Offentliggjort 09/26/2001, senest redigeret 08/22/2011
Klager skal rejses inden 4 uger fra at den mulige krænkelse er blevet offentliggjort.
En borger eller virksomhed m.v., der føler sig krænket, kan klage til det pågældende medie, men kan også sende klagen direkte til Pressenævnet (medieansvarsloven § 34 stk.2).
Klager over DR, TV2 og de regionale TV2-stationer skal dog altid i første omgang sendes til disse (§ 34 stk.3).
Hvis klagen i første omgang er sendt til det pågældende medie kan klageren gå videre til Pressenævnet, hvis han ikke er tilfreds med mediets svar. Her gælder igen en 4 ugers frist. Den regnes fra modtagelsen af svar fra mediet.
En klage til Pressenævnet skal være skriftlig (§ 44). I øvrigt stilles ikke særlige krav til klagens formulering. En klager kan søge professionel bistand fra advokat eller andre, men det er ikke nødvendigt. Hvis Pressenævnets sekretariat er i tvivl om klagens indhold, vil det kontakte klageren.
En klage skal indsendes af eller på vegne af en person eller virksomhed, der selv er forurettet ved omtalen. Formanden for Pressenævnet kan afvise klager fra en borger eller virksomhed, der ikke selv har en retlig interesse i sagen (§ 43 stk.2).