Englevingen: 1. kapitel: Labyrinten
Politiken 9.  april  2006, 1. sektion, side 4
1. kapitel Labyrinten
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
De tre mænd kigger sig usikkert omkring i den halvmørke røgelsesduftende restaurant. Deres jakker lugter langt væk af cigaretrøg og kunstlæder.
La Bodegas andre gæster er velklædte. Mellem bordene stritter skulpturelle krogede grene op af enorme glasvaser. Silkepuderne i de bløde siddemøbler er ordnet efter farve: rustrøde, mokkafarvede, karrygule. De hvide gardiner slipper kun små glimt af lys ind, og larmen ude fra Kairos gader holdes i ave af tung, tilbagelænet arabisk loungemusik.
Mændene får øje på en ung kvinde med mørkt kort hår, de går hen til hendes bord, sætter sig og giver hånd.
En af dem stryger sig om hagen.
»Vi har fundet nogen, der kender Ahmed!«, siger han stakåndet på engelsk til kvinden.
»Det er helt sikkert, at de her mennesker kender Ahmed. De ved, at Ahmeds far halter og er skolelærer - det passer alt sammen. De siger også, at Ahmed er blevet narkoman. Og at både Ahmeds lejlighed og hans fars lejlighed står tomme. Så Ahmed og hans forældre er flyttet. Måske kan vi finde ud af hvorhen«.
Kvinden læner sig langt ind over bordet for at få det hele med.
I begyndelsen er hun rolig. Men efterhånden, som mandens beretning skrider frem, spærrer hun øjnene op.
Det er februar 2003, og uden for restaurantens vinduer er Kairo kold og klam.
Nadia Kjærgaard Jensens blik hænger ved mandens læber. Han hedder Osama, og han fortæller løs om beboere fra et af byens fattige områder, som han og hans hjælpere netop har mødtes med. Nadia er ligeglad med at høre om, at slumbeboerne er på stoffer. Hun vil bare vide én ting: Kan disse mennesker derude i slumkvarteret hjælpe med at finde ud af, hvor Maryam er skjult?
Hendes Maryam. Hendes lille pige på tre, som hun ikke har set i to et halvt år.
Nadia Kjærgaard er for sjette gang taget til den egyptiske hovedstad for at lede efter sin datter, der blev bortført i Danmark 6. juli 2000.
Af Nadias mand, Ahmed. Barnets far.
Hvert vågent minut i mere end tusind dage har tankerne kværnet rundt i Nadias hoved: Hvordan har Maryam det? Hvor er datteren? Hvordan skal hun få fat på hende og bragt hende med tilbage til Danmark?
Mens restaurantens tjenere rydder af bordet, insisterer Nadia på at følges med Osama og hans hjælpere, når de samme aften begiver sig ud på deres næste mission ind i den larmende og osende labyrint af en storby.
Den egyptiske mand nikker. Det er i orden.
Iet par dage har Osamas hold jagtet rundt i gaderne. De går mest deres egne veje uden at fortælle Nadia, hvad de har gang i.
De snakker sammen på arabisk, som hun ikke forstår et ord af. Deres mobiltelefoner bimler i ét væk. Pludselig farer de af sted til et møde og efterlader hende - på hotellet, på en café, på gaden. Og hele tiden forsikrer de hende om, at de er tæt på målet.
Ien rød bulet Hyundai kører de fire samme aften ind i slumkvarteret Sayida Zeinab. Selv om hun kender denne usle del af Kairo temmelig godt, kan hun i mørket ikke orientere sig i de smalle gyder. Natten skjuler nådigt alle affaldsdyngerne og betonhusenes fremskredne forfald. Men ikke lugten.
Pludselig standser bilen. De tre mænd stiger ud og kommanderer med håndtegn og tyssen Nadia til at blive siddende. Mændene skal mødes med deres hemmelige kontakter fra kvarteret.
Hun sidder alene tilbage. Irriteret. Hun hader at blive kommanderet med.
Sådan har det altid været. Fra helt tilbage i barndommens Rødbyhavn på Lolland har hun haft det svært med autoriteter. Lærerne på den lokale folkeskole, Havneskolen, indså hurtigt, at hvis Nadias næse skulle holdes nede i bøgerne, skulle hun have en grundig forklaring på meningen med galskaben. Fik hun ikke den, kunne de undervise lige så tosset, de ville. Så fløjtede lærdommen hen over hendes mørke krøller. Så pjækkede hun.
I stedet for at gå i skole, når hun havde sagt farvel derhjemme, gemte hun sig ude i garagen og luskede ind i huset for at se fjernsyn hele dagen, når hendes mor var taget på arbejde.
Men nu, midt om natten dybt inde i et egyptisk slumkvarter, gør hun, hvad hun får besked på. Bliver siddende musestille i bilen og spejder tavst ud i natten. Forsøger at tyde skyggernes bevægelser længere fremme i gaden, hvor hendes hjælpere taler og taler med et par skikkelser ved siden af et bilvrag. Ruderne i bilen er smadret.
Det ligner noget fra en krig, synes Nadia.
Da de tre mænd vender tilbage, er det med uforrettet sag. Deres forbindelser i Kairos underverden var alligevel ikke så gode, som de havde håbet på. Ingen vidste noget præcist om Maryams skæbne.
Men de skal nok finde hende, bedyrer egypterne igen og igen.
Ja, ja, måske, tænker Nadia. Men hun ved også, at en mand hernede aldrig vil indrømme, hvis noget går dårligt. Han vil lægge røgslør ud. Er nogen i familien meget syg, vil han kalde det »lidt dårligdom, ikke noget alvorligt«. Er forretningen på vej nedenom og hjem, vil han kalde det »små sæsonudsving«.
Hun kender dem.
Næste dag ved Nadia ikke længere, hvad hun skal tro. Men Osama og hans hjælpere holder dampen oppe: Det er kun et spørgsmål om tid, før de har fundet Maryam, forsikrer de igen og igen.
For at slå timerne ihjel tager Nadia hen til et af Kairos store og larmende stormagasiner. Hun er nødt til at gøre noget ved sin rastløshed. I børneafdelingen slentrer den danske kvinde rundt med sin brune kernelædertaske over skulderen og kigger på tøj til en pige på cirka tre år.
Mens hun bladrer gennem bøjlerne, kommer hun til at le ad det bizarre ved situationen:
Hvad skal hun lede efter?
»Hvor stor er pigen, De skal købe tøj til?«, spørger en ekspedient.
»Det ved jeg ikke«, svarer Nadia.
Ekspedienten kigger forundret på hende.


Englevingen: 2. kapitel: En anderledes fyr
Politiken 10.  april  2006, 1. sektion, side 8
Baggrund: I februar 2003 er Nadia Kjærgaard Jensen for sjette gang i Kairo for at lede efter sin datter Maryam. Pigen blev bortført af Nadias egyptiske eksmand Ahmed i 2000. Historien om Nadia og Ahmed begynder tilbage i 1997, hvor teenageren Nadia for første gang er på rejse uden for Europa.
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
Beslutningen om at tage i kibbutz er den bedste, Nadia nogensinde har truffet.
Hendes plan er at blive sygeplejerske. Men i første omgang har den 19-årige og stadig temmelig skoletrætte teenager taget den et-årige uddannelse som social- og sundhedshjælper.
Nu trænger hun til at opleve noget mere inspirerende end at passe gamle mennesker på et plejehjem.
Kibbutzen Gadot ligger i Golan-højderne, tæt ved grænsen til Syrien. Nadia arbejder både ude i markerne og på en fabrik, hvor hun samler plastikdimser. Det første er det bedste. På fabrikken bliver der holdt øje med arbejdsindsatsen, udendørs er det noget nemmere at snuppe en lille pause en gang imellem.
Hun er kun tre måneder i Israel. Skulle egentlig have været der længere, men en uheldig episode sætter en brat stopper for opholdet. Nadia deler et lille hus med en anden pige, Sara. Huset er nyt og af meget bedre standard end de andre huse i kibbutzen. Nadia og Sara er faktisk de første, der flytter ind. Desværre glider en regnfrakke en dag fra toppen af vasketøjskurven ned på et varmeapparat. Der går ild i frakken, og huset brænder ned.
Ledelsen i kibbutzen bliver først rasende og giver de to piger besked på at forsvinde. Men ombestemmer sig, så de får lov at blive alligevel.
Fand'me nej, tænker Nadia, der er sur over behandlingen. I stedet tager hun sammen med to andre piger på tre ugers ferie i Egypten.
Det er første gang, hun besøger den enorme ørkenstat, selv om landet har en helt speciel betydning for hende. For Nadias far er egypter. Han og Nadias mor gik fra hinanden, da Nadia var ni måneder, og hun kan intet huske om sin far. Men hun tænker flere gange, at måske har han været her. Måske er der nogen her, der kender ham. Det er en rar tanke. Som om hun her er en lille smule i kontakt med ham.
Rejsen udvikler sig til noget af en stroppetur for de tre piger, som i stort set alle døgnets vågne timer må forsvare sig indædt mod pilfingrede egyptiske mænd. Af samme årsag går pigerne kun rundt i store, posede trøjer og bukser ud fra en antagelse om, at tætsiddende tøj vil gøre pilleriet endnu værre. Men lige meget hjælper det. Trænede egyptiske mandeøjne kan sagtens gennemskue en t-shirt i overstørrelse.
De to sidste dage er sat af til Kairo. Pigerne følges på togturen med en amerikaner, som roser byen til skyerne. Så meget desto større er kulturchokket, da trioen står midt i det osende kaos af en arabisk millionby. Nadia har tidligere været i Paris, men det her er noget helt andet.
De tre unge danskere går målbevidste i gang med at bruge deres sidste penge. Shopper og går i biografen.
Efter filmen bliver de tiltalt af tre mænd uden for biografen. Kairo er fyldt med grupper af unge arbejdsløse, som hænger ud og forsøger at komme i kontakt med udenlandske piger. Vil de ikke med ud og drikke en kop te? spørger mændene. Njahh, pigerne vil egentlig helst bare hjem på det billige studenterhotel, hvor de for ti kroner i døgnet pr. næse har lejet tre senge i en sovesal. De trænger til et bad og en lur.
Men det kunne da måske være meget sjovt, mener den ene pige så alligevel: De er tre, vi er tre, vi finder på et eller andet.
De bliver enige om at mødes en time senere. Alle seks drikker te på en café, og bagefter tager de ud på en sejltur på Nilen i en felucca - de små sejlbåde med enorme sejl, som transporterer turister og lokale op og ned ad verdens længste flod.
Om bord på båden falder Nadia i snak med en af de tre egyptere, en høj og, synes hun, meget smuk mand. Som oven i købet opfører sig helt anderledes end de egyptiske mænd, hun hidtil er stødt på.
Han rører hende ikke en eneste gang. Han taler overhovedet ikke om kvinder og sex, men i stedet om hvad pigerne har oplevet på turen rundt i landet. Han taler om kultur og historie på et lydefrit engelsk med amerikansk accent. Og så bliver han kaldt Dave af vennerne.
Hold da op, tænker Nadia, han er godt nok anderledes.
I virkeligheden hedder han Ahmed, han læser til gymnastiklærer og deler en lejlighed med to andre fyre.
Ahmed fortryller den danske pige, mens feluccaen krydser rundt på Nilen.
Næste dag tager selskabet ud til pyramiderne. Om aftenen går Ahmed med de tre piger ud at spise. Dagen efter skal pigerne efter planen rejse tilbage til Israel.
Men hvorfor bliver Nadia ikke et par uger mere? spørger Ahmed. Så kan han for alvor vise hende Egypten. Ja, hvorfor egentlig ikke?
Nadia er lynhurtigt blevet smålun på den charmerende og veltalende egypter, som heller ikke lægger skjul på, at han er glad for hende. I det hele taget taler han om, hvad han føler, og det er helt uvant for Nadia. Hendes tidligere kærester har været fra Rødby Havn og Maribo, og ingen af stederne trives nogen særlig tradition for at bære følelser uden på tøjet.
Dagen efter rejser veninderne. Nadia er lidt nervøs, da hun siger farvel. Alene i et fremmed land med et menneske, hun kun har kendt i et par dage. Men det bliver to perfekte uger. Nu er hun i selskab med en mand, som kan sproget. Der er ingen, der gør tilnærmelser til hende, og Ahmed klarer alt det praktiske.
De tager til Alexandria. Nadias fars fødeby. Hun tænker på, at hun meget vel kan møde sin far på gaden uden at ane, at det er ham.
Nu er Ahmed og Nadia kærester. Holder i hånd på gaden. Nadia ringer hjem og fortæller sin mor, at hun har mødt en mand. En egypter.
Moderen bliver stiktosset, kan Nadia høre.
»Han vil godt hilse på dig«, siger hun til sin mor.
Da moderen får den belevne Ahmed i røret, lægger hun ikke fingrene imellem:
»Hvis du nogensinde gør min datter noget, så finder jeg dig, og så slår jeg dig ihjel«.
Efter de to ekstra uger i Egypten rejser Nadia tilbage til kibbutzen, hvor hun skal hente sine ting, inden hun fortsætter hjem til Danmark. Det har været to gode uger sammen med Ahmed. Men også krævende. I takt med, at den geografiske afstand til ham vokser, går det op for hende, hvor påtrængende han også er - bag al sin charme.
Fedt nok at være alene igen, tænker hun, da hun sidder i bussen fra Egypten til Israel.
Hun har hurtigt lært, at Ahmed ikke er typen, der accepterer undvigelser. Han presser på, indtil han hører det svar, han gerne vil have. Nadia finder også ret hurtigt ud af, hvad han mest brændende ønsker sig:
At hun skal invitere ham til Danmark.



Englevingen: 3. kapitel: I en bageovn
Politiken 11.  april  2006, 1. sektion, side 6
Resumé: I foråret 1997 er Nadia Kjærgaard Jensen på tre ugers ferie i Egypten. I Kairo forelsker hun sig i Ahmed, som inviterer hende til at blive to uger længere. Hun nyder at være sammen med den galante egypter - selv om han også kan være trættende. Da Nadia rejser hjem, ligger det alligevel i luften, at han skal besøge hende i Danmark.
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
Nadia viser sin mor billeder af Ahmed. Og fortæller om, hvor sød han er, manden, hun er blevet kæreste med nede i Kairo. Og hvor civiliseret, i forhold til andre arabiske mænd.
Moderen fortryder, at hun ikke hen ad vejen har fortalt sin datter mere om hendes far, som også var egypter, og som forsvandt ud af deres liv, da Nadia var ni måneder. Men på den anden side ... havde det mon forhindret datteren i at blive forelsket i en egypter? Kan forældre overhovedet påvirke deres børn på den måde?
Så hun kommenterer ikke rigtig Nadias forelskelse. Hvad kan hun også sige? Pigen er jo over 18 og kan selv bestemme over sit liv. Vil selv bestemme.
Sådan har det i øvrigt altid været. Den egenrådige Nadia. Som lille en bedårende hystade bevæbnet med mørke krøller og brune øjne. Som skolepige rastløs og svær at drive væk fra veninderne og hen til lektierne - stejl og strid over for sin stedfar, som hun skubbede fra sig, men alligevel elskede i det skjulte. Som teenager så skoletræt, at hun stoppede midt i 9. klasse, fordi hun ville på efterskole i Tvind.
Dér satte mor hælene i. Ikke Tvind. Vel vidende at et lodret forbud var nyttesløst, inviterede hun en lærer på besøg for at fortælle om efterskolen. Og krydsforhørte vedkommende om Tvind-metoderne så effektivt, at Nadia bagefter - af sig selv - besluttede, at det nok alligevel ikke var noget for hende. I stedet tog Nadia et år i storbyen på en efterskole på Frederiksberg.
Nadia har aftalt med Ahmed, at hun skal ringe, så snart hun er tilbage i Danmark. Det gør hun også. For hun glæder sig til at tale med ham.
Hun kan bare ikke helt få bugt med følelsen af, at det også er meget rart at være alene igen. Den samme fornemmelse, som sneg sig ind på hende, da hun for få uger siden forlod Ahmed i Kairo: at han er mere end almindeligt påtrængende, og at hun bliver ør i hovedet, når hun har været sammen med ham i længere tid.
Men den fornemmelse er ude i en ulige kamp med de ikke ringe mængder rastløshed og eventyrlyst, der suser rundt i kroppen på 19-årige Nadia. For nok er det april måned, og foråret pibler frem. Og nok er Maribo, hvor Nadia bor hos sin mor, en hyggelig lille by i udkanten af Danmark. Men sammenlignet med endnu et ophold i den sydende metropol Kairo i selskab med en flot og galant egypter, der holder døre og trækker stole ud i ét væk, blegner det danske provinsforår.
To rudekuverter afgør sagen. Nadia får penge tilbage i skat. Desuden dumper feriepengene ind ad brevsprækken. Tilsammen mere end rigeligt til en ny flybillet til Egypten.
Et par uger efter hjemkomsten til Danmark går hun igen rundt i Kairos støvede gader. Og føler sig nærmest hjemme.
Ahmed har fundet en lejlighed til dem i Kairos udkant.
Det er jo nærmest en byggeplads, er hendes første indskydelse, da han viser hende stedet. Rundt om skyder fem-seksetages betonblokke op i et kunstigt ørkenlandskab af store grusbunker, befolket af entreprenørmaskiner og et mylder af bygningsarbejdere.
I de kommende dage og uger ser parret en hel masse til hans venner. De unge fyre fortæller, at de er studerende ligesom Ahmed. Uanset hvad de er, er de lige så smukke og galante som Ahmed, synes Nadia. De går alle sammen i amerikansk tøj og taler tit sammen på amerikansk. Men de unge muslimske mænd rører ikke alkohol.
Tiden går med at spille backgammon, drikke te og spise. Hele tiden er der musik i baggrunden. Soul, reggae - alt muligt, bare musikken er sort. Ahmed laver maden, Nadia vasker op. Og de to deles pænt om regningerne.
Men i lange perioder er Ahmed væk, ude med vennerne, og så sidder Nadia og kukkelurer for sig selv. Højsommeren nærmer sig, Kairo er som en gigantisk bageovn, og selv om lejligheden er nyopført, er der ikke installeret aircondition. Indimellem er der heller ikke vand i hanerne. Om dagen magter Nadia ikke andet end at ligge ned og gispe efter vejret. Kun om natten er det til at holde ud at leve.
Der går faktisk ikke mange dage, før det eksotiske ved at bo med sin egyptiske kæreste i Kairo er forduftet.
»Det er jo enormt kedeligt, det her«, beklager hun sig en dag til Ahmed.
Hvad lever de egentlig af, Ahmed og hans venner?
Hun finder aldrig rigtig ud af det. En dag overhører hun, at mændene taler sammen om at stjæle pas fra nogle udenlandske arabiskstuderende, de har mødt gennem en af vennernes kæreste. Men det bliver vist ikke til noget.
Et par gange tager Nadia sig sammen til at sige til Ahmed, at nu gider hun ikke længere. Hun vil hjem. Men han agiterer ivrigt for, at hun skal blive. Og først da hendes penge er sluppet op efter en måneds tid, slår hans argumenter ikke længere til.
Inden afrejsen aftaler de, at han skal komme til Danmark for at besøge hende. Er der en svag indre stemme, der protesterer? En advarsel om, at det her går for hurtigt? Måske. Men Nadia dysser stemmen ned. For de er jo stadig forelskede, overbeviser hun sig selv om. Så meget, at de skal være sammen resten af livet. I Egypten eller Danmark, det er lige meget.
Tilbage fra Egypten flytter Nadia ind hos sin moster, der bor i en stor lejlighed i højhusene på Bellahøj. Her boede Nadia også, mens hun tog sin uddannelse.
Fjorten dage senere kommer Ahmed til Danmark. Og flytter også ind.
Fra det sekund, Nadia og Ahmed står i døren, kan Nadias moster næsten ikke styre sin modvilje mod niecens kæreste. Hun skal overvinde sig selv for at give ham hånden, men gør det alligevel og tildeler ham oven i købet et par rituelle kindkys. Hun gør det af hensyn til sin niece.
Det er noget med den måde, han ikke vil møde hendes blik på. Mosteren har selv været gift med en fransk-algerisk mand i 21 år og har boet syv år i Algeriet, så hun ved udmærket, at det kan være et udtryk for respekt, når muslimske mænd undgår at se fremmede kvinder direkte i øjnene. Men det er noget andet med Ahmed. Når hans blik viger, gør det hende utryg.
Hun kan heller ikke tage, at han driller Nadia på en meget ukærlig måde. Ahmed er efter sin kæreste, hvis hun bare har lyst til at ligge og hvile sig eller læse i en bog. Og han hundser med hende og forlanger, at hun skal hente mad til ham, hvis han er sulten. Så bliver mosteren vred og skælder ud på Ahmed. For hun har gennemskuet ham: Bag det smarte amerikanske look gemmer sig en gammeldags og kvindeundertrykkende muslim.
Hun forsøger at give sin niece nogle vink. Men hun er også forsigtig. For det første fordi hun kan se, at Nadia er forelsket. For det andet fordi hun kender Nadia godt nok til at vide, at der ikke kommer noget ud af løftede pegefingre.
De bor hos mosteren i tre sommeruger, indtil Nadia indser, at hun og Ahmed ikke kan blive. De må finde et andet sted at være.
Eller rettere: Hun må. For her i Danmark er rollerne byttet om. Nu er det Ahmed, der er den hjælpeløse, som ikke kan sproget. Som ikke kender nogen. Og de penge, han har haft med fra Egypten, er ved at slippe op.
Hun får arbejde på det plejehjem i Brønshøj, hvor hun var i praktik. Men én indtægt rækker ikke langt for to voksne mennesker i Danmark. Så det ender med et kælderværelse i Vanløse. Det er, hvad der kan blive råd til.
I 1998 er udlændingelovgivningen endnu ikke strammet mere, end at udenlandske ægtefæller automatisk får opholdstilladelse i Danmark. Så få dage efter, at Nadia og Ahmed er flyttet for sig selv, bestiller de tid på rådhuset i Maribo, hvor Nadias mor nu bor.
10. august, en måneds tid efter hans ankomst til Danmark, bliver Nadia Kjærgaard Jensen og Ahmed Alaa Eddin Ismail Al-Gowhary gift.
Åh nej, tænker Nadias moster.


