Document Actions

Terrortrussel kan ikke begrunde afslag på aktindsigt i risikovirksomheder

Instans: Folketingets Ombudsmand - dato: 07/07/2010 - sagsnummer: 2009-0872-101/LIA

 

Offentliggjort 08/13/2010

 

 

Miljøstyrelsen og Miljøministeriet kunne ikke give et generelt afslag på aktindsigt i oplysninger om de såkaldte risikovirksomheder af hensyn til statens sikkerhed. Det fastslår ombudsmanden i en ny redegørelse.

Efter ulykken på fyrværkerivirksomheden i Seest ved Kolding i 2004 nedsatte regeringen et Kulegravningsudvalg for at gennemgå reglerne på området og se på de øvrige risikovirksomheder i landet. I forbindelse med arbejdet blev der lavet skemaer med oplysninger om alle risikovirksomheder. En journalist søgte om aktindsigt i skemaerne. Journalisten fik afslag fra Miljøstyrelsen og Miljøministeriet og klagede efterfølgende til Folketingets Ombudsmand.

Myndighedernes afslag på aktindsigt skete på baggrund af en vurdering fra Politiets Efterretningstjeneste (PET). PET vurderede at oplysningerne havde en sådan karakter at der ville være en nærliggende risiko for at oplysningerne kunne anvendes til terrorformål. Det var derfor nødvendigt at undtage oplysningerne fra aktindsigt af hensyn til beskyttelse af statens sikkerhed.

Risikovirksomheder er underlagt flere særlige regler om at offentligheden skal informeres om virksomhedernes forhold. Det skyldes bl.a. at de netop er risikovirksomheder og derfor kan udgøre en risiko for borgerne.

”Det er forudsat i reglerne at offentligheden har adgang til en række oplysninger af den type som skemaerne indeholder. Derfor kan man ikke generelt afslå at udlevere dem af hensyn til statens sikkerhed,” siger ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.

Ombudsmanden kritiserer i redegørelsen at myndighederne ikke i deres vurdering af aktindsigt i skemaerne har inddraget de særlige regler. Myndighederne bør derfor se på sagen igen i det lys og vurdere om der kan gives aktindsigt i dokumenterne eller dele af dokumenterne.

Miljøministeriet har på baggrund af en foreløbig redegørelse i sagen allerede meddelt at ministeriet vil bede Miljøstyrelsen om at genoptage sagen.

Se ombudsmandens endelige redegørelse


risiko.pdf