Document Actions

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 29/2001

Instans: Pressenævn - dato: 09/12/2001 - sagsnummer: 29/2001

 

Offentliggjort 10/30/2001, senest redigeret 06/17/2005

 

Resumé:

Klager klagede over, at bladet havde afvist at bringe et genmæle. Klager klagede tillige over, at bladet ikke havde givet klagevejledning. Pressenævnet fandt, at klagers telefax af 7. marts 2001 – således som den var fremsendt til bladet – ikke var begrænset til faktiske oplysninger, og at bladet ikke havde været forpligtet til at bringe klagers telefax i den fremsendte form, hverken fuldt ud eller delvis. Nævnet fandt i øvrigt ikke, at klager på nogen punkter havde krav på genmæle. Under henvisning til telefaxens udformning og indhold fandt nævnet ikke, at bladet havde tilsidesat god presseskik ved ikke at give klagevejledning, således som medieansvarslovens § 40 foreskriver.

 

Tekstens ordlyd:

[K] har klaget til Pressenævnet over, at Berlingske Tidende - bortset fra et enkelt punkt - har afvist at bringe et genmæle. [K] har endvidere klaget over, at bladet har tilsidesat god presseskik.

Af artiklen bragt på forsiden af Berlingske Tidende Erhverv den 7. marts 2001 med overskriften ”To Riskær-advokater hævede ti mio. kroner” fremgik af brødteksten, at

”Honorarer: Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kritiserer, at finansmanden Riskær førte skjulte forhandlinger om salget af Cybercity, selvom to topadvokater har hævet et honorar på ti mio. kr. for at stå for salget og hjælpe fonden. Den ene advokat mener imidlertid, at myndighederne nu begår strafbare handlinger.”

I artiklen hed det:

”Det var en grov sammenblanding af interesser, som udløste, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i den forløbne weekend under dramatiske omstændigheder satte de fire medlemmer af bestyrelsen i den såkaldte Riskær-fonden på porten.

Ifølge et brev fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er der skarp kritik til både højre og venstre i fonden.

Advokat X har hidtil siddet i fondens bestyrelse. Sammen med sin bror, [K], har de tilsammen hævet honorar på ikke mindre end ti mio. kr. i fonden. Dels for advokatarbejde og dels for at bistå ved salget af Cybercity.

Alligevel er det lykkedes for Klaus Riskær Pedersen at føre skjulte forhandlinger om salget med henblik på at berige sig selv.

Det betød, at salget formentlig indbragte mindre, end der kunne være opnået, påpeger myndighederne:

”For rådgivning i denne prisklasse burde der kunne stilles krav om, at der foregik en detaljeret styring af salgsforløbet omkring Cybercity. Alligevel har det været muligt for Klaus Riskær Pedersen at føre forhandlinger, der hverken blev opdaget af advokat X eller [K], før der var forløbet ganske lang tid, og der var sket en sådan svækkelse af forhandlingspositionen, at salgssummen skønsmæssigt blev reduceret med adskillige millioner kroner.”

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kritiserer, at man ikke har forsøgt at finde ud af, om man kunne få den samme rådgivning billigere andet steds, og anfører:

”Det må betegnes som betænkeligt, at advokat X og [K] har ansat et samlet honorar. Dette kan give anledning til mistanke om, at der er sket begunstigelse af såvel bestyrelsesmedlemmet X som dennes bror.”

[K] siger, at det ikke var nogen hemmelighed, at han forestod salget.

”Jeg kan desværre ikke oplyse, hvad jeg har krævet i honorar, da der er tale om et klientforhold,” siger advokaten, der påpeger, at han har været med til at gennemføre en lang række store virksomhedshandler.

[K]s bror X er voldsomt kritisk over for fondsmyndighederne repræsenteret ved kontorchef Jytte Heje Mikkelsen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. I et brev til styrelsen imødegår han punkt for punkt den fremførte kritik, og han skriver:

”Det er åbenbart, at styrelsens regelanvendelse er udtryk for et groft dadelværdigt forhold, som er udvist af Selskabsstyrelsen under sagsbehandlingen, og som udtrykkes i den fremsendte skrivelse. Der foreligger åbenlyst magtfordrejning, og denne har en sådan karakter, at forholdet efter mit skøn er strafbart.”

Artiklen var ledsaget af et stort billede af Klaus Riskær Pedersen. Der indgik en tekst fra et brev af 2. marts 2001 fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvoraf fremgik, at

”Der foreligger ikke oplysninger om, at man har vurderet dette advokathonorar i forhold til markedets niveau, ligesom det ikke er oplyst, om man har forsøgt at afsøge markedet for at finde rådgivning, der i kvalitet og pris var konkurrencedygtig. Det må betegnes som betænkeligt, at adv. X og adv. [K] har ansat et samlet honorar. Dette kan give anledning til mistanke om, at der er sket begunstigelse af såvel bestyrelsesmedlemmet X som dennes bror. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen”

Artiklen var endvidere ledsaget af billeder af henholdsvis klager og denne bror advokat X.

Ved telefax af 7. marts 2001 fremsendte klager følgende til Berlingske Tidende, Redaktionen:

”Under overskriften ”To Riskær-advokater hævede ti mio. kroner” bringer De i dag på forsiden af Erhverv en artikel, hvori jeg nævnes som én af de to i overskriften anførte.

I den anledning påpeger jeg, at jeg på intet tidspunkt under forløbet vedrørende salget af virksomheden CyberCity har været advokat for Klaus Riskær Pedersen. Tværtimod gjorde jeg det til en afgørende forudsætning for min bistand som forhandlingsleder, at Klaus Riskær Pedersen ikke havde nogen instruktionsbeføjelse over for mig og alene havde til opgave at bistå med oplysninger.

Uden at skulle bedømme personen Klaus Riskær Pedersen stiller jeg krav til klienter, som jeg betjener, der udelukker, at jeg vil påtage mig rådgivningsmæssige opgaver for denne.

Hvad angår selve honorarbeløbet ville jeg under normale omstændigheder undlade at udtale mig. Det er klientens beføjelse at tage stilling til udbetalt honorar og klientens sag, om han vil udtale sig herom. Da imidlertid, efter det for mig oplyste, den hidtidige bestyrelse for den såkaldte Riskær-fond (en betegnelse der er misvisende) er fratrådt, og en udpeget, ny bestyrelse er suspenderet af Erhvervs- og Selskabsstyrelse, er klienten afskåret fra at disponere og dermed korrigere urigtige oplysninger. På den baggrund skal jeg undtagelsesvis oplyse, at det af mig debiterede honorar ekskl. moms udgør under halvdelen af det beløb, der fremgår af artiklen, og at honoraret indbefatter al bistand fra såvel danske som hollandske advokat- og revisionsfirmaer, der har bistået under det komplicerede forhandlingsforløb, som ikke alene omfattede salget af CyberCity, men desuden køb af aktiemajoriteten i et hollandsk selskab.

Henset til de ekstraordinære omstændigheder er jeg indstillet på under iagttagelse af tavshedspligt i øvrigt at lade en af Berlingske Tidende udpeget statsautoriseret revisor få indsigt i den foretagne fakturering til bekræftelse af rigtigheden af det her anførte.

Artiklen efterlader det indtryk, at jeg selv har hævet honoraret. Jeg debiterer honorarer, som alene udbetales efter klientens godkendelse.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens i artiklen citerede kritik af styringen af sagsforløbet må ganske afvises. Styrelsen har tidligere dokumenteret sin manglende indsigt i forhold af denne art, og jeg agter ikke at lade mig inddrage i en diskussion med Styrelsen herom. Jeg lægger til grund, at avisens oplysninger hidrører fra Styrelsen, som også i tidligere tilfælde har tilsidesat sin tavshedspligt som offentlig myndighed.

Jeg forventer, at ovenanførte i sin helhed bringes i avisen allerede i morgen i en opsætning, som modsvarer den sensationelle overskrift i dagens avis. Jeg anser omtalen i dag som en grov og retsstridig krænkelse, som kan rejse tvivl om min etik.

Alene henset til min tavshedspligt vil sagen ikke blive yderligere kommenteret fra min side.

Modtagelsen af nærværende bedes omgående anerkendt.”

Ved brev af 7. marts 2001 til klager anførte bladet følgende:

”Hermed anerkendes modtagelsen af Deres telefax af dags dato.

På given foranledning skal vi gerne præcisere i morgendagens udgave, at De ikke har arbejdet som advokat for Klaus Riskær Pedersen personligt, hvilket da heller ikke oplyses i artiklen.