Englevingen: 4. kapitel: En ny voldsomhed
Politiken 12.  april  2006, 1. sektion, side 6
Resume: På en ferie i Kairo bliver Nadia Kjærgaard Jensen kæreste med Ahmed. Det er meget romantisk og intenst. Efterhånden bliver hun dog også lidt træt af egypteren, som nok er charmerende, men også temmelig pågående. Alligevel siger hun ja til, at han kan komme og besøge hende i Danmark. Få måneder efter er de to gift.
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
Et kælderværelse i Vanløse. Vinter i Danmark. Den glans, der måtte være tilbage, bliver hurtigt slidt af Ahmed og Nadias forhold.
Dobbeltvillaen på en sidevej til Slotsherrensvej, med røde sten og tegltag, emmer ellers af grundmuret dansk tryghed. Velholdt, fra fordørens vindfang og de kvadratiske store 50'er-vinduer uden sprosser til den solide hvidmalede gelænderkonstruktion ved trappen, der fører ned i kælderen. Ned til Ahmed og Nadias bolig.
Kogepladerne henne i hjørnet gør det ud for køkken. Vasken ude på det lille badeværelse er lejemålets eneste, så dér vasker parret op. Vinduet sidder oppe under kælderrummets loft, og den smule vintergråt dagslys, der slipper ind, forstærker blot Nadias følelse af at være indespærret.
Ahmed har mere end svært ved at finde sig til rette i Danmark. Hjemme i Kairo har han været vant til altid at kunne skaffe penge - på den ene eller på den anden måde. Og han har haft sine venner, masser af venner.
Men her, midt i et vinterligt Forstadsdanmark, er han blot endnu en uintegreret fremmed, der kun kan nogle få brokker dansk, og som ikke aner en levende døjt om, hvad han skal stille op med sig selv. Ud over at arbejde lidt sort 12-13 timer om ugen på en shawarmabar på Strøget.
Nadias løn på plejehjemmet er ikke noget at prale af, så parrets økonomi er trængt.
Hen over vinteren krakelerer det hele for alvor. Ahmed og Nadia skændes, så det brager. Han taler mere og mere om, hvor stort et lorteland Danmark er. Og om, hvor nemt det er for arabere at komme herop og snyde de lokale.
Danskerne er sgu da selv ude om, at de bliver taget i røven, råber han.
Nadia er pinlig berørt over sin egen naivitet. Hvordan kunne hun finde på at gifte sig med en mand, hun kun har kendt i så kort tid?
Over for sig selv forsøger hun at forsvare det med, at det var hans eneste mulighed for at opholde sig i Danmark. Men alligevel: Hvor dum har man lov at være?
Flere gange siger hun til Ahmed, at hun ikke gider mere, nu må de skilles. Men den er han slet ikke med på. Han er ikke truende, men så meget desto mere vedholdende. Han argumenterer igen og igen for, at de to hører sammen. At han er nødt til at være hos hende her i Danmark. At hun ikke kan undvære ham. At hun er et nul uden ham. Han bliver ved, stille og roligt, i fem-seks timer ad gangen, indtil Nadia fuldstændig udmattet giver op, bare for at få fred.
Udadtil er Ahmed stadig den mørke charmerende mand, der holder døren for damerne og rejser sig for de gamle i bussen. Ingen af Nadias venner eller hendes familie ved andet, end at parret har det godt sammen.
For Nadia holder sin parforholds-fiasko inden døre. Hun er bange for, at ingen vil tro på hende, hvis hun fortæller om Ahmeds mere dunkle sider.
Hun skammer sig, kort og godt.
Efter et halvt år i Danmark udløber Ahmeds egyptiske pas, og han bliver nødt til at rejse tilbage tilEgyptenfor at få det fornyet.
Den første måned alene har Nadia ikke kræfter til andet end at gå på arbejde. Når hun kommer hjem, smider hun sig på sofaen. Der ligger hun i timevis og bare græder.
Men langsomt begynder hun alligevel at nærme sig overfladen. Og en dag, hun er sammen med veninden Merete, går der hul på bylden. For første gang får hun fortalt et andet menneske, hvor elendigt hun har haft det, og hvor lettet hun er over, at Ahmed ikke længere sidder tungt på hendes liv.
Flyt dog ind hos mig, tilbyder Merete, som bor i en toværelses lejlighed på Møntmestervej i det københavnske nordvestkvarter. Nadia betænker sig ikke et sekund.
Oven i hatten lykkes det kort tid efter Merete at skaffe Nadia en lille lejlighed på Frederikssundsvej. Den ligger i stueetagen, og den ene væg er nærmest én stor rude, der vender ud mod den smukkeste have. Hun elsker det sted fra første sekund, og kælderfængslet i Vanløse er langt borte. Endelig står Nadia på egne ben i egen bolig.
»Jeg vil ikke mere«, skriver hun til Ahmed i Kairo.
Han er til gengæld løbet ind i problemer.
Han er blevet indkaldt til militæret og løber nu spidsrod i det egyptiske bureaukrati for at slippe - samtidig med at han prøver at tjene penge, så han kan komme tilbage til Danmark, fortæller han Nadia i en brusende strøm af telefonopringninger og breve.
Nadia, som nyder hans fravær, går ud med veninderne og bruger sine egne penge på sig selv.
En aften ringer telefonen ved 23-tiden.
Det er Ahmed. Han er lige kommet til København og vil vide, hvor Nadia befinder sig.
Hun er fuldkommen uforberedt og vil egentlig helst bare smække røret på. Men han får hende overtalt. Igen. Hun giver ham sin nye adresse, og kort efter stopper en taxi nede på gaden.
Ahmed har mødt en svensk pige i Kairo, fortæller han, og hun har sagt, at han bare kan komme op til hende i Sverige. Men egentlig vil han helst blive her hos Nadia, siger han. De taler sammen hele natten. Han trygler, hun afviser. Hun orker ham ikke.
Ahmed begynder at pendle frem og tilbage mellem sin svenske og sin danske kvinde. På den ene side er Nadia henrykt, når han forsvinder ud af hendes liv. På den anden side må hun også - til sin forbløffelse - erkende, at hun er jaloux, når han er deroppe. Og Nadia kan mærke, hvordan hendes barrikader langsomt bliver brudt ned, når hun snakker med ham. Hvilket hun faktisk gør tit, for han kimer hende ned, når han er i Sverige.
Det ender med, at de begynder at komme sammen igen. I fjorten dage har de det faktisk bedre end nogensinde før. De fjoller og griner. Nadia kan ikke forklare det med andet, end at hans charme og energiske udstråling er så massivt påtrængende. Hun kan gribe sig selv i at sidde og kigge på ham i smug og fundere:
Tænk, at jeg har sådan en smuk mand.
Men når andre roser ham, tænker hun:
De ved ikke, hvor ubehagelig han kan være.
Snart begynder skænderierne igen. Han har aldrig slået hende, alligevel føler hun sig mere og mere utryg ved ham. Og en dag beder hun en mandlig ven om at følge hende hjem og sige til Ahmed, at nu skal han altså flytte.
Ahmed sjosker ud til en kammerat for at sove der.
Nadia skifter låsen ud. Da han dukker op næste gang og ikke kan komme ind, bliver han så rasende, at han sparker døren ind. Hun får ham beroliget. Efter en kop kaffe lister Ahmed af på ny.
Nadia lægger sig på sofaen for at hvile. Pludselig slår en tanke ned i hende:
Dankortet.
Hun styrter ud i entreen, leder i sin taske - og ringer til banken. Og ganske rigtigt: Hendes konto er blevet tømt for de 3.000 kroner, der stod på den.
Nadia er rasende og ringer til Ahmed. Som lidt senere tropper op i selskab med en dansk fyr, han lige har mødt. Han har ikke rørt hendes dankort, bedyrer han, og hun er i øvrigt også typen, der plaprer op om sin pinkode til hvem som helst.
Hun syder af raseri over ydmygelsen. Ved, at han står med hendes penge i lommen.
Dagene går. Når de to ses, fyger skældsordene efter få minutter af sted mellem dem. Nu er hun efterhånden fuldstændig ligeglad med kvinden i Sverige, han kan for hendes skyld have 30 svenske kærester. Men hun bliver rasende, når han kalder hende en tøjte, bare hun kigger på en anden mand.
Der er en ny voldsomhed ved ham, og indimellem bliver hun en smule bange. Men hun tirrer ham også og ved godt, at hun nogle gange selv er med til at køre tingene op i en spids.
Sådan en skid. Han skal ikke få mig ned med nakken, tænker hun.
Forholdet bliver ikke bedre af de trange pladsforhold i lejligheden på Frederiksundsvej. Men så flytter Nadias veninde Merete fra sin lejlighed, og Nadia og Ahmed overtager de to værelser på Møntmestervej.
Mere plads. Til gengæld er lejligheden håbløst umoderne. Intet bad, et gammelt halvdefekt køleskab, intet komfur, kun to gamle gasblus. Nadia køber en gammel sofa på et loppemarked og to forskellige madrasser, som gør det ud for seng.
Og så er der farverne. Det rædselsfulde lyseblå køkken og det rosa soveværelse giver Nadia kvalme. Men hun orker ikke rigtig at gøre noget ved det.
En dag er Tillie, Nadias gode veninde og kollega fra plejehjemmet, på besøg. De to kvinder er på vej på arbejde. Ahmed er der også, og han vil have, at Nadia skal blive, for der er lige noget, de to skal snakke om.
»Nej, vi går altså nu«, afviser Nadia ham og vil gå.
De står ude i køkkenet. Pludselig griber Ahmed en stor kniv og farer over mod Nadia, kommer om bag den fuldstændig overrumplede kvinde og tager fat i hende. Han hæver kniven og presser den mod hendes strube.
»Hvis du går nu, slår jeg dig ihjel«, brøler han.


Englevingen: 5. kapitel: Syge sind
Politiken 13.  april  2006, 1. sektion, side 6
Resumé: Ahmed og Nadia er blevet gift. Men der går ikke lang tid, før ægteskabet krakelerer. Nadia kan ikke holde sin mand ud og vil skilles, men Ahmed får hende hele tiden talt fra det. Skænderierne bliver voldsommere og voldsommere – indtil de en dag kulminerer med, at han truer med at skære halsen over på hende.
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
Ahmed har et fast tag i Nadias hår. Knivsæggen hviler mod huden på hendes hals.
Nadias arbejdskollega og veninde Tillie er kommet forbi for at følges med Nadia på arbejde. Pludselig er hun lamslået tilskuer til optrinnet i Nadias køkken. Hun kan slet ikke fatte, hvad der sker for øjnene af hende, og hun aner ikke, hvad hun skal stille op. Er det et skuespil, Ahmed opfører? Chokeret bryder hun ud i en lettere hysterisk latter.
Men det er ikke skuespil. Ahmed er helt ude af den. Han vil have, at Nadia bliver og taler med ham i stedet for at gå på arbejde.
»Tillie, gå ind i stuen, lad mig klare det her«, råber Nadia, og Tillie kan høre angsten i venindens stemme.
Kort efter kommer Nadia og Ahmed ind til hende. De går tæt sammen, og han holder stadig kniven mod Nadias hals. Også da de sætter sig ned.
Tillie tør ikke sige noget. Og kan ikke finde på andet end bare at gå.
For hvad skal hun stille op?
Tillie er selv gift med en egypter. Første gang, hendes mand mødte Ahmed, var da de to par spiste middag sammen på en restaurant i Amager Centret. Det meste af aftenen sad Tillies mand og Ahmed og talte sammen på arabisk. Da Tillie og hendes mand bagefter var alene, spurgte han, hvorfor Nadia var sammen med sådan én?
»Han er jo crazy «, sagde han.
Dengang havde hun ikke forstået, hvad han mente. Ahmed? Denne charmerende, smukke og kvikke fyr?
Men nu ved hun, at hendes mand så rigtigt. Bortset fra, at Ahmed ikke bare er »crazy«. Han er farlig.
På vej hjem efter det voldsomme optrin er Tillie stadig chokeret. Og handlingslammet. Det er jo sygt, det hun lige har overværet, tænker hun. Men på den anden side, så er Nadia og Ahmeds forhold ... underligt.
Hun forsøger at skubbe oplevelsen fra sig. Også fordi hun af erfaring ved, at selv som nær veninde er der grænser for, hvor tæt man kan komme på Nadia. Hvis Nadia signalerer »hold dig ude af det her«, er det bedst at gøre, som hun siger.
Da Tillie er gået, får Nadia talt Ahmed ned på jorden, så han lægger kniven. Hvordan, kan hun knap nok huske bagefter. Det er, som om hendes bevidsthed forsøger at slette episoden fra hukommelsen.
I ugerne efter er Nadia helt færdig. Dødelig udmattet. Hun overvejer at melde ham til politiet, men det bliver ikke til noget. Hun får heller aldrig talt med nogen om episoden og om, hvor elendigt hun har det.
Nadia har aldrig kunnet forstå de kvinder, som bliver hos mænd, der er voldelige mod dem. Det er nærmest ufatteligt, har hun altid ment og sagt.
Veninderne kan godt kan se, at noget er helt galt, hun ligner en hængt kat. Men så snart nogen forsøger at nærme sig de ømme områder, bakker Nadia ud og ruller vindebroen op. Der er ikke nogen, der skal finde ud af, hvad der i virkeligheden foregår: At hun bliver sammen med en mand, som er voldelig.
For det er jo nærmest ufatteligt.
Hun holder op med at kigge i spejlet, vil ikke se sig selv i øjnene. Hun dropper efterhånden sine mandlige venner, orker ikke at blive slæbt gennem Ahmeds tredjegrads forhør, hver gang hun har været i nærheden af en anden mand. Bare det, at hun går ned for at handle i Fakta i en halv time, medfører endeløse seancer.
Hun hader hans vredesudbrud, hans tiltagende jalousi. Hun bliver rasende over hans urimelighed, det er faktisk ham, der har affærer, ikke hende.
Den selvtillid, hun altid har været begavet med i overflod, er væk. Brudt ned.
En dag i Hennes & Mauritz på Strøget prøver hun et par bukser. Men de er for udfordrende, dem kan hun ikke tillade sig at gå med, siger Ahmed.
»Det skal du da ikke blande dig i«, svarer Nadia, som indimellem stadig gør verbal modstand.
Men hun køber ikke bukserne.
Ioktober 1999 bliver Ahmed igen nødt til at tage til Egypten for at klare problemer med pas og militærtjeneste. Nadia nyder den lille portion frihed.
Op mod jul udebliver hendes menstruation, og hun køber en graviditetstest.
Testen er positiv. Hun er gravid.
Helt overrasket er Nadia ikke, for i perioder har hun droppet p-pillerne, som hun får det skidt af, og parret har ikke benyttet anden prævention. Hun har taget chancen, og når hun har tænkt på risikoen for at blive gravid, har hun ikke været skræmt ved tanken. Nærmest tværtimod.
Og nu, hvor det er sket, har hun det fint med det. Mere end fint. Faktisk føles det som det mest rigtige i hele verden.
Havde Ahmed været der og forlangt, at hun skulle føde barnet, havde hun måske trodset ham og valgt en abort. Men nu, hvor hun er alene, føler hun sig fri til at træffe sin helt egen beslutning: Hun vil være mor.
Selvfølgelig tænker hun over, om hun nu også vil have et barn med Ahmed. Men det her er hendes projekt. Det er hendes barn, hun bærer på. Ikke deres .
Ahmed får besked om, at han skal være far, på en mail. Det kan da ikke passe, at han er faderen, han har jo været væk i et par måneder, svarer han. Men Nadia ved, det er ham. Der er ikke andre muligheder.
For hver gang Ahmed vender tilbage fra sine rejser til Egypten, er han blevet mere muslimsk i sin væremåde. Efter den seneste tur begynder han oven i købet at bede til Allah de lovformelige fem gange om dagen.
Han virker også mere træt, mere indadvendt. I lange perioder overlader han styringen af deres daglige liv til en forbløffet Nadia. Men så en vinterdag i 2000 eksploderer han. Uden varsel.
De har været på skattekontoret for at få bekræftet, at de skal have penge tilbage i skat og sidder nu på en café på Nørre Vold i det indre København. Da han pludselig igen begynder at beskylde hende for, at hun har været sammen med andre mænd.
Jo mere hun benægter det, des mere ondt kommer det til at gøre på hende, når de kommer hjem, truer han.
Ahmed og Nadia har været alene i caféen, men nu kommer to unge kvinder ind. Jeg synes, at du skal gå på toilettet og tænke over det rigtige svar, siger Ahmed til Nadia.
Da hun kommer tilbage, er han faldet i snak med de to kvinder. Han, som beskylder mig for at være sammen med andre mænd, tænker Nadia forbitret.
Efter et kort, men heftigt skænderi nærmest slæber Ahmed hende ud i en taxi med et hårdt greb i hendes arm. Hun er ude af sig selv af rædsel. Hjemme i lejligheden finder Ahmed et baseball-bat frem. Og gentager truslen:
For hver gang hun nægter at have været sammen med en anden, vil han slå hende.
Nadia ved, at uanset hvad hun svarer, vil han blive mere ophidset. Benægter hun, vil han sige, at hun lyver, og blive mere vred. Erkender hun, vil han straffe hende. Hun vælger ikke at sige noget overhovedet.
Han truer hende med at slå hende i den gravide mave. Og slår hende med flad hånd i ansigtet.
Efter et par timer er Nadia så langt ude, at hun overvejer at springe ud af vinduet. Fra 2. sal. Men hun tør ikke. Ahmed er kørt helt op. Han binder hende med ledninger og truer med at give hende elektriske stød.
Selv om der ikke er noget om det, tilstår hun alligevel at have været sammen med en anden mand. Bare for at slippe.
Med ét forsvinder raseriet fra Ahmeds ansigt. Han kigger på hende:
Det var da ikke så svært, var det? siger han. Og går sin vej.
Ahmed fortsætter i de kommende uger med at presse og true Nadia.
Indtil hun en dag bryder fuldstændig sammen. Hun er omkring fem måneder henne, og under et af de utallige skænderier slår det klik. Hun begynder at skrige så højt og længe, at Ahmed bliver bange.
Så bange, at han ringer efter hjælp og bliver henvist til psykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Kom med hende, lyder meldingen fra sygehuset.
Da de ankommer, er Nadia nærmest i opløsning og græder og græder. Personalet tilbyder, at hun kan overnatte på den lukkede afdeling. Ahmed spørger, om han må blive sammen med sin kone. Men det må han ikke.
Da han er gået, falder der ro på. Selv om Nadia er omgivet af psykisk syge mennesker, kan hun for første gang i månedsvis slappe af. Næste dag bliver hun flyttet ned på en åben afdeling.
Nadia er indlagt i et par uger, og for første gang i månedsvis kan hun slappe af og genopdage sin graviditet. Hun begynder igen at tage kontakt til vennerne og familien, som besøger hende jævnligt. Det gør Ahmed desværre også. Hver dag. Og hun orker ham ikke.
For mens Nadia får det bedre og bedre, klager Ahmed bestandigt over, hvor skidt han har det. I en fortrolig stund fortæller en af lægerne Nadia, at når hun stadig er indlagt, er det mest for at beskytte hende mod sin mand. Nadia er nemlig ikke psykisk syg, siger lægen, lider højst af en mild depression, men ikke noget hun i realiteten skal være indlagt for.
Det burde Ahmed derimod være, men han har nægtet at lade sig indlægge, fortæller lægen.
En dag under sit besøg insisterer Ahmed på, at nu er det nok, nu skal hun ikke være på sygehuset længere. Hans kone skal ikke gå rundt mellem en masse mænd, der ikke har andet på end badekåber, der kun går til knæet.
»Gå nu, jeg er træt«, siger Nadia.
Men det har Ahmed ikke tænkt sig. Nadia får fat i en mandlig sygeplejerske, som beder Ahmed om at fortrække. Nadia kan se, at det slår klik i hovedet på Ahmed. Han truer sygeplejersken, som trykker på overfaldsalarmen, og sekunder efter er alt kaos.
Nadia er gået ind på sit værelse, men kan høre, at det går voldsomt for sig ude på gangen. Da politiet når frem, har den store egypter slået flere af afdelingens ansatte ned.


