedrørende psykiatriske hospitalspatienters forhold, blandt andet under indlæggelse i det sagsøgeren, Københavns Amtskommune, tilhørende hospital »Nordvang«. De nævnte journalister, der forud havde set overlæge ved »Nordvang« Jytte Willadsen deltage i en tv-udsendelse om psykiatri, afholdt med denne, andre overlæger og andet personale møder vedrørende tilrettelæggelsen af en reportage om forholdene på afdelingerne O 41, der fungerer som afdeling for ældre, senile patienter, O 42, en åben afdeling for kroniske patienter, og O 44, der er en lukket modtagelsesafdeling.

I en til overlæge Jytte Willadsen den 10. maj 1985 afgivet erklæring, underskrevet af journalist Annelise Pedersen, pressefotograf Jan Unger og administrerende chefredaktør hos Ekstra Bladet, Sven Ove Gade, afgav de nævnte på bladets vegne garanti for, at ingen personer, hverken patienter eller personale, ville være genkendelige, hverken i tekst eller fotos fra en eventuel reportage fra »Nordvang«. Der blev tillige givet overlægen løfte om, at hun ville få samtlige fotos og artikler til gennemsyn. Umiddelbart herefter besøgte de sagsøgte journalister med pressefotografen de pågældende hospitalsafdelinger, hvor journalisterne efter at være præsenteret for personale og patienter foretog interviews, ligesom der blev optaget en række fotos. Artiklerne og de fotos, der skulle ledsage disse, blev som lovet forelagt de i reportagen implicerede overlæger inden offentliggørelsen.

Fredag den 7. juni 1985 bragte Ekstra Bladet på forsiden et billede af en fastspændt (fikseret)person i liggende stilling omgivet af to personer, der foretager fiksering, placeret således, at den fikserede persons ansigt dækkes. Teksten er således: »De binder hende 23 timer dagligt«. - Herefter følger overskriften over hele forsiden »Så hjælp dog ... fri«. På side 4 gengives fornævnte billede således, at det stort set optager en halv side. Pigens sygehistorie omtales på den resterende del af siden, hvor der blandt andet skrives »... mor, ...., siger - - -«. På bladets midterside side 22-23 hedder overskriften »Dårekiste Anno 1985«. Den ledsages af et stort foto, der viser tre sovende personer på een stue, samt et mindre, indsat foto af en på siden liggende person. Der er i den ledsagende tekst interviews med personale fra de pågældende afdelinger.

Den 8. juni 1985 bragte Ekstra Bladet på siderne 6 og 7 under overskriften: »Dette er lukket land« to mindre billeder, dels af en på maven liggende person, dels af en tom seng og over 6 spalter et stort billede af en stående mandsperson med følgende billedtekst »Dette er Mortens værelse. Han er ganske upåvirket af rod og snavs, for han er opfyldt af sit indre ritual med sidelæns at følge en streg i gulvet«. Det er oplyst, at den pågældende, som fornævnte ..., er patient på »Nordvang«, men navnet Morten er opdigtet.

Den 12. juni 1985 bragte Ekstra Bladet på side 11 under overskriften »Luk de lukkede afdelinger« blandt andet et interview med overlæge på Nordvang Poul Chr. Baastrup. På side 14 bragtes et foto, der viser sagsøgte, Marianne Martens, interviewe en siddende, bæltefikseret kvinde, der er fotograferet fra ryggen, dog således at hendes profil anes.

Samme dag tilskrev sagsøgeren, der ikke havde været impliceret i tilrettelæggelsen af reportagen fra sygehuset, sagsøgte Ekstra Bladet således:
»I Ekstra Bladet har der de seneste dage været optaget en række artikler om forholdene på Københavns amts sygehus Nordvang, og der er i denne forbindelse sket offentliggørelse af billeder af navngivne eller identificerbare patienter. Offentliggørelsen er efter det oplyste sket med tilladelse af overlæge P. Chr. Baastrup.

Det er amtskommunens opfattelse, at amtskommunen er ansvarlig for, at der af hensyn til patienters tryghed må sikres dem anonymitet under deres ophold og behandling på amtets sygehuse. Det gælder i særlig grad patienter på psykiatriske sygehuse.

Overlæge Baastrup har derfor efter amtskommunens opfattelse ikke haft kompetence til at tillade den foretagne offentliggørelse, men for en ordens skyld skal man hermed tilbagekalde tilladelsen«.

Ved rekvisition af 12. juni 1985 til Københavns Byrets fogedafdeling begærede sagsøgeren over for Ekstra Bladet forbud nedlagt bl.a. mod, at bladet bragte de af Jan Unger optagne billeder af patienter samme steds. Ved tillægsbegæring af 13. juni 1985 begærede sagsøgeren, der den 12. juni 1985 havde fritaget overlæge Baastrup for tjeneste, forbudet udvidet til tillige at omfatte journalist Marianne Martens, journalist Annelise Pedersen og fotograf Jan Unger.

I Ekstra Bladet for den 13. juni 1985 bragtes over forsiden det tidligere bragte billede af Karin i fikseret, liggende stilling med overskrift »Sandhed forbudt« og med ledsagende tekst under billedet med blandt andet følgende passus:

»- - - F.eks. dette billede af den 21-årige Karin, der ligger bundet i sin seng i 23 timer i døgnet - - -«.

På siderne 4 og 5 omtaltes forholdene på »Nordvang«. Blandt andet bragtes et foto af ... moder med følgende billedtekst »Jeg har givet Ekstra Bladet lov til at nævne Karin ved navn og vise billeder - - -«. På side 25 bragtes et interview dels med amtsborgmester Per Kaalund i anledning af den skete tjenestefritagelse af overlæge
Baastrup, dels med nævnte overlæge. På siderne 26-27 (midtersiderne)bragtes det tidligere bragte billede af den fikserede ..., nu således, at halvdelen af side 26 og hele side 27 var optaget af billedet.

I Ekstra Bladet for den 14. juni 1985 - samme dag som forbudssagen procederedes i fogedretten - bragtes på hele forsiden et udsnit af billedet af ..., påtrykt et rødt stempel med teksten »censur«. Samme billede bragtes uden overtrykning, i mindre format, på side 2 i forbindelse med en ledende artikel og på side 4 under overskriften »Det forbudte billede«. Den redaktionelle tekst vedrørte den verserende fogedsag.

Ved kendelse afsagt af fogedretten den 14. juni 1985 nedlagdes efter sagsøgerens begæring, og uden at denne selv blev afkrævet sikkerhedsstillelse, sålydende forbud:
»Det forbydes forbudsindstævnte, Ekstra Bladet, at bringe de af Jan Unger optagne billeder af patienterne på Københavns Amtssygehus »Nordvang« i Glostrup, samt at offentliggøre navne på patienter indlagt på »Nordvang«.

Endvidere forbydes det de forbudsindstævnte journalister Marianne Martens og Annelise Pedersen, at de i Ekstra Bladet bringer de af Jan Unger optagne billeder af patienter på Københavns Amtssygehus »Nordvang« i Glostrup, samt at de i Ekstra Bladet bringer navne på patienter indlagt på »Nordvang«.«

Under denne, den 20. juni 1985 anlagte sag har sagsøgeren nedlagt følgende endelige påstande:

Over for Ekstra Bladet ved dets ansvarshavende redaktør:

1) Det ved Københavns byrets fogedafdelings kendelse af 14. juni 1985 gjorte forbud over for de sagsøgte stadfæstes som lovligt gjort og forfulgt.

2) Sagsøgte, Ekstra Bladet, ved dets ansvarshavende redaktør pålægges, i det omfang den ansvarshavende redaktør efter presseloven er ansvarlig herfor, at undlade at bringe de af fotograf Jan Unger i maj og juni 1985 optagne billeder af patienter på Københavns Amts Sygehus »Nordvang« i Glostrup, ligesom det pålægges Ekstra Bladet ved dets ansvarshavende redaktør at undlade, i det omfang den ansvarshavende redaktør efter presseloven er ansvarlig herfor, at bringe navne på patienter på Københavns Amts Sygehus »Nordvang«.

Over for Marianne Martens og Annelise Pedersen:

1) Det ved Københavns Byrets fogedafdelings kendelse af 14. juni 1985 gjorte forbud over for de sagsøgte stadfæstes som lovligt gjort og forfulgt.

2) Det pålægges de sagsøgte journalister, Marianne Martens og Annelise Pedersen, i det omfang disse sagsøgte efter presseloven er ansvarlige herfor, at undlade at bringe de af fotograf Jan Unger i maj og juni 1985 optagne billeder af patienter på Københavns Amts Sygehus »Nordvang« i Glostrup, ligesom det pålægges disse sagsøgte, i det omfang disse sagsøgte efter presseloven er ansvarlige herfor, at undlade i Ekstra Bladet at bringe navne på patienter på Københavns Amts Sygehus »Nordvang«.

Det pålægges endvidere disse sagsøgte, i det omfang disse sagsøgte efter presseloven er ansvarlige herfor, at medvirke til at Ekstra Bladet bringer navne på patienter på Københavns Amts Sygehus »Nordvang«.

Der er endvidere nedlagt en række subsidiære påstande.

De sagsøgte har alle påstået frifindelse og har påstået det nedlagte forbud ophævet som ulovligt.

De sagsøgte Ekstra Bladet og Marianne Martens har endvidere nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale til hver af disse sagsøgte en godtgørelse på 1,00 kr. for tort.

Sagsøgeren har heroverfor påstået frifindelse.

I skrivelse af 26. juni 1985, hvorved den overlæge Poul Christian Baastrup meddelte tjenestefritagelse ophævedes med virkning fra den 27. juni 1985, hed det bl.a.:
»Amtskommunen må finde Deres fremgangsmåde i denne sag uheldig og må påtale,

at De ikke har ført fornøden kontrol med, hvilke patienter der er fotograferet, herunder antallet af optagne billeder, i hvilke situationer fotografering har fundet sted, og til hvilke formål billederne skulle anvendes,

at De ikke fuldt ud har levet op til Deres ledelsesansvar, idet De i et vist omfang har overladt til afsnitspersonale at foretage et med bladet aftalt forhånds gennemsyn af manuskriptet til artikler, og

at De ikke på tilstrækkelig måde har sikret Dem imod, at bladets fotograf og journalistiske medarbejdere fik mulighed for at opholde sig sammen med patienter uden tilstedeværelse af afdelingspersonale.

Man skal samtidig meddele Dem, at De i muligt fremtidige tilfælde af tilsvarende art bør sikre Dem, at sygehusvæsenets ledelse bliver behørigt informeret, inden journalister og fotografer bliver indladt på afdelingen«.

Det er under sagen om Karins tilstand oplyst, at hun er ude af enhver kontakt med omgivelserne, og at hun bliver umyndiggjort den 30. september 1985.

Det er endvidere oplyst, at Axel Sjvlin fratrådte som ansvarshavende redaktør ved Ekstra Bladet pr. 1. september 1985 og afløstes af nuværende ansvarshavende redaktør Ambro Kragh.

Der er i landsretten afgivet forklaring af de sagsøgte Marianne Martens og Annelise Pedersen samt vidneforklaringer af ansvarshavende redaktør Ambro Kragh, administrerende chefredaktør Sven Ove Gade, journalist Bent Henius, forhenværende overlæge Poul Christian Baastrup, overlæge Frode Petersen, overlæge Jytte Willadsen, afdelingssygeplejerske Helen Lundgaard, afdelingssygeplejerske Lisbeth Nielsen, sygeplejerske Anne Marie Norhave og fru Ena Jørgensen.

Marianne Martens har forklaret, at hun og Annelise Pedersen på et morgenmøde forud for besøgene på de enkelte afdelinger blev introduceret for patienterne, der ikke forekom negativt indstillede i anledning af dagbladsbesøget. Enkelte afslog at deltage, hvilket blev respekteret. De patienter, med hvilke hun var i kontakt, bortset fra ..., var i stand til at forstå, hvad det drejede sig om. Morten, hvis rigtige navn er et andet, gik klods op ad hende under en stor del af besøget. Han vidste, han blev fotograferet, og ønskede selv at få et billede, hvilket hun afslog, fordi det ville være i strid med de trufne aftaler. Det var ikke hendes indtryk, at journalisternes og fotografens besøg skabte uro blandt patienterne, tværtimod var det indtrykket, at de følte det som en positiv afveksling i hverdagen. Et par fotos, der muligt kunne føre til en genkendelse af patienter, blev makuleret. Hun havde forud for besøget haft en telefonsamtale med Karins moder, der fortalte om de problemer, der havde været, før Karin var blevet anbragt på »Nordvang«. Moderen følte, at der var sket fejlanbringelse, og at hun løb panden mod en mur. Hun var derfor meget positivt indstillet over for muligheden for offentlig omtale af datterens forhold. Sagsøgte fortalte .... moder, at en fotograf ville deltage i bladets besøg på »Nordvang«. ... moder havde ingen indvendinger hertil. Den kvinde, der er fotograferet bagfra under et interview, havde forud været meget urolig, men gav samtykke til fotograferingen. Hun var tilmed meget opsat på at få sit billede i bladet. Der var under optagelsen personale til stede i lokalet. Det eneste reelle patientnavn, sagsøgte husker, er Karin. De øvrige har hun glemt. Der blev ikke benyttet modeller til optagelserne, fordi man mente, de ikke ville være i stand til at virke troværdige i den givne sammenhæng.

Annelise Pedersen har forklaret, at hun opsøgte overlæge Jytte Willadsen med henblik på en reportage fra »Nordvang«. Jytte Willadsen var lidt betænkelig, men positivt indstillet. Efter forskellige forhandlinger fik bladet tilsagn om medvirken. Der skulle ikke herske tvivl om, at der ville blive taget videst mulige hensyn til de berørte patienter, hvilket førte til den skriftlige erklæring af 10. maj 1985. Sagsøgte var herefter på besøg på »Nordvang« 3-4 gange, inden hun skrev de pågældende artikler. Hun besøgte navnlig afdeling O 41. Marianne Martens tog sig fortrinsvis af de to andre afdelinger. Sagsøgte havde indtryk af, at patienterne forstod, hvad der foregik omkring dem. Billedet (7. juli 1985) der viser de sovende patienter, skulle illustrere de små stuer. Patienterne ville gerne medvirke hertil. Det blev aftalt med dem, at de skulle gå ind og lægge sig og lade, som om de sov. Afdelingssygeplejerske Helen Lundgaard var til stede. Der er ikke tale om, at patienterne er blevet fotograferet uden viden herom, medens de sov. Sagsøgte havde Karins navn fra Marianne Martens' artikler, og hun havde fået at vide, at .... moder havde godkendt brugen af .... rigtige navn.
Ambro Kragh har forklaret, at han forud for sin tiltræden som ansvarshavende redaktør var medlem af Ekstra Bladets redaktion og deltog i forberedelserne til reportagen fra »Nordvang« samt i forhandlingerne med de implicerede overlæger. Efter vidnets opfattelse blev alt gjort for at hindre genkendelse af patienter.

Sven Ove Gade har forklaret, at reportagen blev til på hans initiativ. Der var tale om et område, hvor man gerne ville bringe forholdene frem, mindre abstrakt end hidtil sket. Karins rigtige navn, og ikke et opdigtet, blev brugt, dels fordi der var tale om et samarbejde mellem afdelingens personale og ..... moder, dels fordi bladet søgte at komme så tæt på virkeligheden som muligt. Hovedpointen i historien om Karin var, at hun var fikseret i 23 timer i døgnet. Det var redaktionen, ikke den enkelte journalist, der bestemte, hvilke blandt en række fotos der skulle bringes i forbindelse med en artikel i bladet. I den foreliggende situation blev negativerne udleveret til overlægerne på Nordvang. Ekstra Bladet er ikke i besiddelse af negativerne. Der fremkom ikke fra patienter eller pårørende klager over reportagen.

Poul Christian Baastrup har forklaret, at han, der blev overlæge på Nordvang i 1960, blev administrerende overlæge i 1976 og fungerede som sådan, indtil han den 31. oktober 1986 fratrådte med pension. I foråret 1985 var der betydelige problemer på hospitalet, opstået på grund af personalemangel, overbelægning samt meget syge patienter. Han blev orienteret om Ekstra Bladets henvendelse til Jytte Willadsen og om muligheden for en reportage, der skulle beskrive forholdene og problemerne. Da vidnet mente, bladets indsats positivt kunne indgå i offentlighedens stillingtagen, accepterede han, at bladet fik den ønskede adgang til afdelingerne. Det var en betingelse, at ingen patient måtte kunne genkendes, og denne betingelse blev efter vidnets opfattelse opfyldt fra bladets side. Afdelingssygeplejerskerne blev orienteret om projektet, og disse orienterede herefter patienterne, der i øvrigt ikke er ukendt med, at der fra forskellig side aflægges besøg på afdelingerne. Dagen før bladets medarbejdere skulle komme, blev det gennemdiskuteret, hvilke patienter der ville være med og lade sig fotografere. De patienter, der ikke ville være med, blev fritaget herfor. Vidnet opholdt sig de pågældende dage kort på de implicerede afdelinger, hvor alt forløb som forud aftalt. Fotografen blev ledsaget af en afdelingssygeplejerske. Der fremkom ikke efterfølgende kritik fra patienterne over bladets besøg. De optagne fotos skulle efter brug makuleres. De er i stedet blevet til akter i en retssag, hvilket har foruroliget patienterne langt mere end noget andet. Det var vidnets bestemte opfattelse, at bladets besøg og beskrivelse af forholdene på en for patienterne gavnlig måde var med til at bryde den isolation, hvori de befandt sig. Det kunne ikke vedkomme hospitalets administration, at ... moder kæmpede for bedre anbringelsesmuligheder for datteren, hvis sproglige formåen var således, at moderens samtykke måtte - og blev - indhentet. Karins forhold på »Nordvang« var - objektivt set - uacceptable. Det var modigt gjort af moderen offentligt at træde frem og søge »at skære det ud i pap«, at datterens forhold var uantagelige. Efter reportagens fremkomst fik vidnet meddelt tjenestefritagelse og senere den nævnte påtale, i hvis indhold han ikke er enig.

Frode Petersen har forklaret, at han sammen med andre på hospitalet ansatte overlæger, herunder Jytte Willadsen, drøftede den henvendelse, der var kommet til hende fra Ekstra Bladet. Vidnet, der gerne ville bidrage til højnelse af det almindelige informationsniveau om psykiatriske hospitalspatienters forhold, deltog i et møde med repræsentanter for Ekstra Bladet på overlæge Baastrups kontor vedrørende den nærmere tilrettelæggelse. Det var fra vidnets og overlæge Baastrups side en betingelse, at personale og patienter skulle være indforstået med at deltage, og at artikler og fotos skulle fremsendes til gennemsyn hos overlægerne inden offentliggørelsen. Man fik uden noget besvær disse betingelser aftalt og senere respekteret af bladet. Vidnet deltog sammen med den ene af journalisterne i et morgenmøde på sin afdeling, hvor patienterne blev orienteret om, at en journalist fra Ekstra Bladet var på besøg og formålet hermed. Ingen patienter afslog at deltage. Karin var den eneste patient, der var i en sådan tilstand, at hun ikke kunne fatte, hvad der foregik omkring hende. Så vidt vidnet husker, brugte hendes moder udtrykket »gerne«, da hun blev spurgt, om Karins tilfælde måtte omtales i bladet. Han havde ikke betænkeligheder ved, at der blev taget fotos også af Karin, idet aftalen var, at ingen patient måtte kunne genkendes på de offentliggjorte fotos. Han fik selv de optagne fotos til gennemsyn. Nogle få måtte han kassere ud fra nævnte hensyn. Resten nærede han ingen betænkeligheder ved. Morten var patient på vidnets afdeling. Han var den af patienterne, der var mest interesseret i journalisternes besøg, i at blive fotograferet og om muligt selv at komme i avisen.

Jytte Willadsen har forklaret, at hun siden 1969 har været overlæge på »Nordvang«. Hun drøftede Ekstra Bladets henvendelse med kollegerne, blandt andre overlæge Baastrup. Hun var klar over, at det kunne være forbundet med vanskeligheder at åbne for et så tabubelagt område som psykiatri. Af hensyn hertil og for at sikre, at ingen patienter kunne genkendes, fremkom erklæringen af 10. maj 1985. Vidnet havde i forbindelse med journalisternes og fotograf Ungers besøg i det væsentligste med sin egen afdeling, afdeling O 41, at gøre. Orienteringen af patienterne skete i nært samarbejde med afdelingssygeplejerske Helen Lundgaard, der som alle andre, der var impliceret i projektet, fandt det positivt, om der kunne skabes større åbenhed omkring psykiatrien. Patienterne blev grundigt orienteret af plejepersonalet. De patienter, der ikke ville deltage, blev ikke opfordret dertil. De havde dog ikke noget imod, at der kom journalister og fotograf, blot de fik lov til at holde sig for sig selv. Dette blev fuldt ud respekteret. De fleste patienter på afdelingen var i stand til selv at tage stilling til, om de ville medvirke. De, der gav tilsagn, var det i hvert fald. Bladets besøg fremkaldte ikke uro på afdelingen, tværtimod følte patienterne, at nogen nu interesserede sig for deres forhold.

Helen Lundgaard har forklaret, at hun siden 1978 har været afdelingssygeplejerske på »Nordvang«. Ud over orienteringen ved afdelingens morgenmøde blev hver enkelt patient orienteret. Vidnet var ikke bange for, at journalisterne skulle opsøge patienter, der ikke ville tale med journalisterne. Der fremkom ikke efterfølgende kritik fra patienternes side. Enkelte gav udtryk for, at det var positivt, at nogen skabte opmærksomhed om deres person. Der skete på intet tidspunkt forsøg på overtalelse af patienter til medvirken. Det billede, der forestiller de sovende patienter, blev optaget, efter man havde bedt patienterne gå ind på værelset og lade, som om de sov. De var således fuldt orienteret om, at de blev fotograferet, og at man ville lave en optagelse, der skulle vise deres daglige middagshvil. De pågældende patienter var i stand til at meddele samtykke.