Betegnelsen ”Riskær-advokater” må i en redaktionel sammenhæng anses for en rimelig vending, al den stund De arbejdede med salget af en virksomhed, der havde Klaus Riskær Pedersen som direktør og som i offentligheden i ét og alt tegnedes af denne.

Hvad angår øvrige oplysninger i artiklen, herunder anførelsen af honoraret til Dem og advokat X, må vi i det hele henvise til den refererede skrivelse af 2. marts d.å. fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Det fremgår ikke af denne skrivelse - og dermed heller ikke af artiklen - , at De alene har beregnet Dem det nævnte honorar på 10 mio. kr. Det hedder således i artiklens første spalte, at De og advokat X ”tilsammen” har modtaget honoraret.”

Den 8. marts 2001 bragte Berlingske Tidende i erhvervssektionen under rubrikken ”Penge og Job” følgende:

”Præcisering

På given foranledning skal der præciseres, at [K] i forbindelse med salget af internetvirksomheden Cybercity arbejdede som advokat for Fonden af 1. december 1997. Vendingen ”Riskær-advokater” i overskriften til en artikel på forsiden af Erhverv i går kunne - modsat indholdet af artiklen - give det indtryk, at han arbejdede for Klaus Riskær Pedersen personligt.”

Klageren har i relation til det af bladet anførte om, at klagers telefax af 7. marts 2001 ikke opfylder kravene til at få bragt et genmæle, anført, at der ikke er noget i lovgivningen, som fordrer, at krav om genmæle udtrykkeligt omtales som sådant med henvisning til den relevante paragraf i loven eller stiles til en bestemt person på den pågældende avis. Det ville formentlig afskære de fleste fra at tage til genmæle i lovformelig stand. I hvert fald senest ved modtagelse af kopi af klagen til Pressenævnet må det have stået bladet klart, at klager krævede et genmæle.

Klageren har i den forbindelse anført, at han medgiver, at hans omtale af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som værende ”uden indsigt i forhold af denne art” muligvis ikke er omfattet af reglerne om genmæle. Det berettiger imidlertid under ingen omstændigheder bladet til ikke i øvrigt at bringe genmælet. Klager afviser samtidig, at hans oplysning om Klaus Riskær Pedersen er vurderende, idet den nok er baseret på en vurdering, men som konklusion herpå er af rent faktisk karakter. I øvrigt er bladets oplysninger om, hvorvidt man mener, at de bragte oplysninger er korrekte, sagen uvedkommende. Retten til genmæle er netop central i denne sammenhæng.

Klageren har videre anført, at hans krav om at komme til orde alene angår konkrete, faktiske oplysninger, som er forkerte, og som risikerer at kunne påføre hans virksomhed som advokat og rådgiver for erhvervslivet væsentlig skade. Klager anser det som en skærpende omstændighed, at bladet end ikke har villet benytte sig af hans tilbud om selv at kunne foranledige verifikation af hans oplysninger.

Klageren har anført, at det af ham debiterede honorar indbefatter al bistand fra såvel danske som hollandske advokat- og revisionsfirmaer og dermed også advokatfirmaet X. Den helt afgørende fejloplysning i artiklen er således, at det honorar, der er tilgået klagers broders firma, ikke er inkluderet i det af klager oplyste beløb.

Klageren har videre gjort gældende, at det er ham uvedkommende, at det måtte være gået upåtalt hen, at Fonden af 1. december 1999 – som af bladet anført – er blevet betegnet som ”Riskær-Fonden”. Beskrivelsen af klagers opgave kan ikke præjudiceres heraf, og det turde være åbenbart, at betegnelsen som ”Riskær-advokat” refererer til en person og ikke en fond.

Klageren har særligt anført, at berigtigelsen i bladet den 8. marts 2001 er en overtrædelse af medieansvarslovens § 39. Berigtigelsen er bragt uden sammenhæng med den fortsatte reportage vedrørende Klaus Riskær Pedersen, som igen indeholder ordet ”Riskær” i overskriften, idet berigtigelsen henvises til en langt mere anonym spalte med overskriften ”Penge og job” og underoverskriften ”Præcisering”, så læseren først ved at sætte sig ind i selve indholdet bliver klar over, hvad emnet er. Dette er helt ude af proportion med den store to-spaltede overskrift, der blev bragt dagen forinden.