Englevingen: 6. kapitel: Maryam
Politiken 15.  april  2006, 1. sektion, side 6
Resumé: Efter en voldsom episode, hvor Ahmed har truet med at skære halsen over på Nadia, synker hun hen i en tilstand af udmattelse og apati. Den varer, indtil hun finder ud af, at hun er gravid. Hun glæder sig, men volden eskalerer. Nadia bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling - mest for at beskytte hende mod Ahmed. En dag går han amok på afdelingen.
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
Hvorfor låser personalet dørene? Nadia undrer sig, for det er jo en åben psykiatrisk afdeling, hun ligger på. Personalet forklarer, at de - efter Ahmeds overfald på personalet dagen i forvejen - vil være helt sikre på, at han ikke kan få fat på hende, hvis han skulle dukke op igen. Indtil hun for en sikkerheds skyld bliver flyttet til en af Bispebjerg hospitals lukkede psykiatriske afdelinger.
Det er et stort spring fra en åben til en lukket afdeling. På den åbne har Nadia gået rundt blandt mennesker, hvoraf de fleste slet ikke ser syge ud, og hun har slappet mere af end længe. På den lukkede afdeling må hun ikke engang gå alene ud i gårdhaven.
Hun ringer til politiet for at finde ud af, hvad der er sket med Ahmed. Om han sidder i fængsel eller er på fri fod? Ingen af delene, får Nadia at vide. Han har være så meget ude af sig selv, at han nu også er blevet indlagt på en lukket afdeling på Frederiksberg Hospital.
Men med Ahmed sikkert anbragt bag låste døre er der ingen grund til, at Nadia er indlagt længere, vurderer lægerne og udskriver hende.
Nadia har ikke stor lyst til at vende tilbage til lejligheden på Møntmestervej. Så da hendes moster tilbyder, at hun kan bo hos hende på Bellahøj, takker den højgravide Nadia ja.
Hun begynder at besøge Ahmed på Frederiksberg Hospital. Det virker, som om det har hjulpet ham at blive indlagt, synes hun, måske er det den beroligende medicin, der gør sin virkning. Nogle dage har hun mad med. Så spiser de sammen, bagefter sidder de og taler. Eller går over og spiller lidt bordtennis.
Det hele foregår meget fredeligt og roligt. Nu, hvor Nadia selv kan dosere mængden af tid, hun er sammen med ham, går det bedre. Og i små glimt øjner Nadia den mand, hun i sin tid forelskede sig i.
Alligevel ryger hjertet op i halsen på hende, da Ahmed en dag ringer og fortæller, at han er blevet udskrevet. Er hun ikke glad for det? spørger han. Jo, det er da godt for ham, svarer hun diplomatisk.
Han rykker ind i lejligheden på Møntmestervej og går endda i gang med at male og tapetsere sammen med et par arabiske venner. Nadia bor stadig hos sin moster, men ser alligevel en del til Ahmed, som hele tiden forsøger at overtale hende til at flytte tilbage.
Til sidst giver hun sig. Der er kun en måneds tid, til hun har termin.
Fødslen går i gang fjorten dage for tidligt. De to tager ud til Hvidovre Hospital, og Ahmed sætter stort set ikke en fod forkert under forløbet. Han har taget musik og lækkerier med, tager billeder og er med ved fødslen, hvor han skiftevis opmuntrer og beroliger Nadia, når veerne sætter ind.
De ved, det bliver en pige, det har de set på en skanning tidligt i graviditeten. Og det har Ahmed det tilsyneladende fint med, han har aldrig givet udtryk for, at han helst ville have en dreng.
Fødslen varer det meste af en nat. Ved syvtiden om morgenen 13. juli 1999 er Maryam kommet til verden.
Nadia er træt - og glad. Det første døgn efter fødslen er Ahmed engageret og omsorgsfuld. Hospitalet har familieværelser, og han sover sammen med sin datter og Nadia den første nat. Men allerede dagen efter begynder hans interesse at dale. Og da Nadia og Maryam kommer hjem, er der ikke meget engagement tilbage. Jo, de første par dage, hvor det hele er nyt, og hvor Nadias mor og moster er der. Så køber han ind og skifter den lille. Men så snart hverdagen melder sig, melder Ahmed sig ud.
Han gider ikke skifte pigen, han tager hende ikke op, når hun græder. Seks dage efter fødslen skal Nadia ind til Udlændingestyrelsen med nogle af Ahmeds papirer, han skal selv på arbejde. Barnevognen står oppe i lejligheden på anden sal, kan han ikke bære den ned for hende? spørger Nadia. Næ, det gider han ikke, det kan hun selv gøre.
Ahmed kan heller ikke holde på de job, han får. En otte-ti stykker bliver det til, men hver gang bliver han fyret. Eller skrider. Det er hendes penge, der dækker alle de faste udgifter, husleje og den slags. Når hun skal købe ind, må hun tigge penge hos ham.
Midt i elendigheden er det en stor glæde for Nadia, at deres datter tilsyneladende er helt upåvirket af den dårlige stemning i hjemmet. Maryam er glad og nem og sover igennem fra den første nat. Sundhedsplejersken roser da også i høje toner: Hun har nærmest aldrig før set så sund og glad en baby.
Men bag facaden ... Veninden Tillie kan se, hvordan Nadia kæmper med at holde sammen på det hele uden nogen som helst hjælp fra Ahmed. Men Tillie vover stadig ikke at trænge sig på. Og Nadia betror sig stadig ikke til andre. Hun frygter, at de vil spørge:
»Hvis han virkelig er så forfærdelig, hvorfor har du så overhovedet fået barn med ham?«.
Og det spørgsmål er der ikke noget fornuftigt svar på.
Du virker så glad i dag, siger Ahmed en morgen. Han skal starte på et danskkursus. »Det er nok, fordi solen skinner«, svarer hun.
Så snart han er ude af døren, river hun alt sit og Maryams tøj ned fra hylderne og propper det ned i et par kufferter. Så ringer hun efter en taxi, som kører mor og datter ind til Danner Stiftelsen, kvindehjemmet midt i København. Nadia har været i kontakt med institutionen på forhånd, så de ansatte ved, hun kommer. Efter et par timer bliver Nadia og Maryam sendt videre til et kvindehjem i Nakskov på Lolland.
Hun har sin mobil med. Og da den ringer, tager hun den. Det er ham. De taler sammen i flere timer. Han er ked af det, siger han.
Der går præcis to dage, så flytter Nadia og Maryam tilbage.
Hun er knap kommet inden for døren, før det hele starter forfra. Blot værre. Og hvad der nu sker i de kommende uger og måneder, er svært at forklare og næsten umuligt at forstå. Bortset fra, at dette kapitel i Nadia og Ahmeds samliv passer udmærket ind i det mønster, mange kvinder med voldelige ægtemænd ender i:
En evig pendulfart, hvor kvinden forlader manden, men ikke har kræfter og overskud til at holde fast i adskillelsen, hvorefter hun flytter tilbage igen. Til mere vold og ydmygelse. Indtil hun flytter igen. Og så videre.
Kort tid efter, at Nadia er vendt hjem fra Nakskov, tvinger Ahmed med baseball-battet i hånden sin kone til at spise noget at den anti-psykotiske medicin, han har fået ordineret. Dernæst forlanger han, at Nadia skal skrive et brev, hvor hun overlader forældremyndigheden over Maryam til Ahmeds forældre i Egypten. En omtåget Nadia tør ikke andet end at skrive brevet, og da hun har gjort det, skrider Ahmed.
Nadia ringer først til politiet og bagefter til den sociale døgnvagt. Nadia og Maryam ender på et kvindecenter i Hillerød.
Det samme cirkus gentager sig, bortset fra at Nadia holder længere ud i denne omgang. Men med en blanding af tryglen, smiger og trusler om, at han vil hævne sig på hendes familie, hvis ikke hun makker ret, får han hende overtalt igen. Efter en uge er hun tilbage på Møntmestervej.
Nogle dage, måske en uge ad gangen, går det bedre. Så falder alt tilbage i den gamle gænge. Og nu vokser der et had frem i Nadia, hun aldrig før har følt.
Gud ved, hvad straffen er, hvis jeg slår ham ihjel, tænker hun.
Da Nadia stikker af for tredje gang, er hun fast besluttet på, at nu skal det være. Denne gang flytter Maryam og hun ned til stedfaren Søren i Rødbyhavn, og det ser ud til, at tredje gang er lykkens gang. Det er sommer, ugerne går, og Nadia begynder at slappe af og nyde livet sammen med sin datter. Ahmed ringer en del, men han virker mere afslappet end længe. En dag spørger han, om han må se Maryam. Nadia tænker, at hvis det var den omvendte situation, ville hun jo også gerne se sin datter. Så hun indvilger i, at han kommer på besøg.
Det går godt, og i ugerne efter kommer Ahmed flere gange til Rødby. Nadias lillebror eller nogle af hendes veninder er altid til stede, når han er der. Han kan finde på at sige, at hans datter da ikke spiser frikadeller, gør hun? Men bortset fra den slags små udfald er han rolig.
Det er, som om han har accepteret, at Nadia og han ikke længere skal være sammen, og at han må indstille sig på en tilværelse, hvor han kun ser sin datter en gang imellem.
For første gang, siden Nadia og Maryam er flyttet til Rødbyhavn, er de to taget til København for at besøge Ahmed i lejligheden på Møntmestervej.
I nogle timer går det godt, men om aftenen kommer parret igen op at skændes.
»Du er syg i hovedet, nu gider jeg ikke mere«, siger hun til sidst.
Hun kan mærke, at det ender helt galt, hvis ikke hun kommer ud af lejligheden, væk fra ham. Så hun beslutter at tage over og overnatte hos sin moster på Bellahøj, ikke langt fra Møntmestervej. Maryam sover, og Nadia nænner ikke at vække den lille og tage hende med.
Hun lover Ahmed at være tilbage næste formiddag, så han kan nå at møde klokken 12 på sit nye arbejde. Og så går hun.
Hun kan mærke det i samme øjeblik, hun slår øjnene op. Noget er ikke, som det skal være. Det er meget tidlig morgen, alligevel griber hun mobilen og ringer. Men han svarer ikke.
»Der bliver ikke svaret«, siger Nadia til sin moster, som skal møde tidligt på arbejde. Nadia har ikke fortalt mosteren, at hun og Ahmed for 117. gang kom op at skændes i aftes.
»Du er nødt til at tage derover«, råder mosteren.
Nadia skynder sig i tøjet. Løber hele vejen. Klapvognen står i opgangen. Hun glemte sin nøgle i aftes, så hun ringer på. Men ingen åbner. Dem, der bor i stuen, har passet Maryam nogle gange. De har selv børn og er altid tidligt oppe, så Nadia går derned.
Har de set Maryam og Ahmed?
Næ. Og underboerne har heller ikke bemærket, at de er taget af sted sammen.
Hun aner ikke, hvad hun skal gribe og gøre i og bliver hængende hos underboerne, indtil klokken er tolv. Så tager hun ud til det sted, hvor han skulle begynde at arbejde. Men han er ikke dukket op. Hun ringer efter en låsesmed og tager tilbage til Møntmestervej.
Låsesmeden kommer og åbner døren ind til lejligheden. Mistanken har luret i hendes baghoved hele formiddagen. Alligevel er det et chok, da anelserne bliver til virkelighed. Hylderne, hvor Maryams og Ahmeds tøj har ligget, er tomme. Kufferterne er væk.
Nadia ringer til politiet.


Englevingen: 7. kapitel: Ultimatum
Politiken 16.  april  2006, 1. sektion, side 6
Resumé: 13. juli 1999 føder Nadia en velskabt datter, Maryam. Den sidste del af graviditeten har været præget af vold og trusler fra Ahmeds side. Det fortsætter efter fødslen. Og nu får Nadia nok. Hun og Maryam flytter på kvindehjem og senere til sin stedfar. En dag besøger hun og datteren Ahmed i København. Parret kommer op at skændes, så Nadia overnatter hos sin moster. Næste morgen er Ahmed og Maryam forsvundet.
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
Hun tror ikke på det. Det kan ikke passe. De må da komme hjem lige om lidt. For Ahmed har jo aldrig nogen sinde sagt noget om, at han ville have Maryam for sig selv. Aldrig. Det har altid været noget med, at de alle tre skulle være sammen.
På det seneste har Ahmed godt nok flere gange nævnt for Nadia, at nu har han fundet en ny kæreste.
Nå, har hun så svaret, det var da dejligt for dig, held og lykke med det. Og ment det. Hun har fuldstændig opgivet at hitte rede i, om Ahmed virkelig vælter sig i damer, som han påstår, eller om han bare vil hævde sig. Der var engang, hvor hun blev jaloux, men ikke længere.
Og langsomt begynder det at dæmre for hende: Ahmed har taget Maryam, fordi han tror, det er den eneste måde, han kan ramme hende på. At det er hendes eneste ømme punkt i forholdet til ham.
Og det har han helt ret i.
Nadia skynder sig hen på politistationen ved Bellahøj og fortæller, hvad der er sket. At hendes mand efter alt at dømme har kidnappet deres datter.
En betjent ringer ud i lufthavnen for at finde ud af, om Ahmed og Maryam er rejst ud af landet med fly. Men det kan han ikke få bekræftet.
Alligevel ved Nadia inderst inde, at de ikke længere er i Danmark. Hun kan mærke det.
Hun tager tilbage til sin moster i Brønshøj, hvor hun har sovet i nat. Derfra ringer hun ned til Ahmeds forældre i Kairo og fortæller, at deres søn er stukket af med Maryam. Ahmeds far siger, at det ikke kan være sandt, og Nadia tror, at hans forbløffelse er ægte. Hun har altid haft et godt forhold til svigerforældrene.
Måske er der gået to timer, måske fire, hun ved det ikke, da telefonen ringer. Det er Ahmed. Opkaldet kommer fra Egypten.
Hun skal ringe til ham på hans fars nummer, siger han. Det gør hun. Og så opremser han betingelserne:
Hun skal flytte tilbage i lejligheden på Møntmestervej og bo sammen med ham i ni måneder, indtil han har fået sin danske opholdstilladelse. Hvis ikke hun gør det, kan hun glemme alt om at se Maryam. Han lyder selvsikker, nærmest arrogant, synes hun.
Men han sidder jo også med guldet i hænderne.
De næste dage er en blanding af kaos og limbo. Efter et par dage fortæller hun over telefonen Ahmed, at hun er flyttet ind i lejligheden igen. At hun er begyndt at male væggene, at hun har flyttet alle sine ting tilbage. Og at hun glæder sig til at se ham igen. I virkeligheden har hun tømt lejligheden. Det eneste, der står tilbage, er telefonen, og den er omstillet til mosterens nummer.
Han vil, gentager han, vende tilbage til Danmark og bo i ni måneder og få den automatiske opholdstilladelse. Men Maryam bliver i Egypten imens, så Nadia ikke finder på numre. Når de ni måneder er gået, kan hun komme ned og hente pigen.
En uge efter kidnapningen, 13. juli, er det Maryams et-års fødselsdag. Ahmed giver Nadia lov til at tale med deres datter i telefonen.
Eller tale ...
På flere tusinde kilometers afstand, gennem den atmosfæriske susen, leger mor og datter en leg, de altid har leget. Nadia laver nyselyde.
»Atjuhh«, siger hun i telefonen.
Maryam klukker af grin. Så forsøger hun at efterligne sin mor.
»Atjuuuhhh«.
Både mor og datter ler. Og legen begynder forfra. Om og om igen.
Nadia kan ikke sove om nætterne. Hun spiser ingenting. Ryger til gengæld 60 smøger om dagen. Når hun tænker på Maryam, føles det, som om nogen står og river i hendes hjerte. Hun har aldrig haft så ondt.
Fra om morgenen til hen på eftermiddagen er det nogenlunde til at holde ud. Der er de offentlige kontorer åbne, og Nadia jager rundt, til politistationen, til ministerier, til andre instanser, der er tusinde ting, der skal ordnes, og papirer, der skal skaffes. Men om aftenen. Og i weekenderne ...
Dagene går, bliver til uger, og ingenting sker. Ahmed ved ikke, hvornår han kommer til Danmark, siger han i telefonen 26. juli. Han mangler penge, kan hun ikke sende nogen til ham? Nej, svarer hun, han ved udmærket, at hun ikke har nogen penge. Nå, men så bliver han måske nødt til at arbejde i en måneds tid for at tjene til rejsen.
Dagen efter er Nadia taget ned til sin stedfar Søren i Rødbyhavn. Hendes mor og lillebror er der også. Telefonen ringer. Det er underboen inde fra Møntmestervej. Hun har lige set Ahmed stige ud af en taxa.
»Har han Maryam med?«, spørger Nadia. Nej, svarer kvinden. Lige efter ringer telefonen igen. Denne gang er det Ahmed.
Hvor er hun henne, vil han vide. Og hvorfor er lejligheden tom?
Hun indrømmer, at hun har løjet.
Nå, men hvis ikke hun er i København i løbet af en time, rejser han tilbage, truer han. Så er der ikke en skid, hun kan gøre.
»Vi kører nu«, siger Nadia.
Men det er jo ikke nok, at hun bare mødes med Ahmed. Hun ringer til Station 3 på Bellahøj og taler med en af de betjente, der har sagen. Hun bliver nødt til at komme ind på stationen, så de kan finde ud af, hvad de skal gøre, siger betjenten. Søren og Nadia sætter sig ud i bilen og kører mod København, en tur som normalt tager halvanden time. Men de skal jo først ind på politistationen. Og Ahmed ringer hvert kvarter og spørger, hvor langt de er nået.
»Der er sket et trafikuheld, vi holder i kø og bliver nok en halv time forsinket«, lyver Nadia og tvivler på, om han køber den. Men det gør han tilsyneladende.
Inde på stationen har politiet allerede strikket en plan sammen. Tre civilklædte betjente skal opholde sig rundt om det sted, hvor Ahmed har sagt til Nadia, at de skal mødes, ved begyndelsen af Nørrebrogade for enden af Dronning Louises Bro. Ud for statuen af to unge mennesker, der sidder tænksomt over for hinanden. Når så Ahmed dukker op, snupper betjentene ham. Det lyder enkelt og ligetil.
Søren og Nadia skynder sig ud i bilen og kører ind mod Nørrebro. Mobilen ringer. Det er Ahmed igen. Nu vil han mødes et helt andet sted. Nadia er lige ved at panikke. De tre betjente er kørt i forvejen, og i skyndingen har hun ikke fået deres telefonnumre. Men så tager Søren mobilen.
Nu gider han ikke mere, siger han meget bestemt til Ahmed. Nadia bliver kørt hen til det sted, de har aftalt, slut. Ahmed accepterer. Men han vil ikke have, at Søren er der, og Søren lover, at han kun sætter Nadia af og selv kører videre.
Da Nadia står ud for statuen, kan hun få øje på en af betjentene ovre på den anden side af gaden, ved busstoppestedet ud for Nørrebro Posthus. Hun kan desuden se, at en anden af betjentene befinder sig nede på stien langs med Peblingesøen. Den tredje kan hun ikke få øje på.
Hun venter. Der går et kvarter. Ingen Ahmed.
Men pludselig ser hun ham. Han kommer gående ned ad Nørrebrogade. Nu er han ud for den kinesiske restaurant på hjørnet af Peblinge Dosseringen og går ud i fodgængerfeltet. Betjentene er langt væk, observerer Nadia ud af øjenkrogen, alt for langt væk. Hun går ham i møde og giver ham et knus. For at fortælle de tre betjente, at det er ham.
Han råber en forbikørende taxi an. Den holder ind til kantstenen, Ahmed åbner bildøren, griber Nadia om armen og skubber for at få hende til at sætte sig ind på bagsædet. Hvor er de henne? tænker hun.
Og så er de pludselig over ham, betjentene, ud af den blå luft. Han bliver anholdt.
Nadia giver ham fingeren.


