Medierne og den øgede personfokusering

Offentliggjort 03/18/1999, senest redigeret 11/14/2004

Af Irene Thyrri

Der kan selvfølgelig gives et væld af forklaringer på, hvorfor det er gået sådan, og den ene forklaring udelukker ikke nødvendigvis den anden. En af de forklaringer, man oftest hører, især fra folk, der ikke bryder sig om udviklingen, er, at det er mediernes skyld. Der peges på, at journalisters og redaktørers fokusering på det personlige skulle være direkte årsag til en øget personfiksering hos befolkningen.

Medieudviklingen mod persondyrkelse
Men denne – meget oplagte – forklaring behøver imidlertid ikke være ensbetydende med, at det er journalisterne, der ”er skyld i” denne udvikling. Der er nemlig nogle træk i den måde, medierne har udviklet sig på inden for de seneste årtier, som har haft en meget afgørende betydning for, hvordan det personlige fremtræder i medierne. En udvikling, der ikke kan henføres til journalisters og redaktørers bevidste strategi, men til helt andre aspekter af medieudviklingen.

I bogen No sense of Place: The impact of of electronic media on social Behaviour, Oxford, 1989, har den amerikanske medieforsker Joshua Meyrowitz ved at se på disse aspekter, opstillet en række bud på, hvorfor interessen for de personlige sider af offentlige personer er øget så kraftigt.

Fokus på mediesystemet
Meyrowitz’ teori tager udgangspunkt i en side af medierne, som megen medieteori overser: I stedet for at kigge på den indholdsmæssige side - det vil sige hvad det er for et budskab, seere og læsere får sendt gennem medierne - så retter Meyrowitz opmærksomheden mod det mediesystem, informationerne cirkulerer indenfor. Og ved at se på dette aspekt finder Meyrowitz blandt andet frem til, at den øgede interesse for det personlige, kan forklares af selve den måde, mediesystemerne har udviklet sig på i den samme periode.

Fra trykte til elektroniske medier
Den udvikling, der er sket i den vestlige verdens mediebillede, er for Meyrowitz at se langt mere gennemgribende i sin måde at påvirke menneskets sociale adfærd på, end de fleste medieteorier har gjort sig klart.

For 60-70 år siden – før radio og tv dukkede op for alvor – var de trykte medier den primære kilde til information for folket. Hvad man fik at vide om offentlige personer gik via aviser og blade, hvor politiske referater eller taler stod at læse. Det billede, man fik af en person, blev altså væsentligst skabt via skrevne ord – refererede eller direkte citerede - men altså fuldstændig løsrevet fra den person, der havde sagt dem. Det var de færreste forundt at f.eks. se eller høre deres præsident eller statsminister, og skulle det lade sig gøre, var det altid på offentlige pladser – og på lang afstand.

Når man befandt sig inden for hjemmets fire vægge, mødte man således kun folk, man havde en personlig relation til – og som man var fysisk til stede sammen med.

Da fjernsynet kom
Da først radioen og siden fjernsynet kom ind i folks stuer, ændrede dette forhold sig dog radikalt. Nu kunne offentlige personer pludselig træde ind i dagligstuen, hvor de både kunne høres og ses på ligeså tæt hold som de personer, seerne rent fysisk var til stede sammen med. Ja, endda endnu tættere på.

Det betød, at væggene, der før havde adskilt det offentlige rum fra det private rum, blev forandret. Via fjernsynet var det nu muligt for offentlige personer, seeren ikke havde rent fysisk kontakt med, at være til stede på en måde, der førhen kun var kendt fra private sammenhænge. Og væggene til de offentlige personers private rum blev på samme måde brudt ned: ofte sad den offentlige person nu hjemme i sin dagligstue og talte til folk, der sad i deres dagligstuer.

Grænserne forrykkes
Og dette, at væggene til dagligstuerne nu ikke længere fungerede som de plejede, havde en naturlig indvirkning på grænsen mellem hvad der var privat, og hvad der var offentligt. I Meyrowitz’ terminologi indebærer det, at grænsen mellem det offentlige og det private, henholdsvis ”onstage” og ”backstage” er blevet forrykket, og at offentlige personer nu ikke som før fremtræder alene igennem deres verbale udsagn, men også gennem den måde, de ser ud på, lyder på og bevæger sig.

”Onstage” og ”backstage”
For at anskueliggøre, hvad der sker, når nye informationssystemer afløser tidligere, låner Meyrowitz nogle begreber fra teatrets verden. De sociale handlinger og rollespil, der foregår på en offentlig scene, hvor man er sig et publikum bevidst, benævnes af Meyrowitz som ”onstage”. Tilsvarende er de handlinger, der så at sige foregår bag tæppet og uden for offentlighedens synsfelt, defineret som ”backstage”. Backstage henviser til de situationer, hvor vi ”bare er os selv” eller sammen med dem, vi kender privat.

De to sider er på samme tid skarpt adskilte og tæt forbundne.

Denne gensidige afhængighed betyder, at når skillelinien mellem privat og offentlig optræden flyttes – og det gør den for eksempel når de elektroniske medier dukker op i et samfund, der ellers kun har haft adgang til trykte medier – så sker der ændringer i forholdet mellem, hvad der er ”onstage” og ”backstage”.

Intimsfæren bliver offentlig
Inden de elektroniske medier dukkede op, var meget af det, vi i dag får at vide om offentlige personer, forbeholdt en intim, privat sfære, ”backstage”. Nu blev det gjort offentligt, og dermed blev hidtil private informationer gjort til en del af personenes ”onstage” rolle. Og når det sker, betyder det ikke alene, at offentlige personer mister noget af deres privatliv – det betyder også, at de må omdefinere deres ”onstage” rolle. Alle mennesker søger at fremtræde nogenlunde konsistent, som en helhed, og derfor er man nødt til at omdefinere sin rolle, hver gang nogle ”backstage” informationer kommer frem ”onstage”.

Når en ”middle region” opstår
Når der sker radikale grænseflytninger i forholdet mellem ”backstage” og ”onstage”, som det for eksempel skete, da tv dukkede op, opstår der for en tid en ny mellemting mellem de to sider, en ”middle region”. Denne region – som hverken kan siges klart at tilhøre ”backstage” eller ”onstage” - forklares bedst igennem et eksempel:

Når en tv-reporter skal møde det amerikanske præsidentpar foran tv-kameraerne, hvordan skal præsidenten og førstedamen så reagere? Er dette møde et intimt socialt møde mellem tre mennesker eller er det en offentlig optræden for hele nationen? Svaret er, at det er begge dele, og derfor er det ingen af delene. Præsidenten kan ikke lade som om han og hans hustru var helt alene med reporteren – men han kan heller ikke opføre sig på samme måde, som hvis han skulle tale til en stor mængde på Gettysberg.

Deep backstage og forefront
Det, der er tilbage af den tidligere ”backstage” - nemlig den del af præsidentens privatliv, der ikke er tilgængeligt for offentligheden - kaldes nu ”deep backstage”. På samme måde vil den del af det offentlige, der også før var ”onstage”, nu forekomme mere formel og upersonlig i forhold til den nye ”middle region”, og denne rolle kalder Meyrowitz nu for en ”forefront”-rolle (den rolle, præsidenten spiller, når han taler til en folkemængde på Gettysburg).

Dette, at offentlige personer er kommet ind i stuerne, så vi som seere ser dem hjemme i dagligstuerne som om det var en personlig bekendt, indebærer, at seerne som en naturlig konsekvens også interesserer sig for de mere personlige sider af de offentlige personer.

Det personlige møde afløser det trykte ord
Der er stor forskel på, hvordan en person fremtræder i en avis og på tv.

Antropologen Albert Mehrabian har i en undersøgelse (Silent Messages. Belmont, CA, 1971) peget på, at når to personer mødes ansigt til ansigt, så vil mindre end en tiendedel af opmærksomheden rette sig mod det verbale budskab. Langt større del af opmærksomheden går til det visuelle indtryk af den person, man står overfor. Med andre ord: det er ikke så meget det, man siger – men måden, man lyder og ser ud på, når man siger det, der betyder noget, når vi betragter et andet menneske. 90 procent af det budskab, der modtages, er med andre ord non-verbalt. Dette forhold er interessant, når man skal se på, hvad der sker med vores forhold til offentlige personer efter de elektroniske medier er dukket op.

Det, der siges - og måden det siges på
Meyrowitz skelner mellem en persons kommunikationer og ekspressioner. Kommunikationerne svarer her til det verbale, det vil sige ord og sætninger. De er i en vis forstand abstrakte og løsrevet fra den person, de kommer fra. Kun igennem kommunikationer kan man ytre sig om komplicerede sammenhænge, synspunkter og holdninger. Alt det, der i øvrigt udsendes af personen, og det vil jo så ifølge Mehrabian være over 90 procent, er ekspressioner. Disse er i modsætning til kommunikationerne langt tættere knyttet til den person, der taler. De er samtidig ikke så entydige som ord.

En bestemt bevægelse kan således tolkes forskelligt, et tonefald kan tillægges forskellige betydninger osv. Og fremfor alt – så har den person, der udsender disse ekspressioner, langt mindre kontrol over dem, end vedkommende har over kommunikationerne.

Denne skelnen mellem disse to former for udtryk er afgørende for det billede, der efter tv’s udbredelse nu gives af folk. Alle de ekspressioner, statsministeren - hvadenten han nu vil det eller ej - udsender under et tv-interview, vil være af en karakter, der før tv’s udbredelse var forbeholdt det personlige møde. Det er simpelthen personligt i sin karakter og medfører en adfærd, der nærmer sig det personlige mødes koder.