Klageren har videre anført, at udtrykket ”hævning af honoraret” skærpes af omtalen af Fonden og dens selskaber i andre sammenhænge som ”et tag-selv-bord”. Klager har derfor ønsket præciseret, at han først får udbetalt honorar, når dette er godkendt af klienten.

Endelig har klageren anført, at bladet ikke har iagttaget forskriften om, at afvisning af genmæle skal indeholde oplysning om den bestående klageadgang, hvilket klager anmoder nævnet om at påtale over for bladet.

Bladet har indledningsvis anført, at man mener at have overholdt reglerne for god presseskik.

Bladet har videre anført, at man ikke har behandlet klagers henvendelse som en anmodning om genmæle, idet henvendelsen var udformet på en måde, der strider mod de indholdsmæssige begrænsninger, der gælder for genmæler, jf. medieansvarslovens § 38. Brevets tekst var udformet på en sådan måde - med vurderinger vedrørende tredjemand (Klaus Riskær Pedersen), polemik mod Erhvervs- og Selskabsstyrelsen samt en opfordring til bladet om at gå klagers fakturering efter mv. - at den i givet fald ville have været helt uegnet som genmæle. Det nævnes alene, fordi klager i sin henvendelse anfører, at han ”forventer, at ovenanførte i sin helhed” bringes i bladet. Endvidere var klagers brev ikke stilet til redaktøren og indeholdt ikke ordet ”genmæle” eller nogen henvisninger til medieansvarsloven, jf. medieansvarslovens § 36, stk. 3.

Bladet har af samme grunde afvist, at bladet skulle have forsømt noget ved ikke i bladets skriftlige svar af 7. marts 2001 at have orienteret klager om den bestående klageadgang ved afvisning af et genmæle. Bladet valgte pr. konduite at imødekomme klagers krav om en rettelse på den måde og i det omfang, som bladet fandt rimeligt. Dette skete under rubrikken ”Præcisering”, hvorved afspejles, at man ikke mente eller mener, at artiklen eller dens rubrik indeholdt nogen forkerte oplysninger.

Med hensyn til brugen af vendingen ”Riskær-advokater” om klager og X, har bladet gjort gældende, at der ikke ligger nogen tilsigtet eller reel krænkelse i at blive betegnet som ”Riskær-advokat”. Det ligger klart inden for rammerne af redaktionel formuleringsfrihed at betegne klager som ”Riskær-advokat”, når klager har arbejdet for en fond, ”Fonden af 1. december 1997”, der er almindeligt kendt som ”Riskær-fonden” eller som ”Riskærs familiefond”, og hvis formål i vidt omfang er at tilgodese Klaus Riskær Pedersen økonomisk, og når advokatens arbejde har bestået i at forhandle og gennemføre salget af en virksomhed, Cybercity, der i en periode på fem år frem til salget sidste år havde Klaus Riskær Pedersen som direktør og i øvrigt i ét og alt udadtil blev tegnet af denne.

Hvad angår klagen over artiklens oplysning om et samlet advokathonorar på 10 mio. kr., hvortil klager har anført, at ”det af mig debiterede honorar ekskl. moms udgør under halvdelen af det beløb, der fremgår af artiklen”, har bladet gjort gældende, at artiklen ikke bestrider denne oplysning. Det fremgår klart af artiklen, at der er tale om, at X ”sammen med sin bror, [K], tilsammen har hævet honorarer på ikke mindre end ti mio. kr.”. Artiklen tager således ikke stilling til, hvordan dette honorar er fordelt mellem de to, ligesom artiklen heller ikke går ind på, hvilke enkelte poster dette honorar måtte være sammensat af. Kilden til oplysningen om det samlede honorars størrelse er som anført i artiklen et brev dateret 2. marts 2001 fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Som fondsmyndighed er styrelsen som udgangspunkt en overordentlig troværdig kilde. Der er da heller ikke efterfølgende blevet rejst tvivl om oplysningen om det samlede honorar størrelse eller oplysningerne fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i øvrigt. Bladet har således stadig ikke nogen grund til at tro, at de bragte oplysninger vedrørende honoraret ikke skulle være korrekte og fyldestgørende, ligesom styrelsen heller ikke siden hen har forsøgt at berigtige sine oplysninger. At klager i sit brev af 7. marts 2001 til bladet anfægter såvel Erhvervs- og Selskabsstyrelsens generelle troværdighed som dens ”indsigt i forhold af denne art” er et anliggende mellem klager og styrelsen, som ikke kan gøres til genstand for rettelser, genmæle eller lignende i bladet.

Bladet har i den forbindelse anført, at klager udtrykkeligt ikke ønskede at benytte sig af den mulighed, han havde i forbindelse med artiklens tilblivelse til at kommentere og eventuelt korrigere oplysninger om honoraret. Klager er således i artiklen den 7. marts 2001 citeret for denne afvisning: ”Jeg kan desværre ikke oplyse, hvad jeg har krævet i honorar, da der er tale om klientforhold”. At klager dagen efter at have læst artiklen ombestemmer sig og ønsker at lægge sine faktureringer frem kan ikke forpligte bladet til at møde frem på klagers kontor med en statsautoriseret revisor. Især ikke, eftersom bladet hverken har oplyst noget om, eller har ønsket at forholde sig til, hvorvidt klager har fået under eller over halvdelen af de ti mio. kr., eller hvilken andel han i det hele taget har fået.

Bladet har i relation til det anførte om klagers hævning af honorar gjort gældende, at der i vendingen ”hæver” ikke ligger et indirekte udsagn om, at honoraret ikke skulle være udbetalt ”efter klientens godkendelse”. Artiklen giver ikke nogen anledning til denne mistanke. Artiklen hævder ikke, at pengene er ”hævet” i strid med nogen regler eller nogen aftaler med den fond, der har været klagers opdragsgiver.

Bladet har afslutningsvis anført, at bladet på intet af ovennævnte punkter i artiklen har skrevet noget andet eller mere vidtgående end talrige andre medier har gjort i samme anledning.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Reglerne om genmæle findes i medieansvarslovens §§ 36-40.

Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle kan fremsættes over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning. En anmodning om genmæle skal i givet fald tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Det følger endvidere af § 38, stk. 1, at genmælets indhold i alt væsentligt skal være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ikke er et krav, at en anmodning om genmæle udtrykkeligt skal være betegnet som genmæle.

Nævnet finder, at klagers telefax af 7. marts 2001 - således som den er fremsendt til bladet - ikke er begrænset til faktiske oplysninger, og at bladet ikke har været forpligtet til at bringe klagers telefax i den fremsendte form, hverken fuldt ud eller delvis. Under henvisning til telefaxens udformning og indhold finder nævnet ikke, at bladet har tilsidesat god presseskik ved ikke at give klagevejledning, således om medieansvarslovens § 40 foreskriver.

Med hensyn til betegnelsen af klager som ”Riskær-advokat” finder nævnet, at klagers arbejde for Fonden af 1. december 1997 og arbejde i forbindelse med salget af Cybercity må anses at have en sådan tilknytning til Klaus Riskær Pedersen, at det ikke var i strid med daglig tale – og heller ikke kan anses for at være i strid med god presseskik - at betegne klager som ”Riskær-advokat”. Klager er derfor ikke berettiget til et genmæle vedrørende denne oplysning. Nævnet bemærker i den forbindelse, at bladet den 8. marts 2001 under overskriften ”Præcisering” oplyste, at klager i forbindelse med salget af virksomheden Cybercity arbejdede som advokat for Fonden af 1. december 1997, og ikke for Klaus Riskær Pedersen personligt.

Med hensyn til oplysningen om klagers honorar er denne oplysning baseret på oplysninger, der fremgår af det brev af 2. marts 2001, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sendte til hvert medlem af bestyrelsen for Fonden af 1. december 1997. Under hensyn hertil samt til, at oplysningerne omkring honorarets samlede størrelse ikke efterfølgende er blevet berigtiget fra nogen side, finder nævnet ikke, at bladet har bragt en faktisk forkert oplysning vedrørende honoraret til klager og dennes bror. Klager er derfor heller ikke berettiget til et genmæle vedrørende denne oplysning.

Endelig finder nævnet ikke, at der af bladet ved anvendelsen af vendingen ”hæver” i forbindelse med fastsættelsen og udbetalingen af klagers honorar er fremsat en forkert faktisk oplysning. Nævnet bemærker i den forbindelse, at udtrykket forekommer naturligt i sammenhængen.

Efter nævnets opfattelse har bladet ikke tilsidesat god presseskik.

Afsagt den 12. september 2001.