Englevingen: 8. kapitel: Blackmail
Politiken 18.  april  2006, 1. sektion, side 5
Resumé: Til sin rædsel opdager Nadia, at Ahmed har bortført deres datter Maryam til Egypten. I telefonen kræver han, at hun igen skal flytte sammen med ham i ni måneder, så han kan få dansk opholdstilladelse. Så længe skal datteren forblive skjult. Det lykkes imidlertid Nadia at lokke Ahmed til Danmark, hvor han under en dramatisk aktion bliver anholdt af politiet.
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
Ahmed bliver varetægtsfængslet i fjorten dage. Men på grund af episoden for lidt over et år siden, hvor han gik løs på personalet på Bispebjerg Hospital og endte med at få en behandlingsdom, bliver han ikke anbragt i et almindeligt fængsel. Politiet kører i stedet Ahmed til den lukkede afdeling på netop Bispebjerg.
Nadia er lettet. Det er næsten gået endnu bedre, end hun havde håbet på: Ahmed er i Danmark, og han er låst inde. Nu har hun noget at handle med. Det er en sejr.
Hun ringer til svigerforældrene i Kairo og fortæller, at deres søn er fængslet, og at han ikke kommer ud, før Maryam er tilbage i Danmark.
Men så går hendes plan pludselig i fisk. Svigerfaderen reagerer stik modsat af, hvad Nadia har regnet med: Hans søn kan da bare blive, hvor han er, er faderens holdning, Nadia får under ingen omstændigheder Maryam tilbage.
Det er en våd klud i ansigtet. Hver dag i de følgende dage forsøger Nadia igen og igen over telefonen at overtale svigerforældrene. Men Ahmeds far giver sig ikke en centimeter. Hun har løjet og lokket Ahmed til Danmark, og det er hendes skyld, at deres søn nu er fængslet, er beskeden fra Kairo.
4. august 2000 mødes Nadia og Ahmed til retsmøde i Københavns Byret. Her bliver Nadia separeret fra Ahmed, og hun får desuden tilkendt den fulde forældremyndighed over Maryam. Og hvad hjælper det hende så? håner Ahmed, inden han bliver ført tilbage til den lukkede afdeling. Det skaffer hende jo ikke Maryam tilbage.
Nogle dage senere ved 22-tiden ringer telefonen. Nadia har netop været ude at lufte den store hund, hun har afskaffet sig som beskyttelse, hvis Ahmed skulle slippe løs. En ikke helt ubegrundet frygt, viser det sig. For det er politiet, der ringer, og de er kede af at måtte meddele hende, at Ahmed er stukket af.
»Hvornår?«, spørger hun rystet.
Det gjorde han klokken syv.
For tre timer siden? Ja, svarer betjenten.
Nadia ringer til Bispebjerg Hospital og spørger, hvordan fanden det kan lade sig gøre?
»Er I sindssyge?«, næsten råber hun ind i røret.
Alle, der virkelig vil stikke af fra en psykiatrisk afdeling, kan gøre det, lyder det lakoniske svar.
Men hvorfor er der gået tre timer, før personalet på afdelingen har kontaktet politiet? vil Nadia vide.
Fordi nogle gange kommer de tilbage, når de bliver trætte og sultne. Så de får som regel en chance.
Nu er alt tabt, tænker Nadia. For alvor tabt.
Hun kigger sig i spejlet. Håret er halvlangt, sort og krøllet. Så griber hun hårtrimmeren. Begynder systematisk at klippe det hele af.
På det seneste er hun begyndt at smadre ting. Tallerkner, glas, alting ødelægger hun. Hun river også tøj i stykker. Hans efterladte tøj. Eller hendes eget, det er sådan set ligegyldigt.
Hun er bare så helvedes vred.
Nu er hun kronraget. Hold kæft, hvor er det grimt. Lige så grimt, som hun føler sig indvendig.
Der er ingen, der kommenterer det. Det er, som om ingen ser det. Som om det slet ikke er sket.
Nogle uger forinden, 10. juli 2000, sender en ansat ved den danske ambassade i Kairo en notits hjem til Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København.
Ambassadefunktionæren er blevet kontaktet af en fortvivlet Nadia Kjærgaard Jensen, og han refererer, hvad hun har fortalt om sin mands bortførelse af parrets datter.
»Jeg informerede fru Jensen om ambassadens meget begrænsede muligheder for at yde bistand og opfordrede hende til at tage kontakt til en dansk advokat«, skriver ambassadefunktionæren blandt andet til sine kollegaer hjemme i de gråpudsede murstenskasser på Christianshavn.
Notitsen er det første dokument af flere hundrede, som ambassaden i de kommende måneder og år journaliserer under sagsnummer 21Dan.9/b. 'Barnebortførelsen af Maryam Ahmed El Gohary', bliver sagens akter også benævnt. Eller bare 'Nadia-sagen', som ender med at blive den mere mundrette betegnelse i Udenrigsministeriets interne korrespondance.
»... ambassadens begrænsede muligheder for at yde bistand«.
De kommende måneder og år skal vise, at det er en meget præcis beskrivelse af de danske myndigheders muligheder for at hjælpe en dansk statsborger i en sag som denne.
Inogle måneder bliver Nadia ved med at ringe til Ahmeds far. Han benægter hårdnakket at vide noget om, hvor Maryam og Ahmed befinder sig.
Nadia tror ikke Ahmeds far over en dørtærskel. Hun er overbevist om, at Maryam bor hos bedsteforældrene.
På et tidspunkt kommer faderen med et tilbud:
Hvis hans søn får dansk opholdstilladelse, bliver Maryam afleveret på den danske ambassade. Af en notits fra Udenrigsministeriet om Nadia-sagen fremgår det, at de danske myndigheder ikke tidligere har været udsat for den slags afpresning.
Hver gang, Nadia har ringet til Kairo, har hun det skidt i tre dage efter. Så til sidst stopper hun opkaldene til sine ekssvigerforældre.
En uges tid inde i oktober kontakter hun dagbladet B.T. Og 11. oktober bringer avisen på side otte artiklen 'Min datter bortført til Egypten'.
»Jeg ved, at det her er en desperat handling, men jeg ser ingen anden udvej; nogen må hjælpe mig med at få min datter tilbage til Danmark«, siger Nadia til avisen.
Hun fortæller videre om, hvad hun anser for at være den eneste realistiske mulighed: At hun for egen regning hyrer en privatdetektiv, som kan kidnappe Maryam tilbage til Danmark. Men, erkender hun:
»Det er ulovligt, og det koster mindst 90.000 kroner, de penge har jeg ikke«.
Fordi Ahmed og Nadia havde fælles forældremyndighed over Maryam, skulle begge ifølge dansk lov give tilladelse, hvis pigen skulle forlade landet. Der er derfor ingen tvivl om, at Ahmed har overtrådt dansk lov ved at rejse til Egypten med Maryam uden Nadias samtykke.
Men dansk lovgivning gælder ikke i Egypten. Her er Maryam efter egyptisk lov egyptisk statsborger, fordi hendes far er egypter. I samme øjeblik, Maryam og Ahmed sætter foden på egyptisk jord, vender situationen derfor. Nu vil det være Nadia, der bryder egyptisk lov, hvis hun rejser ud af Egypten med barnet uden Ahmeds samtykke.
Artiklen i B.T. afstedkommer ingen reaktioner overhovedet. Og det eneste, Nadia kan foretage sig for at holde vanviddet på afstand, er at rende Udenrigsministeriet og det danske politi på dørene - samt at ringe i ét væk til ambassaden i Kairo.
Ambassadefolkene har forhørt sig hos folk med kendskab til det egyptiske samfund og på andre vesteuropæiske ambassader med erfaring fra lignende sager i det egyptiske retssystem. Og den danske ambassades oplysninger bekræfter alle fordomme:
Det egyptiske retssystem er langsommeligt og bureaukratisk, og sagerne trækker ofte i langdrag til stor frustration for de involverede parter.
En egyptisk advokat, som ambassaden også taler med, mener alligevel, at der vil være visse perspektiver i at føre Nadias sag i Egypten. For i modsætning til den almindelige opfattelse i Danmark af tingenes tilstand i et muslimsk land fastslår den egyptiske sharia-lovgivning, at mindreårige børn i princippet skal være hos moderen eller hos mormoderen.
Men, siger advokaten, hvis Nadia vil føre sag i Egypten, må hun være indstillet på at opholde sig i Kairo i længere perioder. Og så skal hun i øvrigt konvertere til islam.
Ingen af delene har Nadia noget problem med. Som barn af en egyptisk mand er hun efter muslimske begreber født muslim. Senere er hun godt nok både kristent døbt og konfirmeret, men Nadia har aldrig været troende.
Så hun ringer til et islamisk center på Nørrebrogade og får at vide, at hun sagtens kan konvertere. Manden, hun taler med, er oven i købet parat til at klare det over telefonen. Men det har Nadia alligevel ikke lyst til, så hun møder op på centret sammen med Tillie.
Det tager ikke lang tid at skifte tro. En imam fremsiger nogle religiøse remser på arabisk, og Nadia skal gentage remserne, så godt hun formår - det hele overværet af to tilfældige vidner.
Og så er hun muslim.


Englevingen: 9. kapitel: Kontakt
Politiken 19.  april  2006, 1. sektion, side 8
Resumé: Det lykkes Nadia at lokke Ahmed tilbage til Danmark, hvor han bliver varetægtsfængslet. Men stik mod Nadias forventning nægter hans forældre i Egypten stadig at udlevere hendes datter Maryam, der holdes skjult i Kairo. Ahmed stikker af og flygter tilbage til sit hjemland, og nu begynder det juridiske tovtrækkeri om barnet. For at bedre sin position i det muslimske land konverterer Nadia til islam.
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
Det er ingen trøst for Nadia, at hun langtfra står alene. Op gennem 1990'erne er antallet af sager, hvor den ene forælder flygter til udlandet med fælles børn - eller flygter til Danmark fra udlandet - vokset støt.
Om aftenen onsdag 2. maj 2001, knap et år efter at Ahmed har bortført sin og Nadias datter Maryam til Egypten, lander et fly i Københavns Lufthavn med fire helt specielle passagerer om bord.
Pressen er på forhånd tippet om, at kvartetten repræsenterer en god historie. Så blitzene lyner, og kameraerne snurrer, da tre dansk-marokkanske drenge Ahmed, Rami og Jones på henholdsvis ni, otte og seks år i selskab med en høj rødhåret mand mødes af journalisterne allerede før paskontrollen.
Manden er den kontroversielle advokat Laue Traberg Smidt.
De tre drenge havde, inden de landede i København, været bortført til Marokko af deres marokkanske far i fem måneder.
Efter bortførelsen lykkedes det moderen at lokke sin forhenværende mand tilbage til Danmark, hvor han blev varetægtsfængslet - præcis som da Nadia lokkede Ahmed til Danmark.
Moderen til de tre drenge bad derefter en nystartet børnerettighedsorganisation, Daphne, om hjælp til at skaffe børnene tilbage til Danmark. Og organisationen fik Laue Traberg Smidt til at bistå i sagen.
Advokaten var lidt over et halvt år forinden blevet fyret som generalsekretær i organisationen Red Barnet på grund af regnskabsrod. Han havde ry for altid at ville gå lige til kanten - og også gerne lidt over. I den gode sags tjeneste.
Et ry han bekræfter i dagene efter hjemkomsten fra Marokko.
For nok lykkes det Laue Traberg Smidt at få de tre børn med hjem til Danmark ved at forhandle med faderens familie og de marokkanske myndigheder. Men til medierne indrømmer han åbent, at hvis det havde været nødvendigt, ville han have kidnappet børnene i Marokko og illegalt bragt dem tilbage til Danmark.
En grov overtrædelse af både national og international lovgivning.
Fra det øjeblik, Nadia ser tv-billederne af Laue Traberg Smidt og de tre børn i lufthavnen, brænder de sig fast på hendes nethinde.
Det kan blive Maryam og mig, kværner det gennem hendes hjerne, og hun er bedøvende ligeglad med, om hun så skal bryde samtlige egyptiske love. Bare hun får sin datter tilbage.
Hun ringer til den journalist fra B.T., som i oktober 2000 skrev en artikel om hende og Maryams bortførelse, og beder om at blive sat i kontakt med Daphne. Få dage senere sidder hun i møde med Laue Traberg Smidt og en af Daphnes medstiftere Birgitte Rørdam.
Nadia forstår ikke meget af, hvad der bliver sagt på mødet. Da hun går derfra, er hun om muligt endnu mere forvirret, end da hun kom. Og dog alligevel opfyldt af en fornemmelse af, at tingene bevæger sig. I den rigtige retning.
Men igen går dagene, uden at der sker noget. Indtil 5. juli.
Det er en varm sommerdag, og Nadia er lige kommet hjem fra stranden. Klokken er omkring 17, da telefonen ringer.
Det er Birgitte Rørdam. Som er højt oppe. En rig dansk-egyptisk hotelmand har hørt om bortførelsen af Maryam, og nu vil han hjælpe med at finde hende og få hende til Danmark, og er det i orden, at han får Nadias navn og telefonnummer, for så ringer han lige om lidt til Nadia fra Kairo, og ...
Birgitte Rørdam er helt stakåndet.
Kort efter har Nadia hotelmanden i røret. Og her er ingen smalle steder:
Kan Birgitte og Nadia komme til Egypten med det samme? I morgen? De skal bare sørge for flybilletter, så skal han nok tage sig af resten, de kan bo på et af hans hoteller.
Et halvt døgns tid senere sidder Birgitte og Nadia i flyet til Kairo.
De to kvinder bliver installeret på værelse 805 på Hotel Helnan Shepheard, et firestjernet hotel i Kairos centrum, hvor der ikke er sparet på marmorbelægningen. Om aftenen banker de på til hotelmandens suite. En midaldrende ikke særlig høj mand med sort tilbagestrøget hår og høje tindinger åbner og inviterer de to indenfor.
Har Nadia fortalt nogen, at hun er taget til Egypten, spørger han indledningsvis.
Joh, en enkelt veninde ...
Det var da godt nok dumt gjort, nærmest råber dansk-egypteren, så risikerer hun, at Ahmed finder ud af, at Nadia er i Egypten. For man kan jo ikke stole på nogen.
Men hotelmanden falder hurtigt ned på jorden igen. Og begynder at fortælle løs om en lignende sag mellem en egyptisk mand og en amerikansk kvinde, som var endt med, at manden havde stået med en pistol mod kvindens tinding. Det var kørt helt op i en spids. Lige indtil hotelmanden med sine gode forbindelser til de egyptiske myndigheder kom på banen. Så blev sagen løst på ingen tid, forklarer den lille mand.
Fantastisk, tænker Nadia.
De to kvinder bliver udstyret med en bodyguard-lignende type og farer i de kommende dage rundt mellem forskellige egyptiske instanser. Og om ikke andet lærer de, at når man aftaler mødetidspunkt med en offentlig myndighed i Egypten, betyder det tre timer senere end det aftalte. Mindst.
Hotelmanden vil desuden have, at Nadia og Birgitte skal skaffe en masse papirer fra Danmark om sagen - politiets efterlysning af Ahmed, blandt meget andet.
En aften banker det på døren til de to danske kvinders hotelværelse.
»Kom. Du skal se din datter om en halv time«, lyder beskeden.
Nadias hjerte springer et slag over.
Hun og Birgitte bliver kørt hen til en politistation. Kort efter dukker Ahmeds mor og far op. Men uden Maryam. Og så sidder de dér over for hinanden, den danske mor og de egyptiske bedsteforældre. For første gang siden bortførelsen ansigt til ansigt.
Ahmeds far begynder at skælde ud på Nadia. Råber, at det er hende skyld det hele. Nadia sidder helt stum. Det sker ikke, det her, det er en ond drøm, tænker hun. Efter kort tid går hendes ekssvigerforældre bare.
Et par dage senere dukker den danske ambassadør, Christian Oldenborg, og en ambassadefunktionær op på hotellet. De spørger høfligt og venligt Nadia til sagen, men kan i øvrigt ikke bidrage med noget nyt.
Efter en uge i Kairo rejser Nadia og Birgitte hjem. Alle den dansk-egyptiske hotelmands mange løfter om, at sagen ville blive løst med et snuptag, har vist sig at være et blålys.
Det korte af det lange er, at der intet er kommet ud af turen.
Intet.


Englevingen: 10. kapitel: I panik
Politiken 20.  april  2006, 1. sektion, side 6
Resume: Et år efter Maryams bortførelse tilbyder en rig danskegyptisk hotelmand Nadia hjælp til at opspore den forsvundne datter i Kairo, og hun rejser derned. Det lykkes hotelmanden at arrangere et møde mellem Nadia og barnets egyptiske bedsteforældre. Det eneste, der sker på mødet, er, at bedstefaderen skælder sin tidligere svigerdatter ud. Hun vender hjem til Danmark uden at være kommet Maryam nærmere. Men Nadia kæmper indædt videre.
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
Pludselig træder Ahmed ud på gaden fra det seks etager høje nedslidte hus, hvor hans forældre bor i et af Kairos slumkvarterer.
Nadia får et chok. Hun sidder på bagsædet af en bil, hun har lejet med chauffør, og taler i mobiltelefon med Birgitte Rørdam fra hjælpeorganisationen Daphne hjemme i København. Selv om hun overvåger sine forhenværende svigerforældres bolig, bliver hun alligevel overrumplet, da Ahmed med ét viser sig.
Det er 18. november 2001, og Nadia har været fem dage i Egypten. På egen hånd. Det er hendes anden rejse i jagten på Maryam, og fire måneder er gået, siden hun sidst var i Kairo. Fire frustrerende og forvirrende måneder, hvor hun har overvejet alle tænkelige måder at få sin datter tilbage på.
Først og fremmest handler det om at finde ud af, hvor pigen er. Og nu ser hun så pludselig Ahmed for første gang, siden han stjal Maryam fra hende forrige sommer i København.
Skrækken fra tidligere sidder stadig i kroppen. Hun smider sig ned på sædet. Glemmer helt, at bilen har tonede ruder, og at Ahmed ikke kan se hende. Han er sammen med en kvinde; de går tæt forbi; så tæt, at hun kan røre ved ham med en strakt arm.
»Kør, kør«, råber Nadia i panik til chaufføren, da parret har passeret.
Først da de er kommet ud af slumkvarteret, falder det hende ind, at de bare skulle være blevet holdende. Så kunne de stille og roligt og i god afstand have fulgt efter Ahmed og kvinden - som Nadia tror er hans nye kæreste. Eller kone.
Men nu er det for sent.
Chaufføren kører hende tilbage til hotellet.
Inæsten halvandet år har Nadia tænkt på sin datter stort set døgnet rundt. På, hvordan skal hun blive genforenet med Maryam.
Der tegner sig efterhånden tre muligheder:
Hun kan gå rettens vej og anlægge sag ved de egyptiske domstole for at få forældremyndigheden over Maryam i Egypten og dom for, at Ahmed og bedsteforældrene skal udlevere datteren til Nadia.
Eller hun kan forsøge at komme i kontakt med Ahmeds mor for at overbevise hende om, at det vil være bedst for Maryam at være sammen med sin mor.
Endelig er der den radikale løsning: en kidnapning. At hun simpelthen stjæler sit barn tilbage.
Men ingen af de tre alternativer virker oplagte. Selv om hun skulle vinde en retssag, er der ingen garanti for, at Ahmed og bedsteforældrene vil rette sig efter dommen. Og med tanke på, hvor forbitrede Ahmeds far og mor var på hende, da de mødtes i juli på en politistation i Kairo, er det ikke særlig sandsynligt, at Ahmeds mor overhovedet vil tale med Nadia.
En bortførelse tilbage til Danmark er det, hun tænker allermest på. Men selv om det skulle lykkes at kidnappe barnet, hvordan skal hun så få hende ud af Egypten?
Næste morgen, dagen efter at hun har set Ahmed, ringer Nadia til ambassadør Christian Oldenburg. De aftaler at mødes på den danske ambassade et par timer senere sammen med Jannich Lichtenfeldt, en ansat ved ambassaden, som har haft meget med Nadias sag at gøre.
Hvis nu hun kan finde ud af, hvor Maryam befinder sig, kan hun så teoretisk set ikke bare tage pigen og komme hen på den danske ambassade med hende, spørger Nadia, da de tre mødes.
Jo, svarer Oldenburg, det kan hun vel. Hun har jo forældremyndigheden, i hvert fald i Danmark. Og ambassaden er jo efter international lov et lille stykke Danmark i Egypten.
Nadia forklarer, hvordan hun i går overvågede bedsteforældrenes lejlighed i slumkvarteret Sayida Zeinab, og hvordan Ahmed pludselig viste sig. Og hvordan hun desuden har set børnetøj hænge til tørre uden for bedsteforældrenes lejlighed på anden sal.
De to mænd fra ambassaden er forbløffede. Nu har det egyptiske politi i over et år påstået, at de ikke kan lokalisere Ahmed og Maryam. Og så finder Nadia dem på et par dage.
Nadia beder Oldenburg om et stykke papir med stempel og hele pibetøjet, som bekræfter, at hun har dansk forældremyndighed over Maryam. Det får hun.
Nu skal det være.
Det er ikke billigt at jagte sit barn i et fremmed land. En kidnapningsaktion vil hurtigt løbe op i over 100.000 kroner, har Nadia sjusset sig frem til. I foråret fik hun 50.000 kroner fra Varelotteriet, som støtter forældre, der har fået bortført et barn. Men de penge må kun bruges til at dække udgifterne ved en eventuel retssag.
Og Nadia har andre problemer end at skaffe penge. I løbet af efteråret 2001 er det gået op for hende, at de forskellige aktører mildt sagt ikke trækker i samme retning. Børneorganisationen Daphne har én dagsorden, Udenrigsministeriet en anden.
Udenrigsministeriet og ambassaden har anbefalet, at Nadia først og fremmest skal forsøge at få kontakt til sine ekssvigerforældre. Ambassaden har taget forbindelse til en egyptisk advokat, Adel El Khouly, som tidligere har ført sager om forældremyndighed for franske og schweiziske statsborgere. Efter hans erfaring er chancerne for succes størst, hvis parterne forliges.
Den danske hjælpeorganisation Daphne, derimod, er tilhænger af retssag og en hård, konfrontativ linje over for de egyptiske myndigheder. Og skulle det lykkes at lokalisere Maryam undervejs: en kidnapning.
Sammen med Birgitte Rørdam fra Daphne har Nadia derfor udtænkt den ene kidnapningsplan efter den anden. Men planerne har, synes Nadia, en tendens til at blive så komplicerede, at hun hverken kan hitte hoved eller hale i dem. Blandt andet handler en af dem, så vidt Nadia kan forstå, om, at hun og barnet skal sejles over Middelhavet fra Alexandria til Cypern. Uden at hun præcis ved, hvordan de skal komme så langt.
Hun har imidlertid ikke lyst til helt at skrotte samarbejdet med Daphne. Godt nok føler hun ofte, at Birgitte følger sin egen dagsorden. Som om hun ikke tror på, at Nadia kan gennemskue, hvad der er vigtigt. Men Nadia kan på den anden side lide Birgitte Rørdams energi. Hun har brug for nogen, der kan hanke op i hende, når hun er på vej ned i et sort hul.
Nadia tør på den anden side heller ikke droppe Udenrigsministeriet. For ambassaden er faktisk en stor hjælp, blandt andet med at skaffe kontakt til de egyptiske myndigheder.
Desuden har ambassaden vist vilje til at gå veje, som for diplomatiet er temmelig ukonventionelle: Hvis det skulle lykkes Nadia at kidnappe Maryam tilbage, og mor og barn skal ud af Egypten, har ambassaden tilbudt at udstede et nyt pas til hende lydende på navnet Louise Jensen - og ikke Nadia Kjærgaard Jensen, som der står i hendes nuværende pas. Det vil ikke være det rene opspind, for Nadia hedder faktisk også Louise. Udrejsen vil dermed kunne foregå helt regulært via lufthavnen i Kairo, hvor Nadia blot skal forklare, at hun har mistet sit oprindelige pas og fået udstedt et nyt på ambassaden.
Spændingerne mellem Daphne og Udenrigsministeriet vokser.
En måneds tid inden Nadia lokaliserer Ahmed i Kairo, brokker Birgitte Rørdam sig i et brev til ministeriet voldsomt over, at sagsbehandlingen er langsom og omstændelig. Hun skriver, at »... Daphne forventer, at der nu hankes gevaldigt op i sagen«.
Ambassadens svar falder prompte:
»Ambassaden har med forbløffelse og undren læst Birgitte Rørdams sagsfremstilling (...). Den kan der siges en del til, men det kan efter ambassadens skøn vente«, mener ambassadør Christian Oldenburg, der skriver, at en retssag i Kairo vil »... lægge gift for en mindelig løsning«.
Kort efter brevvekslingen sender ministerråd Nina Jaquet fra Udenrigsministeriet noget, der minder om et ultimatum til Nadia. Ministeriet vil vide, om hun »... vil følge den fremgangsmåde, som Udenrigsministeriet, ambassaden og advokaten anbefaler«. Det vil sige i første omgang personligt bede politiet og Ahmeds forældre om hjælp og først i anden omgang lægge sag an i Egypten.
Og hvis ikke det er hendes plan, ønsker Nadia så, at Udenrigsministeriet skal trække sig helt ud af sagen?
Det gør Nadia ikke. Så hun rider videre på to heste.
Bevæbnet med dokumentet fra den danske ambassade, som bekræfter, at Nadia har dansk forældremyndighed over Maryam, er hun igen på vej ind i slumkvarteret for at finde sin datter. Denne gang i selskab med Jannich Lichtenfeldt fra den danske ambassade - som uanset den barske brevveksling mellem Udenrigsministeriet og Daphne stadig hjælper Nadia.
Det er nok ikke så smart, at Jannich kører ind i området i en skinnende diplomatbil, påpeger Nadia. Så han parkerer lige uden for området, ved den lokale politistation, og venter, mens Nadia begiver sig ind i Sayida Zeineb-kvarteret med sin chauffør ved rattet.
Chaufføren har i øvrigt taget en af sine gode venner med. Vennen er, forklarer han, praktiserende advokat, og sådan én kan jo nok være rar at have ved hånden i denne situation.
Og advokaten er optimistisk. Du sover sammen med din datter i nat, beroliger han Nadia.
De parkerer i nærheden af huset med bedsteforældrenes lejlighed. Pludselig dukker Ahmed op i et af vinduerne. Han ryger på en cigaret.
Chaufføren siger til Nadia, at hun bare skal blive siddende i bilen, så går han med sin ven hen og henter et par betjente.
Nadia venter. I en evighed. Endelig vender de to mænd tilbage i selskab med to betjente, som ser meget unge ud, synes Nadia. Hun stiger ud af bilen. Men chaufføren beder hende om at sætte sig ind igen. De to betjente forsvinder ind i opgangen. Kort tid efter kommer de ud igen. Snakker lidt med chaufføren og advokaten. Og går.
Chaufføren kommer hen til bilen. Forklarer Nadia, at betjentene har banket på og spurgt til Ahmed og Maryam. De er ikke her, havde det lydt inde fra lejligheden. Og så var betjentene bare gået igen.
Nadia sidder inde på bagsædet og er helt opkørt. Hun siger ikke noget, hvad skulle det hjælpe, men harmen og magtesløsheden koger i hende. De har jo alle tre set Ahmed i vinduet.
Han er der, for pokker.
I det samme kommer Ahmeds far og bror ud fra opgangen. De sætter sig ind i en bil, vender den og parkerer lige foran døren. Som går op. En kvinde kommer ud og sætter sig ind i bilen. Lige efter en stor mand. Med Maryam på armen.
Hendes datter. I et glimt.
Nadia når kun lige at se, at barnet har noget tøj på, hun ikke kender.
Til sidst kommer Ahmed slentrende og sætter sig også ind. Bilen kører. Nadia er bange.
Hun giver chaufføren ordre om, at han skal sætte efter dem. Men han er for langsom i optrækket. Den anden bil forsvinder, og nu er det lige meget, for den smalle gyde er helt spærret af andre biler, af mennesker og høns.


Englevingen: 11. kapitel - Osama og Sayeed
Politiken 21.  april  2006, 1. sektion, side 6
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
Osama spørger allerede i bilen på vej fra lufthavnen ind mod Kairo, hvad de skal stille op, hvis de kommer til at kidnappe det forkerte barn? Han griner fra forsædet om til Nadia. Det er ment som en spøg.
Nadia tager et billede af Maryam frem af sin taske, mens Sayeed sammenbidt styrer Hyundaien gennem mylderet af tudende biler, dødsforagtende fodgængere og skrumlende æselkærrer. På billedet er pigen bare et år gammel. Det er det seneste fotografi, Nadia har af sin nu snart fireårige datter.
Det er februar 2003, og der er gået over et år, siden det lykkedes Nadia at opspore og skygge sin egyptiske eksmand Ahmed og få et glimt af ham og datteren Maryam.
I mellemtiden har Nadia været i Kairo flere gange. Det er nu hendes sjette tur til den egyptiske hovedstad i jagten på Maryam, og denne gang har hun allieret sig med Osama og Sayeed, to lokale mænd med et endda særdeles godt kendskab til den egyptiske hovedstad.
De egyptiske mænd smiler og nikker anerkendende til fotografiet af den lille mørke baby.
Senere samme aften tøffer Hyundaien af sted med kurs mod Giza og pyramiderne. Men Nadia og hendes hjælpere er ikke på turisttur. Bilen drejer af fra den brede boulevard med de høje ranke palmer og ned ad en mørk sidegade. De parkerer ud for et flisebelagt lokale med åben front ud mod gaden. Nadia og hendes ledsagere slutter sig til en gruppe mænd, der sidder på hvide plastikstole rundt om et bord og skutter sig i februarkulden.
På væggen hænger et portræt af landets præsident Hosni Mubarak. En lyskæde dingler ned over billedet.
Timerne går. De Marlboro-rygende mænd taler dæmpet indbyrdes på arabisk, men når en af deres mobiltelefoner ringer, bliver alle tavse.
Nadia får ikke andet ud af de tre timers venten end sød, skoldhed te i litervis. Når hun spørger Osama, hvad der foregår, siger han bare, at de tror, at hendes datter skal findes i en lejlighed, der tilhører søsteren til Ahmed. Men de er ikke helt sikre. Endnu.
Sidst på aftenen tager hun tilbage til sit hotel, der ligger i ambassadekvarteret. Hendes første dag i Kairo i denne omgang ender resultatløs.
Men det er hun efterhånden så vant til.
Efter fem forgæves rejser til Egypten er der blevet langt mellem de mere og mere desperate glimt af håb.
De første tre ture var målrettede i jagten på Maryam. Men de seneste to gange er Nadia mest taget til Egypten for at vidne i retssagerne om datteren. Og her har hun følt sig som statist i et spil, hun stort set ikke har forstået en brik af. Det første retsmøde varede kun ti minutter, og hun så Maryams bedsteforældre for anden gang siden bortførelsen. Men der har kun været kulde mellem dem.
Ved det andet retsmøde syntes Nadia, at Ahmeds mor så ud til at være ked af situationen. Mens Ahmeds far stadig var hoven og lukket over for hende.
Imens er tiden gået.
Maryam må for længst være begyndt at tale, hvis hun har udviklet sig normalt gennem årene. Det skærer Nadia i hjertet at tænke på, at hvis hun nu skulle få sin datter at se, ville hun ikke kunne forstå hende. Pigen taler vel kun arabisk, formoder Nadia.
Nadia føler på den anden side, at hun på denne rejse trods alt har grund til at være en smule optimistisk. Og det skyldes Osama og Sayeed. For nu får hun for første gang hjælp af nogen, der kender byen, smutvejene og den lokale adfærd. Hendes nye allierede har lovet at bruge næsten alle til rådighed stående midler for at opspore Maryam og - om muligt - kidnappe hende.
Nadia har fået kontakt til Osama gennem bekendte. Han er dansk gift egypter med egen virksomhed. Han køber og sælger reservedele til biler. Ifølge Osama, der er kristen araber, har Nadia kun én farbar vej at gå: at bortføre datteren tilbage til Danmark. For selv om Nadias far var egypter, og hun for kort tid siden er konverteret til islam, vil det ikke hjælpe hende i det egyptiske retssystem.
»At du er vokset op som kristen efter at være født som muslim, betyder, at du står dårligt her. At muslimerne ikke regner dig for noget«, fastslår Osama.
Sayeed, Osamas kammerat, taler næsten ikke engelsk, så ham taler Nadia meget lidt med. Han har, så vidt hun kan forstå, haft fire koner, men ikke fået børn. Det er Sayeeds store sorg.
Det egyptiske politi fastslog allerede i slutningen af december 2001, at Nadia efter den lokale sharialovgivning også har forældremyndigheden over Maryam i Egypten. Men det betyder ikke, at Nadia frit kan tage Maryam ud af landet, hvis hun skulle få fat i sin datter. Udrejse kan kun ske med myndighedernes tilladelse. Og om Nadia i givet fald vil få den - for derefter at bringe datteren til et ikkemuslimsk land - er et meget åbent spørgsmål.
I slutningen af 2001 og begyndelsen af 2002 bedyrede de egyptiske myndigheder desuden gentagne gange over for den danske ambassade, at de dels forsøgte at lokalisere Maryam, dels prøvede at overtale bedsteforældrene til at udlevere hende.
Alligevel begyndte Nadia og ambassadefunktionærerne på dette tidspunkt at undersøge mulighederne for en retssag med krav om at få udleveret barnet.
Sagen var på det tidspunkt endt oppe på allerhøjeste niveau i Egypten. 6. marts 2002 blev den danske ambassade ringet op af en meget højtstående embedsmand fra den egyptiske premierministers kontor. Han oplyste, at hans ministerium af det egyptiske sikkerhedspoliti havde fået at vide, at »sagen stod for en snarlig afslutning«.
Sådan gik det ikke. Og nu, i februar 2003, kører der to sager ved de egyptiske domstole i striden om Maryam: Nadia fører sag ved én retsinstans med krav om at få udleveret sit barn. Og bedsteforældrene har anlagt sag mod Nadia ved samme instans for at få overdraget forældremyndigheden fra Nadia til bedstemoderen.
Der har endda været en tredje retssag. Nadias advokat rejste straffesag mod Ahmed og Ahmeds far for at have kidnappet barnet. Den blev afgjort i august 2002 til Nadias fordel: Maryam skulle straks udleveres til moderen, »i givet fald ved brug af magt«, som der stod i dommen.
Ved en dansk domstol ville Ahmed og faderen have fået adskillige år i fængsel. I Kairo blev de idømt en bøde på 501 egyptiske pund. Det svarer til cirka 530 danske kroner.
De betalte bøden, men blæste på den del af dommen, der beordrede Maryam udleveret til Nadia. Uden at det fik yderligere konsekvenser.
Næste dag titter solen frem mellem de grå skyer. Halvmånefiguren på toppen af Kit Kat-moskeens slanke minaret reflekterer de svage solstråler ned i Nilens grønbrune vand.
Nadia Kjærgaard kigger op mod den lille sprække af blå himmel. Februarluften er en smule varmere end i går. Hun skutter sig lidt, mens hun vandrer rastløst rundt i Kairos gader.
Osama har de senere dage snakket en del om 'Big Boss'. Sådan kalder han den højtstående politichef fra slumkvarteret Sayida Zeineb, der ifølge Osamas oplysninger helt sikkert dækker over Ahmed.
For når Ahmed og hans far er blevet dømt til at udlevere Maryam, og der ikke sker noget ... Når de egyptiske myndigheder gang på gang forsikrer, at de strækker sig til det yderste for at finde pigen, og der ikke sker noget ... Når politiet flere gange aflægger visitter på bedsteforældrenes bopæl, og der ikke sker noget ...
Ja, så ved en indfødt egypter udmærket, hvad det handler om: En højtstående person trækker i trådene.
Derfor vil Osamas hold nu kontakte Big Boss, så han kan få Nadias version af sagen. Måske vil det sætte skub i den egyptiske ordensmagt.
Det lyder som en dejligt direkte og modig strategi, synes Nadia.
Et par dage senere kører de ud til politistationen for at få et møde med Big Boss.
Osama og Sayeed er væk længe. Imens sidder Nadia i bilen og venter og betragter de ludfattige mennesker, der sidder langs husene og kigger på hende. Osama og Sayeed kommer tilbage og trækker på skuldrene.
Big Boss er ikke til at træffe.
Allerede på andendagen i Kairo føler Nadia en rastløs afmagt, som hun forsøger at dulme ved at købe tøj til den datter, hun ikke har set i snart tre år, og som hun ikke ved, hvor stor er.
Nu er det aften, og hun sidder på sit hotelværelse midt i Kairo - med kufferten pivåben, poser med børnetøj spredt på sengen og en lille hvid tøjhund på låret. Mens frygten for endnu en skuffelse lurer. Osama, hendes store håb, virker nu knap så overbevisende, når han hele tiden fastholder, at han er lige i hælene på Ahmed og Maryam.
Ahmed. Hvad føler hun egentlig for ham, nu hvor hun for sjette gang jager rundt efter ham her i den enorme by? Ikke had. Mere en isnende kulde. Hun synes, hun har gennemskuet ham: Han har kidnappet Maryam, fordi han vil ramme hende. For Ahmed gælder det først og fremmest om at vinde magtkampen mod Nadia, er hendes faste overbevisning.
Hun har set flere eksempler på det. Som da Ahmed lige havde forladt Danmark med Maryam, og han sendte hende en SMS med sin nye mailadresse: Youlost@yahoo.eg.
En aften for længe siden, et halvt års tid efter bortførelsen af Maryam, sad Nadia hjemme og så video sammen med en af sine venner. Han kradsede lettere distræt nogle streger ned på et stykke papir. Efterhånden blev stregerne til et mønster.
Det så da flot ud, syntes Nadia. Hun havde i nogen tid overvejet en tatovering på kroppen. Og fik pludselig den tanke, at tatoveringen skulle se ud præcis som det mønster, vennen tegnede, og som dannede bogstaverne i et navn. Nogle dage senere gik Nadia til en tatovør i det københavnske nordvestkvarter og fik tatoveret 'Maryam' hen over lænden.
Godt et år senere fik Nadia sin anden tatovering. Den sidder på undersiden af højre overarm. Når hun har en kortærmet trøje på, kan man se de nederste spidser af tatoveringen. Men man kan ikke se, at datterens navn også er præget ind i huden på Nadias arm.
'Maryam' står der hen over den øverste del af en englevinge.


Englevingen: 11. kapitel - Osama og Sayeed
Politiken 21.  april  2006, 1. sektion, side 6
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
Osama spørger allerede i bilen på vej fra lufthavnen ind mod Kairo, hvad de skal stille op, hvis de kommer til at kidnappe det forkerte barn? Han griner fra forsædet om til Nadia. Det er ment som en spøg.
Nadia tager et billede af Maryam frem af sin taske, mens Sayeed sammenbidt styrer Hyundaien gennem mylderet af tudende biler, dødsforagtende fodgængere og skrumlende æselkærrer. På billedet er pigen bare et år gammel. Det er det seneste fotografi, Nadia har af sin nu snart fireårige datter.
Det er februar 2003, og der er gået over et år, siden det lykkedes Nadia at opspore og skygge sin egyptiske eksmand Ahmed og få et glimt af ham og datteren Maryam.
I mellemtiden har Nadia været i Kairo flere gange. Det er nu hendes sjette tur til den egyptiske hovedstad i jagten på Maryam, og denne gang har hun allieret sig med Osama og Sayeed, to lokale mænd med et endda særdeles godt kendskab til den egyptiske hovedstad.
De egyptiske mænd smiler og nikker anerkendende til fotografiet af den lille mørke baby.
Senere samme aften tøffer Hyundaien af sted med kurs mod Giza og pyramiderne. Men Nadia og hendes hjælpere er ikke på turisttur. Bilen drejer af fra den brede boulevard med de høje ranke palmer og ned ad en mørk sidegade. De parkerer ud for et flisebelagt lokale med åben front ud mod gaden. Nadia og hendes ledsagere slutter sig til en gruppe mænd, der sidder på hvide plastikstole rundt om et bord og skutter sig i februarkulden.
På væggen hænger et portræt af landets præsident Hosni Mubarak. En lyskæde dingler ned over billedet.
Timerne går. De Marlboro-rygende mænd taler dæmpet indbyrdes på arabisk, men når en af deres mobiltelefoner ringer, bliver alle tavse.
Nadia får ikke andet ud af de tre timers venten end sød, skoldhed te i litervis. Når hun spørger Osama, hvad der foregår, siger han bare, at de tror, at hendes datter skal findes i en lejlighed, der tilhører søsteren til Ahmed. Men de er ikke helt sikre. Endnu.
Sidst på aftenen tager hun tilbage til sit hotel, der ligger i ambassadekvarteret. Hendes første dag i Kairo i denne omgang ender resultatløs.
Men det er hun efterhånden så vant til.
Efter fem forgæves rejser til Egypten er der blevet langt mellem de mere og mere desperate glimt af håb.
De første tre ture var målrettede i jagten på Maryam. Men de seneste to gange er Nadia mest taget til Egypten for at vidne i retssagerne om datteren. Og her har hun følt sig som statist i et spil, hun stort set ikke har forstået en brik af. Det første retsmøde varede kun ti minutter, og hun så Maryams bedsteforældre for anden gang siden bortførelsen. Men der har kun været kulde mellem dem.
Ved det andet retsmøde syntes Nadia, at Ahmeds mor så ud til at være ked af situationen. Mens Ahmeds far stadig var hoven og lukket over for hende.
Imens er tiden gået.
Maryam må for længst være begyndt at tale, hvis hun har udviklet sig normalt gennem årene. Det skærer Nadia i hjertet at tænke på, at hvis hun nu skulle få sin datter at se, ville hun ikke kunne forstå hende. Pigen taler vel kun arabisk, formoder Nadia.
Nadia føler på den anden side, at hun på denne rejse trods alt har grund til at være en smule optimistisk. Og det skyldes Osama og Sayeed. For nu får hun for første gang hjælp af nogen, der kender byen, smutvejene og den lokale adfærd. Hendes nye allierede har lovet at bruge næsten alle til rådighed stående midler for at opspore Maryam og - om muligt - kidnappe hende.
Nadia har fået kontakt til Osama gennem bekendte. Han er dansk gift egypter med egen virksomhed. Han køber og sælger reservedele til biler. Ifølge Osama, der er kristen araber, har Nadia kun én farbar vej at gå: at bortføre datteren tilbage til Danmark. For selv om Nadias far var egypter, og hun for kort tid siden er konverteret til islam, vil det ikke hjælpe hende i det egyptiske retssystem.
»At du er vokset op som kristen efter at være født som muslim, betyder, at du står dårligt her. At muslimerne ikke regner dig for noget«, fastslår Osama.
Sayeed, Osamas kammerat, taler næsten ikke engelsk, så ham taler Nadia meget lidt med. Han har, så vidt hun kan forstå, haft fire koner, men ikke fået børn. Det er Sayeeds store sorg.
Det egyptiske politi fastslog allerede i slutningen af december 2001, at Nadia efter den lokale sharialovgivning også har forældremyndigheden over Maryam i Egypten. Men det betyder ikke, at Nadia frit kan tage Maryam ud af landet, hvis hun skulle få fat i sin datter. Udrejse kan kun ske med myndighedernes tilladelse. Og om Nadia i givet fald vil få den - for derefter at bringe datteren til et ikkemuslimsk land - er et meget åbent spørgsmål.
I slutningen af 2001 og begyndelsen af 2002 bedyrede de egyptiske myndigheder desuden gentagne gange over for den danske ambassade, at de dels forsøgte at lokalisere Maryam, dels prøvede at overtale bedsteforældrene til at udlevere hende.
Alligevel begyndte Nadia og ambassadefunktionærerne på dette tidspunkt at undersøge mulighederne for en retssag med krav om at få udleveret barnet.
Sagen var på det tidspunkt endt oppe på allerhøjeste niveau i Egypten. 6. marts 2002 blev den danske ambassade ringet op af en meget højtstående embedsmand fra den egyptiske premierministers kontor. Han oplyste, at hans ministerium af det egyptiske sikkerhedspoliti havde fået at vide, at »sagen stod for en snarlig afslutning«.
Sådan gik det ikke. Og nu, i februar 2003, kører der to sager ved de egyptiske domstole i striden om Maryam: Nadia fører sag ved én retsinstans med krav om at få udleveret sit barn. Og bedsteforældrene har anlagt sag mod Nadia ved samme instans for at få overdraget forældremyndigheden fra Nadia til bedstemoderen.
Der har endda været en tredje retssag. Nadias advokat rejste straffesag mod Ahmed og Ahmeds far for at have kidnappet barnet. Den blev afgjort i august 2002 til Nadias fordel: Maryam skulle straks udleveres til moderen, »i givet fald ved brug af magt«, som der stod i dommen.
Ved en dansk domstol ville Ahmed og faderen have fået adskillige år i fængsel. I Kairo blev de idømt en bøde på 501 egyptiske pund. Det svarer til cirka 530 danske kroner.
De betalte bøden, men blæste på den del af dommen, der beordrede Maryam udleveret til Nadia. Uden at det fik yderligere konsekvenser.
Næste dag titter solen frem mellem de grå skyer. Halvmånefiguren på toppen af Kit Kat-moskeens slanke minaret reflekterer de svage solstråler ned i Nilens grønbrune vand.
Nadia Kjærgaard kigger op mod den lille sprække af blå himmel. Februarluften er en smule varmere end i går. Hun skutter sig lidt, mens hun vandrer rastløst rundt i Kairos gader.
Osama har de senere dage snakket en del om 'Big Boss'. Sådan kalder han den højtstående politichef fra slumkvarteret Sayida Zeineb, der ifølge Osamas oplysninger helt sikkert dækker over Ahmed.
For når Ahmed og hans far er blevet dømt til at udlevere Maryam, og der ikke sker noget ... Når de egyptiske myndigheder gang på gang forsikrer, at de strækker sig til det yderste for at finde pigen, og der ikke sker noget ... Når politiet flere gange aflægger visitter på bedsteforældrenes bopæl, og der ikke sker noget ...
Ja, så ved en indfødt egypter udmærket, hvad det handler om: En højtstående person trækker i trådene.
Derfor vil Osamas hold nu kontakte Big Boss, så han kan få Nadias version af sagen. Måske vil det sætte skub i den egyptiske ordensmagt.
Det lyder som en dejligt direkte og modig strategi, synes Nadia.
Et par dage senere kører de ud til politistationen for at få et møde med Big Boss.
Osama og Sayeed er væk længe. Imens sidder Nadia i bilen og venter og betragter de ludfattige mennesker, der sidder langs husene og kigger på hende. Osama og Sayeed kommer tilbage og trækker på skuldrene.
Big Boss er ikke til at træffe.
Allerede på andendagen i Kairo føler Nadia en rastløs afmagt, som hun forsøger at dulme ved at købe tøj til den datter, hun ikke har set i snart tre år, og som hun ikke ved, hvor stor er.
Nu er det aften, og hun sidder på sit hotelværelse midt i Kairo - med kufferten pivåben, poser med børnetøj spredt på sengen og en lille hvid tøjhund på låret. Mens frygten for endnu en skuffelse lurer. Osama, hendes store håb, virker nu knap så overbevisende, når han hele tiden fastholder, at han er lige i hælene på Ahmed og Maryam.
Ahmed. Hvad føler hun egentlig for ham, nu hvor hun for sjette gang jager rundt efter ham her i den enorme by? Ikke had. Mere en isnende kulde. Hun synes, hun har gennemskuet ham: Han har kidnappet Maryam, fordi han vil ramme hende. For Ahmed gælder det først og fremmest om at vinde magtkampen mod Nadia, er hendes faste overbevisning.
Hun har set flere eksempler på det. Som da Ahmed lige havde forladt Danmark med Maryam, og han sendte hende en SMS med sin nye mailadresse: Youlost@yahoo.eg.
En aften for længe siden, et halvt års tid efter bortførelsen af Maryam, sad Nadia hjemme og så video sammen med en af sine venner. Han kradsede lettere distræt nogle streger ned på et stykke papir. Efterhånden blev stregerne til et mønster.
Det så da flot ud, syntes Nadia. Hun havde i nogen tid overvejet en tatovering på kroppen. Og fik pludselig den tanke, at tatoveringen skulle se ud præcis som det mønster, vennen tegnede, og som dannede bogstaverne i et navn. Nogle dage senere gik Nadia til en tatovør i det københavnske nordvestkvarter og fik tatoveret 'Maryam' hen over lænden.
Godt et år senere fik Nadia sin anden tatovering. Den sidder på undersiden af højre overarm. Når hun har en kortærmet trøje på, kan man se de nederste spidser af tatoveringen. Men man kan ikke se, at datterens navn også er præget ind i huden på Nadias arm.
'Maryam' står der hen over den øverste del af en englevinge.

Englevingen: 12. kapitel: Uheldige helte
Politiken 22.  april  2006, 1. sektion, side 6
Resume: Nadia Kjærgaard Jensen er i 2003 i Kairo på sin sjette rejse til Egypten for at finde datteren Maryam, der blev bortført fra Danmark tre år forinden. Takket være sine to egyptiske hjælpere Osama og Sayeed føler hun flere gange, at hun er lige i hælene på eksmanden Ahmed, der kidnappede pigen - og hver gang glipper det. Men egypterne giver ikke op.
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
Nadia Kjærgaard kender Sayida Zeinab-kvarteret godt. Alt for godt.
De små fattige murstenshuse, de afskallede betonbyggerier i fire-fem etager med det evindelige vasketøj uden for vinduerne. De affaldsstinkende gader og gyder. Butikkerne og boderne, der sælger alt fra arabisk cola til levende kalkuner og kaniner, som tilbringer de sidste levedage i plastkasser stablet oven på hinanden.
Her boede hun og Ahmed for tre år siden i en god måneds tid hos svigerforældrene, så den egyptiske familie kunne være sammen med den dengang nyfødte Maryam.
Ikke fordi Maryams farfar og farmor ikke var søde. De elskede tydeligvis deres første barnebarn. Men første gang Nadia så lejligheden i Hessien Hossny Street, troede hun knap sine egne øjne. I en smeltende varm egyptisk sommer skulle hun bo her med sin spæde datter - i et værelse uden vinduer, med neonlys i stedet for dagslys, uden ventilation, og med rotter på størrelse med katte pilende rundt nede på gaden.
Den helt store nedtur fik hun, da hun en dag til sin store skræk fandt ud af, at hun skulle være her tre uger endnu - og ikke to, som hun havde gået og bildt sig ind. Hun havde kigget forkert i kalenderen. Da satte hun sig ned og græd.
Siden har hun besøgt slumkvarteret et hav af gange i jagten på sin datter. Som nu, i februar 2003, hvor hun flere gange tager til Sayida Zeinab i selskab med Osama og Sayeed for at lede efter Ahmed og hans familie.
Hver gang hun bevæger sig ind i kvarteret, er hun tæt på at græde. Ved tanken om, at hendes datter skal vokse op under fattige og elendige vilkår som disse.
Det ser alligevel ikke så godt ud, lyder meldingen pludselig fra den ellers optimistiske Osama.
På hotelværelset modtager Nadia den nedslående telefonbesked om, at Ahmed tilsyneladende har forladt den lejlighed, som Osamas efterforskningshold ellers havde spottet ham til at bo i. Han er set på vej væk belæsset med kufferter.
Og Maryam har Osamas hjælpere ikke set skyggen af.
Nadia modtager beskeden med fatning. Hun er ved at være immun over for skuffelser. Til gengæld kan hun ikke forstå, at Osama og hans venner først nu finder ud af, hvor Ahmed befinder sig - eller rettere: ikke befinder sig. Kunne de ikke have undersøgt hans færden lidt nøjere, før de sagde til hende: Kom til Egypten, vi ved, hvor din datter er?
Lidt senere, mens varmeapparatet på hendes hotelværelse buldrer og brager for at holde aftenkulden stangen, sender hun en SMS til Osama: »Vi må mødes - hvad laver I?«.
Tidligere på dagen har Osama forsøgt at kontakte en højtstående politiofficer, som han mistænker for at holde hånden over Ahmed. Nu er Nadia blevet nervøs for, om Osama er ved at ødelægge noget for hende. Måske kan det skabe problemer, hvis den egyptiske ordensmagt finder ud af, at en dansk kvinde stæser rundt i Kairo på jagt efter sit bortførte barn.
Vil hun tage loven i egen hånd, kunne politiet finde på at spørge sig selv.
Efter et par dage i Kairo ringer hun til sin egyptiske advokat.
»Jeg er i byen. Kan jeg få et møde?«.
Advokat Adel El Khouly er ikke voldsomt begejstret, da han senere samme dag hilser på sin danske klient. Over at hun sådan bare dukker uanmeldt op. Og så i selskab med Osama og hans følgesvend Sayeed.
»Husk, der er en retssag i gang. Den må gå sin gang«, fastslår han lidt irriteret, nærmest inden Nadia har mælet et muk.
Hans holdning er, at det egyptiske retssystem må kværne færdigt, før Nadia selv kan foretage sig noget. Så hun behøvede ærlig talt ikke at have ulejlighed med at rejse helt til Egypten nu.
El Khouly sætter sig bag sit skrivebord - stort, mørkt og med kraftige udskårne ben. På væggen hænger tre vældige billeder af alvorlige mænd i jakkesæt. Det røde ægte orientalske tæppe på gulvet, de sorte chartekker på bordet, de gamle lovbøger i reolerne - så langt kunne selskabet lige så godt befinde sig på et dansk advokatkontor. Lidt mere udansk er det, at det kun tyve minutter lange møde bliver afbrudt cirka ti gange af en sekretær, der absolut må have hr. advokatens underskrift på et eller andet. Lige nu.
»Problemet er«, forklarer El Khouly mellem underskrifterne, »at din modpart i retten fremlægger dokumenter, der skal bevise, at du ikke er en god mor, at du ikke er ægte muslim, at du reelt ikke bor i Egypten, som retten ellers forventer. Derfor mener Maryams bedstemor, at barnet skal bo hos hende, ikke hos dig«.
En lille sort mand med en meget stor hvid turban kommer ind og serverer gul sodavand til alle.
Ifølge El Khouly forsikrer politiet, at de skam jagter Ahmed og datteren intenst, men at de ikke kan finde dem. Advokaten understreger endvidere, at han ikke er i tvivl om, at Nadia vil vinde retssagen. Altså den del, der handler om paragraffer. Han er straks mere usikker på, om eksekveringen af en eventuel dom til hendes fordel nogensinde vil finde sted.
Pludselig sænker han stemmen og ser Nadia direkte i øjnene. Og modsiger så sin egen bemærkning fra før om, at sagen må gå sin gang:
»Hvis du ser Maryam, så tag hende. Bortfør hende. Jeg kan ikke fortænke dig i at prøve. Tag hende i dine arme og skrig om hjælp, indtil politiet kommer. Så vil betjentene være nødt til at hjælpe dig«, siger El Khouly og tilføjer, at det er de, fordi Nadia stadig har forældremyndigheden, også her i Egypten.
Sekretæren banker på igen. En ny underskrift er påkrævet. Lige nu.
Osama har endnu ikke givet op. Han grubler videre. Senere samme dag kaster han blandt andet følgende ide på bordet: Hvis Nadia finder sit barn, skal hun rejse ud af Egypten gennem Libyen med datteren. For grænseovergangen ved den libyske grænse er sandsynligvis ikke udstyret med computere til tjek af passene, og dermed kan hun muligvis undgå myndighedernes øje.
Og Osama har flere planer i ærmet.
Han vil skygge Maryams farfar, når han møder frem i retten næste dag til endnu et retsmøde i striden om barnet. Måske vil farfaren føre dem til pigens skjulested.
Samme aften på terrassen foran Nadias hotel holder Osama møde med to unge egyptere. Den ene har en grim skramme i panden, den anden hentehår. De tre snakker længe sammen på arabisk.
Nadia sidder tavs og lytter, men uden at forstå et ord.
Osama forklarer hende, at de to arbejder i en butik i samme ejendom, som Ahmeds forældre bor i. De siger, at lejligheden har stået tom i et par år.
Kan de ikke bare spørge efter Ahmed i kvarteret, vil Nadia vide. Da de to mænd får spørgsmålet oversat til arabisk, slår de en høj latter op:
Alle i kvarteret ved, at 'Crazy Ahmed' er forsvundet, og ham skal man ikke lede efter.
Næste dag er nervepirrende. Vil Maryams farfar føre Osama til pigen, når han forlader retssalen? Nadia har aldrig tvivlet på, at Maryam bor hos bedsteforældrene. For Ahmed har ikke tålmodighed til at tage sig af et barn, er hun overbevist om.
Nadia slår ventetiden ihjel med en udflugt til Kairos gamle basarkvarter Khan el-Khalili. Hun farer vild i de labyrintiske snævre gyder med gadehandlernes »Special offer for you« rungende i ørerne.
Tilbage på hotellet samme eftermiddag dukker Osama endelig op. Humpende.
Han har slået benet. Han og en kammerat havde lejet motorcykler og holdt parat foran retsbygningen for at vente på, at farfaren skulle vise sig. Han kom også som forventet ud af bygningen. Men der var lige en detalje, Osama ikke havde forudset:
Gaden var ensrettet, og Ahmeds far og hans følgesvende gik i retning mod trafikken. Og det viste sig umuligt at følge efter dem på motorcykler i den tætte trafik.
I forvirringen kørte Osama ind i en bil og slog sig, forklarer han skamfuldt.
Inden Nadia begiver sig til lufthavnen for at flyve hjem til Danmark, forklarer Osama, den kristne egypter, hvorfor Ahmed efter hans mening har bortført Nadias datter til Egypten:
»Der er en religionskrig i gang. Ahmed og hans far skjuler Maryam, for at hun skal blive muslim«.
Nadia ser tomt på ham.


Englevingen: Kap. 13 - Dommen
Politiken 23.  april  2006, 1. sektion, side 6
Resume: Fem gange på tre år har Nadia Kjærgaard Jensen været i Egypten for at lede efter sin datter Maryam. Hver gang forgæves - det er kun lykkedes hende at få et enkelt glimt af pigen, som blev kidnappet af barnets far, Ahmed, i 2000. På den sjette tur i begyndelsen af 2003 føler Nadia, at denne gang vil det lykkes, fordi hun har fået to egyptiske mænd til at hjælpe sig. Men hun bliver igen skuffet.
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
Det er december 2003, og Nadia er i forholdsvis godt humør. Hun elsker julen.
København er dækket af sne. Nadia knokler uge ind og uge ud på plejehjemmet, hvor hun kun tager aften-, natte- og weekendvagter. Så hun kan tjene mest muligt til Egyptensrejserne, til telefonopkaldene og alle de andre omkostninger ved den årelange jagt på sin datter.
Nadia bor alene i en lille toværelseslejlighed på Amager. Den er enkelt, næsten spartansk indrettet. Midt på den ene af de hvide stuevægge hænger to billeder af Maryam. Som to små øer i et stort hvidt hav.
For tiden har hun en kæreste, og ham er hun glad for. Men hun er også bekymret.
For hvad nu, hvis hun en dag står med sin lille pige i favnen igen? Vil hun så ikke blive tvunget til at vælge mellem datteren og kæresten?
Lykkes det at kidnappe Maryam tilbage, vil Nadia komme på hårdt arbejde. Hun skal få en lille skræmt pige, der kun taler arabisk og kun kender sin egyptiske familie, til at falde til ro og vænne sig til et nyt og helt andet liv i Danmark.
Det vil kræve Nadias fulde og hele opmærksomhed i meget, meget lang tid.
Og hvilken kæreste stiller op til det?
De mange udskydelser af retsmøderne i Kairo har føltes fuldstændig surrealistiske. Muslimske helligdage, sommerferie, dommerskift, manglende fremmøde af vidner, nye dokumenter - alt muligt og umuligt er kommet i vejen. Men en dag omkring årsskiftet 2003-2004 lover hendes advokat Adel El Khouly, at der snart falder dom i sagen:
Skal Ahmeds mor, Maryams farmor, overtage forældremyndigheden i Egypten, sådan som Ahmeds familie har krævet?
Nadia har kun deltaget i to af de mange retsmøder i Kairo. Det har ikke været nødvendigt, at hun har været oftere til stede, har hendes advokat vurderet. Og selve domsafsigelsen har hun ikke lyst til at overvære.
Hele vejen har advokaten været ret sikker på, at hun nok skulle vinde sagen. Juridisk, altså. Men samtidig har han igen og igen understreget, at det i sig selv ikke er nogen garanti for genforening med Maryam.
En februardag i 2004 ringer han:
»You won«.
Den egyptiske underret tilkender Nadia forældreretten »... ved at citere eksempler i islamisk lov og Koranen«, fremgår det af den engelske oversættelse af dommen. Retten tilføjer endvidere, at barnet »... skal returneres til moderen, om nødvendigt ved brug af magt«.
Nadia er euforisk og fejrer sejren med champagne. Men kommer også hurtigt ned på jorden igen.
For hun er helt sikker på, at modparten vil anke sagen. Så vil der igen gå måneder, måske år, med kvælende bureaukrati. Og mens den egyptiske papirmølle kværner, vokser hendes datter sig stor i skjul et sted i Kairo.
Jo længere tid, der går, des mere urealistisk forekommer det Nadia at rive den lille pige op med rode og flytte hende til Danmark.
Af dommen kan Nadia videre læse, at to egyptiske mænd, hvis navne hun ikke kender, har vidnet om, at Nadia »... ikke er i stand til at tage vare på sit barn«, og at hun »... har forladt islam igen efter at være konverteret«.
Det dokumenterer om ikke andet, at modparten stadig vil gøre alt for at beholde Maryam. Herunder at føre falske vidner.
Nadias advokat er ikke i tvivl:
»Denne dom vil sikkert blot føre til, at de skjuler pigen endnu bedre. Det er ikke så svært i en by med 17 millioner indbyggere«, siger han til sin danske klient.
Måske skulle hun begynde at overveje et forlig med Ahmeds forældre, foreslår han så.
Et forlig med dem, der har stjålet hendes datter?
Det har Nadia meget svært ved at forestille sig.
På den egyptiske ambassade i København sidder ambassadesekretær Mohab Nasr Mahdy, og hans hverdag er bestemt ikke belastet af Nadiasagen. Faktisk kender han slet ikke til Nadias eksistens, før hun i 2004 selv kontakter ambassaden.
Til gengæld er han fuldt opmærksom på en anden sag om børnebortførelse. Sagen Pernille Jørgensen.
I sommeren 2001 blev Pernille Jørgensens to børn bortført af hendes egyptiske mand. Selv om en dansk domstol havde bestemt, at børnene skulle være hos den danske kvinde, følte hun ikke, at de danske myndigheder havde gjort noget særligt for at hjælpe hende.
På trods af advarsler fra de danske myndigheder om ikke at gribe til selvtægt besluttede Pernille Jørgensen sig alligevel for at tage til Egypten. I selskab med et hold fra Danmarks Radio, som producerede en dokumentarudsendelse om børnebortførelser.
20. februar 2002 kunne de danske seere i dokumentaren 'De bortførte børn' følge, hvordan Pernille Jørgensen firede sine to børn ned fra en høj bygning ved hjælp af sammenbundne lagner, og hvordan hun - efter at hendes egyptiske hjælper var udeblevet - tog flugten i en bil med en DR-journalist ved rattet.
I Kairos lufthavn forsøgte Pernille Jørgensens egyptiske eksmand med fysisk magt at hindre hendes og børnenes udrejse. Alligevel lykkedes det den danske kvinde at få sine børn ud af Egypten i det, der bedst kan kaldes en tilbagekidnapningsaktion. Og det er ikke for meget sagt, at det meste af Danmark klappede, da Pernille Jørgensen overvandt sin egyptiske mand.
Dén sag husker den egyptiske ambassadesekretær Mohab Nasr Mahdy helt tydeligt, da Nadia Kjærgaard besøger den egyptiske ambassade på Østerbro i København for at høre, om man her kan gøre noget for at hjælpe hende.
Han husker, at en egyptisk borger, Pernille Jørgensens eksmand, har mistet muligheden for at være sammen med sine børn. Mandens nederlag er endda blevet udstillet for den danske offentlighed i den bedste sendetid. En fornærmelse - støttet af den statslige danske tv-kanal, fremfører den egyptiske diplomat.
Det går i den følgende tid op for Nadia, at Pernille Jørgensen-sagen og hendes egen sag ikke kun er små ubetydelige pletter på det dansk-egyptiske forhold. De har udviklet sig til diplomatiske uoverensstemmelser, som højtstående embedsmænd og sågar også de to landes udenrigsministre med jævne mellemrum drøfter.
Det går også gradvis op for hende, at manglen på aktivitet i Kairo i hendes sag er nøje afstemt med det egyptiske modkrav:
Hvis vi skal hjælpe Nadia, så skal Danmark hjælpe os i Pernillesagen.
Inden Nadia og ambassadesekretæren siger farvel til hinanden, opsummerer han lige hendes sag, som den ser ud med egyptiske øjne:
Hvis nu Maryam endte hos sin mor i Danmark, så ville Ahmed vel være i samme situation, som frk. Kjærgaard nu befinder sig i - nemlig at han ikke kunne være sammen med sit barn?
Ikke sandt?
En sensommerdag i 2004 ringer Nadias advokat igen:
Hendes tidligere svigerforældre foreslår et forlig. Nadia skal afgive forældreretten i Egypten til dem, til gengæld vil de give hende mulighed for at være sammen med sit barn igen for første gang i over fire år.
For et halvt år siden forekom forslaget om forlig helt uantageligt. Men nu er Nadia mindre afvisende.
Det rammer hende hårdt at mærke livstegn og følelser fra modpartens side. Men hun føler også stor glæde over, at der trods alt viser sig andre udveje end at skulle igennem en lang og opslidende appelsag i Kairo.
Samtidig funderer hun: Hvad pønser de mon på? Kan man stole på dem?
På bundlinjen står, at hun bare er så træt af at være på jagt. Og at hun savner Maryam helt ubeskriveligt.
Efter nogle dages overvejelser bliver hun enig med sig selv og sin advokat om, at det da aldrig kan skade at komme med et udspil til en samværskontrakt. Om ikke andet kan forhandlinger måske give hende adgang til bare en smule viden om, hvordan Maryam har det.
Et udkast til en aftale bliver faxet til Kairo. I det kræver Nadia blandt andet, at hun som modydelse for at frasige sig forældremyndigheden i Egypten skal have »ubegrænset ret« til at være sammen med Maryam mindst tolv gange om året. Hun frabeder sig samtidig, at Ahmed er til stede, når hun er sammen med sin datter. Og så kræver hun, at Maryam skal gå på en engelsksproget skole, og at Nadia bliver taget med på råd om sin datters skolegang.
Et andet krav lyder:
»Maryam har ret til at have en fast bopæl, hun skal kunne færdes blandt andre mennesker«.
Nadia kan ikke længere udholde tanken om, at hendes datter skal leve i skjul.


Englevingen: 14. kapitel - I en drøm
Politiken 24.  april  2006, 1. sektion, side 6
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
Velkommen til Kairo. Håber, I har tjekket ind«.
SMS'en fra Ahmed bipper ind på Nadia Kjærgaards mobiltelefon sent lørdag aften en martsdag i 2005. Hun har opholdt sig i byen sammen med sin mor i flere timer uden at høre en lyd fra sin eksmand. Det har gjort hende lidt nervøs.
For Nadia har aldrig nogensinde afventet en velkomsthilsen med større spænding - selv om den kommer fra ham, der stjal hendes barn i juli 2000.
Sidst, hun kunne røre ved Maryam, høre hende, dufte hende, var pigen et år. Nu er hun over fem et halvt.
Nadia er taget til Egypten for at underskrive en samarbejdsaftale med sin forhenværende svigerfamilie. Og hun er godt klar over, at hun er på vej til at sælge ud af sit stærkeste kort: forældreretten i Egypten. Den, som hun for et år siden vandt efter en langvarig retssag i Kairo. Den ret vil hun nu overlade til sit barns farmor til gengæld for at få lov til at se sin datter.
Nadia har forlangt, at aftalen rummer en kattelem: Hvis ikke Maryams bedsteforældre lever op til betingelserne, falder aftalen bort, og Nadia får forældreretten i Egypten tilbage.
Derfor risikerer hun i virkeligheden ikke så meget, synes hun.
Nadia og hendes mor kører som aftalt hen til Nadias advokat. Det er egyptisk forår, varmen er på vej. Helt efter egyptisk sædvane, sukker Nadia for sig selv, er advokaten en time forsinket.
Kort efter ringer Ahmed. Han vil have, at de skal mødes et andet sted end hos hendes advokat, nemlig hos hans families advokat i slumkvarteret Sayida Zeinab, hvor familien har boet.
Kort tid efter - på det fremmede advokatkontor - står hun over for de mennesker, hun har jagtet i årevis: Ahmeds mor og Ahmed selv, som hun siden sommeren 2000 ikke har set andet end i korte glimt.
Da hun engang faldt for Ahmed, var han slank, nærmest tynd. Nu har han taget 20-25 kilo på.
Så sker der noget, der er tæt på at få Nadia til at eksplodere. Hendes mor giver Ahmed et knus. Åh, hun kunne kvæle hende lige dér. Moderen ser Nadias vrede blik, men lader som ingenting.
Nadia giver nølende Ahmed hånden. Han har ikke slips på, men er dog i jakkesæt - pænt tøj, der har kostet noget, kan Nadia se. Og han har fået briller og ser både voksen og sofistikeret ud. Tyndhåret er han også blevet. Ikke den gadetype, hun kendte engang.
»Hello«, siger han bare.
De to advokater diskuterer intenst aftalens endelige udformning, mens Nadia, hendes mor, Ahmed og hans mor og en af Ahmeds venner tavse sidder og ser på.
Nadias advokat er så grebet af situationen, at han glemmer at oversætte for hende. Han opfordrer i stedet Nadia og Ahmed til at gå ud i et forlokale og vente.
Pludselig sidder de to alene sammen.
Ahmed spørger, om han skal oversætte aftalen til engelsk. Hun siger ja, og han begynder at læse punkterne op. Det lyder alt sammen meget rimeligt, synes hun. De når til det punkt, der handler om Maryams skole. Nadia siger, at hun ikke ved, hvordan Ahmed har det økonomisk, men at hun er villig til at betale for en god skole.
Det behøver hun ikke, Maryam går allerede på en af de bedste skoler i Kairo, svarer han.
»Det kan du sagtens sige, det har jeg ingen garanti for«, siger Nadia, som husker Ahmeds lemfældige omgang med penge.
Men han kan da vise hende kvitteringerne fra skolen, tilbyder han - og tilføjer, at han i givet fald vil strege skolens navn over. Han er nemlig stadig bange for, at Nadia skal kidnappe sit barn tilbage.
Flere ting undrer Nadia. For det første, at hun ikke rigtig kan genkende Ahmed. Han virker nu som en mand, der har fået magt over sit liv.
For det andet, hvor nemt de to har ved at tale sammen - på trods af afgrunden mellem dem. Allerede efter et kvarter inde på advokatens kontor havde de smilet skævt til hinanden. Som i en fælles skamfuld erkendelse af situationens indbyggede absurditet: at de - far og mor til Maryam - var nødt til at lade andre mennesker rage deres kastanjer ud af ilden.
Nadia og Ahmed bliver kaldt ind til advokaterne.
I den aftale, hun nu får læst op, har modparten udvidet sine krav: Sigtelserne i Danmark mod Ahmed - for overfald på ansatte på et psykiatrisk hospital og for den ulovlige bortførelse - skal droppes. Og så skal Nadia desuden afgive forældremyndigheden i Danmark.
Nadia kaster et blik på Ahmed og spørger, om ikke de to kan gå udenfor igen. Her forklarer hun ham, at det under ingen omstændigheder kan lade sig gøre. Hun kan ikke kræve, at den danske ordensmagt dropper sagerne mod Ahmed. Og hun vil under ingen omstændigheder afgive sin danske forældremyndighed.
Inde på kontoret gentager Nadia beskeden, og umiddelbart efter kommer de to advokater for alvor op at skændes. Ahmeds far er stødt til, og han råber også voldsomt op. Nadias og Ahmeds mødre sidder bare over for hinanden og ryster på hovedet.
Pludselig tager Nadias advokat fat i hende og hvisker, at hun skal være parat til at gå.
Han pakker sine papirer sammen med meget store armbevægelser og siger højt:
»Let's go«.
Nadia, hendes mor og advokaten udvandrer med en hale af mennesker efter sig. Udenfor sætter Nadia og moderen sig ind i bilen, mens de andre står på trappestenen og diskuterer.
Efter cirka fem minutter bliver der banket på bilruden:
»Please, Nadia, come in again«.
Inde på advokatkontoret erklærer Nadias advokat, at Ahmed og forældrene har accepteret, at hun ikke opgiver forældremyndigheden i Danmark.
Nadia får læst den endelige aftale op på engelsk - og accepterer. Der er i realiteten ikke pillet ret meget i teksten i forhold til det udkast, hun faxede til Kairo flere måneder tidligere.
Men hun har været nødt til at sluge, at det indtil videre kun er Nadia og hendes mor, der må se Maryam. Ahmeds familie er stadig bange for, at Nadia skal komme til Egypten med en større styrke for at hente sit barn med hjem til Danmark.
Dagen efter tager Nadia hen på den danske ambassade for at ordne nogle formaliteter. Ahmeds far ringer på hendes mobil. Han siger, at de vil ringe igen om ti minutter, og at hun skal være parat.
Da telefonen ringer igen, får de besked på at tage hen til et kaffehus i Muhandasin, et af Kairos hippe shoppingområder.
Nadia, moderen og advokaten bænker sig i kaffehuset. Og venter. Og venter. Efter en halv times tid dukker Ahmeds forældre og Ahmed op.
Her, i et kaffehus i Kairo, skriver alle parter den endelige tekst under. Stemningen er koncentreret.
Nu skal papiret sanktioneres af en egyptisk dommer. Og først når det er sket - om uger, måske måneder - er aftalen lovformelig. Nadias advokat har ladet forstå, at al juraen skal være på plads, før Ahmed og hans familie vil give Nadia lov til at se Maryam.
Ahmeds mor og Nadias mor er under forhandlingerne efterhånden blevet ret gode venner, og når de går på gaden, holder de to kvinder oven i købet hinanden i hånden.
Nadia kæmper for at skjule sin irritation.
Klokken er blevet 3 om eftermiddagen, og Ahmed foreslår Nadia, at de lige kører en tur sammen. Bare de to. Ahmeds far begynder at råbe op og protestere over for Ahmed. Nadias advokat advarer også Nadia mod at komme for tæt på Ahmed. Det kan ødelægge hele aftalen, hvis de to kommer op at skændes.
Men Ahmed og Nadia insisterer, og kort efter kører de sammen ud i Kairos gader. Den by, de mødte hinanden i for syv år siden.
På en café med udsigt over storbyen begynder Ahmed at fortælle løs om Maryam. Om deres datter, som er blevet en lille selvbevidst dame. Om, hvordan pigen lærte at gå. Alle mulige små hverdagshistorier, og Nadia sluger dem råt.
Men det føles også fuldstændig uvirkeligt at lytte til et resumé af sin datters barndom. Det var jo hende, der skulle have siddet og fortalt om sin datter.
I otte stive klokketimer taler de sammen. Fra cafeen kører de hen på en restaurant . Ahmed fortsætter med at fortælle om Maryam, om, at hun er glad for at bruge computer og er skarp og lærenem, at hun bliver opdraget kærligt, men strengt. Med sengetid klokken 8 hver aften.
Nadia fortæller også om sit liv, og pludselig udbryder Ahmed, at han er ked af al den sorg, han har forvoldt hende. Og han begynder at græde.
De afslutter dagen med at drikke en kop kaffe sammen i restauranten på Nadias hotel.
Hun har været der et par gange før, i retsbygningen, hvor de juridiske kampe om Maryam er blevet udkæmpet. Nu står hun næste morgen igen uden for bygningen, denne gang sammen med Ahmeds familie, de to advokater og sin mor.
Inde i retten meddeler advokaterne dommeren, at Nadia fraskriver sig forældremyndigheden over sit barn. De overrækker dommeren den aftale, som parterne har skrevet under på.
Bagefter inviterer Ahmeds mor og far Nadia og hendes mor ud på morgenmad. Nadias mor er helt vild med egyptisk mad, så Nadia nænner ikke at sige nej, selv om hun skal tvinge sig selv til at holde den høflige facade. På et traditionelt egyptisk spisested sidder de og nipper til kaffen, da Ahmed uden varsel hiver et fotografi frem og giver det til Nadia.
Et billede af Maryam.
Et skolebillede. Nadia begynder at græde. For første gang i lang tid. Det vælter op i hende ved synet af den lille pige med det krusede hår. Hun kan næsten ikke stoppe tårerne, og da det endelig lykkes, begynder hun øjeblikkelig at hulke igen.
Ahmed spørger, om de skal køre en tur? Da de er alene i bilen, tørrer Nadia øjnene og skælder ham ud.
»Hvad tænker du på, mand? Jeg har ikke set min datter i næsten fem år, og så stanger du mig bare sådan lige et billede ud. Du er jo ikke rigtig klog«.
Nå, sådan havde han jo ikke tænkt på det, og så spørger han, om Nadia har lyst til at komme med ud og købe noget tøj til Maryam. Han skal nok betale, hun vælger.
Efter at have købt bunker af tøj er Nadia så træt, at hun er lige ved at styrte om. Hun vil gerne køres hjem til hotellet, siger hun.
Så ringer Ahmeds mobiltelefon. Han tager den og lytter og siger så til Nadia, at det er hans far. Som har glemt at sige noget til Nadias mor.
Ahmed foreslår derfor, at de henter moderen med det samme. Nadia bliver irriteret. Hvis Ahmeds far vil sige noget til hendes mor, så kender han da nummeret til hotellet.
Men faderen insisterer, forklarer Ahmed.
»O.k., så må du køre min mor ud til din far, jeg vil gerne hjem på hotellet og sove nu«, fastholder Nadia, mens de kører rundt i de tæt trafikerede og smalle gader.
Pludselig vil Ahmed undersøge, hvad Nadia har i sin taske. Da hun hidser sig op, trækker han på skuldrene og siger, at det har han fået besked på.
Nadia fortsætter med at protestere. Han skal sgu ikke rode i hendes taske.
Ahmed kigger direkte på Nadia.
Det passer ikke, siger han så, at hans far vil snakke med hendes mor. Det drejer sig om noget helt andet:
Vil hun møde Maryam?
Hun er fuldstændig overrumplet.
Om hun vil? Nu må han se alt det, han vil i hendes taske. Hun griner. Han griner. Den trykkede stemning er med ét lettet.
De henter moderen på hotellet og kører videre. Nadia aner ikke, hvor i byen de befinder sig. Hun kan mærke en uro i maven. Er rædselsslagen for, om hun nu også kan holde masken. Hvad nu hvis Maryam ikke kan lide hende eller synes, hun er mærkelig? Eller ikke viser nogen interesse overhovedet?
De parkerer et stykke væk fra en indhegnet park. Ahmed, Nadia og Nadias mor går rundt om parken. Og pludselig peger Ahmed:
Der er Maryam.
De ser en pige løbe og spille fodbold med Ahmeds mor. En pige med stort krøllet hår og en blå fleecebluse.
Nadias mor kan slet ikke fatte, hvad der foregår for øjnene af hende. Hun har frygtet ... ja, hvad har hun egentlig forventet? Et underernæret, forhutlet og mishandlet slumbarn? Og nu ser hun en nærmest tro kopi af sin egen datter som 5-årig løbe rundt og spille bold inde i parken. En lille Nadia, sund og glad. Nadias mor begynder at ryste, og hun kæmper for at holde gråden tilbage.
Nadia går som i en drøm ind i parken. Hun registrerer ud af øjenkrogen, at Ahmed stopper ved lågen og snakker med nogle mænd, der ligner vagter.
Så ser hun, at Ahmeds mor siger noget til Maryam. Noget med at »... der er Nadia«.
Maryam går hen imod hende. Nadia sætter sig på hug. Pigen rækker armene ud og giver hende spontant et kram og et kys. Så siger Nadia på engelsk:
»Dav, jeg hedder Nadia. Hvad hedder du?«.
Pigen svarer. På perfekt engelsk.
»Jeg hedder Maryam«.
Nadia kigger den lille pige dybt i øjnene.
»Det er virkelig dejligt at se dig«.

Englevingen: 15. kapitel: Efterskrift
Politiken 25.  april  2006, 1. sektion, side 6
Resumé: Efter næsten fem års jagt på sin bortførte datter skriver Nadia Kjærgaard en martsdag sidste år i Kairo under på en aftale med kidnapperne - eksmanden Ahmed og hans forældre - hvori hun frasiger sig forældremyndigheden i Egypten mod at få lov at se sit barn. Til sin store overraskelse bliver hun senere samme dag genforenet med Maryam.
Af Flemming Christiansen og Kim Faber
Iet par timer legede Nadia med Maryam på parkens legeplads. Indtil Ahmeds far sagde, at klokken var over syv, nu var de nødt til at tage af sted, for Maryam skulle ligge i sin seng klokken otte.
Uden for parken spurgte pigen sin far, Ahmed, om hun måtte tage Nadia med hjem?
Nej, ikke i dag, svarede han, men for fremtiden ville hun komme til at se en del til Nadia.
»Okay«, sagde Maryam.
Nadia bukkede sig ned og fik et kram og et kys og et kys mere, da hun bad om det.
»Kan du nu have det rigtig godt, til vi ses igen«, sagde Nadia og rettede sig op.
Hun vendte sig om, Maryam skulle ikke se, hvor bevæget hun var. Og gik hurtigt hen mod bilen. Så hurtigt, at hun ikke nåede at sige farvel til Ahmeds mor og far.
Ahmed kaldte på hende.
»Giv hende lige fem minutter«, sagde Nadias mor.
Nadia græd i bilen hele vejen ind til hotellet.
Det er mandag 10. april 2006 og tid til at trække en streg i sandet.
De første 14 kapitler i føljetonen 'Englevingen' er skrevet, og vi sidder med Nadia Kjærgaard Jensen i et mødelokale på Politiken for at knytte nogle af de løse tråde sammen. For at lukke det sidste kapitel. Efterskriftet.
Næsten fire år er gået, siden vi en lun aften troppede op i et byggeforeningshus i det københavnske boligområde Kartoffelrækkerne. Her boede Birgitte Rørdam, medstifter af Daphne, en privat organisation, som kæmper for børns rettigheder. Birgitte Rørdam havde lovet at sætte os i kontakt med en kvinde, hvis barn var blevet bortført til udlandet, og der mødte vi Nadia, som dengang var 24 år.
På det tidspunkt havde hun ikke set sin datter, Maryam, i næsten to år. Faderen, Ahmed, havde kidnappet barnet og taget hende med til Egypten, da hun var knap 1 år gammelt.
Det blev det første af mange møder med Nadia.
I perioder har vi mødtes eller talt i telefon med hende flere gange om ugen, på andre tidspunkter har kontakten været mere sporadisk og er sket med måneders mellemrum. I årevis har vi ventet på, at historien om Nadia og hendes kamp for at blive genforenet med sin datter kunne skrives. At den ville finde en slutning.
Eller rettere: en form for slutning.
Som den har nu. Hvor Nadia har mødtes med Maryam og indgået en samværsaftale med kidnapperne - Ahmed og hans forældre. Ifølge aftalen kan Nadia og Nadias mor jævnligt se barnet i Kairo, men under overvågning af den egyptiske familie.
Nadia har haft planer om at flytte til Kairo for at være tættere på sin datter. Men den idé har hun opgivet igen.
Maryam, der nu er 6 år, ved endnu ikke, at Nadia er hendes mor. For pigen er Nadia indtil videre en ven af familien, der kommer på besøg en gang imellem.
Hvordan havde du det, da du kom hjem fra Kairo efter at have været sammen med Maryam for første gang i fem år?
»Jeg kom hjem med en følelse af at være følelsesmæssigt helt smadret. Jeg fik lov at se hende, og det var dejligt og på mange måder en stor lettelse, fordi jeg kunne se, at hun var et sundt barn, der havde det godt. Men det var også hårdt kun at få et par timer sammen med hende, og så blev hun pænt taget væk igen. Det var rigtig, rigtig hårdt«.
Hvad var din forventning, inden du mødte hende?
»Jeg havde frygtet at møde en pige, som gik med tørklæde, som var underkuet. Det gjorde jeg blandt andet på baggrund af det, jeg så, da Ahmed og jeg boede hos hans forældre dernede. Området er ekstremt fattigt. Så jeg forventede nærmest at møde en snavset pige i bare tæer. Og så ser jeg den her pige ...«.
»Havde Maryam været hos mig, havde hun også været klædt sådan på. Cowboybukser, kondisko, fleecebluse, store krøller, der stod ud til alle sider. Hun var en vildbasse, der sagde sin bedsteforældre imod, og jeg kunne se, at hun havde det så godt. Det var stadigvæk min datter«.
Hvad siger det om bedsteforældrene?
»At man ikke er i tvivl om, at de elsker hende. Hun er speciel for dem. På grund af sin historie. Som hun er speciel for mig og min familie på grund af den samme historie. Det barn er specielt«.
Men har du nogensinde tvivlet på, at de elskede hende?
»Næ. Jeg har været i tvivl om deres levestandard og om, hvor moderne deres livsstil har været. Om de har kunnet give hende et ordentligt liv«.
Og det var en lettelse at se, at det kunne de?
»Det var den bedste følelse. Virkelig ... puha, det var godt at se«.
Hvordan har de råd til det? Tror du, familien stadig bor i slumkvarteret?
»Helt ærligt, så ved jeg det ikke. Når Ahmed og jeg taler sammen, så virker det hele meget europæisk. Maryam har PlayStation, dvd og sådan noget. For at kunne leve, som han siger, de gør, så skal han virkelig tjene gode penge. Og det ved jeg ikke, om han gør. Jeg ved, at hans forældre ikke tjener ret mange penge«.
Så selv om du har fået kontakt, er der stadig meget, du ikke ved om dem?
»Ja«.
Har du stadig planer om at kidnappe Maryam med tilbage til Danmark?
»Nej«.
Men det havde du, indtil du mødte hende?
»Det havde jeg, ja. Da jeg ser hende første gang, siger mit hjerte jo, at hun er min, og hun skal med tilbage, hun skal være hos mig, for så vil jeg blive okay. Og da jeg er dernede for at se Maryam anden gang, tænker jeg, at hvis jeg nogensinde får en chance, så tager jeg hende. Jeg kan lige så tydeligt huske, at da de satte os af foran vores hotel, så havde jeg følelsen af, at jeg aldrig nogensinde ville kunne få det godt, hvis jeg altid skulle forlade hende, hver gang jeg havde set hende. Så jeg blev ved med at sige til min mor: »Jeg tager hende, jeg tager hende altså«.
»Men da jeg så kom hjem og fik tænkt tingene igennem, så vidste jeg jo, at det ville være det dummeste, jeg kunne gøre. Så tænkte jeg: »Nadia, du vil ødelægge hende så meget ved at tage hende nu«. Men når jeg ser hende og er tæt på hende, så kan jeg ikke bære, at lige om lidt skal vi sige farvel«.
Her der været tidspunkter, hvor du har tænkt, at her er muligheden for at tage hende?
»Nej, for jeg har været mandsopdækket af Ahmeds bror og far konstant. De var maksimalt 2 meter væk fra mig hele tiden. Og jeg prøver på kun at tænke: »Nyd det, Nadia, du skal bare nyde det, du har lige nu««.
Hvordan har du det i dag med Ahmed?
»Jeg har det stadig sådan, at jeg skal passe på ham. Jeg fortæller ham intet om mit privatliv. Han skriver og ringer en del til mig, men jeg orker ikke altid at svare. Det kan godt være, at han virker fin nok på overfladen, men jeg kan mærke, at han stadig er den gamle Ahmed nedenunder. Og han kan finde på lidt af hvert«.
Hvordan har du det så med Maryams farmor og farfar?
»Farmor ...? Tja, 'tilgive' er et mærkeligt ord, men jeg kan ... jeg ved ikke. Jeg hader farfar, fordi han tror, at jeg har ødelagt hans søns liv, og han kan ikke se, at hans søn har gjort noget galt. Jeg hader ham for hans arrogance. Farmor, hun er sådan ... jeg har lidt blandede følelser for hende, fordi jeg kan se, at hvis det var op til hende, hvis ikke der var nogen mænd i familien, så ville tingene se helt anderledes ud, det er jeg slet ikke i tvivl om«.
Hvordan?
»Så tror jeg faktisk, at jeg havde fået Maryam tilbage. Hun kan sagtens se, at det er galt, det her. Men hun er også egyptisk, muslimsk kvinde, og den eneste måde, hun over for mig kan udtrykke det på, er gennem sine øjne og den måde, hun klapper én på hænderne på. Hun er god nok«.
Du har kun set Maryam to gange, siden aftalen blev indgået. Hvorfor ikke flere gange?
»Jeg synes, det er svært. Og det giver mig rigtig dårlig samvittighed. Ikke fordi jeg ikke ønsker at se hende. Men når jeg skal sige farvel til hende efter nogle timer, så er det noget af det mest forfærdelige, jeg har oplevet. Så føles det, som om nogen fysisk river i mit hjerte«.
»Det er også hårdt, at aftalerne ikke bliver overholdt. At jeg kan ringe ned til dem og sige, at jeg kommer fredag, og de så siger: »Du får lov at se hende fredag aften« - og så får jeg i virkeligheden først lov at se hende mandag. Og jeg ved ikke, om det bliver en halv time eller hele dagen ... det gør det hele usikkert. Det er superhårdt at skulle sidde i 48 timer på et hotelværelse og vente på, at hoteltelefonen skal ringe, og der sker ikke noget«.
Har du fortalt Ahmed, hvor hårdt det var?
»Ja, han siger bare: »I'll do my best«. Men det er jo ikke ham, men hans far, der bestemmer. Og når det så er så hårdt at skulle rejse fra hende igen ... Så jeg skubber det hele tiden foran mig. Og jo længere tid der går, jo mere skræmt bliver jeg ved tanken om, at jeg skal derned igen«.
Hvad er dine planer nu?
»At jeg får begyndt på at tage derned regelmæssigt. Får en rutine og får et forhold til Maryam på en eller anden måde. Og når det her interview er færdigt, har jeg ikke lyst til at beskæftige mig mere med det, der er sket i fortiden. Jeg vil selvfølgelig besøge Maryam. Men jeg har ikke lyst til at have hendes billeder stående, som jeg har nu. Jeg har lyst til at lægge de her seks år væk og så begynde at leve anderledes«.
Det er for meget mindestue, som det er nu?
»Ja, lige præcis. Så det er målet. Når 'Englevingen' slutter, slutter mange ting for mig«.
Hvad laver du om fem år?
»Da opholder jeg mig forhåbentlig i Indien eller et andet varmt sted. Jeg tror i hvert fald ikke, jeg er her«.
Du har fortalt os, at du måske gerne vil arbejde med udviklingsbistand?
»Ja, jeg vil gerne hen et sted, hvor man kun kender mit navn, og hvor jeg kommer fra. Hvor det ikke hele tiden er synd for mig«.


******************

Svære sager

Hvert år behandler Udenrigsministeriets Borgerservice 6.000 sager for danskere i udlandet.
»Af dem er bortførelsessagerne suverænt de vanskeligste«, siger lederen af Borgerservice, ambassadør Lars Thuesen.
I nogle tilfælde er det muligt at overtale den part, der har stået bag, til at levere barnet tilbage. I andre sager forhandler parterne sig selv frem til en løsning. Men der er også sager, der går i hårdknude.
»For eksempel når bortføreren er vendt tilbage til Danmark og kommer i fængsel i to år - uden at familien udleverer barnet«, siger Lars Thuesen.
Nogle gange løses sagerne ved retten i de pågældende lande. Andre gange tager den danske udenrigsminister sagerne op over for sine kolleger i de berørte lande.
Endelig er der den meget langsigtede løsning: at barnet selv kommer til Danmark, når det bliver myndigt.


Spørg Nadia Kjærgaard Jensen

Har du efter at have læst føljetonen 'Englevingen' et spørgsmål til Nadia Kjærgaard Jensen, kan du stille det på www.politiken.dk/englevingen. Nadia vil i løbet af fredag besvare et repræsentativt udpluk af spørgsmålene, og svarene kan læses på den samme netadresse.


Center for Journalistik og Efteruddannelse
Offentliggjort 06/13/2006