Formiddagsaviserne vinder i kampen om net-læserne
Offentliggjort 11/22/2006, senest redigeret 01/30/2007
Netfaktor sætter besøgstal på nettet i forhold til papiravisens læsertal
Af Nils Ulrik Pedersen og Peter From Jacobsen
ANALYSE: Formiddagsaviserne er efter nogle års faldende oplag af papirudgaven i gang med et forrygende comeback på internettet og vinder kampen om det elektroniske avispublikum på internet foran de landsdækkende morgenaviser.
Regionalaviserne kæmper for at holde trit, mens lokalaviserne er sakket agterud.
Det viser en undersøgelse af danske avisers succes på internet. Undersøgelsen beregner på basis af netavisers daglige besøgstal en såkaldt netfaktor, der angiver størrelsen af den elektroniske læserbasis på internet i forhold til moderavisens daglige læsertal.
Undersøgelsen viser, at der er markante forskelle på danske avisers evne og vilje til at udnytte internettet til at udvide læserkredsen – og øge kontakten med de nuværende læsere.
Resultaterne tyder på, at der er sammenhæng mellem avisers type og deres muligheder og evner til at skabe sig en platform på internet.
Formiddagsaviserne har bedst fat i publikum på nettet. Ekstra Bladet er den mest succesfulde danske netavis, både målt i absolutte tal og ved beregning af den såkaldte netfaktor. Ekstra Bladets netfaktor er 70, hvilket betyder, at avisens publikum på nettet (det daglige besøgstal) i dag har en størrelse, der svarer til 70 procent af papiravisens publikum (daglige læsertal).
Omvendt har danske lokalaviser efter ti år med internet kun i ubetydeligt omfang fået fat i den voksende skare af elektroniske avislæsere. Den gennemsnitlige netfaktor for de fire undersøgte lokalaviser – Thisted Dagblad, Viborg Stifts Dagblad, Ringkjøbing Amts Dagblad og Dagbladet i Holstebro - er tre.
Formiddagsavisernes succes på nettet tyder på, at tabloid-konceptet er skræddersyet til nettets publikum, som typisk surfer i arbejdstiden og som tilsyneladende foretrækker en let nyhedsvinkling, når de tager et afbræk fra arbejdsopgaverne.
Omvendt stiller undersøgelsen spørgsmålet, om regionalt og lokalt nyhedsstof i det hele taget har lav prioritet hos det voksende net-publikum? Og om disse avistyper måske er nødt til at tænke i helt nye redaktionelle og forretningsmæssige modeller for nettet?
I det ny elektroniske avismønster er formiddagsaviserne på nettet mere end dobbelt så store som de landsdækkende morgenaviser, som igen er mere end dobbelt så store som regionalaviserne.
Overordnede tendenser
Undersøgelsen indikerer, at kampen om nettets elektroniske publikum præges af følgende tendenser:
Store aviser klarer sig bedre på nettet end små aviser.
Landsaviser klarer sig bedre på nettet end regional- og lokalaviser.
Tabloidaviser klarer sig bedre på nettet end de klassiske morgenaviser.
Skæringspunkt nærmer sig
Over en bred kam er netavisernes daglige besøgstal fortsat væsentligt lavere end avisernes læsertal, men undersøgelsen viser, at dagen nærmer sig, hvor den første danske avis når skæringspunktet, der gør netavisen større end den trykte avis.
Beregnet ud fra en hidtidig gennemsnitlig årlig vækst på 30 procent (2003-2006) er Ekstra Bladet kun godt et år fra en situation, hvor avisens læserbase på nettet er lige så stor - og efterfølgende formentlig større - end Ekstra Bladets læserbase på papir.
Lokalaviser i klemme
Men der kan også ligge mere fundamentale årsager til lokalavisernes manglende succes på nettet. Såsom at interessen for lokalstof på nettet ligger et andet sted end i ”nyheder” i klassisk journalistisk forstand.
Kombinerede læsertal topper
Undersøgelsen tyder på, at formiddagsaviserne er i fuld gang med på nettet at tilbagevinde det massepublikum, som ellers var ved at gå tabt med de seneste femten års voldsomme oplagsfald.
Et centralt spørgsmål er, om netvækst er udtryk for kannibalisering? Det kan der næppe gives et éntydigt svar på. Faktum er, at en ny form for kombineret publikumsbase - læsertal på papir plus besøgstal på net, renset for gengangere - afspejler en ny medievirkelighed, som skaber grundlag for andet end pessimisme på avisernes vegne.
Læs mere om undersøgelsen
Netfaktor fordelt på avistype
Fakta om beregningen af netfaktor
Faktorer af betydning for dagblades succes på nettet
Avisernes læsertal stiger igen - takket være nettet
Kommentarer til netfaktor
Gregers Wedell-Wedellsborg, direktør, Berlingske Tidende Nye medier
Peter Bergman, onlineredaktør, Fyens Stiftstidende
Anders Lassen, direktør, Infomedia
Andre kilder
”Det nye massemedie”, artikel i Journalisten, november 2006
”Netaviser har vokseværk”, artikel på Ejour, Danmarks Journalisthøjskoles netmagasin om netjournalistik
Canadisk undersøgelse: De fleste net-læsere bruger også trykte medier
Svensk undersøgelse: Netnyheder komplementerer den trykte avis
Omtalte institutioner: