Document Actions

La’ det simre

Offentliggjort 12/20/2004

EKSEMPEL/ERFARING: De korte fort�llinger er m�ske ikke s� helvedes besv�rlige. Der er plads til dem i den lokale ugeavis, ogs� selv om fort�llingen skal skrives mellem rugbr�dsjournalistikken, pligtstoffet og den ugentlige ombrydning

”Det er et glimrende v�rkt�j, som sagtens kan bruges til korte artikler, ogs� p� deadline.” Nogenlunde s�dan lyder mantra’et is�r fra de amerikanske guru’er inden for fort�llende journalistik, senest p� konferencen T�t p� – og dybere p� CFJE i efter�ret 2004. Og selvf�lgelig har de ret, det kan vi alle sammen blive enige om. Men hvorfor er der ingen, der g�r det?

Indtil videre findes der ikke mange eksempler p� korte danske fort�llinger. M�ske er det fordi definitionen af hvad, der er en fort�lling er for smal; m�ske fordi de aldrig bliver registreret. Eller m�ske er der alt for langt fra ord til handling?

Jeg ved det ikke, men jeg mener selv at have fundet en niche, hvor den fort�llende journalistik passer fremragende. Et sted, som m�ske i forvejen kunne bruge et journalistisk brush-off plus et spark bagi og en omfattende fornyelse. Det drejer sig om den lokale journalistik – i mit tilf�lde den gratis regionale ugeavis.

Alle gode ting i d�n verden starter med en pressemeddelelse. Det gjorde det i hvert fald med historien Rejsen til livets indre. Glostrup Amtssygehus ville godt have omtalt en ny superscanner til en fantasillion kroner. Fint nok, men ikke noget for mig eller min avis, der har almindelige mennesker som en af de vigtigste k�pheste.

Derfor l�ste jeg pressemeddelelsen med en k�lig distance. Og s� alligevel: Her var en oplagt chance for at fort�lle en historie om noget stort, abstrakt, medicinsk, som rykker i det almindelige menneskes liv. Jeg ringede og meldte afbud til pindemadderne, men bad hospitalet kontakte mig, n�r de havde en patient, som var moden til at st� frem med sin historie. Jeg tror, der gik et par m�neder.

Resten af historien var lige ud ad Roskilde Landevej. Et fact-orienteret interview med l�gerne og en gennemgang af hardware’en tog cirka en time. Det samme tog interviewet med det herlige �gtepar, der noget rystede havde oplevet livet og d�den og en total helbredelse inden for f� dage.

Skriveprocessen tog – s� vidt jeg husker – nogenlunde det samme som alle de andre helsider, jeg laver. Med andre ord: Ventetiden var lang, men interviewet ikke uoverskueligt og selve artiklens f�dsel kom nogenlunde til tiden. Men uden klare retningslinier havde jeg ikke kunnet skrive den – eller Det sidder p� rygraden, eller andre af mine fors�g p� at fort�lle – til deciderede fort�llinger, om s� jeg havde haft tusinde timer:

Stok, blok og rygende gev�rer
Stok: Jeg har fra starten fors�gt at skrue fort�llingerne sammen efter Jon Franklins Writing for story-model. Det vil sige: Komplikation, tre faser og s� afklaring. Selve historiens forl�b (dispositionen) skriver jeg altid, f�r jeg g�r i gang med artiklen og vender tilbage til ”krykken” undervejs, n�r jeg tvivler p�, hvor jeg er p� vej hen. En vigtig foruds�tning for at kunne skrive historien efter denne (og andre fort�lle-) modeller er, at der er en grad af udvikling. Hovedpersonen skal starte �t sted og slutte et andet, gerne rent fysisk. Det v�lger jeg mine kilder (og sp�rgsm�l) ud fra.

Blok: Jeg har et ganske enkelt system, der kan hj�lpe mig til at f� de vigtigste ting med hjem og ikke mindst finde dem hurtigt igen, n�r jeg er n�r deadline. Med en bred margen til venstre for mine noter kan jeg skrive SC for scene; >> for udvikling; DIA for dialog; AFK for afklaring og noget s� poetisk som KOMP for komplikation.

Med disse indrammede forkortelser i marginen kan jeg lynhurtigt finde de tre-syv scener, en kilde har beskrevet og v�lge mellem de bedste.

Jeg tror, at rubriceringen af disse elementer giver mig en ekstra ubevidst fordel: De g�r mig i stand til at forberede historien allerede under interviewet og p� vej hjem i familiebilen. Dels fordi jeg ved, at et SC-tegn betyder, at jeg skal sp�rge om farven p� skjorten, hestens lugt og s� videre. Og dels fordi det ret hurtigt bliver klart hvilke scener, dialoger etc. der er de mest interessante.

Rygende gev�rer: I skrivefasen fyrer jeg den ellers bare af. Oftest er begyndelsesscenen indlysende pga. notatteknikken og den indre krystalliseringsproces p� hjemvejen. N�r f�rst disposition og begyndelse er skrevet, er det bare om at holde fingrene varme. Efter en times tid har jeg en lidt for lang r�skitse uden mellemrubrikker eller rubrik, men med distinkte afsnit, som har hver deres klare plads.

Simretid: Det bedste, der kan ske for s�dan en fort�lling er efter min mening, at den f�r lov at simre i en rimelig f�rdig form. Jeg lader den altid st� natten over, hvis det kan lade sig g�re. N�r man l�ser fort�llingen igennem dagen efter, er der altid et eller andet, der tydeligvis falder igennem. M�ske er afklaringen og komplikationen ikke ordentligt afstemt, m�ske er der for mange scener. Det tager som regel ikke lang tid at rette, og m�ske kan man tilmed stille den til at simre en dag mere. Her er det m�ske netop ugeavisens force, at der ikke er deadlinepres hver eneste dag.

Facts og v�sentlighed: Mens man forholdsvis let kan sl�kke p� nyhedskriteriet i den type fort�lling i denne type avis, er der efter min mening nogle andre kriterier, som altid m� veje h�jt.

Det er meget let at bruge fort�llingen som en model for at fort�lle gode historier for de gode historiers skyld, men efter min mening m� man give folk noget andet v�sentligt, hvis ikke de f�r deciderede nyheder. Ellers begynder det at v�re sv�rt at kalde det journalistik. Ud over en st�rk identifikation er fort�llingen alts� eminent til at formidle sv�rt teoretisk stof.

Det skal selvf�lgelig ikke v�re kriteriet, at der er bidder af relativitetsteorien i ugeavisen, men det er vigtigt at give folk f�lelsen af at have l�rt noget, de ellers aldrig ville have l�rt. Denne del af fort�llingen, som amerikanerne kalder BBI (Boring But Important), er ofte teoretisk viden fra rapporter, l�ger, eksperter m.m.

Men i en hverdag, hvor der skal leveres mange millimeter, er BBI’erne meget sv�re at f� tid til. Derfor har jeg fundet mig tilfreds med en lidt bl�dere mellemvare:
Hvis ikke der er et teoretisk niveau i artiklen, g�r jeg efter, at den illustrerer/oplyser om en v�sentlig og aktuel problemstilling i vores (lokal)samfund. Og her – om det g�lder integration eller bevillinger i b�rnehaven – l�fter det almindelige menneskes optik n�sten altid sl�ret for nye forst�elsesformer. Selvom det naturligvis ville v�re bedre, hvis man ogs� havde tid til at inddrage mere abstrakt viden.

Det lyder simpelt, g�r det ikke? Jeg har i hvert fald knaldet et hav af mere eller mindre vellykkede fort�llefors�g af efter de retningslinier. Og alligevel n�et at udf�re min ubehagelige del af avisens tvangsarbejde inden for rugbr�d, pligtstof og umuligt layout.

Document Actions

La’ det simre

Søg

Temasider om samme emne

Læs mere