Lisbeth Nielsen har forklaret, at hun i foråret 1985 var afdelingssygeplejerske på »Nordvang« afdeling O 44, hvor Karin var indlagt. Særlig på baggrund af .... forhold blev vidnet og det øvrige personale enige om at besvare overlæge Baastrups henvendelse om deltagelse i Ekstra Bladets reportage fra afdelingen positivt. Bortset fra Karin forstod de øvrige patienter, hvad der skulle foregå. Under journalisternes besøg fik de patienter, der ville være alene med journalisterne, lov til det. Vidnet kom med på det billede, der blev taget af Karin, og er med til at »dække« hende. Det var vidnet, der forud havde orienteret Karins moder om bladets besøg og fået tilladelse til at lade dettes medarbejdere få oplysninger om Karin og fotografere hende på betingelse af, at genkendelse ikke var mulig. Alle øvrige patienter, der blev fotograferet, havde forud givet tilladelse hertil, dog ikke således, at der endnu en gang blev spurgt forud for hver enkelt optagelse. Den siddende, bæltefikserede kvinde gjorde alt muligt for at tiltrække sig opmærksomhed. Hun var fikseret, fordi hun var »så hurtigtkørende«, at hun var i fare for at blive slået af de andre patienter. Denne patient blev umiddelbart før fotooptagelsen spurgt, om hun ville lade sig fotografere. Hun gav samtykke hertil og har under en senere samtale med vidnet sagt, at hun kunne vedstå sin deltagelse i reportagen, og at hun ikke havde fortrudt.

Anne Marie Nørhave har forklaret, at hun var ansat på »Nordvang« fra november 1984 til november 1985. Hun fungerede som afdelingssygeplejerske på afdeling O 42. Hun overværede ikke fotograferingen af den siddende, bæltefikserede kvinde. Vidnet var til stede, da Morten blev fotograferet. Han havde været med til morgenmødet samme dag. Det var vidnets indtryk, at han forstod, hvad der foregik, og hun nærede ingen betænkelighed ved at lade ham deltage.

..r forket, at hendes datter Karin, der havde været søgt placeret på andre institutioner, havde været 6 år på »Nordvang«. .... tilstand var således, at hun ikke var i stand til at forstå, hvad der foregik omkring hende. Vidnet havde i mange år forgæves arbejdet på at få Karin anbragt i anden institution. Først i efteråret 1985 blev Karin overført til anden anbringelse. Da vidnet i foråret 1985 blev kontaktet, dels af Ekstra Bladet, dels af afdelingslederen på den afdeling, hvor Karin var anbragt, drøftede hun Karins mulige deltagelse i reportagen med afdelingslederen. Det blev over for vidnet tilkendegivet, at Karin ville blive fotograferet, men at billedet ville blive optaget således, at man ikke kunne se Karins ansigt og således, at man i øvrigt ikke kunne genkende hende. Vidnet tiltrådte, at Karin blev fotograferet, at billedet, under nævnte forudsætninger blev gengivet i bladet, og at Karins navn blev nævnt. I betragtning af de problemer, hun anså for uløselige vedrørende Karins anbringelse, følte hun, at offentlig omtale muligt kunne være en sidste udvej for hende.

Sagsøgeren har til støtte for de nedlagte påstande gjort gældende, at den til enhver tid værende ansvarshavende redaktør efter presselovens regler er ansvarlig for unavngivne artikler samt for artikler bragt af bladets medarbejdere under navn. Den omstændighed, at der skiftes ansvarshavende redaktør, efter et forbud er nedlagt, kan ikke føre til, at en anlagt justifikationssag ikke kan fortsætte mod den nye ansvarshavende redaktør, der for så vidt må anses for indtrådt i den tidligeres retlige position. Modsat opfattelse ville føre til, at en forbudshaver, der måtte føle sig krænket, skulle begære nyt forbud nedlagt, hver gang der skiftes ansvarshavende redaktør. De omhandlede billeder må, sammen med skrivelserne i de af journalisterne forfattede artikler, betragtes som en helhed. Formentlig har de sagsøgte journalister haft i hvert fald nogen indflydelse på redaktionens afgørelse af, hvilke billeder der skulle offentliggøres. Disse forhold må, således som presselovens ansvarssystem er opbygget, jfr. f.eks. lovens § 6, stk. 2 og stk. 4, føre til, at forbud, såfremt retsstridigt forhold fastslås, skal nedlægges, ikke blot over for det sagsøgte dagblad ved dets ansvarshavende redaktør, men tillige over for de enkelte navngivne journalister, der i øvrigt i kraft af de almindelige medvirkensregler selvstændigt kan pådrage sig ansvar i forbindelse med gengivelse af billeder i dagblade. Såvel fotograferingen som offentliggørelse af fotografierne er retsstridig i forhold til patienterne, idet disse ikke har givet gyldigt samtykke hertil. De pågældende patienter må anses for at opholde sig under sådanne forhold, at sagsøgeren har ret og pligt til at værne disse personers anonymitet. Samtlige fotos er objektivt bedømt optaget i strid med reglerne i straffelovens § 264 a og 264 d. Gyldigt samtykke til fotografering og offentliggørelse kan kun gives af personer, der også på længere sigt kan overskue konsekvenserne af en offentliggørelse. Ingen af de pågældende patienter var i stand hertil. Hverken værger eller nært pårørende kan give sådant samtykke. Langt de fleste psykiatriske patienter vil efter overstået sygdom fortryde, at de under sygdommen gav samtykke til offentliggørelse af omstændigheder i forbindelse med sygdom og hospitalsindlæggelse. Det må have formodningen mod sig, at patienter på lukkede hospitalsafdelinger er i stand til at meddele gyldigt samtykke til fotografering og offentliggørelse af fotografier taget af dem under ophold på lukkede afdelinger. Det omhandlede billede af Karin er optaget under sådanne omstændigheder, at ingen overhovedet kunne give et på hendes vegne retligt gyldigt samtykke. Allerede af denne grund må det nedlagte forbud stadfæstes. Patienten, der vises fikseret, men siddende, har formentlig efter vidnet Lundgaards forklaring haft en vis opfattelse af, hvad der foregik, men heroverfor står formodningen om, at patienter på lukkede afdelinger mangler fornøden habilitet. Dette støttes i øvrigt af oplysningerne om, at kvinden var manisk og »hurtigtkørende«. Billedet, der forestillede de hvilende patienter, er i hvert fald efter sagsøgte, Annelise Pedersens forklaring »konstrueret«, men der er ikke under sagen fremkommet entydige forklaringer om, at samtykke blev givet. Den omstændighed, at der muligt kunne foreligge samtykke til fotografering, er ikke i sig selv bevis for samtykke til offentliggørelse. Personen »Morten« har utvivlsomt givet samtykke både til fotografering og til offentliggørelse, men det er uden retlig betydning, allerede fordi det er oplyst, at denne person led af livslange tvangsforestillinger. Er der tvivl om, hvorvidt relevant samtykke er givet, må bevisbyrden herfor påhvile de sagsøgte. For så vidt angår offentliggørelse af patienters navne, må gælde samme forhold som vedrørende offentliggørelse af billeder.

Sagsøgeren har endvidere fremhævet, at amtskommunen som sygehusejer har en selvstændig interesse i at hindre fotografering af patienter og offentliggørelse af navne og fotos af disse. Enhver, der indlægges på hospital og navnlig på psykiatriske afdelinger, må have krav på ikke at få sine strengt private forhold behandlet eller inddraget i offentlig debat. Overlægernes kompetence vedrører rent lægelige forhold, men på det heromhandlede område må afgørelserne bero på sygehusejerens afgørelse. Uanset de sagsøgte utvivlsomt har handlet i god tro, idet de måtte gå ud fra, at de meddelte tilladelser fra lægelig side var tilstrækkelige, foreligger der en krænkelse af sagsøgerens bestemmelsesret i rent administrative forhold. Sagsøgeren er uden kendskab til, hvor mange fotos der blev taget, og må følgelig formulere forbudspåstanden videst muligt, for at søge anden, senere offentliggørelse hindret.

Sagsøgeren har i det hele bestridt, at der som følge af det nedlagte forbud er påført de sagsøgte, Ekstra Bladet og Marianne Martens, tort, der kan medføre krav på godtgørelse efter retsplejelovens § 652, jfr. § 641.

Sagsøgte, Ekstra Bladet, har til støtte for frifindelsespåstanden særskilt gjort gældende, at det nedlagte forbud var rettet mod tidligere ansvarshavende redaktør Axel Sjvlin, og derfor ikke kan være bindende for nuværende ansvarshavende redaktør Ambro Kragh. Et forbud er alene et foreløbigt retsmiddel, hvis retsvirkninger ikke kan udstrækkes til personer, der ikke har været impliceret i de begivenheder, der gav anledning til dets nedlæggelse. For så vidt angår frifindelsespåstandene i øvrigt har denne sagsøgte og sagsøgte Marianne Martens nærmere gjort gældende, at de af sagsøgeren nedlagte påstande er videregående end de forbud, der foreligger til prøvelse. Der er herved som følge af sagsøgerens processuelle dispositioner opstået en retlig uklar situation, der er meget betænkelig, fordi det nedlagte forbud er sanktioneret ved straf. Den bevismæssige risiko må alene bæres af sagsøgeren med den konsekvens, at den manglende kongruens mellem forbud og påstande under denne sag må føre til ophævelse af forbuddene. Kan der ikke gives sagsøgeren medhold fuldt ud, opstår der atter processuelle problemer, som kun kan løses, hvis forbuddet ikke delvis stadfæstes, men helt ophæves. Herudover har de sagsøgte, Ekstra Bladet og Marianne Martens, gjort gældende, at sagsøgerens øvrige uklare og alt for vidtgående påstande, savner mening. Marianne Martens har ingen indflydelse på Ekstra Bladets redaktionelle dispositioner, hun kan ikke bringe tekst eller billeder i bladet på egen hånd. Bestemmelse herom træffes af chefredaktionen. Et forbud i nævnte henseender over for denne sagsøgte er derfor uden mening. Problemet omkring psykiatriske hospitalspatienters forhold har i årevis været fremme i den offentlige debat, hvortil det sagsøgte dagblad har bidraget, uden at der fra anden side end sagsøgerens er fremkommet indvendinger. De medvirkende patienter, der afgav de fornødne tilladelser, har ikke fortrudt deltagelsen. De implicerede overlægers tilladelser forelå og var aldeles tilstrækkelige. Sagsøgerens formål med dette sagsanlæg er alene via juridiske, spidsfindige påstande uden hold i realiteterne at etablere sig i et særligt magtforhold. Der er fra de sagsøgtes side intet retsstridigt foretaget, og sagsøgeren har ikke kompetence til at tilsidesætte aftaler indgået mellem overlægerne, sagsøgte og patienterne. I øvrigt kan det i sig selv anses for et særdeles tvivlsomt spørgsmål, i hvilket omfang samtykke til fotografering og offentliggørelse af billederne var fornødent. I hvert fald ville det passerede, selv uden samtykke, ikke have krænket privatlivets fred. De nedlagte forbud må i øvrigt anses som værende i strid med den i grundlovens § 77 sikrede ytringsfrihed.

Om den af sagsøgeren påberåbte retsstridighed har de her nævnte sagsøgte særlig gjort gældende, at det er uden mening at drage sammenligninger fra det passerede til reglerne i straffelovens § 264 a. Journalisterne indfandt sig på afdelingerne med fotografen efter forudgående orientering af patienterne og efter at have afgivet en skriftlig erklæring, hvis løfte om anonymitet fra de sagsøgtes side til fulde blev holdt. Det kan ikke med mening gøres gældende, at overlægernes samtykke var uden betydning. Havde sagsøgeren været af modsat opfattelse, måtte man i tide have udfærdiget instrukser herom. Ejheller i forhold til patienterne foreligger noget retsstridigt forhold. Fotoet af Karin gør hende ikke identificerbar. At man muligt kan identificere hende, beror på den omstændighed, at hendes moder mente, hun bedst varetog datterens tarv ved at lade sig interviewe til bladet om barnets sygdom og forhold. Heri foreligger intet retsstridigt. Karins moder har, da hun blev beskikket som værge for ...., vedstået det tidligere meddelte samtykke, der herefter også af denne grund må anses for gyldigt. Den fotograferede person, Morten, er ikke omtalt ved eget navn, og kan ikke identificeres efter billedet, lige så lidt som dette er muligt vedrørende den siddende, bæltefikserede kvinde, der i øvrigt gav samtykke. Billedet af de sovende patienter var efter de foreliggende forklaringer på sin vis indstuderet og optaget med de pågældendes samtykke. Den af sagsøgeren påberåbte formodning om psykiatriske hospitalspatienters manglende evne til at disponere i egne forhold mangler rimeligt grundlag. Disse patienter er som alle andre hospitalspatienter i stand til og berettigede til at varetage egne interesser, herunder gøre brug af den grundlovssikrede ytringsfrihed.

For så vidt angår kravet om godtgørelse for tort på 1,00 kr. til hver af de sagsøgte. Ekstra Bladet og Marianne Martens, har disse gjort gældende, at det nedlagte forbud, der er meddelt uden at sagsøgeren har været afkrævet sikkerhed, har været særligt krænkende. Dels er deres grundlovssikrede ytringsfrihed krænket, dels bør det gennem tilkendelse af godtgørelse tilkendegives, at offentlige myndigheder bør fare med betydelig større lempe end sket i denne sag.

Sagsøgte, Annelise Pedersen har til støtte for frifindelsespåstanden i det væsentlige henholdt sig til sagsøgte Marianne Martens argumentation og har herudover nærmere anført, at den afsagte fogedkendelse materielretligt er forkert. Det vil således efter fogedrettens afgørelse, om denne måtte blive fulgt af landsretten, i et uvist åremål henstå som usikkert, hvor længe »patientstatus« består. Efter formuleringen kan det lige så vel være i forbindelse med den fysiske indlæggelse som under en eventuel ambulant behandling. Efter presselovens ansvarssystem kan der i det foreliggende tilfælde ikke pålægges sagsøgte Annelise Pedersen noget ansvar, følgelig kan der ej heller pålægges hende nogen pligt til at handle eller undlade at handle på en bestemt måde. Det er derfor misvisende at nedlægge påstand om, at denne sagsøgte ikke må bringe navne på patienter på »Nordvang«. Hele reportagen var tilrettelagt således, at de pågældendes navne - bortset fra den undtagelse, hvor samtykke forelå - ikke ville blive bragt i bladet. Skulle et forbud endelig nedlægges overfor sagsøgte Annelise Pedersen, kunne det i givet fald alene vedrøre brugen af Karins navn. Det må ved afgørelsen iøvrigt lægges til grund, at ingen, hverken patienter eller pårørende til disse, har følt sig krænket ved den skete omtale i Ekstra Bladet. De pågældende journalister og fotografen opholdt sig i fuldt lovligt ærinde og med overlæge Baastrups udtrykkelige tilladelse på »Nordvang«. Den tjenstlige påtale, der senere blev meddelt overlægen, er uden betydning for denne sags afgørelse. Der må lægges vægt på, at et væsentligt, samfundsmæssigt problem af åbenbar almen interesse blev fremdraget ved blandt andet denne sagsøgtes bistand. Ved omtalen af disse forhold skal der ubestrideligt tages hensyn til patienterne. Dette skete netop, dels ved den måde, hvorpå artiklerne blev forberedt, dels ved den form, de fik i det sagsøgte dagblad. Ingen af de fotograferede patienter kan genkendes. Allerede som følge heraf foreligger intet retsstridigt forhold fra sagsøgtes side. Det nedlagte forbud er en unødvendig beskæring af sagsøgtes ytringsfrihed og må derfor også i forhold til denne sagsøgte ophæves som ulovligt.

Den omstændighed, at det sagsøgte dagblads ansvarshavende redaktør under sagen er fratrådt og afløst af en anden, kan ikke i en sag af denne karakter føre til frifindelse af bladet og ophævelse af de nedlagte forbud.

Det må lægges til grund for afgørelsen, at spørgsmålet om, hvorvidt der på de enkelte hospitalsafdelinger skal tillades besøg af pressefotografer og journalister, ikke henhører under overlægernes udelukkende kompetence, men at hospitalsforvaltningens samtykke i så henseende tillige er fornøden. De sagsøgte var som følge af deres aftaler med overlægerne i god tro med hensyn til spørgsmålet, hvorvidt de havde adgang til at fotografere på afdelingerne og i forbindelse med reportager herfra at offentliggøre billeder.

Efter de foreliggende oplysninger om Ka ttd var ingen på det tidspunkt,uuukt fotooptagelserne foregik, og artiklerne blev offentliggjort, i stand til på hendes vegne at disponere retligt. Allerede som følge heraf anses den skete fotografering af Karin for retsstridig. Når hertil kommer, at Karins moder ved navns nævnelse er citeret for udtalelser om datterens sygdom, og at der ved det sagsøgte dagblads mellemkomst er fremkaldt risiko for, at Karins identitet er afsløret for en videre personkreds, findes offentliggørelse af Karins billede eller dele deraf at indebære en sådan krænkelse af hende, at det nedlagte forbud, for så vidt angår dette billede og Karins navn, bør stadfæstes.

Efter vidneforklaringerne om den bæltefikserede, siddende kvindes mentale tilstand findes det betænkeligt at anse det for godtgjort, at hun under de foreliggende omstændigheder har været i stand til at meddele samtykke til at lade sig fotografere og til, at et billede visende hendes forhold blev offentliggjort. Som følge heraf, og da hun på billedet fremtræder således, at personer med kendskab til hendes sygdom eller hospitalsindlæggelse muligt kan genkende hende, stadfæstes det vedrørende dette billede nedlagte forbud.

Det er under sagen ubestridt, at den som Morten afbillede person bærer et andet navn. Under hensyntagen hertil samt til, at det efter det om hans tilstand oplyste må formodes, at tilstrækkeligt samtykke fra hans side til fotografering og offentliggørelse af billedet har foreligget, bør det nedlagte forbud for så vidt ophæves.

For så vidt angår de øvrige under sagen omtalte fotos, findes der i forbindelse med optagelsen af disse at have foreligget tilstrækkeligt samtykke fra de pågældende patienter. Herefter findes der ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag til at fastslå retsstridigt forhold fra de sagsøgte, der for så vidt frifindes.

Efter oplysningerne om de sagsøgte journalisters selvstændige indsats i forbindelse med de foreliggende artikler findes det påkrævet, at det nedenfor nævnte forbud tillige nedlægges over for de sagsøgte journalister.

Uanset det nedlagte forbud ikke er stadfæstet i dets fulde omfang, findes der ikke anledning til at tillægge de sagsøgte, Ekstra Bladet og journalist Marianne Martens, godtgørelse for tort.
- - -
Hver part betaler sine sagsomkostninger.

Højesterets dom.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget syv dommere: P. Christensen, Funch Jensen, Weber, Kardel, Riis, Hermann og Marie-Louise Andreasen.
Appellanterne har påstået frifindelse. Ekstra Bladet og Marianne Martens har desuden gentaget deres påstand om, at indstævnte tilpligtes at betale hver af dem en godtgørelse på 1 kr. for tort.

Indstævnte har påstået stadfæstelse, subsidiært for dele af forbuddet.

Danske Dagblades Forening er indtrådt i sagen som biintervenient til støtte for Ekstra Bladet.

Til brug for Højesteret er der afgivet nye forklaringer og tilvejebragt yderligere oplysninger.

..... har bl.a. forklaret, at hun efter Ekstra Bladets artikler blev beskikket som værge for Karin. Også forinden tog hun sig af Karins forhold. Hun var indforstået med bladets omtale af Karin, herunder fotografiet. Om dette kan bringes igen, afhænger af, hvilken forbindelse der er tale om.

...Petersen har bl.a. forklaret, at den bæltefikserede kvinde var manisk i foråret 1985. Hun er nu rask og har sagt til ham, at hun ikke har fortrudt sin deltagelse i artikelserien.

Det følger af grundsætningen i straffelovens § 264 d, at videregivelse af meddelelser og billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden, som udgangspunkt kun er berettiget, når der foreligger samtykke fra den pågældende selv.

Højesteret finder ikke, at de tilkendegivelser, der foreligger vedrørende de to personer, som sagen nu drejer sig om, er gyldige samtykker, der indebærer, at appellanternes handlinger af denne grund har været retmæssige.

Omtalen og fotogengivelsen af de to personer er sket som led i en saglig reportage af betydelig nyheds- og informationsværdi, tilrettelagt i samarbejde med overlæger og plejepersonale for Nordvang. Under hensyn hertil og til den indvilligelse, der foreligger fra ..... og den bæltefikserede kvinde, finder Højesteret, at omtalen og fotogengivelsen ikke indebærer en sådan krænkelse af de to personer, at det har været berettiget at nedlægge forbud. Fogedrettens forbud ophæves derfor i sin helhed.
Højesteret finder ikke grundlag for at tage påstanden om godtgørelse for tort til følge.

Thi kendes for ret:

Appellanterne, Ekstra Bladet ved dets ansvarshavende redaktør og journalisterne Marianne Martens og Annelise Pedersen, frifindes, og det forbud, der blev nedlagt ved Københavns Byrets fogedrets kendelse af 14. juni 1985, ophæves.

For så vidt angår påstanden om godtgørelse for tort stadfæstes landsrettens dom.

I sagsomkostninger for fogedret, landsret og Højesteret skal Københavns Amtskommune inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 50.000 kr. til Ekstra Bladet ved dets ansvarshavende redaktør, 50.000 kr. til journalist Marianne Martens, og 75.000 kr. til journalist Annelise Pedersen.

 

Hide details for [<h2 class='h2-list'>Typiske spørgsmål</h2>]

Typiske spørgsmål

Hide details for [<h2 class='h2-list'>Artikler</h2>]

Artikler