Tv-interviewet versus det trykte interview
Et tv-interview vil som følge heraf adskille sig væsentligt fra et interview på tryk, også selvom det trykte interview citerer ordret fra tv-interviewet. Der vil være 90 procent af de informationer, seeren af tv-interviewet modtager, som avislæseren ikke får med. Omvendt gælder det, at skal en person fremføre et kompliceret synspunkt så vil det være lettere for læseren af interviewet at fange dette synspunkt, fordi de 90 procents ekspressioner, der altid vil lægges sammen med det verbale budskab i tv-billedet – ikke vil forstyrre for fremlæggelsen af budskabet.

Det ukontrollerbare budskab
Netop den uforudsigelige og ukontrollerbare karakter, der kendetegner ekspressionerne, er væsentlige i forhold til den måde, vi i dag betragter offentlige personer på. Optræder en offentlig person eksempelvis i et tv-interview kan vedkommende langt hen ad vejen kontrollere, hvad han eller hun siger på det rent verbale plan – kommunikationerne.

Ofte vil netop de professionelle interviewpersoner have et forberedt budskab, som de vil servere under interviewet. Men det er straks sværere at kontrollere sine ekspressioner – måden man lyder og ser ud på, når man fremkommer med sit budskab. Og derfor bliver disse ekspressioner, der er direkte knyttet til det personlige, så interessante for seerne at tage stilling til.

Seerne vil eksempelvis i et interview med Poul Schlüter, der fortæller, at der ikke er noget fordækt i hans rolle i den såkaldte Kurt Thorsen-sag, lede efter signaler i ekspressionerne – altså: er der noget i den måde, han siger disse ord på, der kan fortælle mig, om han er troværdig? Og når Bjarne Riis skal svare på, om han nogensinde har været dopet, så er det ikke selve det verbale budskab i hans svar, men snarere pauserne mellem ordene og udtrykket i ansigtet, seerne hæfter sig ved.

Det personliges betydning for det politiske
Meyrowitz fremhæver selv i sin teori den betydning denne personliggørelse af vores tilgang til de offentlige personer har, når folk skal stemme om, hvilke politikere, de vil have til at regere deres land. Møder vælgerne primært kandidaterne igennem trykte interviews, vil det være i form af holdninger og synspunkter, der kalder på enighed eller uenighed. Men møder vælgerne kandidaten gennem tv, vil der sammen med de verbale budskaber lækkes en masse informationer af mere personlig karakter. Fremfor at skulle tage stilling til om man er enig/uenig, stilles vælgerne også overfor at skulle tage stilling til, om man synes om/ikke synes om den person, man stemmer på.

Dette betyder, at amerikanske vælgere eksempelvis er tilbøjelige til at stemme på en person, fordi man har sympati for vedkommende, frem for at stemme på en person, fordi man er enig i vedkommendes politiske synspunkter. Denne konklusion understøttes af en større vælgerundersøgelse op til et amerikansk præsidentvalg.

I en elektronisk tidsalder appellerer offentlige personer således ikke kun til en stillingtagen i forhold til, om man er enig/uenig med vedkommende, men lige så meget til, om man har sympati for vedkommende eller ej. Det får som konsekvens, at holdninger og ideer får mindre betydning end hidtil.

For Meyrowitz er det derfor en naturlig følge af de elektroniske mediers udbredelse, at folk generelt interesserer sig for de personlige sider af de offentlige personer, fremfor kun at fokusere på vedkommendes holdninger og idéer.

Den nødvendige personfiksering
Joshua Meyrowitz slutter ud fra denne medieudvikling, der altså i sig selv indebærer en øget personfiksering, at:

”Although some analysts attribute the new ’personal’ coverage and exposure of political leaders to a conscious decision on the part of journalists and editors, it is more likely that the new bias is supported by the ability af electronic media to ’capture’ personal attributes. It now seems fair (and necessary) literally to ’expose’ the personalities of leaders because the revealing behaviour emanates from the leaders themselves, and unlike quotes in a newspaper, expressive behaviour cannot be easily rearranged or edited.”

Ud over at give et bud på en forklaring på den øgede personfokusering peger Meyrowitz altså her på nødvendigheden af en seriøs behandling af det personlige: Frem for at se journalisters og redaktørers personstof som udtryk for en udspekuleret udnyttelse af en generel tendens, kan man betragte personfokuseringen som et udtryk for, at en generel tendens behandles seriøst.

Sagt på en anden måde: Når nu folk ikke længere kun vælger en præsident på grund af hans ”onstage” rolle – de politiske synspunkter og holdninger - men også kender mere til det, der før var ”backstage” – altså til de personlige sider af præsidenten, så kan seriøs journalistik ikke vælge at se bort fra disse personlige sider af de politisk valgte personer.

Seriøs personjournalistik påkrævet
Virkeligheden er nu engang sådan, at offentlige personer ikke længere udelukkende vurderes på deres politiske holdninger og synspunkter – men også på deres mere personlige egenskaber. Derfor kan det ikke nytte noget, at den seriøse journalistik undlader at omtale disse personlige sider. Tværtimod er en seriøs personjournalistik mere påkrævet end nogensinde.