Document Actions

Public Service - holdninger og opfattelser

 

Offentliggjort 07/12/2007, senest redigeret 08/21/2007

 

 

BESKRIVELSE: (En undersøgelse af holdninger til og opfattelser af public service fjernsyn og radio i Danmark)

Projektansvarlige forskere: Lektor Roger Buch, DJH; Lektor, Institutleder Jørgen Bang, IMV

Projektbeskrivelse:
Public service begrebet og dets anvendelse er præget af samme dobbelthed – popularitet og uklarhed - som også karakteriserer demokratibegrebet og som fik Giovanni Sartori til at konkludere at ’up until the 1940s people knew what democracy was and either liked or rejected it; since then we all claim to like democracy but no longer know (understand, agree) what it is.’ Sidste del af citatet rammer præcist situationen for public service-begrebet: næsten alle er tilhængere af public service, men der er næppe enighed, hvad public service egentlig er. I direkte forlængelse af det begrebshistoriske projekt (delprojekt 1) og i lyset af dets foreløbige konklusioner, men også med virkning tilbage på delprojekt 1, vil dette delprojekt – nu ved hjælp af en serie af survey-undersøgelser samt fokusgruppe interviews – afdække de forskellige opfattelser af og holdninger til public service, som findes hos centrale aktører på mediearenaen. Det drejer sig om (1) journalister på DR og TV2, (2) journalister i andre medier, især dagblade, (3) folketingspolitikere, (4) kilder anvendt af DR og TV2, i de to uger i delprojekt 3 (og muligvis flere uger), samt (5) almindelige borgere.

Trods en vis forskning om skiftende opfattelser af public service idealets betydning set fra DR’s og TV2’s side, og også en række undersøgelser om holdninger til, og opfattelser af kvaliteten af den ene eller anden type af aktualitets- og nyhedsdækning generelt, er forbavsende nok, ingen viden, hverken a) om forholdet mellem (skiftende, omdiskuterede) opfattelser af public service begrebets betydning blandt diverse politiske og medieinstitutionelle eliter og på den anden side forskellige dele af befolkningen, eller b) om hvordan (herunder hvor positivt eller negativt) forskellige grupper evaluerer forskellige typer af public service udsendelser – vel at mærke bevidst operationaliseret i forhold til betydningselementerne i public service idealet. Projektet vil generere viden om public service-opfattelser, som i dag er fuldstændig fraværende fra forskningen og den offentlige debat.

Surveyundersøgelsen vil bestå, for det første, af en kerne af spørgsmål, som er identiske for alle aktører, dels efter behov mere specifikke spørgsmål til de forskellige grupper, især for kilder. Surveyundersøgelserne, der først vil blive igangsat lidt henne i projektperioden, vil også indeholde spørgsmål, som skal anvendes i andre delprojekter. Kernespørgsmålene er en række åbne spørgsmål om hvad der er den enkelte respondents selvforståelse af public service begrebet og kvalitet i bredere forstand. For det andet vil undersøgelsen omfatte lukkede spørgsmål, om (1) hvordan respondenten forholder sig til idealerne om ”alsidighed”, ”saglighed”, ”upartiskhed” og ”mangfoldighed”, samt andre idealer/dimensioner, som de er indkredset i delprojekt 1; (2) hvordan respondenten forholder sig til kvalitet i medierne i bredere forstand; (3) I hvilket omfang respondenten vurderer, at DR og TV2 lever op til public service idealerne, sådan a) som respondenten selv opfatter idealet og b) sådan som idealet er indfanget med ”alsidighed”, ”saglighed” og ”upartiskhed”, samt andre idealer/dimensioner, der er indkredset i delprojekt 1; og (4) i hvilket omfang respondenterne finder behov for en videreudvikling af public service i lyset af både den medieteknologiske udvikling med Internet, mobiltelefoni osv. og den økonomiske udvikling i medieverden, med øget konkurrence, kommercialisering osv.

Snævert koordineret med disse survey-undersøgelser gennemføres endvidere en række fokusgruppeinterviews, der giver mulighed for en mere åben, men også mere uddybende undersøgelse – både før og efter surveyundersøgelsen, men med vægt på det sidste. Spørgsmålene her vil tage udgangspunkt i opfattelser af public service-TV og radios betydning og kvalitet, idealet og dets omdiskuterede dimensioner. Fokusgrupperne vil dels blive udvalgt efter standardkriterier som alder, uddannelse og køn, dels rumme de samme typer af respondenter som i surveyundersøgelse. De sene fokusgruppeinterviews vil endvidere kunne inddrage spørgsmål der rejser sig i forlængelse af de øvrige delprojekter.

Delprojektet kan, med udgangspunkt i undersøgelserne, blandt andet besvare følgende spørgsmål:
• Er alle aktører enige i public service idealerne? Eller er public service idealerne udfordret af konkurrerende idealer og kvalitetsopfattelser – og den medieteknologiske/medieøkonomiske situation?
• Hvorledes afvejer forskelle aktører de eksterne og interne spændingerne i idealerne og dimensionerne? Er alle dimensioner lige vigtige og er der spændinger internt i dimensionerne?
• Hvorledes vurderer aktørerne, at DR og TV2 lever op til a) public service idealerne, b) DR og TV2s selvforståelse, og c) de øvrige aktørers forståelser af public service og kvalitet.

 

 


Søg

  

 

 

Temasider om samme emne

 

Læs mere

Se alle dokumenter om emnet i denne artikel:

 

HOLD DIG ORIENTERET

Få et tip om nye artikler og kurser: