Document Actions
Sprogets ulidelige lethed
Offentliggjort 10/19/2005, senest redigeret 01/19/2006
DISKUSSION/KRITIK: Det er på tide at revidere sproget i de serielle fortællinger. Ellers risikerer det at ende i samme automatiske klichesprog som denne artikels rubrik.
Den fortællende journalistik skal give læserne oplevelser og spænding, pirre og fastholde os. Kurser, konferencer og redaktioner har glødet af diskussioner om indhold, research, opbygning, korte eller lange artikler etc. etc. Men ét punkt er man hoppet underlig let hen over, selv om den enkelte journalist selvfølgelig har gjort sig sine tanker og forsøg, nemlig sproget. Inspireret af de amerikanske forbilleder opstod der herhjemme ret hurtigt en konsensus om, at sproget i serials skal være enkelt og klart, nemt at læse og forstå. Men en diskussion om, hvad det kan indebære for de danske artikler, har vi endnu til gode.
På CFJE’s konference i fortællende journalistik i 2004 delte journalisterne Mads Brügger og Nikolaj Thomassen (Abemanden, 2004) en hand-out ud med skriveråd. Heri finder man et sprogligt koncept, som gælder mange serials:
- ”Skriv enkelt og kort. I en god serial er det handlingen og personerne,
som holder læseren fanget – ikke et overdrevet velreturneret sprogbrug.
Begræns brugen af metaforer til det allermest nødvendige, og hold igen
med sprogligt lirum-larum”
Sprogligt søbemad
Lad det være helt klart: jeg beundrer serial-journalisterne og deres værker. Det er en stor og vanskelig udfordring at få form, indhold og sprog til at gå op i en højere enhed med den kæmpe bunke research og fakta, der skal flettes ind i artiklerne. Mange har klaret det elegant og skrevet nogle vellykkede og fornyende artikler.
Men: ligesom man efter de første lange fortællinger begyndte at overveje en form, der passer bedre til de danske redaktioners bemanding, så er det måske nu tiden at kigge nærmere på det sproglige udtryk i artiklerne. For på samme måde som man på indholdssiden kan nærme sig et kvalmepunkt for lange hor-mord-og ildebrandsartikler, så indebærer dogmet om det enkle og klare sprog faren for at havne i følelsesmæssige floskler og klicheer. Det sproglige udtryk risikerer at blive patetisk vammelt og irritere mere, end det gavner.
Her spiller hele opbygningen af en seriel fortælling ind. Den lægger op til højdepunkter, såvel følelses- som spændingsmæssigt. Man benytter sig bl.a. af suspense, cliffhangers og retoriske spørgsmål. Hver for sig udmærkede greb, men som med gode krydderier skal de virkelig doceres med måde, ellers bliver stilen patetisk og udansk. Spørgsmål som: ’Vil hun nogensinde få sin datter at se igen? Vender hendes mand mon tilbage? Skal han aldrig høre deres glade latter mere? Kan han være død?’ etc. etc. virker irriterende, måske nærmest komisk på disse breddegrader. Retoriske spørgsmål bør derfor ikke stilles eksplicit, men kun dukke op på indersiden af læserens hoved på baggrund af handlingen i teksten.
På samme måde med de korte, enkle hovedsætninger, der skal rumme komplekse følelser (’store følelser, få ord’): De kan misbruges. Hvis man strør dem ud over artiklen med for rund hånd, mister de deres magi: Hoveddøren blev flået op. Hendes to piger kastede sig i armene på hende. Familiens mareridt var netop begyndt.
Meningen med dem er at balancere det store drama på indholdssiden, underspille og derved give luft til læserens følelser for indholdet. Men med mange af den slags sætninger, bliver der for mange følelser mellem linjerne, så læseren nærmer sig bristepunktet for, hvor store følelsesmæssige udladninger hun kan rumme.
De korte sætninger rummer også en fare for at skabe en staccato-stil, der måske er utilsigtet. En stribe korte sætninger lige efter hinanden skaber et meget højt fortælletempo: Og så er det af sted, pulsen banker løs inde i hovedet. Løb, løb, løb. Gaderne er tomme, klokken har passeret midnat. Dér. Det må være redningen.
Fint greb, men man risikerer at få sat al for megen turbo på, især hvis indholdssiden også rummer megen drama. – Pudsigt nok skaber en lang stribe korte sætninger en meget monoton læserytme: Det er mærkeligt. Hun åbner brevsprækken. Kigger ind gennem den smalle revne. Rædslen griber hende. Mor ligger livløs på gulvet i entreen. Sofie begynder at græde.
I værste fald kan de i stedet for at skabe spænding gøre læseren træt eller værre: få teksten til at virke komisk, hvis antallet af dem overdrives.
Dogmet om en kort, enkel sprogbrug (’store følelser, små ord’) er genialt. Udført perfekt, som vi f.eks. ser det hos Hemingway, kan det kun berige en tekst og give læseren gode oplevelser. Men kikser grebet, risikerer man at skamskyde sin artikel med en klicheagtig stil, der i stedet for at fænge blot irriterer. For hvordan finder man frem til det enkle udtryk? Hvad er egentlig et enkelt sprog? Det er vel et sprog, som ligner vores hverdagssprog. Mange ganske almindelige ord som hej, leverpostej, grusgrav, parkeringsplads, sommerfugl etc. er gode, dagligdags konkreter, man kan gribe ud efter og skabe gode historier med uden at henfalde til klicheer.
Problemet opstår, hvis journalisten partout vil bruge ’små’ og samtidig helst originale ord til at udtrykke de store følelser med. Her kan hun i jagten på det enkle og sublime let ende med at sidde med en kliche i hånden. Den er som bekendt ret indholdstom, altså også tømt for læseroplevelser: Han tager røret. Han lytter. Han står som lammet, siger nogle få ord. Så lægger han på. Langsomt. Med tunge skridt trasker han over gulvet.
I stedet for det sublime (som tit er uhyre enkelt og hverdagsagtigt) møder læseren ind imellem sproglig afmagt i artiklens højdepunkter: Hovedpersonerne står med tårerne silende ned ad kinderne, kaster sig skrigende og hulkende over deres pårørende, stirrer mørkt fremad eller synker sammen på sengen. Og så fortsættes i næste nummer. Uden at sætte navne på ovenstående eksempler fra tilfældigt udvalgte serials – ingen nævnt, ingen glemt – er det i al fald ikke særlig underholdende at læse en række (måske patetiske) klicheer i forbindelse med dødsfald, begravelser, hjertestop, røverier, og hvad ved jeg. Her har journalisten lagt sig for tæt op ad den amerikanske serielle fortælling, hvor man langt overskrider vores grænser for følelsesmæssig og sproglig blufærdighed. Der går for meget dameblad og sproglig søbemad i ’det enkle udtryk’. Stilen risikerer at blive opstyltet og patetisk. Kort sagt har vi her vitterligt at gøre med sprogligt lirumlarum i ordets oprindelige betydning: ordskvalder, kliche, floskel.
Løsningen på problemet ligger først og fremmest i rutinen: Jo flere fortællinger, man har skrevet, desto større bliver det sproglige overskud. Men også i at turde bruge hverdagssproget uden absolut at skulle være original eller sublim. Eller i netop at være helt sin egen og kaste sig ud i det, Brügger og Thomassen for mig at se mener med sprogligt lirumlarum: et helt personligt og velreturneret sprog, hvor hvert enkelt ord og sætning er tilpasset indholdet i artiklen frem for et amerikansk inspireret koncept. Måske endda spækket med metaforer. Men det kræver som regel en mere synlig fortæller, der står frem i artiklen med sine egne betragtninger, ord og sætninger end den objektive fortæller, som findes i mange serials. Måden, fortælleren ter sig på, har således også betydning for det sproglige udtryk.
Fortælleren styrer sproget
Når man sætter fokus på fortællerens rolle, popper nogle gamle form- og indholdsdiskussioner op, som stadig er væsentlige at forholde sig til. To spor er markante i fortællende journalistik: det ene er den objektive fortæller, som man finder i rekonstruktioner og mange serials (lidt misvisende kaldet den fortællende journalistik). Det andet er en mere subjektiv eksplicit fortæller, som i en årrække har været markant i fortællende journalistik herhjemme.
Ulrik Lehrmann, Syddansk Universitet, nævner i en CFJE-artikel her på nettet, hvordan Henrik Cavling nåede frem til det sublime som fortæller: Ved at afskrælle alt det personlige skabte han en objektiv fortæller med et nærmest kynisk, udeltagende ’reporterblik’. Han undgik herved at skygge med sine egne iagttagelser og følelser, brugte i stedet en masse detaljer som blev gengivet helt ukommenteret. Det gav plads til læserens følelser. - Det er samme koncept, Hemingway mestrede til fulde, og som siden har udviklet sig i de amerikanske og danske serials. Lehrmann sammenligner Cavlings journalistik med Herman Bangs, der ”sjældent sletter sporene af sin egen tilstedeværelse og evt. research” (Feuilletonjournalistik og reportagejournalistikkens tilløb, CFJE's vidensbase). Lehrmann er ikke i tvivl om, at Cavlings formidlingsmåde er den, der bedst skaber indlevelse for læseren. Over for dette synspunkt står Jo Bech-Karlsen i sin bog Reportasjen (2000) med påstanden om, at det netop drejer sig om ikke at slette sporene af fortællerens indlevelse: ”I dag er der behov for reportere, som er villige til å fortelle, vise fram og reflektere. Jeg vil foreslå et mere konstruktivt slagord: Tell, show and reflect” (s.147). Som eksempel på ypperlig fortælling af denne type, nævner han Carsten Jensens rejsebøger.
Det skal lige pointeres, at både Lehrmann og Karlsen forholder sig til reportageskrivning, men det er de samme problemstillinger, der gælder for serials.
Inspireret af amerikanerne har mange serialskribenter påtaget sig den helt objektive fortæller og dermed et sprog, der er afskrællet for personlig indlevelse. Den karakteristiske detalje bliver spydspids i fortællingen. En genial fortælleform, som virkelig giver luft til læserens oplevelser. Den er i mange tilfælde brugt vellykket til historier, hvor journalisten ikke selv har været til stede, da handlingen foregik (f.eks. trafikulykker, gamle mordsager etc.). Men det er her, der kan opstå sproglige problemer: netop fordi journalisten ikke har været med under højdepunkterne, ja, så har hun kun kildernes beskrivelse af dem. Og er disse ikke detaljerede nok eller på anden måde sprogfattige, kan det blive vanskeligt at opnå det sprogligt sublime. Man kan ende med at skulle fiske i den rygsæk af forudfattede forestillinger og dermed floskler, som vi alle slæber rundt på.
Et eksempel på dette: Hvis man sætter folk til at lave en skriveøvelse, hvor de skal beskrive karnevalet i Rio, vil langt størsteparten fylde beskrivelserne med ord som: inciterende sambarytmer, chokoladebrune vrikkende hofter, pailletter, sved og glade smil. På ingen måde forkerte beskrivelser, men klichésækken flyder over. Fordi folk ikke har været der, må de ty til de fællesforestillinger, vi alle har. Men netop fordi de er så fælles, er de slidte og indholdstomme, klicheer. Vi vågner først op og lytter ordentlig efter, da en beskrivelse pludselig begynder med: Jeg står helt stille. Holder mig for ørerne og har mest lyst til at komme hjem. Men jeg kan ikke komme frem og heller ikke tilbage.Dén skribent har været der eller haft en indlevelsesevne, der gør, at hun kan tage læseren med på en meget mere interessant og autentisk oplevelse end alle de andre, der blot skriver pr automatpilot.
Kort og godt: At benytte denne objektive skriveform med de ’små ord til store oplevelser’ kræver ikke bare en utrolig grundighed og sproglig research, men også en meget stor vågenhed, når højdepunkterne skal beskrives. Ellers risikerer man at henfalde til et forudsigeligt automatsprog netop dér, hvor krogen skal sættes fast i læseren. – Men heldigvis er det lykkedes for mange.
Træd frem og rekonstruer
At bruge den modsatte fortæller, den subjektive, der er til stede i fortællingen som en synlig aktiv og reflekterende fortæller med sit eget personlige sprog, kan, som Lehrmann nævner det, også være farligt, fordi man kan komme til at skygge for sin egen fortælling. Metaforerne og refleksionerne kan løbe løbsk.
Men har man at gøre med en fortælling, hvor man selv har været til stede under forløbet, eller kan indflette reaktioner og refleksioner i de ellers objektive beskrivelser, kan det gå hen og blive løsningen på, hvordan man slipper for den sproglige afmagt, der ellers kan føre hen til klichésækken i de følsomme beskrivelser. (En anden løsning er de meget kortere serials, der er skrevet på det sidste: Jo mindre stof, der skal researches og disponeres, desto større er chancerne for at få det hele med og have overskud til at kæle for sproget i skriveprocessen).
Det er vel netop denne udvikling med at turde gå ud over en til tider misforstået stram objektivitet, der er på vej inden for serials herhjemme i disse år, hvor flere er kommet over begynderstadiet. Kim Faber er et godt eksempel på en skribent, der med rutinen har draget sig selv og sin research ind i fortællingen, hvor det er opportunt:
”Hvad sagde han om pengene? Jeg har ellers besluttet ikke at fortælle de to, hvad den anden har sagt. Men her gør jeg en undtagelse. Ester ler en stille latter, da hun hører Michaels version” (Politiken, 28. august 2003). I hans artikelserie om den hiv-smittede kvinde Ester finder man desuden en del metaforer, noget der også adskiller sig fra hans første serials. I en ret lang sekvens sammenligner han f.eks. trafikken i Afrika med forskellige dyr: ”Det er fristende at sammenligne hierarkiet i det trafikale vanvidsspil med rangordenen på savannen. Øverst befinder de urørlige elefanter sig, og landevejens elefanter er de store busser og lastbiler. Enorme struttende af kræfter, men samtidig forbløffende hurtige og dødsensfarlige” etc. etc. (Politiken, 2. december 2003). Her kan man tale om et velreturneret sprog a la det, Brügger og Thomassen sikkert ville kalde sprogligt lirumlarum. Men netop det, at Faber tør benytte sig af beskrivende metaforer, der er længere end blot to ord, og samtidig skriver i et klart og dagligdags sprog, gør hans artikel så læseværdig. Sproget bærer artiklen. Fordi han træder frem som fortæller med sine egne iagttagelser, får han her et helt personligt sprogbrug, der rækker langt ud over det dogme, som en del serials ellers er skrevet over.
Faber gør det, journalister er rigtig gode til: Iagttager og fortæller det, han ser, og leger med sproget, så det passer til lige netop dén iagttagelse og dén artikel, som han skriver akkurat nu. At han så kombinerer dette med fine, objektive rekonstruktioner og derved fletter journalistisk håndværk sammen med litterære greb, gør blot artiklen endnu bedre.
Cavlingvinderen Poul Høi er et andet glimrende eksempel på en journalist, der både kan fortælle og samtidig være helt sin egen. Også han kombinerer godt journalistisk håndværk med fiktionens greb og lader sig inspirere af det bedste fra både dansk og amerikansk journalistik til en coctail, der kun smager af Høi:
”En lille kraftig fyr på otte-ni år spankulerede rundt i lufthavnen i Chicago – i
korte bukser, tennissko og en kridende hvid T-shirt med teksten: ’Nummer to er
den første taber’.
Sådan! USA summet op i seks ord. Historien kan slutte her”
(Nummer to er den første taber, s. 13, 1999)
” Markerne er så flade, at en kvinde i højhælede sko ville kunne se alt – og
alligevel ingenting – i miles omkreds” (Nummer to…, s.206)
Med andre ord: Det er måske tiden, at serials-journalister dropper dogme-sproget og i stedet benytter sig af det bedste fra både den objektive og den subjektive skrivestil: Det kyniske reporterblik, rekonstruktioner, karakteristiske detaljer, korte sætninger og ordknaphed, hvor det er hensigtsmæssigt. Giver luft til læseroplevelser. Og samtidig ind imellem lade fortælleren blive synlig, skrive sine egne iagttagelser, være subjektiv, reflektere og turde skrive både lange sætninger og metaforer. På den måde får man det bedste med fra både den amerikanske og danske tradition. Det vil klæde de undertiden sprogligt blodfattige serials og gøre det meget sjovere at skrive dem.
Læs også Jo Bech-Karlsens artikel Mellom historien og fortellingen
Omtalte samt andre relevante kilder:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: